Politisk repræsentation betegner det forhold, hvor en person eller institution handler på vegne af andre i den politiske beslutningsproces. Begrebet er centralt i repræsentativt demokrati, hvor borgerne vælger repræsentanter til blandt andet parlamenter og andre politiske forsamlinger. Politisk repræsentation omfatter både spørgsmålet om, hvordan repræsentanter udpeges, hvem eller hvad de repræsenterer, hvordan de handler på de repræsenteredes vegne, og hvordan de kan holdes politisk ansvarlige.
Politisk repræsentation har udviklet sig i takt med de politiske institutioner. I Det athenske demokrati spillede lodtrækning en vigtig rolle ved udvælgelsen af offentlige embedsindehavere, mens valg senere blev det centrale middel til at udpege repræsentanter i moderne repræsentative styreformer. Udvidelsen af valgretten og udviklingen af politiske partier ændrede efterfølgende forholdet mellem vælgere og repræsentanter. Bernard Manin har beskrevet denne udvikling og fremhævet, at repræsentativt styre historisk har forenet demokratiske og aristokratiske elementer.
I den politiske teori har Hanna Fenichel Pitkin skelnet mellem fire former for repræsentation: formel repræsentation, der vedrører bemyndigelse og ansvarlighed; deskriptiv repræsentation, der vedrører ligheden mellem repræsentanter og repræsenterede; symbolsk repræsentation, der bygger på repræsentantens symbolske betydning; og substantiel repræsentation, der vedrører repræsentantens faktiske varetagelse af de repræsenteredes interesser. Et centralt spørgsmål er desuden, hvorvidt repræsentanter bør følge vælgernes udtrykte ønsker eller udøve selvstændig politisk dømmekraft.
I parlamentariske demokratier påvirkes repræsentationen af valgsystemer, politiske partier og institutionelle regler. Valgordningerne har betydning for, hvordan stemmer omsættes til mandater, og dermed for forskellige partiers og gruppers muligheder for parlamentarisk repræsentation. Et parlaments repræsentativitet kan imidlertid vurderes ud fra flere forskellige forhold, herunder dets politiske sammensætning, geografiske fordeling og medlemmernes sociale baggrund. Disse forhold siger ikke nødvendigvis noget entydigt om, hvordan repræsentanterne handler, eller hvilken politisk indflydelse forskellige grupper opnår.
Nyere forskning har udvidet forståelsen af politisk repræsentation. Jane Mansbridge har beskrevet forskellige former for repræsentation, der blandt andet bygger på valgløfter, forventede vælgerreaktioner og repræsentanters egne politiske principper. Andrew Rehfeld har argumenteret for, at politisk repræsentation også kan forekomme uden for demokratiske valginstitutioner. Forskningen rejser dermed spørgsmål om, hvordan repræsentation kan anerkendes og vurderes, hvordan repræsentanter kan holdes ansvarlige, og hvordan forskelle i politiske ressourcer påvirker borgernes muligheder for indflydelse.
Begreb Politisk repræsentation er et omdiskuteret begreb i statskundskab og politisk teori. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan én person eller institution kan handle på vegne af andre og dermed gøre deres interesser, synspunkter eller krav politisk nærværende.
Hanna Fenichel Pitkins The Concept of Representation fra 1967 regnes som et centralt værk i den moderne teori om politisk repræsentation. Pitkin analyserede forskellige betydninger af repræsentation og skelnede mellem fire hovedformer: formel, deskriptiv, symbolsk og substantiel repræsentation.
Politisk repræsentation er ikke nødvendigvis begrænset til demokratiske valg. Andrew Rehfeld har argumenteret for en bredere forståelse, hvor politisk repræsentation også kan forekomme uden for demokratiske institutioner, når en relevant offentlighed eller gruppe anerkender en aktør som repræsentant.
I demokratiske systemer er repræsentation imidlertid tæt knyttet til spørgsmål om valg, politisk ansvarlighed og forholdet mellem repræsentanter og de borgere, de repræsenterer. Repræsentation indebærer derfor både institutionelle regler for, hvordan repræsentanter udpeges, og normative spørgsmål om, hvordan de bør handle på de repræsenteredes vegne.
Robert A. Dahl skelnede mellem demokrati som ideal og de faktisk eksisterende politiske systemer, som han betegnede som polyarkier. Dahl fremhævede to centrale dimensioner ved demokratisering: borgernes mulighed for politisk deltagelse og deres mulighed for offentlig politisk konkurrence og opposition. Han understregede desuden betydningen af institutionelle rettigheder, herunder retten til at stemme, stille op til valg og konkurrere om politisk støtte.
Valg er dog ikke i sig selv tilstrækkelige til at forklare, hvordan politisk repræsentation fungerer. Duverger påviste, at de politiske partiers organisation og deres kontrol med kandidatopstillingen har betydning for vælgernes faktiske muligheder for at vælge repræsentanter. Partiernes indflydelse varierer blandt andet med valgsystemet og med, hvor stor selvstændighed kandidaterne har i forhold til partiorganisationen.
thumb|right|Symbolsk illustration af politisk repræsentation: Borgerne vælger repræsentanter, som deltager i parlamentets politiske beslutninger.
Historisk udvikling Politisk repræsentation har ændret karakter i takt med udviklingen af de politiske institutioner. Bernard Manin har undersøgt, hvordan moderne repræsentativt styre adskiller sig fra tidligere former for politisk deltagelse og udvælgelse af beslutningstagere. Han fremhævede, at de institutioner, der i dag forbindes med repræsentativt demokrati, oprindelig ikke blev opfattet som identiske med demokrati, men som en særlig styreform, der kombinerede demokratiske og aristokratiske elementer.
Fra lodtrækning til valg I det antikke Athens demokrati spillede lodtrækning en væsentlig rolle ved besættelsen af offentlige embeder. Manin fremhævede denne praksis som en vigtig forskel mellem det athenske demokrati og moderne repræsentativt styre. Lodtrækning gav borgerne mulighed for at deltage i udøvelsen af offentlige funktioner uden først at skulle opnå tilstrækkelig vælgertilslutning. Ordningen omfattede imidlertid kun dem, der havde borgerrettigheder, og indebar derfor ikke politisk deltagelse for hele befolkningen.
Manin undersøgte, hvordan valg efterhånden fik en dominerende stilling ved etableringen af moderne repræsentative institutioner. Valg blev navnlig begrundet med borgernes mulighed for at give deres samtykke til, hvem der skulle udøve politisk myndighed. Dette adskilte sig fra lodtrækning, der gav en anden form for mulighed for at beklæde offentlige embeder. Valgets centrale placering betød dermed, at politisk deltagelse i stigende grad kom til at omfatte udpegelsen af repræsentanter frem for borgernes egen deltagelse i udøvelsen af de offentlige funktioner.
Valgretten og repræsentanternes sociale stilling Ved etableringen af de moderne repræsentative styreformer var valgretten ofte begrænset, og der blev flere steder stillet særlige krav til de personer, der kunne vælges. Manin beskrev dette som et udtryk for et distinktionsprincip, hvor repræsentanterne forventedes at adskille sig socialt fra de borgere, der valgte dem. Politisk repræsentation var således ikke nødvendigvis forbundet med et ideal om, at de valgte skulle afspejle befolkningens sociale sammensætning.
I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev valgretten gradvist udvidet i mange lande, og de formuekrav, der tidligere havde begrænset adgangen til parlamentariske embeder, blev efterhånden afskaffet. Manin fremhævede, at denne udvikling bidrog til, at valg af repræsentanter i stigende grad blev identificeret med demokrati. Udvidelsen af valgretten ophævede imidlertid ikke nødvendigvis valgets tendens til at begunstige kandidater, der i kraft af eksempelvis deres sociale stilling, anseelse eller andre egenskaber adskilte sig fra vælgerne. Manin undersøgte derfor, hvordan valg kan forene politisk lighed i retten til at stemme med en ulige fordeling af mulighederne for selv at blive valgt.
Partidemokrati og moderne repræsentation Udviklingen af organiserede politiske partier ændrede forholdet mellem vælgerne og deres repræsentanter. Hvor repræsentationen tidligere i højere grad var knyttet til den enkelte parlamentarikers personlige stilling og politiske vurderinger, fik partierne en mere fremtrædende rolle i mobiliseringen af vælgere, formuleringen af politiske programmer og organiseringen af det parlamentariske arbejde. Manin beskrev denne udvikling som en overgang fra parlamentarisme til partidemokrati.
Manin identificerede desuden en senere udvikling, som han betegnede som publikumsdemokrati (audience democracy). Her får politiske lederes personlige fremtræden og kommunikationen gennem massemedier større betydning, mens vælgernes traditionelle og stabile tilknytning til bestemte partier kan blive svækket. Han beskrev dermed ikke blot en historisk udvidelse af den politiske deltagelse, men også ændringer i de forbindelser, hvorigennem vælgerne opfatter, vurderer og vælger deres repræsentanter.
Former for politisk repræsentation Hanna Fenichel Pitkin skelnede mellem flere forskellige former for politisk repræsentation. Sondringen viser, at repræsentation både kan handle om de formelle institutioner, der giver en person ret til at handle på andres vegne, om ligheden mellem repræsentanter og de repræsenterede, om symbolske relationer og om de handlinger, repræsentanter faktisk udfører.
Pitkin understregede samtidig, at disse forskellige forståelser ikke uden videre kan erstatte hinanden. I hendes analyse af politisk repræsentation er det afgørende at undersøge, hvordan repræsentanter faktisk handler på de repræsenteredes vegne, og hvordan denne handling forholder sig til deres interesser og ønsker.
Formel repræsentation Formel repræsentation vedrører de institutionelle regler og procedurer, der bestemmer, hvordan en repræsentant får ret til at handle på andres vegne, og hvordan repræsentanten kan holdes ansvarlig. Hanna Fenichel Pitkin skelner mellem to formelle forståelser af repræsentation: autorisation og ansvarlighed. Begge tager udgangspunkt i de formelle betingelser for repræsentation frem for indholdet af repræsentantens handlinger.
Autorisation indebærer, at en person får bemyndigelse til at handle på andres vegne. Pitkin beskriver denne forståelse som en opfattelse, hvor repræsentationen etableres gennem tildelingen af autoritet. I demokratiske systemer sker dette typisk gennem valg, hvor vælgerne giver repræsentanter mandat til at handle i en bestemt periode.
Ansvarlighed indebærer, at repræsentanten skal kunne stilles til ansvar for sine handlinger over for de repræsenterede. I et demokratisk system kan dette blandt andet ske gennem efterfølgende valg, hvor vælgerne kan genvælge eller udskifte repræsentanten. Hvor autorisationsforståelsen lægger vægt på, hvordan repræsentationen etableres, lægger ansvarlighedsforståelsen vægt på, hvordan repræsentanten efterfølgende kan holdes til ansvar.
Pitkin kritiserer imidlertid begge forståelser for at være utilstrækkelige som selvstændige definitioner af politisk repræsentation. Autorisation fastslår, hvordan en person opnår ret til at handle på andres vegne, mens ansvarlighed fastslår, hvordan vedkommende efterfølgende kan holdes til ansvar. Ingen af de to forståelser forklarer i sig selv, hvad repræsentanten bør gøre under udøvelsen af sit hverv, eller hvordan det kan vurderes, om de repræsenteredes interesser faktisk varetages.
De formelle procedurer er derfor ikke i sig selv tilstrækkelige til at fastslå, om repræsentanter faktisk handler i de repræsenteredes interesse. I sin senere diskussion af repræsentativt styre fremhæver Pitkin betydningen af institutionelle ordninger, der gør det muligt for offentligheden at påvirke de politiske beslutninger og holde repræsentanterne ansvarlige.
Deskriptiv repræsentation