200px|right|thumb|Ric Flair (Richard Morgan Fliehr) Richard Morgan Fliehr (født 25. februar 1949 i Memphis, Tennessee), bedre kendt under ringnavnet Ric Flair, også kendt under tilnavnet The Nature Boy, er en amerikansk wrestler, der regnes for at være en af verdens bedste wrestlere nogensinde - med VM-titelsejre i en række forskellige wrestlingpromotions, heriblandt National Wrestling Alliance (NWA), World Championship Wrestling (WCW) og World Wrestling Entertainment (WWE).
Både WWE og Pro Wrestling Illustrated anerkender Ric Flair som en tidligere 16-dobbelt verdensmester, hvilket er rekord. I 1992 vandt han desuden Royal Rumble i WWE
Ric Flair blev optaget i WWE Hall of Fame i 2008, og fire år senere blev han som den første person optaget for anden gang i WWE Hall of Fame - som medlem af The Four Horsemen,
Flair har officielt haft indstillet karrieren to gange – første gang i 1994 (ved WCW's Halloween Havoc mod Hulk Hogan) og senest i 2008 (ved WWE's WrestleMania XXIV mod Shawn Michaels). Flair har dog gjort comeback til ringen kort tid efter i begge tilfælde og wrestlede sin - indtil nu - sidste kamp i Total Nonstop Action Wrestling (TNA) mod ærkerivalen Sting i 2011.
Wrestling American Wrestling Association (1971-1974)
I vinteren 1971 deltog Fliehr i Verne Gagnes første træningslejr sammen med bl.a. Greg Gagne, Jim Brunzell og The Iron Sheik. I december 1972 fik han sin wrestlingdebut i Verne Gagnes American Wrestling Association (AWA) mod George "Scrap Iron" Gadaski og fik sig samtidig ringnavnet Ric Flair. Debutkampen endte uafgjort. Ric Flair vejede ca. 135 kg og havde kort, brunt hår og mindede slet ikke om den "Nature Boy"-gimmick, som han senere ville blive verdenskendt for. I sin tid i AWA havde Flair kampe mod bl.a. Dusty Rhodes, André the Giant, Larry Hennig og Wahoo McDaniel.
National Wrestling Alliance (1974-1986)
I 1974 forlod Flair AWA og skrev kontrakt med National Wrestling Alliance (NWA), hvor han wrestlede for Jim Crocketts Mid-Atlantic-område. Hér vandt Flair sin første titel, da han den 8. februar 1975 besejrede Paul Jones for at vinde Mid-Atlantic Television Championship. I oktober 1974 var Flairs karriere lige ved at komme til en ende, da han var involveret i et alvorligt flystyrt i North Carolina, der tog livet af piloten og lammede wrestleren Johnny Valentine. 26-årige Flair brækkede ryggen tre steder og fik at vide, at han aldrig ville komme til at wrestle igen. Flair vendte dog tilbage til ringen seks måneder senere, hvor han genoptog sin fejde med Wahoo McDaniel. Flystyrtet gjorde dog, at Flair måtte ændre sin wrestlingstil og blev en mere teknisk wrestler. Kort efter begyndte han at bruge en "Nature Boy"-gimmick, som han ville benytte sig resten af sin karriere.
Ric Flair vandt herefter NWA United States Heavyweight Championship med sejr over Bobo Brazil den 29. juli 1977. I løbet af de næste fem år vandt han den titel fem gange, og han kæmpede mod bl.a. Ricky Steamboat, Roddy Piper, Mr. Wrestling II, Jimmy Snuka og Greg Valentine. Flair opnåede dog superstjernestatus, da han begyndte at kalde sig "The Nature Boy" og provokerede "Nature Boy" Buddy Rogers, der var originale "Nature Boy". De tog mødtes, og Flair vandt.
Verdensmester i NWA (1981-1986)
Ric Flair nåede endelig toppen, da han den 17. september 1981 vandt NWA World Heavyweight Championship ved at besejre den regerende verdensmester Dusty Rhodes. Det var Ric Flairs første VM-titel. I de efterfølgende år etablerede Flair sig som NWA's vigtigste wrestler, samtidig med at organisationen kæmpede med Vince McMahons World Wrestling Federation. Med sin besynderlige fremtræden og underholdende interviewstil virkeliggjorde Ric Flair rollen som den regerende verdensmester, og han blev kendt for hans blonde hår, elegante smykker, designertøj og speciellavede wrestlingudstyr, samt hans velkendte chops og figure four leglock. Flair hånede ofte sine modstandere ved at råbe "Wooooo!" og hans slagord: "To be the man, you gotta beat the man!".
Ric Flair holdt VM-titlen indtil 1983, hvor han tabte den til Harley Race. Flair vandt dog titlen tilbage ved at besejre Harley Race ved NWA's Starrcade 1983 i en Steel Cage Match. Ric Flair vandt officielt NWA's VM-titel otte gange yderligere. Som regerende verdensmester forsvarede Flair VM-titlen verden over. Flairs længste periode som verdensmester varede to år, to måneder og to dage, hvorefter han blev besejret af Dusty Rhodes den 26. juli 1986 ved NWA's The Great American Bash. Flair vandt dog titlen tilbage to uger senere. Flair forsvarede desuden VM-titlen mod bl.a. Harley Race, Ricky Steamboat, Roddy Piper, Kerry Von Erich, Jay Youngblood, Sting, Ronnie Garvin, Magnum T.A. og Dusty Rhodes.
The Four Horsemen
I foråret 1985 begyndte Ric Flair at få hjælp fra tagteamet Ole Anderson og Arn Anderson i en fejde mod Dusty Rhodes, Magnum T.A. og Sam Houston. Nogle uger senere dannede Ric Flair gruppen The Four Horsemen sammen med Anderson-tagteamet og Tully Blanchard, hvis manager J. J. Dillon også kom med i gruppen. The Four Horsemen var noget helt specielt inden for wrestling og blev én af de mest dominerende heel-grupper nogensinde. De fire wrestlere brugte ofte deres overtalssituationer til at vinde over deres modstandere, og gruppen holdt størstedelen af NWA's vigtigste titler. The Four Horsemen fik i løbet af 1980'erne og 1990'erne forskellige inkarnationer, men altid med Ric Flair og Arn Anderson i gruppen. De sidste to pladser har bl.a. været besat af Lex Luger, Barry Windham, Sting, Sid Vicious, Paul Roma, Brian Pillman, Chris Benoit, Steve McMichael, Curt Hennig og Dean Malenko.
World Championship Wrestling (1986-1991)
Wrestlingpromoter Jim Crockett samlede alle de mindre wrestlingorganisationer, som han ejede, under ét i 1986 og promoverede sig selv som National Wrestling Alliance. Crockett havde flere territorier i det sydlige USA og Midtvesten, og det var hans plan at starte en landsdækkende wrestlingorganisation, der kunne konkurrere med World Wrestling Federation. Crockett ville have Ric Flair som NWA's verdensmester for at det skulle lykkedes. Flair besejrede Barry Windham i flere VM-titelkampe i løbet af 1986, men tabte overraskende til Ron Garvin i september 1987. Flair vandt dog VM-titlen tilbage to måneder senere ved NWA's Starrcade, der var NWA's første pay-per-view-show nogensinde. I 1988 blev Jim Crockett Promotions opkøbt af Ted Turner, og han ændrede navnet til World Championship Wrestling (WCW). WCW forblev en del af National Wrestling Alliance indtil 1991, og NWA's VM-titel blev ligeledes forsvaret i WCW indtil 1993.
I starten af 1988 blev Ric Flair udfordret af opkommende superstjerne Sting til en kamp ved den første udgave af NWA's Clash of Champions. De kæmpede uafgjort i en kamp, der varede 45 minutter og hjalp Sting til at blive en superstjerne. I februar 1989 blev Flair dog besejret af Ricky Steamboat i en VM-titelkamp. De havde en række VM-kampe i løbet af 1989, og Flair vandt VM-titlen tilbage i maj 1989 ved WCW's WrestleWar. Denne kamp blev kåret som årets kamp af Pro Wrestling Illustrated.
I sommeren 1989 blev The Four Horsemen gendannet, og meget overraskende var Flairs rival, Sting, inkluderet i gruppen. Sting mente dog, at han var god nok til at få en VM-titelkamp mod Flair, og han blev smidt ud af gruppen. Dette genoplivede fejden mellem de to wrestlere. Sting blev dog skadet, og Lex Luger tog rollen som topudfordrer til VM-titlen. I juli 1990 blev Ric Flair besejret i en VM-titelkamp af Sting ved WCW's The Great American Bash. Flair vandt titlen tilbage i januar 1991. I denne periode begyndte World Championship Wrestling, at anerkende deres egen verdensmester. Ric Flair blev derfor af WCW anerkendt som den første indehaver af WCW World Heavyweight Championship (WCW's VM-titel) samtidig med, at han også var indehaver af NWA World Heavyweight Championship (NWA's VM-titel). Flair mødte Tatsumi Fujinami i en kontroversiel kamp i Tokyo, Japan. Fujinami besejrede Flair, og Fujinami blev dermed NWA's nye verdensmester, men WCW anerkendte fortsat Flair som WCW's verdensmester, fordi Flair under kamp var blevet smidt ud af ringen, og ifølge WCW's regler var dette lig med en diskvalifikation. Flair besejrede dog Fujinami ved WCW's SuperBrawl og vandt NWA's VM-titel tilbage. Det var niende gang, at Flair vandt NWA's VM-titel, hvilket slog Harley Races rekord på otte.
I foråret 1991 blev Flair bedt om at få mindre i løn, selvom han fortsat tiltrak mange fans. Flair blev også bedt om af WCW's præsident Jim Herd at barbere sit hår og ændre sit navn til "Spartacus" for at følge med tiden. Flair var uenig og blev fyret to uger før The Great American Bash. Flairs VM-titel i WCW blev erklæret ledig. NWA anerkendte Flair som verdensmester indtil september 1991, hvor han begyndte i World Wrestling Federation.
World Wrestling Federation (1991-1993)
Ric Flair skrev kontrakt med World Wrestling Federation (WWF) i august 1991 og startede på tv som én af de mest hadede heel-wrestlere måneden efter. Til at starte med optrådte han på WWF's tv-programmer med NWA's VM-bælte og kaldte sig for "den rigtige verdensmester". World Championship Wrestling sagsøgte Flair i håbet om at få VM-bæltet tilbage, men Flair ejede rent faktisk bæltet. WCW endte med at købe bæltet tilbage nogle måneder senere. Ric Flair fik hjælp af Bobby Heenan og Mr. Perfect (Curt Hennig) og udfordrede bl.a. Roddy Piper og Hulk Hogan. Ric Flair fik sin første WWF-kamp ved Survivor Series, hvor han mødte et hold med Roddy Piper som kaptajn. Samme aften hjalp han The Undertaker med at vinde WWF's VM-titel fra Hulk Hogan.
WWF's VM-titel blev erklæret ledig, og Ric Flair vandt den ledige WWF-titel ved WWF's Royal Rumble i januar 1992 og blev dermed for første gang verdensmester i WWF. Flair slog desuden rekorden for længst tid i ringen under den årlige Royal Rumble Match, idet han wrestlede i næsten 60 minutter. Flair eliminerede til sidst Sid Justice, der kort inden havde elimineret Hulk Hogan. Med VM-sejren blev Flair den kun anden wrestler til at vinde både NWA's og WWF's VM-titel sammen med Buddy Rogers.
Det var meningen, at Ric Flair skulle kæmpe mod Hulk Hogan om WWF's VM-titel, men disse planer blev kasseret, da Hulk Hogan tog overlov fra WWF, pga. en steriodeskandale. I stedet for blev Ric Flair besejret af Randy Savage ved WWF's WrestleMania VIII. Flair vandt VM-titlen tilbage i september 1992. Hans anden periode som WWF's verdensmester var dog kortvarig. Flair tabte VM-titlen til Bret Hart i oktober. Under en episode af WWF's nye ugentlige tv-program Monday Night Raw tabte Ric Flair en Loser Leaves Town Match mod sin tidligere manager Mr. Perfect, og Ric Flair forlod kort efter WWF.
World Championship Wrestling (1993-2001)
Alliance med Vader og gendannelse af The Four Horsemen (1993-1996)
Ric Flair vendte tilbage til World Championship Wrestling som face-wrestler i februar 1993, hvor han var vært for et kortvarigt talkshow i WCW, der hed A Flair for the Gold. Flair vendte kort efter tilbage til ringen og vandt NWA's VM-titel efter sejr over Barry Windham ved WCW's Beach Blast. WCW trak sig dog endeligt ud af NWA i september 1993, og Flair mistede derfor titlen. Ved Starrcade i december 1993 besejrede han den regerende verdensmester Vader og vandt dermed WCW's VM-titel. Ric Flair forsvarede VM-titlen mod Sting i juni 1994, inden han tabte titlen til Hulk Hogan ved WCW's Bash at the Beach i juli 1994, få uger efter, at Hulk Hogan havde skrevet kontrakt med WCW. Flair tabte en retirement match til Hogan ved WCW's Halloween Havoc i oktober 1994 og tog nogle måneder væk fra wrestling.