thumb|Caernarfon Castle set fra den anden side af floden Seiont. Caernarfon Castle (walisisk Castell Caernarfon) er en middelalder fæstning i Caernarfon i Gwynedd i det nordvestlige Wales. Borgen ejes af Cadw, der er den walisiske regerings organisation til at bevaring af historiske bygninger. Allerede i 1000-tallet stod en motte-and-baileyfæstning i byen. Den stod til 1283, da den engelsk kong Edvard 1. begyndte at erstatte den med den nuværende fæstning i sten. Kongens by og fæstning var administrativt centrum for Nordwales, og derfor blev forsvarsværkerne store og kraftige. De blev lavet som en forbindelse mellem Caernarfons romerske by og det romerske fort i Segontium tæt ved.

Mens slottet blev bygget, blev bymuren bygget omkring Caernarfon. Den kostede mellem 20.000 og 25.000£ og stod færdig i 1330. Caernarfon Castles ser udefra næsten intakt, men der er ikke bygninger inden for murene, og mange byggeplaner blev aldrig fuldført. Byen og slottet blev angrebet i 1294 og erobret af Madog ap Llywelyn, der anførte et oprør mod englænderne. Caernarfon blev generobret året efter. Under Glyndwroprøret i 1400–1415 blev slottet belejret. Da Tudordynastiet overtog den engelske trone, blev spændingerne mellem waliserne og englænderne mindre, og borge blev mindre vigtige. Derfor begyndte Caernarfon Castle at forfalde.

På trods af manglerne blev Caernarfon Castle brugt af kavalererne under den engelske borgerkrig, og det blev belejret tre gange af rundhovederne. Det var sidste gang, at slottet blev brugt i krig. Helt til 1800-tallet fik det lov at forfalde, før staten bekostede reparationer. Både i 1911 og 1969 blev slottet brugt til indsættelsen af prinsen af Wales. Det er en del af verdensarvsstedet "Kong Edvards borge og bymure i Gwynedd".

Baggrund

Den første fæstning ved Caernarfon blev bygget af romerne. Deres fort, som hed Segontium, lå i udkanten af den nuværende by. Fortet stod tæt på en banke ved floden Seiont; det er sandsynligt, at det blev bygget her, fordi det lå godt for trafikken på Seiont, som har kunnet skaffe forsyninger til Segontium. Caernarfon stammer fra navnet på det romerske fæstning. På walisisk hedder stedet "y gaer yn Arfon": "fæstningen på land overfor Môn"; Môn er det walisiske navn for Anglesey. Der vides ikke meget om, hvad der skete med Segontium og byen, der lå her, efter romerne forlod Storbritannien i begyndelsen af 400-tallet.

Tidligt slot Efter den normanniske erobring af England rettede Vilhelm Erobreren blikket mod Wales. Ifølge Domesday Survey fra 1086 var den normanniske Robert of Rhuddlan ansvarlig for hele det nordlige Wales. Han blev dræbt af waliserne i 1088. Hans fætter, jarlen af Chester Hugh d'Avranches, genvandt normannisk kontrol i det nordlige Wales ved at opføre træborge; en på et ubekendt sted i Meirionnydd, en i Aberlleiniog på Anglesey ogt en i Caernarfon. Denne tidlige fæstning lå på en halvø, der blev skabt af floden Seionts Manaistræde. Det har sandsynligvis været en motte and bailey (træpalisade på en jordbanke). Mens motten blev integreret i den edvardianske borg, er placeringen af den oprindelige bailey ukendt, selv om den muligvis har ligget nordøst for motten. Udgravninger på toppen af motten i 1969 viste ingen tegn på middelalderlig beboelse. . Det er sandsynligt, at der på motten stod et tårn i træ, et keep. Waliserne generobrede Gwynedd i 1115, og Caernarfon Castle kom i de walisiske fyrsters besiddelse. Fra dokumenter, der er skrevet på slottet, vides, at Llywelyn den Store og senere Llywelyn ap Gruffudd overnattede på borgen Caernarfon.

Edvard 1.'s borg

thumb|left|Kort over Caernarfon i 1610 af John Speed. Slottet ses mod sydenden af bebyggelsen.

Den 22. marts 1282 udbrød der krig mellem England og Wales. Den walisiske leder, Llywelyn ap Gruffudd, døde 11. december samme år. Hans bror Dafydd ap Gruffydd fortsatte kampen mod englænderne, men i 1283 stod Edvard 1. som sejrherre. Edvard marcherede gennem det nordlige Wales og erobrede bl.a. Dolwyddelan og etablerede siden fæstningen Conwy. Krigen kom endelig til en ende i maj 1283, da Dafydd ap Gruffudds sidste fæstning Dolbadarn Castle blev erobret. Kort efter påbegyndte Edvard byggeriet af borge i Harlech og Caernarfon. Borgene i Caernarfon, Conwy og Harlech var de mest imponerende i Wales, og opførelsen af dem bidrog – sammen med andre af Edvards borge i landet – med at etablere det engelske styre i dette område. Stenhuggeren, der var ansvarlig for designet og udførelsen af byggeriet på Caernarfon Castle, var sandsynligvis James of Saint George, der var en erfaren arkitekt og militæringeniør og spillede en vigtig rolle i opførelsen af Edvards borge i Wales. Ifølge Flores Historiarum blev liget af den romerske kejser Magnus Maximus fundet ved Caernarfon under opførelsen af borgen og den planlagte by, og Edvard 1. beordrede, at han blev genbegravet i en lokal kirke.

Opførelsen af den nye stenfæstning var en del af et plan af bygninger, der ændrede Caernarfon: bymure forbundet til borgen blev tilføjet, og en ny havn blev bygget. Den tidligste reference til byggeriet i Caernarfon er dateret 24. juni 1283, hvor en grøft var blevet gravet for at adskille borgområdet fra byen mod nord. En bretagium, en slags palisade, blev bygget omkring området for at beskytte det, til de permanente forsvarsværker stod færdige. Tømmer blev sejlet hertil helt fra Liverpool. Sten blev brudt i Anglesey og omkring byen. En arbejdsstyrke på omkring 100 mand stod for udgravning af voldgraven og bygning af fundamentet til borgen. Området blev udvidet og begyndte at nærme sig byen; huse blev revet ned for at gøre plads til borgen. Beboerne fik først erstatning tre år senere. Imens stenfundamentet til borgen blev bygget, blev der opført bindingsværksbygninger til Edvard 1. og hans dronning Eleanor af Kastillien. De ankom til Caernarfon enten den 11. eller 12. juli 1283 og blev der i over en måned.

thumb|Plan over Caernarfon Castle: A – Stedet for Water Gate; B – Eagle Tower; C – Queen's Tower; D – Well Tower; E – Lower Ward; F – Great Hall; G – Køkken; H – Chamberlain Tower; I – King's Gate; J – Upper Ward; K – Black Tower; L – Granary Tower; M – North-East Tower; N – Cistern Tower; O – Queen's Gate. Blå indikerer området bygget mellem 1283–92, rød mellem 1295–1323.

Opførelsen af Caernarfon Castle fortsatte i vinteren 1283-1284. Fæstningens færdiggørelse er uklart, men arkitekturhistoriker Arnold Taylor har foreslået, at da Edvard og Eleanor besøgte stedet igen i påsken 1284, kan Eagle Tower have stået færdig. Statute of Rhuddlan, udstedt den 3. marts 1284, gjorde Caernarfon til et borough og det administrative centrum for Gwynedd county. Ifølge traditionen blev Edvard 2. født på Caernarfon Castle den 25. april 1284. Edvard blev gjort til prins af Wales i 1301, med kontrol over Wales og hele områdets skatteindtægter. Siden er titlen givet til den ældste søn af monarken. Ifølge en berømt legende lovede kongen waliserne, at han ville udnævne "en prins født i Wales, der ikke kunne tale ét ord engelsk", og løftet holdt han ved at præsentere sin spæde søn for dem. Historien er muligvis apokryf, da den kun kan spores til 1500-tallet. I 1284 blev Caernarfon forsvaret af en garnison på 40 mand (mere end de 30 mand på Conwy og Harlech). Selv i fredstid, hvor de fleste borge kun havde en garnison på nogle få mænd, var der mellem 20 og 40 mand på Caernarfon som følge af stedets vigtighed.

I 1285 stod størstedelen af Caernarfons bymure færdige, mens arbejdet på borgen fortsatte. Udgifterne til opførelsen var beskedne i 1289, og kilderne til opførelsen slutter i 1292. Edvard 1.'s kampagne med borgbyggerier i Wales kostede £80.000 mellem 1277 og 1304, og £95.000 mellem 1277 og 1329; i 1292 var £12.000 blevet brugt på opførelsen af borgen i Caernarfon – hvoraf den sydlige facade var kommet længst – og bymurene. Da den sydlige mur og bymurene sluttede ring om Caernarfon, var det planen at bygge slottets nordlige mure til sidst.

thumb|left|Caernarfon Castle fra vest. Bymurene, som stort set var færdige i 1285, er bygget sammen med borgen og fortsætter til venstre ud af fotografiet.

I 1294 udbrød der et oprør, der blev styret af den walisiske Madog ap Llywelyn. Da Caernarfon var centrum for administrationen i Gwynedd og symbol på den engelske magt i området, blev det målet for waliserne. Madogs soldater ødelagde bymurene og indtog byen i september. Slottet blev kun forsvaret af en grøft og en midlertidig barrikade. Det blev hurtigt erobret, og der blev stukket ild til alt, der kunne brænde. Ilden raserede Caernarfon og efterlod et spor af ødelæggelse i sit kølvand. I sommeren 1295 kom englænderne igen og indtog Caernarfon. I november samme år begyndte englænderne at genbefæste byen. Genopførelsen af bymurene havde høj prioritet, og £1.195 (næsten halvdelen af det beløb, der blev brugt på et opføre dem i første omgang) blev brugt på at færdiggøre dem to måneder forud for tidsplanen. Fokus blev herefter vendt mod borgen og på at afslutte det arbejde, der var blevet indstillet i 1292. Efter oprøret var slået ned, begyndte Edvard at opføre Beaumaris Castle på Anglesey. Arbejdet blev styret af James of Saint George, og Walter af Hereford overtog byggeriet i den nye fase af Caernarfons opførelse. Mod slutningen af 1301 var der brugt yderligere £4.500 på slottet især på den nordlige mur og tårnene. Kilder mellem november 1301 og 1304 er ikke bevaret, muligvis fordi der ikke blev arbejdet på borgen, da fokus flyttede nordpå, hvor englænderne var i krig med Skotland. Kilder viser, at Walter af Hereford havde forladt Caernarfon og var i Carlisle i oktober 1300; han var fortsat beskæftiget med krigen med skotterne frem til efteråret 1304, hvorpå arbejdet på Caernarfon fortsatte. Walter døde i 1309 og hans næstkommanderende, Henry af Ellerton, overtog pladsen som bygherre. Byggeriet fortsatte støt indtil 1330.

Fra 1284 til 1330, hvor kilderne slutter, blev der brugt mellem 20.000 og 25.000£ på Caernarfon Castle og bymurene. Det var en enorm sum, der var langt større end det, der blev brugt på Dover Castle og Château Gaillard, der var blandt de største og mest imponerende fæstninger fra slutningen af 1000-tallet til begyndelsen af 1200-tallet. Senere tilføjelser til Caernarfon var ikke særlig omfattende, og det, der er tilbage af slottet, stammer hovedsageligt fra Edvards tid. På trods af de store summer, der blev brugt på slottet, var der mange af planerne, som aldrig blev gennemført. Bagpartiet på King's Gate (indgangen fra byen) og Queen's Gate (indgangen fra sydøst) blev ikke færdigbygget, og fundamenterne inden for borgens mure markerer, hvor bygningerne ville stå, hvis byggeriet var fortsat.

Senere historie thumb|Et maleri af Caernarfon udført af J. M. W. Turner i 1830–1835.