Niels Hansen Jacobsen (født 10. september 1861 i VejenSalmonsen, s. 858, død 26. november 1941 sammesteds) var en dansk billedhugger og selvlært keramiker. Hansen Jacobsen arbejdede meget med gengivelse af de indre forestillinger. Det kan hævdes, at det var i fremstillingen af fantastiske væsner hentet fra fantasiens, mytologiens eller de abstrakte begrebers verden, at han skabte sine mest vellykkede værker. I tråd med resten af de symbolistiske kunstnere gjorde han oprør mod den naturalisme og realisme, der hidtil havde været det altoverskyggende udtryk inden for kunsten. Med værkerne Natten, Trold, der vejrer kristenblod og Skyggen skabte han nogle af europæisk skulpturs mærkeligste og mest fascinerende figurer. Med Vejen Kunstmuseum fik Hansen Jacobsen i 1924 sit eget museum.

Hansen Jacobsen har blandt andet været en inspirationskilde for de senere kunstnere Erik Nyholm og Bjørn Nørgaard.

Barndom

Niels Hansen Jacobsens forældre var gårdejer Carl Peter Jacobsen (1819-1903) og Anna Kirstine Hansen (1822-91) i Vejen. På trods af faderens ønske om, at sønnen blev landmand, valgte han at søge ind på billedhuggerskolen på Kunstakademiet i København, hvor han blev uddannet i årene 1884-1888. Faderen var ikke just begejstret for denne beslutning, og Hansen Jacobsens monograf Niels Th. Mortensen fortæller at: “Selv efter at Niels Hansen Jacobsen havde vundet sig europæisk Ry som Billedhugger, kunde Faderen ikke rigtig tilgive Sønnen, at han havde svigtet Gaarden. Imponeret af Sønnen og hans Værker blev han aldrig - han betragtede ham alle Dage slet og ret som ‘Stenkløver’”. Moderen var derimod en stor støtte, både moralsk og økonomisk, i hans beslutning om at søge ind på Kunstakademiet som 23-årig.

Uddannelse På Kunstakademiet fik han tegneundervisning af Frederik Vermehren og Carl Bloch, mens billedhuggeren Johan C.H. Theobald Stein underviste i anatomi og Vilhelm Bissen i modellering.

På akademiet lærte Hansen Jacobsen bl.a. at beherske tidens naturalisme, hvilket tydeligt ses i hans tidlige værker, eks. skulpturen Loke lænket til klipperne fra 1888-1889, som han debuterede med på Charlottenborg i 1889. Skulpturen er udført i tidens naturalistiske stil og indenfor den herskende traditions normer. Den muskuløse krop er modelleret efter levende model og er stærkt inspireret af Michelangelos to berømte slaveskulpturer (1513-16). Værket vakte stor opsigt, blev købt af Statens Museum for Kunst og indbragte ham både årsmedaljen (Eckersberg Medaillen) og et rejselegat, som førte ham på rejse ned gennem Europa. Med værker som Natten, Skyggen, Friheden og Trold, der lugter kristenblod udviklede han senere sit eget særprægede formsprog, der i mindre grad var præget af tidens kunstneriske normer.

Paris ophold I 1892 bosatte Hansen Jacobsen sig i Paris med sin hustru Anna Gabriele Rohde (1862-1902) - et ophold hvor han blev stærkt påvirket af symbolismen. Hans trang til opgør med den akademiske tradition slog her igennem, og med Døden og Moderen trænger hans forkærlighed for den symbolistiske fremstilling igennem. I denne tid videreudviklede han sin symbolistiske skulpturs formudtryk, som senere skulle blive hans adelsmærke. Fra midten af 1890’erne, under opholdet i Paris, var Hansen Jacobsen ligeledes begyndt at arbejde med keramikken, som blev en livslang beskæftigelse for ham.

Efter hustruens død i 1902 vendte Hansen Jacobsen tilbage til Danmark og levede en delt tilværelse med hjem og værksted om vinteren i København og om sommeren i sin fødeby Vejen. En vigtig bestilling bar ham gennem den svære tid efter hustruens død – monumentet Modersmålet, der i 1903 blev indviet i anlægget ved det historiske samlingssted Skibelund Krat. Samtidig arbejdede han på et monument for Ahlmann til opstilling i Nordjylland samt en mindesten for Cornelius Appel til opstilling i henholdsvis Rødding og Skibelund Krat. I 1908 giftede han sig med Kaja Jørgensen (1882-1928). I årene efter hjemkomsten til Danmark kom et nyt arbejdsfelt til at fylde meget i hans produktion: hugning af grav- og mindesten. De kan ses i mange dele af landet. På Vejen Kunstmuseums hjemmeside er der en kortlægning og beskrivelse af en del af hans grav- og mindesten.introduktion til grav-og mindesten

I 1905 var Niels Hansen Jacobsen medstifter af De frie Billedhuggere, som i årene 1905-1913 fungerede som en selvstændig sammenslutning ved siden af Den Frie Udstilling. Et af hans bedst kendte værker var skulpturen, En Trold, der vejrer Kristenkød, som nu står som en del af Troldespringvandet foran Vejen Kunstmuseum og i øvrigt indgik i Vejens kommunevåben.

I 1913 opførte Hansen Jacobsen et atelier i mindelunden Skibelund Krat ved Askov. Dette atelier havde form af en 8-kantet hal og havde også plads til udstilling af hans skulpturer. I 1914 blev atelieret åbnet for publikum. 1923-24 opførtes et museum for Hansen Jacobsen i hans fødeby Vejen. Museet blev indviet 1. juli 1924 og er i dag Vejen Kunstmuseum. En stor del af Hansen Jacobsens arbejder er udstillet dér.

På Vejen Kirkegård, hvor Hansen Jacobsen er begravet, kan man se en del af de grav- og mindesten, han huggede til byens borgere.

Gift to gange Niels Hansen Jacobsen var gift to gange. I 1891 blev han gift med malerinden og præstedatteren Anna Gariele Rohde. Forfatteren Niels Th. Mortensen betegner parret som umage med den ”primitive og robuste” Niels og den ”smukke og forfinede” Anna Gabriele. Men den ”primitive” og bundjydske kunstner var samtidig visionær, fuld af gode ideer og havde tilmed efter sigende et meget venligt væsen, og disse karakteristika opvejede tilsyneladende hans mere bondske sider. Mortensen skriver videre om det umage ægteskab: “I det hele taget maa den unge Himmelstormer have gjort en mærkelig Figur i det fine, dæmpede Hjem. Men naar han først begyndte at udvikle sine mærkeligt nye ideer om Fremtidens Skulptur, lyttede man og glemte de smaa Særheder, der prægede hans Væsen og Sprog.”

I 1892 bosatte parret sig i Paris, hvor de boede i kunstnerkomplekset La Cité Fleurie på Boulevard Arago 65, i en tæt, lav bebyggelse med atelier-boliger. Som naboer havde de blandt andre den finske billedhugger Emil Wikström og den franske billedhugger og keramiker Jean Carriès. Ægteparret boede i Paris indtil 1902, hvor Anna Gabriele pludselig døde, 40 år gammel.

Efter hustruens død vendte Hansen Jacobsen aldrig tilbage til lejligheden i Paris. I stedet flyttede han hjem til sin fødegård i Vejen, hvor hans far endnu boede. Her levede kunstneren i gårdens aftægtsbolig, kaldet ”hytten”, hvortil han opførte et atelier. I årerne efter Anna Gabrieles død stod det stille med skulpturen, og han brugte i stedet sin tid på keramikken samt på at hjælpe til på sin fars gård.

I 1908 giftede Hansen Jacobsen sig med købmandsdatteren Kaja Jørgensen, som Herman Bang har opbygget sin kvindelige hovedperson i De uden fædreland (1906) over. Kaja beskrives i romanen som en ”følsom og blid ung Pige, der interesseret følger med i den aandelige Udvikling udenfor den snævre, daglige Horisont, og som har Evnen til at begejstres for og beundre Kunst og Kunstnere”. Mortensen beretter, at portrættet skulle være fuldt ud i overensstemmelse med virkeligheden, og at hun ”ligesom Hansen Jacobsen selv, [var] et Naturbarn præget af Halvfemsernes overfølsomme Symbolisme.” Parret levede sammen indtil Kajas død i 1928. De fik ingen børn, men havde til gengæld deres elskede katte.

Stil og motiver Eksistentielle temaer som døden, kærligheden, friheden og tiden berører Niels Hansen Jacobsen livet igennem i sine skulpturer. Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan man tackler disse, når man er overladt til sig selv og ikke har nogen Gud. Dette følte tab af Gud og den nye tro på mennesket, som Nietzsche kaldte det, gav grobund for en ny kunstneropfattelse og nye motiver. De nye symbolistiske kunstnere så sig selv som særligt udvalgte i forbindelse med deres indre syner og sanser, og motiverne blev indadvendte og ofte præget af en melankolsk tone.

Symbolismen Opgøret med traditionen var én af grundpillerne i symbolisternes selvforståelse. Symbolismen er ofte blevet betegnet som det sjælelige gennembrud i kunsten. Kunstens motiver blev fundet i det enkelte menneskes inderste sjæl. Uden Gud, som Nietzsche for nylig havde erklæret for død (Also sprach Zarathustra,1883-85), opstod behovet for et nyt eksistentielt sikkerhedsnet, en ny sandhed og svarene skulle findes i det enkelte menneske eller i naturen.

Denne nye gyngende grund satte gang i en særlig interesse for at undersøge eksistensens grundvilkår og især de dramatiske og mørke sider af den. Således også hos den ikke-religiøse Niels Hansen Jacobsen, der livet igennem tog fat på livets grundlæggende vilkår som motiv i sine skulpturer.

Med sine fantasifulde og mærkværdige symbolistiske skulpturer gav Niels Hansen Jacobsen form til abstrakte fænomener som døden, natten, skyggen, friheden og tiden. Indholdet var eksistentialistisk; det handlede om menneskets grundvilkår.

Formsprog thumb|Niels Hansen Jacobsen, "Dryaden", 1918. Niels Hansen Jacobsens skulpturer kan ses til dels som et opgør med det naturalistiske og realistiske udtryk, der hidtil havde været fremherskende, og dels som et ønske om at finde et formsprog, der var udtryk for hans egen tid og ikke for en forgangen.

Formen skulle udtrykke hans forestillinger om kunstens væsen og mål, samt ikke mindst give udtryk for symbolismens åndelige og sjælelige indhold. Resultatet af denne idé kan ses i hovedværker som Døden og moderen og Skyggen fra 1890’erne.

Som litteraten og forfatteren Henrik Wivel skriver, magtede Hansen Jacobsen, som én af de få kunstnere i Danmark, at balancere mellem de yderpoler som symbolismen opstiller, nemlig mellem det bevidste og det ubevidste (eller som den franske digter og kunstkritiker Charles Baudelaire har formuleret det: ”mellem tom idealitet og det satanisk onde”). Man kunne også sige, at Niels Hansen Jacobsen med sine skulpturer mestrede den svære balance mellem det abstrakte og det genkendelige.

Formmæssigt udviklede Hansen Jacobsen et særegent udtryk med inspiration fra den franske billedhugger Auguste Rodin, danske H.E. Freund, tidens øvrige symbolister, Art Nouveau kunsten og gotikkens fantasifuldt udformede fabelvæsner. Den furede stil, som den bliver kaldt, understøttede skulpturernes indhold ved blandt andet at undergrave kroppenes tyngde og i stedet give udtryk for figurernes delvist abstrakte karakter. Aksel Rode beskriver den furede stil i forbindelse med Trold, der vejrer kristenblod: “Riller og Fuger, som frembragt med et kraftigt Huljern gennemskjærer Figuren, og imellem Fugerne løber ophøjede, skarptkantede Baand, som en Art fantastiske Sener og Muskler. Form møder Form i en sær steometrisk Orden, og dybe Indskæringer og fremspringende Tapper eller Horn giver overfladen en mærkelig, panseragtig karakter.”

Den kantede og skarpe udgave af den furede stil nåede i 1898-99 sit højdepunkt med Militarismen. Her er de sidste rester af naturalisme borte og furernes kanter har en skarphed, der understreger figurens aggressivitet. Selvom Hansen Jacobsen på ingen måde kan tage æren for hverken den senere kubisme eller futurisme, så sender Militarismen unægtelig tankerne i retning af disse senere stilarters formudtryk.

Efter Militarismen skete der en markant forandring i Hansen Jacobsens formsprog. Han bevægede sig bort fra den furede og kantede stil, og indtil sin død i 1941 skiftede han mellem forskellige stiludtryk uden at lægge sig endeligt fast på en afløser for de genkendelige furer.