Nyhavn 37 er et gavlkvisthus beliggende på stykket mellem Lille Strandstræde og Toldbodgade på solsiden af Nyhavn i København. Der blev drevet brændevinsbrænderi på stedet fra i al fald 1731 og helt op til mindst 1860'erne. Forhuset fik sit nuværende udseende, da det blev forhøjet med én etage i 1791. Det er på bagsiden sammenbygget med et toetagers sidehus og et baghus, som begge er opført i bindingsværk, ligesom gårdsiden af forhuset også er det. Bygningskomplekset blev fredet i 1923.

Historie 18. århundrede thumb|left|Boyes ejendom set på et udsnit af en plan over området fra 1731. I Københavns første matrikel fra 1689 blev ejendommen opført som nr. 14 i Sankt Annæ Øster Kvarter. Den tilhørte på det tidspunkt skipper Peder Jensen. Den nuværende bygningen på stedet blev opført med to etager over en høj kælder mellem 1691 og 1712. Af et kort over området fra 1731 fremgår det, at ejendommen på det tidspunkt tilhørte brændevinsbrænder Friderich Boye.

thumb|Nr. 19 set på Christian Geddes kort over Sankt Annæ Øster Kvarter fra 1757. Ejendommen blev senere erhvervet af brændevinsbrænder Haagen Larsen (død 1760). Han var oprindelig fra Halland. I den nye matrikel fra 1756 blev Larsens tidligere ejendom opført som nr. 19 i Sankt Annæ Øster Kvarter.

Haagen Larsens datter Kirstine Haagensdatter (1750-1819) var gift to gange, først med skipper Herman Olsen Kofoed (1732-1781) og siden med styrmand Carl Schultz (1758-1829). Kirstine Haagensdatters halvsøster var gift med Herman Olsen Kofoeds fætter Jørgen Steenbeck, som boede i nr. 27 (nu Nyhavn 53).

Ved folketællingen i 1787 boede der 15 personer i ejendommen fordelt på to husstande.

Brændevinsbrænder Peter Petersen Hals boede i ejendommen med sin hustru Dorothea Simons, hustruens slægtning Cicilia Pouls Datter, en brændevinsbrændersvend, en lærling og to tjenestepiger. Christian Detlefsen Ishade, som var styrmand, boede i ejendommen med sin hustru Johanne Sørens Datter, deres tre børn, en tjenestepige og to logerende.

Familierne Hansen, Maag og Cold Leigh Ejendommen blev senere erhvervet af brændevinsbrænder Rasmus Hansen (1760-). Ved folketællingen i 1801 boede der 24 personer i hans ejendom. Rasmus Hansen boede selv i ejendommen med sin hustru Karen Hansen (født Johansen, 1772-1855), deres to børn, en tjener og to tjenestepiger.Hans Poulsen Møller, som var porcelænshandler, boede i ejendommen med sin hustru, Anne Margrethe Licht, deres fem børn og to tjenestepiger. Der boede også tre skibskaptajner uden familie. Den sidste husstand bestod af et midaldrende ægtepar med en 10-årig datter.

I den nye matrikel fra 1806 blev Hansens ejendom igen opført som nr. 10 i Sankt Annæ Øster Kvarter.

Efter Rasmus Hansens død blev Karen Hansen gift med skibskaptajn Jacob Petersen Maag. Han fortsatte brændevinsbrænderiet i ejendommen. Ved den næste folketælling i 1834 boede der 16 personer i deres ejendom fordelt på tre husstande. Jacob og Karen Maag boede selv på stueetagen med deres datter Christiane Marie Caroline Maag, Karens datter Anne Chatrine Hansen og barnebarn Caroline Marie Rasemine Hansen, to tjenere og to tjenestepiger. Elisabeth Chatrine Fick, som var enke og ernærede sig ved håndarbejde, boede i ejendommen med to voksne, ugifte døtre og en tjenestepige. Maren Boline Charlotte Amalie Frimann, en ugift kvinde i 20'erne som levede af sine midler, boede i ejendommen med sin fire-årig datter og en tjenestepige.

Ved folketællingen i 1840 boede Jacob Petersen Maag og Karen Maag stadig på stueetagen. De boede der med Karens datter, tre tjenere og to tjenestepiger. Peter Mathiesen Arndt (1802-1850), som var skibskaptajn, boede på første sal med sin hustru Caroline Lillelund (1807-). Christian Mørch, som også var skibskaptajn, boede på anden sal med sin hustru Ane Necolaisen og en tjenestepige.

Jacob og Karen Maagss datter Christiane Caroline Marie Maag var den 8. december 1835 blevet gift med Christian Magdatus Thesdrup Cold Leigh 1804-1847). Han var søn af justitsråd Nicholai Christian Leigh og Anne Sophie von Post. De arvede ejendommen i første halvdel af 1840'erne. Ved folketællingen i 1845 boede de på stueetagen med deres to børn på seks og otte år, tre tjenere og to tjenestepiger. Karen Maag, som var blevet enke, boede på første sal med sin datter Anna Cathrine Hansen og en tjenestepige. Christian Schytte, som var skipper, boede på anden sal med sin hustru Sophie Hansine Paueline /født West, 1809-1886) og en tjenestepige.

Christiane Marie Caroline Leigh fortsatte selv driften af brændevinsbrænderiet efter sin mands død i marts 1847. Ved folketællingen i 1850 boede hun på de to nederste etager med sin datter Johanne Marie Catrine Elisabeth Leigh, hendes moder Karen Maag, hendes halvsøster Anne Cathrine Hansen, tre tjenere og tre tjenestepiger. Christian og Sophie Schytt boede stadig på anden sal med deres adoptivsøn Waldemar Theodor Schytt, hustruens søster Andresine Cathrine West og en tjenestepige.

Christiane Marie Caroline Leigh (født Maag) bestyrede stadig brændevinsbrænderiet ved folketællingen i 1860. Hun boede i ejendommen med sine to døtre, hendes halvsøster, en husholderske og to tjenere. Christian og Sophie Schytt boede stadig på anden sal med hustruens søster og en tjenestepige.

Senere historie thumb|Annonce for H. H. Adrian i Dansk Søfartstidende, 1900.. thumb|Nyhavn 37 i 1905 (fjerde bygning fra venstre) I årene omkring 1880 blev der muligvis drevet hotel i bygningen. Ved folketællingen i 1880 boede der 15 personer i ejendommen. Christian Jensen, som var hotelvært, boede på de to nederste etager med sin hustru Jensine Hermine Gjertrine Jensen, to sømænd, en cigarhandler og hans søster (ansat i cigarhandlen) samt en tjenestepige, Carl Ludvig Nielsen, som var snedkermester, boede nu på anden sal med sin hustru Caroline Davine Marie Nielsen og deres to døtre. Eva Charlotte Salomomsen, som ernærede sig som vaskekone, boede på tredje sal med en cigarmager og to tømrere.

I 1888 blev ejendommen erhvervet af kobbersmedemester Rudolf Peter Ferdinand Adrian (1859-1938), hvorefter hans virksomhed H. H. Adrian også blev drevet fra ejendommen. Virksomheden var grundlagt af hans fader Hans Henrik Adrian (1829-1886) på Gråbrødretorv i 1857 og havde senere haft til huse på adressen Toldbodgade 10. Rudolph Peter Ferdinand Adrian er stadig nævnt som ejer af ejendommen i 1908 og H. H. Adrian havde til huse på adressen i al fald et stykke ind i 1910'erne.

Ejendommen blev fredet i 1923. I mange år lå Café Texas på stueetagen. En tatovør lå i kælderen.

Arkitektur thumb|Nyhavn 37 set fra den anden side af kanalen.l Nyhavn 37 blev oprindelig opført som et gavlkvisthus i bindingsværk med to etager over en høj kælder. Facaden mod gaden blev omsat i grundmur i 1743. Da bygningen blev forhøjet i 1791 rtkkede den fire fag brede gavlkvist én etage op. Den pudsede facade er rødmalet med hvidmalede vinduesrammer, ligesom den profilerede hovedgesims også er hvidmalet. Over hoveddøren i faget længst til venstre sidder der et overvindue med farvet glas. Forhuset er på bagsiden sammenbygget med et to etagers sidehus, som igen er sammenbygget med et baghus. Facaderne mod det brolagte gårdrummet har sortmalet bindingsværk med pudsede, hvidmalede tavl.

I dag Ejendommen tilhørte i 2008 Bodil Kirstine M Michaelsen. Restaurant Nyhavn 37 ligger i stueetagen.

Referencer

Kategori:Nyhavn Kategori:Fredede bygninger, konstruktioner og anlæg i Københavns Kommune Kategori:Fredede palæer, borgerhuse og lejlighedskomplekser i Danmark