Adolph Sørensen (født 25. februar 1910 i Pedersborg ved Sorø, død 15. september 1987) var en dansk murermester og politiker for Det Konservative Folkeparti. Han var medlem af Folketinget fra 1953 til 1966 og formand for Håndværksrådet fra 1964 til 1980.

Biografi Adolph Sørensen, der var søn af en snedkersvend, blev uddannet murer i Sorø efter endt skolegang. Han videreuddannede sig ved tekniske skoler og kurser, samtidig med at han arbejdede som murersvend i København. I 1937 etablerede han sin egen murervirksomhed i Sorø.

Ved siden af sit virke som murermester engagerede Sørensen sig tidligt i organisationsarbejde og politik. I 1940 blev han valgt til næstformand for Sorø Murermesterforening. Gennem dette arbejde blev han aktiv i Centralforeningen af Murermestre, hvor han var næstformand fra 1946 til 1961 og formand fra 1961 til 1980.

Sørensen blev desuden en central skikkelse i Håndværksrådet, hvor han var næstformand fra 1955 til 1964 og formand fra 1964 til 1980. I hans formandsperiode blev rådets aktiviteter væsentligt udvidet, og organisationen fik en stærkere erhvervspolitisk og erhvervsøkonomisk profil med fokus på de selvstændige håndværksmestre og mindre virksomheder.

Gennem sit arbejde i håndværkets organisationer beklædte Sørensen en række tillidsposter. Han var medlem af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i Dansk Arbejdsgiverforening samt bestyrelsesmedlem i blandt andet Statens Byggeforskningsinstitut, Teknologisk Institut, Byggecentrum, Byggeriets Maskinstationer (BMS), Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og Lærlingerådet. Endvidere deltog han i flere offentlige kommissioner, herunder Lærlingelovskommissionen (1954-1956) og kommissionen til undersøgelse af håndværkets og den mindre industris forhold, nedsat i 1963.

Fra 1953 til 1966 var Sørensen medlem af Folketinget, valgt for Det Konservative Folkeparti i Frederiksborg Amtskreds. I 1962 blev hans parlamentariske immunitet ophævet efter at han havde slået en dreng og dermed overtrådt politivedtægten.

Referencer

Kategori:Personer fra Sorø Kategori:Murere fra Danmark Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti Kategori:Folketingsmedlemmer i 1950'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1960'erne Kategori:Folketingsmedlemmer, der har fået ophævet deres parlamentariske immunitet Kategori:Foreningsformænd fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon