Mary Leonora Carrington (6. april 1917 – 25. maj 2011) var en britiskfødt mexicansk kunstmaler, billedhugger og forfatter, der var tilknyttet surrealismen. I 1942 flyttede hun til Mexico, hvor hun levede resten af sit liv. Hendes billedkunst og litterære værker er præget af fantastiske og mytologiske motiver, alkymi og okkultisme samt tilbagevendende skikkelser, der forener menneskelige og dyriske træk.
Liv Hun blev født i Lancashire og voksede op i en velhavende irsk-katolsk familie. Hun blev bortvist fra to skoler på grund af sin oprørske adfærd. Hendes far, Harold Carrington, var tekstilmagnat og brød med hende, da hun som 20-årig meddelte, at hun ville flytte til Paris med Max Ernst og blive kunstner. De sås aldrig igen.
Carrington mødte den tyske surrealist Max Ernst i London i 1937, og de indledte et forhold og bosatte sig senere sammen i Sydfrankrig. Ernst opmuntrede hendes kreative ambitioner. Parret blev skilt ad under Anden Verdenskrig. Gennem Max Ernst lærte hun blandt andre den franske digter Paul Éluard og hans hustru Nusch Éluard at kende. Efter Ernst blev interneret under Anden Verdenskrig, fik Carrington et alvorligt psykisk sammenbrud og blev mod sin vilje indlagt på et psykiatrisk hospital i Santander. Hun beskrev senere indlæggelsen og behandlingen, der bestod af elektrochok og det krampefremkaldende lægemiddel Cardiazol i erindringsbogen Down Below.
Carringtons mest berømte litterære værk er den surrealistiske roman Hørerøret, der først udkom på fransk i 1974 og på engelsk i 1976. Romanen handler om den 92-årige Marian Leatherby, der anbringes på en gådefuld institution. Fortællingen blander okkultisme, sort humor og fantasmagoria.
I begyndelsen af 1970'erne var Carrington blandt grundlæggerne af kvindefrigørelsesbevægelsen i Mexico.
Dyr, myter og symboler indtog en central plads i Carringtons kunst, og disse interesser blev videreudviklet efter hendes bosættelse i Mexico. Her blev hun nært knyttet til den spanskfødte surrealist Remedios Varo, og de delte en interesse for blandt andet alkymi, kabbala og mayaernes hellige fortælling Popol Vuh.
I Mexico, hvor hun boede i omkring 70 år, blev hun betragtet som en national kulturskat og modtog adskillige nationale hædersbevisninger. Carrington døde den 25. maj 2011, 94 år gammel, og efterlod sig sønnerne Gabriel og Pablo.
Værker på dansk På dansk er udkommet novellesamlingen Den ovale dame & andre fortællinger (2016), oversat af Ib Johansen, og romanen Hørerøret (2020), oversat af Cecilie og Mette Egerod.
thumb|El mundo mágico de los mayas, 1964
Udvalgte værker
Skulpturer i Museo Leonora Carrington
Referencer
Kategori:Malere fra Mexico Kategori:Billedhuggere Kategori:Forfattere fra Mexico