right|200px|thumb|Émile Zola, fransk forfatter, der skrev det verdensberømte åbne brev: J'accuse (Jeg anklager) om Dreyfus-affæren, der drejede sig om en domfældelse af en uskyldig. Brevet var stilet til den franske præsident og blev offentliggjort i avisen L'Aurore den 13. januar 1898. Zola indser i brevet, at hans ytring er en lovovertrædelse (injurie), men skriver det alligevel som en samvittighedshandling. Han blev da også idømt fængselsstraf for det. Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsætning til censur. Ytringsfriheden har haft afgørende indflydelse på den samfundsudvikling, som har fundet sted i slutningen af 1900-tallet i den vestlige verden. Den opfattes som en af grundpillerne i et velfungerende demokrati, fordi dette bygger på fri meningsudveksling. Desuden giver ytringsfrihed mulighed for at udtrykke afvigende meninger, så risikoen for at disse får et voldeligt udtryk mindskes. Ytringsfriheden er især vigtig for mindretallene, idet de magthavende instanser på grund af deres magtposition ikke har reelt brug for beskyttelsen af retten til ytring.
Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, men er ikke ubegrænset. Ytringsfriheden indebærer, at staten ikke på forhånd kan blande sig og forbyde borgerne at komme til orde. Derimod er friheden ikke til hinder for, at man efterfølgende står til ansvar for sine ytringer, f.eks. ved en domstol. Udtalelser kan ved dom blive kendt ubeføjede, hvis retten ikke finder dem dokumenteret, ligesom overtrædelser af de lovgivningsmæssige bestemmelser naturligvis kan medføre idømmelse af straf.
Skillet mellem ytring og handling thumb|Spinozas statue i Amsterdam. Ytringsfrihed er tale- og skrivefrihed og ikke det samme som frihed til at handle. Spinoza og Kant skelnede mellem ytring og handling. Spinoza fandt støtte for dette hos Tacitus, som skrev facta argueruntur, et dicta impune essenthttps://www.jstor.org/stable/27744034?seq=1 (= det, som gøres, kan retsforfølges; det som siges, er tilladt). Spinoza anså menneskets tankefrihed som et naturgivent faktum. Borgernes tanker kan øvrigheden ikke gøre noget ved; tanker og følelser er ikke underlagt viljen, og kan derfor heller ikke kontrolleres af andres vilje. Spinoza konkluderer med, at hvis øvrigheden undertrykker ytringer, skabes en kultur med en dyb kløft mellem hvad folk tænker, og hvad de tør at sige. Ret nok er der normalt en forskel mellem hvad folk tænker, og hvad de faktisk siger højt; men at forbyde ytringer er at opfordre til uærlige ytringer. I et samfund, hvor man forventes ikke at mene, hvad man siger, vil tilliden til aftaler svækkes. Spinoza påpeger også, at i et sådant samfund vil de bedste blandt borgerne ende som fjender af øvrigheden, mens et samfund, der respekterer ytringsfriheden, vil være bedre både for borgerne og øvrigheden.Michael Tetzschner: "Ad fontes!" Morgenbladet 23. marts 2012
Idehistorie Ideen om ytringsfrihed tog først for alvor fart under oplysningstiden i 1600- og 1700-tallet. Tænkere som John Locke, Voltaire og Thomas Paine forfægtede vigtigheden af individuelle rettigheder og fri udveksling af ideer som en modvægt til enevældens censur af skrift og tale. Deres skrifter lagde grunden til udviklingen af moderne opfattelser af ytringsfrihed.
Begrebet ytringsfrihed blev et grundlæggende princip i dannelsen af USA. Den første ændring af den amerikanske forfatning, ratificeret i 1791, fastslog ytringsfrihed som en forfatningsmæssig rettighed. Den udtalte: "Kongressen skal ikke lave nogen lov ... der fjerner ytringsfriheden eller pressefrihedenhttps://www.loc.gov/item/today-in-history/december-15/#:~:text=On%20December%2015%2C%201791%2C%20the,of%20peaceful%20assembly%20and%20petition.."
Igennem det 19. og 20. århundrede fortsatte forståelsen af ytringsfrihed med at udvikle sig, og adskillige udfordringer og retssager formede dens omfang og begrænsninger. Ideen om ytringsfrihed blev afprøvet i tider med krig og social uro, hvilket førte til skelsættende juridiske beslutninger, der beskytter ytringsrettigheder selv i tider med konflikt. Verdenserklæringen om menneskerettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationer i 1948, anerkendte ytringsfrihed som en grundlæggende menneskeret i henhold til artikel 19. Denne erklæring markerede et væsentligt skridt i at fremme beskyttelsen af ytringsfrihed globalt.
Lovgrundlaget i Danmark Grundlovens §77:
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Artikel 10:
Stk. 1 "Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling."
Stk. 2. "Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed."
Juridisk skelner man mellem formel, materiel og reel ytringsfrihed:
Formel ytringsfrihed er forbud mod forudgående indgreb, altså f.eks. censur. Blandt den juridiske sagkundskab er der bred enighed om, at denne er til stede i dansk lovgivning og retspraksis. Materiel ytringsfrihed er retten til efterfølgende ansvarsfrihed for sine ytringer. Her er den juridiske sagkundskab mere delt. En traditionel opfattelse i dansk jura har været, at Grundloven ikke giver grundlag for en materiel ytringsfrihed, og at man derfor teoretisk set kan pålægge ansvar for alt ved lov. Andre mener at denne opfattelse ikke helt holder i dag, hvor andre – nyere – forfattere beskriver en vis form for materiel ytringsfrihed. Eksempelvis skrev Peter Germer (tidligere professor ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, i dag pensioneret) i 1973 en doktorafhandling med titlen: Ytringsfrihedens væsen, hvor han med inspiration især fra den amerikanske retspraksis, gav udtryk for, at grundloven kan tolkes således at den også yder en fuld beskyttelse for den materielle ytringsfrihed i offentlige anliggender, og ikke udelukkende en formel ytringsfrihed. Afhandlingen mødte voldsom kritik fra bl.a. juristen Alf Ross, men hans konklusioner har i den senere tid fået mere anerkendelse – også i form af støtte i retspraksis og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.Ragnhildur Helgadóttir, The influence of American theories on Judicial Review in Nordic Constitutional Law, Martinus Nijhoff Publishers, 2006, s. 181. . Reel ytringsfrihed er muligheden for at komme til orde – f.eks. få optaget et læserbrev eller blive hørt, uanset om man har afvigende meninger eller tilhører en marginal gruppe. Der er ikke enighed om, hvorvidt reel ytringsfrihed kræver at alle har lige ret til at få deres mening frem. I Danmark gælder visse alsidighedskriterier for radio og tv, og for dækningen af valg i tv er der helt faste regler om at alle partier skal præsenteres.
Det tankemæssige grundlag for den ytringsfrihedsordning, den danske Grundlov repræsenterer, er følgende:
Det er grundlæggende i et folkestyre, at fakta vedrørende samfundsforhold og synspunkter på samme kan bringes frem til diskussion uden risiko for strafforfølgning, uanset om de efter deres indhold eller formen, i hvilken de fremføres, måtte belaste nogen. Denne frihed sammenfattes i praksis under overskriften "ytringsfrihed". Tankegangen bag denne frihed er ultimativt den, at menneskelivet hverken kan eller bør reguleres én gang for alle af en forud opstillet ideologisk eller religiøs formel, men at det tværtimod skal sikres, at der altid kan tages stilling til denne verdens fænomener ud fra en konkret undersøgelse af deres indhold. Denne stillingtagen antages endvidere at tilkomme de enkelte borgere inden for rammerne af et folkestyre, som giver dem mulighed for forinden at diskutere tingene til bunds. Tankesættet er med andre ord også empirisk: Det anerkender således ikke spekulation og mytedannelse som grundlag for politisk beslutning på bekostning af kendsgerninger udvundet med de metoder, som erfaringsmæssigt er bedst til at skaffe (sikker) viden, og den herudfra stedfundne diskussion.
Lovgrundlagets historie Ytringslovgivning før Grundloven Selve begrebet ytringsfrihed er af nyere dato, men i ældre dansk lovgivning findes paragraffer der forbyder lastefuld omtale af konge, kirke og religion. Denne lovgivning eksisterede i ældre middelalderlig lovgivning, men blev først i overskuelig form samlet i Danske Lov. Indskrænkninger i idéers ytringer findes også i censurbestemmelserne som opstår i forbindelse med indførelsen af bogtrykkerkunsten. Lovgivning på dette område oprettede en censurvirksomhed i forbindelse med Københavns Universitet. Alle skrifter der skulle trykkes skulle på forhånd censureres af universitetets professorer.Harald Ilsøe, Historisk censur i Danmark indtil Holberg, i: Fund og forskning, bind 20 (1973)
I Danske Lov, som blev indført i 1683 - men for en stor dels vedkommende stammer fra ældre lovgivning – bestemmes det at "Hvem som overbeviises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendes af hans Mund udskæres, dernæst hans Hoved afslaaes, og tilligemed Tungen sættes paa en Stage" Danske Lov, 6. Bog, 1. Kap, 7. art. Korporlige straffe kunne også anvendes i forbindelse med kritik af kongefamilien 6. bog, 4. kap., 1. art., regeringsformen 6. bog, 4. kap., 2. art. eller kongens beslutninger 6. bog, 4. kap., 9. art., selv om straffen, alt efter "sagens Beskaffenhed", også kun kunne være tab af gods og ære.
I forbindelse med "Æresager" mellem private, dvs æreskrænkelser i form af ytringer, der er foregået i "Kroehuus, Møllehuus, Smedehuus eller andenstæds i slig Forsamling", må den krænkede indkalde krænkeren til tinget hvor sagen kan løses for fogeden.6. bog, 21. kap. 1. art. Selv ytringer der ikke rammer nogens "Ære og Lempe" kunne i visse tilfælde af en dommer findes at være "utilbørlige", og idømmes en pengestraf.6. bog, 21. kap. 4. art. Desuden findes en række andre bestemmelser vedrørende anvendelsen af specifikke ukvemsord og andre æreskrænkelser eller løgne.6. bog, 21. kap. artiklerne 5-8.