Hal Sirowitz (født 6. marts 1949 på Manhattan, død 17. oktober 2025 i Philadelphia) var en amerikansk digter, forfatter og lærer.

Han er især kendt for digtsamlingen Mother Said (1996), oversat til dansk (Sagde mor) i 1999 af Povl Carstensen. Bogen er senere bearbejdet til både animationsfilm og teater.

Forfatterskab Sirowitz’ gennembrud kom med Mother Said (1996), hvor moderens råd og udsagn danner rammen om digtene. Teksterne balancerer mellem humor og det groteske og skildrer relationen mellem mor og søn fra barndom til voksenliv.

I My Therapist Said (1998) videreføres denne form, idet digtene tager udgangspunkt i udsagn fra en terapeut, der indtager en moderlignende rolle. Samlingen kredser især om kærlighedsrelationer og kommunikationsproblemer. Digtet “I Finally Managed to Speak to Her” blev optaget i projektet Poetry in Motion, hvor digte blev udstillet i offentlig transport i New York.

Before During & After (2003) omhandler intimitet og seksualitet gennem livet og bygger på forfatterens egne erfaringer og relationer. I Father Said (2004) er det faderens stemme, der er i centrum, med erindringer fra barndommen samt skildringer af sygdom og død i familien.

I antologien Beauty is a Verb: The New Poetry of Disability (2011) bidrager Sirowitz med tekster om sine erfaringer med Parkinsons sygdom. Dette tema videreføres i digtsamlingen Stray Cat Blues (2012), hvor han med sin karakteristiske humor skildrer livet med sygdommen. For denne udgivelse modtog han Nebraska Book Award for Poetry i 2013.

Sirowitz har desuden fået digte optaget i en række antologier og tidsskrifter, og hans værker er oversat til flere sprog. Han har deltaget i internationale litteraturfestivaler, herunder Edinburgh Fringe Festival og Jerusalem Conference of Writers and Poets i 2007, hvor han blandt andet optrådte sammen med Claude Lanzmann.

Skrivestil Sirowitz regnes som en folkelig poet med en legende og tilgængelig stil. Hans digte rummer ofte en underliggende humor, også når de behandler alvorlige emner som sygdom, tab og død. Centralt i forfatterskabet står temaer som relationer, kommunikation og familieliv, ofte præget af hans jødiske baggrund.

Digtene er typisk korte og skrevet i et hverdagsnært, mundtligt sprog, hvor stemmen fremstår som direkte tale – enten fra forfatteren selv eller gennem gengivelser af udsagn fra personer i hans liv. Formen kan minde om børnedigte i sin enkelhed, men rummer samtidig ironi, rå billedsprog og åbenhjertige skildringer af intime erfaringer.

Sirowitz’ stil har rødder i slampoesi. I 1980'erne og 1990'erne deltog han i oplæsninger og konkurrencer på Nuyorican Poets Cafe og var en del af caféens slamhold ved en national turnering i 1993. Han har desuden optrådt med oplæsninger i programmet MTV Spoken Word Unplugged.

Referencer

Kategori:Personer fra New York City Kategori:Digtere fra USA Kategori:Skønlitterære forfattere fra USA Kategori:Lærere Kategori:Jøder fra USA