Parlamentarisk suverænitet er et forfatningsretligt princip, hvorefter parlamentet har den øverste lovgivningsmyndighed i staten. I sin klassiske udformning indebærer princippet, at parlamentet kan vedtage, ændre og ophæve enhver lov, og at ingen anden myndighed har retlig kompetence til at tilsidesætte en gyldigt vedtaget parlamentslov.Goldsworthy (1999), s. 9–10.
thumb|Palace of Westminster i London, set fra London Eye.
Princippet forbindes især med Storbritannien og den britiske forfatningstradition. Her tilkommer den øverste lovgivningsmyndighed formelt Crown-in-Parliament, dvs. monarken, Overhuset og Underhuset som samlet lovgivende institution. Parlamentarisk suverænitet vedrører således ikke alene Underhusets politiske stilling, men den retlige kompetence til at skabe lovgivning.
Den klassiske lære forbindes navnlig med juristen A. V. Dicey, som i slutningen af 1800-tallet systematiserede princippet. Et centralt element i denne lære er, at et parlament ikke kan afskære senere parlamenter fra at ændre eller ophæve tidligere lovgivning. Spørgsmålet om, hvorvidt parlamentet kan fastsætte særlige procedurer for fremtidig lovgivning, er dog genstand for retsteoretisk diskussion.Elliott og Thomas (2011), s. 209–213.Goldsworthy (1999), s. 14–16.
Parlamentarisk suverænitet adskiller sig fra forfatningssystemer, hvor en overordnet forfatning begrænser lovgivningsmagtens kompetence, og hvor domstolene kan tilsidesætte love, der strider mod forfatningen. Den traditionelle britiske lære er imidlertid blevet udfordret af udviklingen i domstolenes rolle, beskyttelsen af grundlæggende rettigheder og Storbritanniens tidligere medlemskab af Den Europæiske Union.Elliott og Thomas (2011), s. 219–229.Elliott og Thomas (2011), s. 326–338.
Begreb
Parlamentarisk suverænitet angår først og fremmest lovgivningens retlige gyldighed og placeringen af den øverste lovgivningskompetence. En suveræn lovgivende institution kan inden for den pågældende retsorden vedtage love, som ikke kan erklæres ugyldige af en anden intern myndighed med henvisning til deres indhold. Dette er et spørgsmål om retlig kompetence og ikke nødvendigvis om lovgivningens moralske berettigelse eller politiske hensigtsmæssighed.Goldsworthy (1999), s. 10–12.
Spørgsmålet om, hvorvidt parlamentet kan binde sine efterfølgere, har givet anledning til forskellige teorier om parlamentarisk suverænitet. Efter continuing sovereignty (vedvarende suverænitet) kan et parlament ikke fratage senere parlamenter deres lovgivningskompetence. Efter en alternativ opfattelse, self-embracing sovereignty (selvbegrænsende suverænitet), kan parlamentets lovgivningskompetence i et vist omfang også omfatte muligheden for at ændre reglerne for fremtidig lovgivning. Diskussionen omfatter både materielle begrænsninger og særlige formelle krav til lovgivningsproceduren.Elliott og Thomas (2011), s. 211–213.Elliott og Thomas (2011), s. 216–218.
Der må endvidere skelnes mellem retlige, politiske og moralske begrænsninger af parlamentets lovgivningsmyndighed. Et parlament kan være retligt kompetent til at vedtage en lov, selv om loven strider mod etablerede forfatningsmæssige konventioner eller møder politisk modstand. Sådanne konventioner kan være politisk forpligtende uden nødvendigvis at kunne håndhæves ved domstolene.Goldsworthy (1999), s. 252–253.
Tilsvarende er en lovs retlige gyldighed ikke ensbetydende med, at loven er moralsk berettiget. Goldsworthy fremhæver, at en dommer kan være retligt forpligtet til at anvende en lov uden nødvendigvis at være moralsk berettiget til at gøre det. Parlamentarisk suverænitet angår derfor lovgivningsmyndighedens retlige kompetence og indebærer ikke, at enhver lov, som parlamentet vedtager, er moralsk legitim.Goldsworthy (1999), s. 254–255.
Begrebet må endelig holdes adskilt fra parlamentarisme. Parlamentarisme angår regeringens forhold til parlamentet og dens parlamentariske grundlag, mens parlamentarisk suverænitet angår den øverste lovgivningsmyndigheds retlige kompetence. De to principper behandler dermed forskellige spørgsmål, selv om de begge har betydning for parlamentets stilling i forfatningsordenen.
Parlamentarisk suverænitet må også skelnes fra folkesuverænitet. Mens det førstnævnte princip angår placeringen af den øverste retlige lovgivningskompetence, betegner folkesuverænitet forestillingen om, at den politiske myndighed i sidste instans udspringer af folket. A. V. Dicey sondrede mellem parlamentets retlige suverænitet og den politiske suverænitet, som i et repræsentativt demokrati er knyttet til vælgerne. Parlamentets retlige kompetence er efter den klassiske lære ikke betinget af, at den enkelte lov har vælgernes tilslutning, men parlamentets faktiske mulighed for at udøve kompetencen afhænger af politiske forhold og demokratisk ansvarlighed. De to former for suverænitet er derfor ikke nødvendigvis modstridende, men vedrører forskellige sider af forholdet mellem retlig myndighed og demokratisk legitimitet.
Historisk udvikling
thumb|Udsnit af den engelske Bill of Rights fra 1689, der fastlagde centrale begrænsninger af kongemagten og rettigheder for parlamentet.
Fra kongemagt til parlamentarisk lovgivning
Den britiske lære om parlamentarisk suverænitet blev udviklet gennem en længere forfatningshistorisk proces. I middelalderens England var lovgivningsmagten tæt knyttet til kongemagten, men parlamentets samtykke og deltagelse fik gradvist større betydning. I slutningen af 1300-tallet havde parlamentet ifølge Jeffrey Goldsworthy opnået en fremtrædende stilling i verdslige anliggender. Dets lovgivningsmyndighed omfattede blandt andet muligheden for at ændre og ophæve tidligere love, uden at underordnede domstole kunne tilsidesætte dem.Goldsworthy (1999), s. 229–230.
Under den engelske reformation i 1530'erne overførte parlamentets lovgivning den øverste kirkelige myndighed i England fra paven til kongen. Parlamentets lovgivningsmyndighed omfattede dermed både verdslige og kirkelige anliggender. Der bestod imidlertid uenighed om, hvem der i sidste instans udøvede den øverste lovgivningsmyndighed. Royalistiske forfattere henførte denne myndighed til kongen alene, mens parlamentstilhængere anså den for at tilkomme kongen, Overhuset og Underhuset som samlet institution.Goldsworthy (1999), s. 230–231.
Forfatningskonflikter og demokratisering
Forfatningskonflikterne i 1600-tallet og den glorværdige revolution i 1688 fik varig betydning for forholdet mellem kronen og parlamentet. Efter revolutionen blev parlamentets lovgivningsmyndighed blandt andet anvendt til at regulere tronfølgen og kongemagtens beføjelser. Goldsworthy fremhæver, at anerkendelsen af parlamentets retlige suverænitet ikke udelukkede forestillingen om folkets politiske myndighed. John Locke argumenterede eksempelvis for, at folket i sidste instans kunne modsætte sig magtmisbrug, men at sådanne begrænsninger af lovgivningsmagten måtte håndhæves gennem politisk modstand snarere end ved domstolene.Goldsworthy (1999), s. 231–233.
Et væsentligt resultat af revolutionen var Bill of Rights 1689, som begrænsede monarkens mulighed for at handle uden parlamentets samtykke. Loven fastslog blandt andet, at monarken ikke kunne suspendere lovgivning eller dens anvendelse på egen hånd, og at opkrævning af skatter krævede parlamentarisk hjemmel. Med Act of Settlement 1701 udøvede parlamentet desuden sin myndighed til at fastlægge tronfølgen og indførte yderligere begrænsninger af kronens beføjelser. Disse love bidrog til at fastlægge parlamentets centrale stilling i den britiske forfatningsorden, men udviklingen af den senere suverænitetsdoktrin fortsatte gennem de følgende århundreder.
Unionen mellem England og Skotland i 1707 fik også betydning for spørgsmålet om parlamentarisk suverænitet. Ved de to rigers unionslove blev de hidtidige engelske og skotske parlamenter erstattet af ét fælles parlament for Storbritannien. Unionstraktatens artikel 3 fastlagde oprettelsen af denne fælles lovgivende institution. Unionsbestemmelsernes retlige status har siden givet anledning til debat, navnlig om visse bestemmelser kunne udgøre begrænsninger af senere parlamenters lovgivningskompetence. Spørgsmålet har særlig betydning for forholdet mellem den engelske suverænitetstradition og Skotlands særskilte retlige og forfatningshistoriske tradition.
I 1700- og 1800-tallet søgte britiske reformatorer navnlig at begrænse magtmisbrug ved at gøre parlamentet mere repræsentativt og politisk ansvarligt gennem udvidet valgret, mere ligelig repræsentation og hyppigere valg. Deres mål var således først og fremmest at styrke folkets kontrol med parlamentet, ikke at begrænse dets lovgivningskompetence gennem domstolsprøvelse. Denne udvikling adskilte sig fra den amerikanske forfatningstradition, hvor skriftlige forfatninger med højere retlig rang og domstolenes håndhævelse af forfatningsmæssige begrænsninger fik en central betydning.Goldsworthy (1999), s. 233.
Den klassiske lære blev senere systematiseret af A. V. Dicey i 1885, men havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet opnået bred anerkendelse i britisk forfatningsretlig tænkning. Goldsworthy understreger, at doktrinen ikke var resultatet af én enkelt teoretikers arbejde, men byggede på en længere historisk udvikling og forskellige begrundelser for parlamentets øverste lovgivningsmyndighed. Disse omfattede blandt andet forestillingen om én endelig lovgivningsmyndighed, parlamentets repræsentation af samfundet og ønsket om at undgå, at domstolene kunne tilsidesætte parlamentets beslutninger.Goldsworthy (1999), s. 233–235.
I 1900-tallet ændrede Parliament Acts 1911 og 1949 forholdet mellem parlamentets to kamre. Loven fra 1911 erstattede Overhusets almindelige vetoret med en beføjelse til at forsinke de fleste offentlige lovforslag i op til to år, mens loven fra 1949 forkortede forsinkelsesperioden til ét år. Under bestemte betingelser kan et lovforslag herefter vedtages uden Overhusets samtykke, hvis Underhuset har vedtaget det i to på hinanden følgende parlamentssamlinger. Ordningen gælder dog ikke blandt andet lovforslag, der forlænger parlamentets valgperiode ud over fem år. Reformerne ændrede således proceduren for udøvelsen af parlamentets lovgivningsmyndighed uden at etablere en overordnet forfatning med almindelig kompetence til at tilsidesætte parlamentslove.
Denne forskel mellem engelsk og skotsk forfatningstradition blev fremhævet i MacCormick v Lord Advocate 1953 SC 396. Sagen angik anvendelsen af dronning Elizabeth II's regentnummer i Skotland og rejste spørgsmål om unionsbestemmelsernes retlige betydning. Lord President Cooper anførte, at princippet om parlamentets ubegrænsede suverænitet var et særligt engelsk princip, som ikke havde noget direkte modstykke i skotsk forfatningsret. Han satte spørgsmålstegn ved, om det fælles britiske parlament nødvendigvis havde overtaget alle de egenskaber, som havde kendetegnet det tidligere engelske parlament. Søgsmålet blev imidlertid afvist, og afgørelsen fastslog ikke, at domstolene kunne tilsidesætte parlamentslove som stridende mod unionsbestemmelserne. Coopers bemærkninger har siden haft betydning for diskussionen om parlamentarisk suverænitets historiske grundlag og mulige retlige begrænsninger.
Den britiske doktrin
thumb|Den britiske jurist Albert Venn Dicey (1835–1922), der i 1885 systematiserede den klassiske lære om parlamentarisk suverænitet.
Den klassiske britiske lære om parlamentarisk suverænitet forbindes navnlig med juristen A. V. Dicey, som i Lectures Introductory to the Study of the Law of the Constitution fra 1885 systematiserede princippet om parlamentets øverste lovgivningsmyndighed. Diceys formulering bygger på to grundlæggende kendetegn: Parlamentet har retlig kompetence til at vedtage eller ophæve enhver lov, og ingen anden myndighed har retlig kompetence til at tilsidesætte en gyldigt vedtaget parlamentslov.