Landbrug i Danmark har historisk været Danmarks hovederhverv, der har beskæftiget stort set hele befolkningen. I dag udgør erhvervet en beskeden del af beskæftigelsen og samfundsøkonomien, men står stadig for udnyttelsen af størstedelen af Danmarks areal.

Historie

Oldtid

Landbruget kom til Danmark ca. 4.000 f.v.t., bragt til landet af indvandrere fra den såkaldte tragtbægerkultur. De anvendte svedjebrug, dvs. de afbrændte skove og såede og høstede afgrøden på de fremkomne marker. Det var den neolitiske revolution, hvor jægerstenalderen blev afløst af bondestenalderen. Agerdyrkene såede tidlige arter af hvede og byg og holdt får, geder, kvæg og svin.

Overgangen fra jægere og samlere til bønder gjorde, at den samme befolkning kunne brødfødes på mindre areal. Med landbrugets indførsel blev samfundet mere bofast og opførte mere permanente bosættelser, da jorden skulle dyrkes år efter år. Til gengæld krævede det større grad af organisering og planlægning for at klargøre jorden til næste års såning og høst, samt hårdere fysisk arbejde. Til at starte med har man klargjort jorden med gravestok. Den første type plov var en ard, der kendes helt tilbage til bondestenalderen.

Da jorden i svedjebruget hurtigt blev udpint, måtte man hyppigt rydde nye arealer og flytte efter dem. I jernalderen omkring 500 f.v.t. blev bosætningen mere stabil i form af landsbyer, der dog blev brudt op efter et par hundrede år. På samme tidspunkt kom husdyrene også på stald, og man spredte gødning på markerne og bjærgede hø til vinterfodring. I de følgende århundreder blev landbrugsudnyttelsen gradvis mere intensiv, og der kom flere tekniske fremskridt. Den primitive ard blev afløst af muldfjælsploven, der var i brug indtil 1800-tallet, hvor den blev erstattet af svingploven.

Middelalder og efterreformatorisk tid

thumb|Højryggede agre i Fløjstrup skov syd for Århus skabt med hjulplov.

I middelalderen var landbruget mest baseret på korndyrkning, men kvægavl havde større betydning i Jylland, hvor stude kunne afsættes i Tyskland.

Fra denne periode lå bebyggelsen grundlæggende fast, og der voksede en klar struktur frem med dyrkningsfællesskaber i landsbyer med vangebrug. Trevangsbrug med rotation mellem vårsæd (byg), vintersæd (rug) og en hvilende vang til dyregræsning var almindelig i Danmark. Samtidig udskilte en klasse af stormænd eller herremænd sig. De ejede hovedgårde (herregårde), og med fæstesystemets indførelse og institutionalisering blev de fleste bønder fæstebønder med et afhængighedsforhold til den lokale herremand.

Landboreformerne og kornsalgsperioden

Middelalderens sociale og erhvervsmæssige struktur med landbrugsproduktionen organiseret i fæstegårde og hovedgårde fortsatte i århundreder. Efter enevældens indførelse i 1660 blev der oprettet en række skattebegunstigede grevskaber og baronier (tilsammen kaldt majorater), som stimulerede opbygningen af storgodser. Landboreformerne fra 1750'erne og frem medførte imidlertid både større retslige, økonomiske og erhvervsmæssige forandringer for bønderne. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 forbedrede fæstebøndernes retsstilling, og udskiftningen og den efterfølgende udflytning af gårde indebar, at det hidtidige dyrkningsfællesskab i landsbyen blev ophævet. Fredskovsforordningen i 1805 skabte en klar afgrænsning mellem skove og dyrkede arealer, hvilket der sjældent havde været før. Desuden blev hoveriet efterhånden afløst af en pengeafgift, og fæstegårdene overgik til selveje ved udbetaling af en pengesum fra fæstebonden til herremanden. Begge disse ændringer fandt dog kun sted, når herremanden fandt det fordelagtigt, og ændringerne kom derfor meget gradvis. Meget hoveri var blevet afløst i 1850, mens fæstesystemet først ophørte helt efter 1919, hvor Folketinget pålagde godsejerne at frasælge det tilbageværende fæstegods. I modsætning hertil var udskiftningen stort set afsluttet allerede omkring 1810.

Udskiftningen og de øvrige reformer stimulerede en stor udvikling i landbrugenes drift. Hver bonde kunne nu selvstændigt træffe beslutning om sine dyrkningsmetoder, og med et sammenhængende jordtilliggende blev driften af den enkelte gård simplere og mere praktisk, ligesom det var enklere at foretage ændringer. Landbrugslandskabet gennemgik derfor en gennemgribende optimering i løbet af 1800-tallet. Græsningsarealer blev omlagt til agerjord og underskov ryddet, ligesom arealer blev drænet og inddæmmet for at udvide den dyrkede jord. Marker fik mere systematisk tilført gødning eller mergel for at forbedre deres ydeevne. Udbredelse af kobbeldrift og indførelse af nye afgrøder forøgede også produktionsværdien. Svingplov blev indført i 1770'erne, men først omkring 1860 var den tidligere plov helt erstattet.

Moderniseringen medførte en firedobling af produktionen i dansk landbrug fra midten af 1700-tallet frem til omkring 1880, hvor også eksporten af korn og stude steg. Perioden fra 1830 til 1870 var én lang højkonjunktur for erhvervet og blev kendt under navnet kornsalgsperioden.

Bonde- og andelskulturens glansperiode

Midt i 1800-tallet bestod dansk landbrug af 2000 større landbrug, godser og proprietærgårde, 70.000 gårde, traditionelt defineret som landbrug på mere end 1 tønde hartkorn, og ca. 80.000 smålandbrug med mindre end 1 tønde hartkorn. Det århundredgamle skel mellem godser og bondelandbrug blev i det væsentlige slettet i 1849, hvor adelen mistede sine privilegier. Der kunne ikke længere oprettes nye majorater, men de allerede eksisterende fortsatte. De ejede på dette tidspunkt omkring 10 % af landets jord. Denne struktur fortsatte relativt uforandret ind i 1900-tallet. Antallet af småbrug steg dog som følge af opdyrkning og udstykning fra større gårde og senere også som følge af husmandsbevægelsens stigende betydning og gennemførelsen af flere jordlove, der omfordelte jorden.

Under kornsalgsperioden var der blevet etableret en stærk dansk gårdmandsstand, der kom til at dominere dansk økonomi og politik langt op i 1900-tallet. Den blev rygraden i det nye parti Det forenede Venstre, der var det største parti helt til efter 1. verdenskrig. Etableringen af en række folkehøjskoler var et af elementerne bag en folkelig, politisk og kulturel bevægelse i landbefolkningen. Da nye jernbaner og dampskibe fra 1870'erne bragte billigt oversøisk korn til de europæiske markeder, var det afslutningen på kornsalgsperioden. Men de danske gårdmænd var godt rustet til at modstå krisen. Man udnyttede, at det billige korn betød billigt foder, og hurtigt blev erhvervet omlagt til animalsk produktion i form af smør, æg og bacon. Varerne blev især eksporteret til England, hvor efterspørgslen efter dem var høj.Niels Kærgård: Jordbruget - grundlaget for dansk velfærd. Landbohøjskolens historie, kub.ku.dk, besøgt 25. august 2026. Erhvervets produktionsværdi blev atter firedoblet i perioden fra 1880'erne til tiden før 2. verdenskrig. Professor i jordbrugspolitik Niels Kærgård har kaldt perioden fra 1880'erne til ca. 1960 for "bonde- og andelskulturens glansperiode". I denne periode stod dansk landbrug stærkt i samfundsøkonomien og havde meget stor politisk indflydelse.Niels Kærgård og Tommy Dalgaard: Dansk landbrugs strukturudvikling siden 2. verdenskrig. Landbohistorisk Tidsskrift s. 9-33, 2014.

Strukturændringerne siden 2. verdenskrig

I 1950 var der i Danmark ca. 1800 større landbrug, der primært producerede korn, ca. 60.000 mellemstore gårde med en bred vegetabilsk og animalsk produktion og ca. 130.000 husmandsbrug, der overvejende havde animalsk produktion. Det dyrkede areal toppede omkring 1938, hvor lidt over 75 % af Danmarks samlede areal blev anvendt af landbruget. Antallet af landbrug steg imidlertid helt frem til 1950'erne, fordi man fra politisk hold førte en bevidst udstykningspolitik. Det var et klart politisk ønske at oprette husmandsbrug, der kunne sikre et livsgrundlag for de dårligst stillede i landbefolkningen. Samtidig var stordriftsfordelene i landbrugsproduktionen i mellemkrigstiden og de første efterkrigsår meget små. Landet var derfor præget af bedrifter med i gennemsnit ca. 15 hektar jord og en alsidig produktion med både kvæg, svin og planteavl.

Siden da har strukturændringer imidlertid ændret landbruget nærmest til ukendelighed. Traktorer vandt indpas i landbruget lige efter krigen, i høj grad betalt af Marshallhjælpen, og det blev begyndelsen på en stadig stigende mekanisering. Fra 653.000 heste i 1946 var der i 1963 under 100.000 heste i landbruget. Frigørelsen af de 10-15 % af det samlede areal, der tidligere blev brugt til hestefoder, muliggjorde en større specialisering i svineavl. Industrien var i vækst i byerne og lokkede den landlige arbejdskraft med højere lønninger, hvilket gav landmændene en tilskyndelse til at spare på arbejdskraften til fordel for maskiner og andre produktionsinput som gødning og energi. Den teknologiske udvikling i retning af større og mere avancerede maskiner som mejetærskere, malkemaskiner og senere malkerobotter, automatiske fodrings- og udmugningsanlæg og GPS-styrede eller selvkørende traktorer medførte kraftige stordriftsfordele. Landbrugslovgivningen fulgte udviklingen og blev gradvis liberaliseret, så det blev nemmere at sammenlægge bedrifter. I 2008 var der kun 41.000 landbrug tilbage med en gennemsnitlig størrelse på 63 hektar. Kun omkring en fjerdedel af landbrugene var heltidsbedrifter. Samtidig blev brugene meget specialiserede. Hvor 68 % af alle brug i 1970 havde både kvæg og svin, var det i 2007 kun 4 %. Næsten alle bedrifter er i dag specialiserede i enten planteavl, kvægbrug eller svinebrug.

Landbruget i dag

Danmark er verdens største producent af kød per indbygger, med en årlig produktion på 344 kg kød per indbygger i 2021. I 2020 var Danmark med 13,4 mio. svin det land i verden, med flest svin per indbygger (2,3 svin per indbygger). Danmark var nummer to, når det gælder svin pr. km² (312 svin per km²), overgået af Tuvalu.Faostat På trods af en stigende andel økologiske svinebrug, er kun omkring 2 % den danske svineproduktion er økologisk (ca. 2022).Grisekød. Landbrug og Fødevarer. Hentet 25/8-2026

Det samlede antal bedrifter i Danmark er faldet fra 205.835 i 1951 til 31.395 i 2021.Danmarks Statistik, Statistikbanken, BDF11: Bedrifter efter område, enhed, bedriftstype og areal Ifølge Danmarks Statistik er antallet af heltidslandbrug faldet fra 13.803 i 2008 til 5.856 i 2025. Driftsresultatet for disse heltidslandbrug blev i gennemsnit 2,8 mio. kr. i 2025, hvilket var 1,3 mio. kr. mere end i 2024. Resultatet er en fremgang fra de seneste par år og ca. 270.000 kr. fra resultatet i rekordåret 2022. , Danmarks Statistik: Økonomi for landbrug og gartneri, hentet den 27. september 2026 Gennemsnitsarealet per heltidsbedrift er steget fra 85 ha. i 2000 til 200 ha. i 2019.

Samtidig er der sket en løbende specialisering. Over halvdelen af alle bedrifter var uden husdyr i 2008, og over 80 pct. af såvel malkekøer som svin stod i specialiserede bedrifter.De Økonomiske Råd (2010): Landbrug. Kapitel I i Økonomi og Miljø 2010. København. S. 43f.