Anabaptisme (græsk for gendøbere) eller døberbevægelserne er en samlebetegnelse for en række radikale eller venstreorienterede strømninger inden for 1500-tallets protestantiske reformationsbevægelser, som genindførte troendedåben på grundlag af en bevidst personlig trosbekendelse. Anabaptisterne gik således ind for bekendelses- eller voksendåb og afviste barnedåben som tilstrækkelig. Nogle grupper modsatte sig desuden våbenbrug og militærtjeneste samt at aflægge borgerlige eder og kom derved i opposition til den bestående samfundsorden. Betegnelserne anabaptister og gendøbere, som deres modstandere anvendte under Reformationen, var polemiske, mens bevægelsens tilhængere selv betegnede sig som døbere eller brødre i Kristus. I den engelsksprogede verden anvendes betegnelsen anabaptist fortsat almindeligt.
Den første menighed blev grundlagt i Zollikon i 1525 af de to Zürich-reformatorer Conrad Grebel og Felix Manz og blev senere kendt som de schweiziske brødre. Andre anabaptistiske grupper opstod i Mähren under Jacob Hutter, hvorfra hutteritterne har deres navn, i Sydtyskland under Balthasar Hubmaier og Hans Denck samt i Nordvesttyskland og Nederlandene under indflydelse af Melchior Hoffmann, der forbandt en uortodoks kristologi og millenarisme med en stærk personlig fromhed.
Bekendelsesdåben, som med henvisning til Bibelen udgjorde en af grundpillerne i den anabaptistiske tro, blev af både de ledende protestantiske reformatorer og de gammeltroende katolikker betragtet som kætteri og som en trussel mod den eksisterende samfundsorden. Døberne blev derfor stærkt forfulgt i det 16. århundrede og dele af det 17. århundrede. Mange blev tvunget til at forlade deres hjem, og for nogle kom dåben efterhånden til at blive opfattet som en indvielse til kristen lidelse, med Kristus som troens protomartyr.
Nogle anabaptistiske landflygtige blev påvirket af Jan Matthys' og Jan Bockelsons, også kendt som John of Leyden, fanatiske synspunkter og indførte polygami i Münster i 1533–1535, hvorefter byen blev belejret. Begivenhederne i Münster blev ikke alene et alvorligt stigma for anabaptismen, men førte også til en intensivering af forfølgelserne, som kostede mange tusinde mennesker livet. Nederlaget i Münster bidrog samtidig til en ny formulering af den anabaptistiske tænkning hos forfattere som Dirk Philips og navnlig Menno Simons, hvis spiritualitet, pacifisme og sociale idealer fortsat spiller en central rolle blandt mennonitterne.
Anabaptismen var overordnet præget af et ideal om radikalt discipelskab (), adskillelse fra verden gennem blandt andet afvisning af militærtjeneste og borgerlige eder samt enkelhed og hellighed i livsførelsen. Dette ideal kommer blandt andet til udtryk i den anabaptistiske salmebog Ausbund fra 1583: "Frem for alt, anvend kærligheden, gennem hvilken vi sejrer, mens vi vandrer gennem livet; den er fuldkommenhedens bånd. Kærligheden er Gud selv; den består i evigheden" (nr. 124). Nulevende kirkesamfund med rødder i den anabaptistiske tradition omfatter mennonitter, amish og hutteritter. Senere frikirker som baptisterne er i konfessionel forstand ikke anabaptistiske, men betragter sig til dels som teologiske efterkommere af reformationsperiodens døberbevægelser.
Historie thumb|Døberbevægelses udbredelse 1525-1550 thumb|Schleitheimbekendelsen fra 1527 Forgængere
Selv om den almindelige holdning er, at anabaptismen opstod med de radikale reformatorer i det 16. århundrede, er der flere teologiske forgængere. Petr Chelčický, der var en bøhmisk reformator i det 15. århundrede, underviste i meget af det centrale i den anabaptistiske teologi. Andre middelalderlige forgængere var hussitterne, de nederlandske sakramentister og visse former for monasticisme. Valdenserne repræsenterer også en tro, der minder om anabaptismen.
De tidlige anabaptister minder om de middelalderlige reformatorer: Nogle mente som Menno Simons, at Jesus ikke blev til kød via sin mor, men enten havde legemet med sig fra himlen, eller at Ordet skabte ham et. Andre mente, at han kom til verden gennem sin mor som vand gennem et rør. Anabaptisterne blev anklaget for at benægte Kristi inkarnation, selv om Menno Simons gentagne gange afviste, at det var tilfældet. De fordømte edsaflæggelse, og at uoverensstemmelser mellem de troende skulle afgøres af verdslige domstole. Den troende måtte ikke bære våben eller gøre fysisk modstand mod andre. Den verdslige regering hørte denne verden til. Den troende, som hørte Guds kongedømme til, måtte ikke tage embede eller være en del af regeringsmagten, der skulle adlydes. Syndere eller frafaldne skulle ekskommunikeres og udelukkes fra sakramenterne og samværet med menigheden, medmindre de angrede deres synder.
Synspunkter
Forskning i anabaptisternes oprindelse er belastet af modstandernes forsøg på at fremstille dem i et dårligt lys og tilhængernes forsøg på at retfærdiggøre dem. Det var længe almindeligt at sammenkæde anabaptisterne med radikale oprørere med Thomas Müntzer, de såkaldte Zwickau-profeter og døberne fra Münster som Jan Matthijs og Jan Bockelson van Leiden, der anstiftede Münsteroprøret. De, der har korrigeret denne fejl, har ofte haft en tendens til at overkorrigere og benægte enhver dokumenteret forbindelse med de radikale elementer.
Selv om der er adskillige teorier om anabaptismens oprindelse, er de tre vigtigste: Anabaptismen opstod i Zürich og bredte sig derfra (monogenese). Anabaptismen opstod som flere uafhængige bevægelser (polygenese). Anabaptismen er en fortsættelse af den nytestamentelige kristendom.
Monogenese
En række forskere mener, at anabaptismen som bevægelse udløb fra De Schweiziske Brødre med bl.a. Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock i spidsen. Et gammelt synspunkt blandt mennonitiske historikere er, at anabaptismen havde sin oprindelse i Zürich, og at De Schweiziske Brødres anabaptisme spredte sig til det sydlige Tyskland, Østrig og via Rhinen til Nederlandene og det nordlige Tyskland, og dér udviklede sig til de forskellige grene. Teorien om monogenese afviser normalt, at oprørerne fra Münster og andre radikale skulle være anabaptister. Ifølge den dateres anabaptismens oprindelse til 21. januar 1525, da Conrad Grebel døbte Georg Blaurock og Blaurock døbte andre tilhængere. Men i sidste del af det 20. århundrede har andre forskere peget på 24. februar 1527 som den rigtige dato for anabaptismens fødsel. Det stemmer overens med teorien om polygenese.
Polygenese
Historikerne James M. Stayer, Werner O. Packull og Klaus Deppermann betvivler i deres artikel fra 1975 From Monogenesis to Polygenesis, at anabaptismen skulle have ét enkelt udgangspunkt. Ifølge artiklens forfattere var anabaptismen i det sydlige Tyskland og i Østrig en udvandet form for tysk mysticisme. Anabaptismen i Schweiz opstod fra den reformerte kongregationalisme, og den nederlandske form for anabaptisme skyldtes social uro og den anabaptistiske profet Melchior Hoffmans apokalyptiske syner. Den sydtyske anabaptist Pilgram Marpecks Vermanung fra 1542 var kraftigt påvirket af Münster-teologen Bernhard Rothmanns Bekenntnisse fra 1533. Hutteritterne anvendte Hoffmanns kommentar til Johannes' Åbenbaring kort efter, at han havde skrevet den. Hoffmans elev David Joris var den mest indflydelsesrige leder i Nederlandene før 1540. Grete Mecenseffy og Walter Klaassen et. al. har påvist forbindelser mellem Thomas Müntzer og Hans Hut, ligesom Gottfried Seebaß og Werner Packull i monumentale værker peger på Müntzers rolle i dannelsen af anabaptismen i Sydtyskland og hans forbindelse til teologen Hans Denck. Teologen Andreas Karlstadt påvirkede på visse områder anabaptismen, bl.a. via sine synspunkter omkring Bibelen, kirkedoktriner og dåb.
Apostolsk arvefølge Hoffmeyer og Husuum mener, at anabaptisterne i det 16. århundrede som bibeltro var en del af den apostolske arvefølge inden for kirken siden Kristi tid .
Modstanderne af denne teori lægger vægt på, at disse ikke-katolske grupper klart adskilte sig fra hinanden, at nogle af deres synspunkter var kætterske, at de ikke var arvtagere efter apostlene, eller at de ikke havde nogen forbindelse med hinanden, og at deres oprindelse adskilte sig i tid og sted.
Noget tilsvarende findes i teorien om, at anabaptisterne udsprang af valdenserne: Valdenserne var en del af den apostolske arvefølge, mens andre mener, at de simpelthen var en uafhængig gruppe.
Anabaptisterne mellem biblicisme og spiritualitet
I Zürich var det Felix Manz, Konrad Grebel og Georg Blaurock, der stod i spidsen for anabaptisternes radikale reformation. De gjorde oprør mod den romerskkatolske kirke og begyndte at gendøbe voksne, som nu fulgte Kristi lære, men som var blevet døbt som små. De var forgængerne for vore dages amish, hutteritter og mennonitter. Blandt de første anabaptister fandtes både biblicistiske, rationalistiske og spritualistiske holdninger. Mens døberne fra Schweiz havde et mere biblicistisk syn, var døberne fra Sydtyskland mere præget af Thomas Müntzer og spritualismen.
Anabaptisterne var generelt mere yderligtgående end Martin Luther og Ulrich Zwingli. Selv om Luther grundlæggende var uenig med anabaptisterne, havde de dog samme holdning i visse sammenhænge.
Anabaptisme og den radikale reformation
Anabaptisterne var kun én gruppe inden for den radikale reformation. Grupperne har desværre en tendens til lappe over, alt efter forskerens opfattelse af anabaptismen. Den amerikanske historiker William R. Estep skelner mellem anabaptister, inspirationister og rationalister. Han klassificerer Blaurock, Grebel, Balthasar Hubmaier, Manz, Marpeck og Simons som anabaptister. Müntzer, Nicolas Storch m.fl. er iflg. Estep inspirationister, mens anti-trinitarer som Miguel Serveto, Juan de Valdés, Sebastian Castellio samt Faustus Socinus kaldes rationalister. Der fandtes for eksempel også anti-trinitære eller spiritualistiske anabaptister.
De forskere, der hælder til polygenese, bruger betegnelsen anabaptister om større bevægelser og opfatter også andre bevægelser inden for den radikale reformation som inspirationisterne og rationalisterne som anabaptister. James M. Stayer bruger betegnelsen de gendøbte, som allerede var døbt som små.
En anden måde at kategorisere på omfatter regionale varianter som De Schweiziske Brødre (Felix Manz, Konrad Grebel), den nederlandske og nordtyske døberbevægelse (Menno Simons, Dirk Philips), den syd- og midttyske døberbevægelse (Balthasar Hubmaier, Hans Denck, Hans Hut, Pilgram Marpeck) samt døberbevægelsen i Schlesien og Mähren (ikke mindst Jacob Huter).
Historikere og sociologer skelner mellem de militante anabaptister, og deres pacifistiske brødre, der blev kendt som mennonitter og hutteritter.
Oprøret i Münster
I februar 1534 vandt det døperiske parti flertallet i byrådet i Münster i Westfalen og der blev gennemført en døperisk reformation, under ledelse af Bernhard Rothmann og Jan Matthijs. Men snart vandt apokalyptiske og også teokratiske tendenser frem, især under ledelse af Jan van Leiden, som lod sig krone som konge af det nye Jerusalem. Samtidig blev Münster belejret og udsultet af katolske og protestantiske tropper. I juni 1535 blev byen stormet og omtent 650 indbyggere blev dræbtJoachim Kuropka (Udg.): Gewalt und Krieg, Extremismus und Terror, Berlin 2011, side 113.
Forfølgelse og udvandring thumb|Dirk Willems reddede sin forfølgers liv; illustration i det mennonitiske martyrspejl (Martyr's Mirror). thumb|Den 10. november 1571 blev den frisiske mennonit Anneken Hendriks brændt på bålet i Amsterdam.