Sir William Sterndale Bennett (født 13. april 1816 i Sheffield, Yorkshire, død 1. februar 1875 i London) var en britisk komponist, pianist, dirigent og musikpædagog. Han regnes som en som en central skikkelse i udviklingen af en national romantisk musiktradition i England, stærkt inspireret af den tyske romantik.
Biografi Bennett voksede op i Cambridge hos sin farfar, der gav ham den første musikundervisning. I 1824 blev han optaget som korsanger ved King's College, Cambridge, og to år senere blev han elev ved Royal Academy of Music i London. Her studerede han klaver hos William Henry Holmes og Cipriani Potter samt komposition hos Charles Lucas og William Crotch.
Hans gennembrud kom med Klaverkoncert nr. 1 i d-mol, som vakte stor opmærksomhed hos Felix Mendelssohn. Mendelssohn inviterede Bennett til Tyskland, hvor de to indledte et nært venskab. Bennett besøgte Tyskland flere gange mellem 1837 og 1842 og optrådte blandt andet i Leipzig, hvor Mendelssohn dirigerede uropførelsen af Klaverkoncert nr. 3 i c-mol, op. 9. Ved denne lejlighed fremhævede Robert Schumann Bennett som den mest musikalske blandt samtidens engelske komponister.
Fra 1837 var Bennett bosat i London. Han blev i 1842 medlem af ledelsen for Philharmonic Society, og i 1849 grundlagde han London Bach Society. Selskabet stod bag den første engelske opførelse af Johann Sebastian Bachs Matthæuspassionen i 1854 med Bennett som dirigent. I 1855 blev han chefdirigent for Philharmonic Society, året efter professor i musik ved University of Cambridge, og i 1866 blev han rektor for Royal Academy of Music. I 1871 blev han adlet.
Musik og stil Bennetts tidlige værker viser tydelig indflydelse fra Wolfgang Amadeus Mozart, særligt i ouverturen Parisina, op. 3, Klaverkoncert nr. 3 og ouverturen Naiades, op. 15. Her kommer inspirationen til udtryk gennem den klare orkestrering, den kromatiske harmonik og den afbalancerede behandling af blæser- og strygerstemmer.
Den største indflydelse på Bennetts musik kom dog fra Felix Mendelssohn, hvis klassisk afbalancerede romantiske stil prægede en stor del af hans produktion. Dette ses blandt andet i Capriccio i E-dur, op. 22, for klaver og orkester og i Klavertrio i A-dur, op. 26. Bennett stod samtidig i personlig kontakt med Robert Schumann og var desuden inspireret af Johann Sebastian Bach.
I sine senere værker, herunder kantaten The May Queen (1858) og Symfoni i g-mol, op. 43 (1863–1864), fastholdt Bennett den mendelssohnske stil i en tid, hvor komponister som Franz Liszt og Richard Wagner repræsenterede nye romantiske strømninger.
Referencer
Kategori:Personer fra Sheffield Kategori:Komponister fra Storbritannien Kategori:Dirigenter fra Storbritannien Kategori:Pianister fra Storbritannien Kategori:Musikpædagoger