Bode Bertel Willum Willumsen (født 6. marts 1895 i København, død 26. september 1987 i Hvidovre) var en dansk billedhugger, keramiker og maler, der især arbjedede med stentøj og porcelæn.

Biografi Han var søn af kunstneren J.F. Willumsen. Først kom han først i smedelære og blev senere uddannet som tegner hos Bing & Grøndahl samt Dansk Porcelænsfabrik. Han udviklede tidligt et særligt keramisk formsprog, hvor relieffer samt små figurer af mennesker og dyr indgik som dekorative elementer på låg, hanke og kar.

I 1930’erne etablerede han eget værksted, hvor han selv stod for hele produktionen, fra konstruktion af ovne til salg af værkerne. Hans arbejder var præget af en primitivistisk stil med stenagtige overflader og løbende glasurer. Keramikeren Axel Salto arbejdede i en periode i værkstedet og drog nytte af Willumsens tekniske og kemiske ekspertise.

Under besættelsen blev det vanskeligt at skaffe brændsel til værkstedet, som derfor måtte lukke. Willumsen vendte herefter tilbage til Den Kongelige Porcelainsfabrik, hvor han skabte både stentøjsværker og en række populære blanc de chine-figurer, heriblandt Smeden, Kunstmaleren og Pottemagerkonen.

I forbindelse med sin 50-års fødselsdag udførte han værket Tidens Milepæl, en 1,5 meter høj lågkrukke i blanc de chine. Krukkens relieffer skildrer menneskehedens udvikling fra livets opståen til moderne videnskab, herunder Niels Bohrs atomteori.

Efter sin tid på porcelænsfabrikken arbejdede Willumsen hovedsageligt med emalje på kobber.

Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg. Gravstedet er nedlagt.

Referencer

Kategori:Personer fra København Kategori:Billedhuggere fra Danmark Kategori:Keramikere fra Danmark Kategori:Malere fra Danmark Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Studenter fra Metropolitanskolen