thumb|400px|Midvinterblotmonumentalmaleri af Carl Larsson (1915) Blót (norrønt: blót) var i nordisk religion en bred betegnelse for forskellige ritualer, hvor der i reglen indgik en form for ofring. Blótet kendes fra en række skriftlige overleveringer, og de fortæller, at man blótede til guderne eller andre overnaturlige væsner for at opnå deres velvilje. På norrønt betyder verbet blóta (blóte) "at ofre (til en gud)",alternative former: blœt; blét, blétum; blótinn, modtageren af ofret i akk., mens det ofrede objekt er i dat.; Zoëga, A Concise Dictionary of Old Icelandic eller "at styrke", dvs. modtageren af ofret.Steinsland & Meulengracht 1998:74 Det er beslægtet med gotisk blôtan (at "dyrke, tilbede") og oldhøjtysk bluozan ("ofre"). Sandsynligvis har ordet oprindeligt betydet "påkalde med besværgelse eller offer".Hellquist, Elof (1922), Blota. I Svensk etymologisk ordbok (s. 49). Lund: C. W. K. Gleerups förlag. Formålet med blótritualet var grundlæggende at helliggøre offergaver, så de kunne overføres til den guddommelige sfære. Ritualet bestod af flere elementer, først og fremmest overlevering af offergaver. Typisk blev en eller anden form for fødevarer enten placeret eller destrueret på en lokalitet, hvor kontakten til guderne eller de guddommelige væsner blev opfattet som særlig stærk. I nogle tilfælde blev det fulgt af et blótgilde, hvor deltagerne sammen fortærede mad og drikke. Måltidet var normalt et sammenskudsgilde, hvor alle deltagere var forpligtet til at medbringe mad og drikkevarer, primært øl,Steinsland (2005) pp.278 og ceremonien var et kommunionsoffer, som guderne symbolsk deltog i.Näsström (1999) pp. 167 Lignende ritualer kendes fra andre germanske kulturer, fx i sydgermansk og angelsaksisk religion.

Karakteristik I forskningen har det længe været diskuteret, hvorvidt de skildringer af ofringer vi kender fra kilderne bygger på autentiske forhold eller var inspireret af Gamle Testamente, og i så fald hvor meget. Generelt er der kun få typologiske analyser af ofringer inden for studiet af nordisk religion, og derfor findes der ingen almen karakteristik af et blótritual.Näsström (1999) s. 157-58

Den australske religionsforsker Margaret Clunies Ross har foreslået, at ofringer i nordisk religion skal opfattes som en metode til at omgå naturens uafvendelige gang, dvs. udskyde døden. Hun bygger bl.a. sin antagelse på, at ofringer i myter normalt optræder i situationer, hvor guderne ønsker at regulere livet, undgå døden eller udskyde tidspunktet for Ragnarok. Ligesom hun finder, at der var en sammenhæng mellem ofring og barnefødsel. Clunies Ross mener, at de forskellige former for ofringer i menneskenes verden kan tolkes som ækvivalenter til de mytologiske eksempler. De mytiske menneskeofringer blev dog normalt substitueret med dyr eller andre fødevarer.Clunies Ross (1994) s. 187-189

Hun har konstateret to former for ofringer i myterne; i den ene ofrer man sig selv (eller en legemsdel), i den anden ofres en anden person. Hun mener, at den førstnævnte form resulterede i at den ofrende/ofrede kunne øge sin styrke/viden proportionalt større end, han havde mistet. Eksempler herpå er Odins hængning i Hávamál, hans øje i Mimers brønd, Týrs ene arm, da Fenris skulle bindes. I den anden form blev et individ ofret for fællesskabets bedste eller for at afværge en ulykke. Det skete bl.a. for Ymir (af ham blev verden skabt), Kvasir (af ham blev skjaldemjøden lavet) og Gullveig (Clunies Ross mener, at hendes tilstedeværelse udgjorde en risiko for asernes overmagt).Clunies Ross (1994) s. 189-190

Kildernes beretninger om store offerfester ved centrale helligdomme bekræftes af flere udgravninger af hedenske helligdomme, hvor der er gjort store fund af knoglerester fra dyr.Näsström (1999) s. 167 Det meste af maden tilberedt og serveret for ritualdeltagerne, mens de dele der tilkom guderne blev formentlig hængt i træerne. Britt-Mari Näsström mener, at disse træer derved blev helliggjorte og associeret med Yggdrasil. På den baggrund tolker hun ofringer som en måde til at opretholde skabelsen og den ordnede verden, som det hellige træ er et symbol på. På den måde blev ofringer brugt til at forstærke relationerne mellem guder og mennesker.Näsström (1999) s. 168

De fleste former for husdyr blev ofret, men hesten var et vigtigt offerdyr. Måske havde dette dyr endda en særstilling, hvorfor det blev tabu at spise hestekød efter religionsskiftet.Näsström (1999) s. 162 Ofring af dyr var ikke normen, men noget der primært var knyttet til konger og stormænd. Mægtige mænd brugte også blótgilder til at visse deres rigdom og magt ved sørge for mad og drikke; normalt medbragte gæsterne selv mad og drikkevarer.Holtsmark (1989) s. 39-40

thumb|Moderne rekonstruktion af ofring af fødevarer efter et blót i vikingetiden. Bork Vikingehavn 2009. Ritualerne Indholdet af blótfesterne er pga. manglende kilder usikkert, men vi ved, at fællesmåltider og drikofre indgik, ligesom øllet skulle signes til magterne (dvs. guderne). Vi ved også, at det centrale i ofringerne var, at man giver for selv af få (mere end man gav). Og i lighed med andre indoeuropæiske kulturer indgik ild i ritualerne.Ström (1985) s. 90-92 Ofringer var ikke begrænset til store højtider, men alle former for ofringer; fx for frugtbarhed, for en vellykket rejse og et langt liv var en naturlig del af religionen i før-moderne samfund, således også i Norden. Vi må derfor formode, at blót i en eller anden form har været en integreret del af nordboernes dagligdag. Nogle af dem har været store og offentlige, mens andre har været mindre og private, måske endda individuelle.Näsström (1999) s. 161

Der kendes en række norrøne begreber, der alle bruges om ofringer. Britt-Mari Näsström mener dog, at de ikke er synonymer med blóta, men sandsynligvis var mere specifikke og relateret til offerritualer.Näsström (1999) s. 163 Med udgangspunkt i Rúnatal (strofe 144-145 i Hávamál) har hun lavet en systematisering af et blótrituals struktur. I oversættelser er ordene blóta, senda og sóa er ofte blevet oversat som synonymer for det sammen, men Näsström mener at brugen i digtet antyder forskelle i betydningen af dem.Näsström (1999) s. 158 {| | style="padding: 1pt 10pt;" | 144. Veistu, hvé rísta skal? Veistu, hvé ráða skal? Veistu, hvé fáa skal? Veistu, hvé freista skal? Veistu, hvé biðja skal? Veistu, hvé blóta skal? Veistu, hvé senda skal? Veistu, hvé sóa skal?

145. Betra er óbeðit en sé ofblótit, ey sér til gildis gjöf; betra er ósent en sé ofsóit. Svá Þundr of reist fyr þjóða rök, þar hann upp of reis, er hann aftr of kom.Hávamál, transskriberet af Guðni Jónsson | style="padding: 1pt 10pt;" | 144. Forstår du at riste? Forstår du at råde? Forstår du at lære? Forstår du at prøve? Forstår du at bede? Forstår du at blote? Forstår du at sende? Forstår du at øde?

145. Bedre ej at bede end formeget at offre. Altid vil Gave Gengæld. Bedre ej at sende end formeget at øde. Så ristede Thund för Slægternes Tider. Der rejste han sig op, hvorhen han atter kom.Den Højes Tale, oversat af H. G. Møller

Ifølge hende betegner Senda den handling, hvorved ofret ofret ’sendes’ til modtageren. (alternative betydninger er overbringes, overdrages, overleveres, gives). Bruges tilsyneladende også i betydningen ’bespise’; viser måltidet som integreret element af offerfesten. Sóa tolker hun som en betegnelse for det blodige offer; måske forbindelse til ordet ’sone’, dvs. et soningsoffer, der skal formilde de vrede magter. Det kunne fx gives i forbindelse med misvækst. Bruges bl.a. i beretninger om menneskeofringer.Näsström (1999) s. 161-163

Näsström tolker de tre ord som tre forskellige faser af et offerritual, hvor blóta og bidja markerer indgangen, alternativt kan blóta betegne ritualet i sin helhed. Senda og sóa er de centrale begivenheder, hvor sóa nok var selve drabet af offerdyret, mens senda var fordelingen af kødet til menneskene og guderne i forbindelse med måltidet. Bidja kan måske betegne anråbelsen af magterne i begyndelsen af ritualet. De tre ord i Runatál kan derfor være en formel, der kan bruges til rituel kontrol, dvs. sikring af at det aktuelle ritual følger forskrifterne.Näsström (1999) s. 164

Derudover var der en række andre termer om ofringer; fx forn (oprindeligt færa); bruges i bestemte sammenhænge i relation til ofring. Gefa er parallelt udtryk for offer, bruges primært, når et offer dedikeres til én bestemt guddom som indfrielse af et løfte. Tafn var ord for offerdyr, ligesom bytte. Tafn kan også bruges om de faldne på slagmarken. Sonar forbundet til ofring af svin (hvilket dog er omdiskuteret), mens naut var for kreaturer.Näsström (1999) s. 163-167

Ved store offerfester bestod ofret i reglen af dyr; svin og heste var blandt de mest almindelige. Kødet blev som regel tilberedt i stegegruber med opvarmede sten. Forinden var blodet blevet opsamlet. Det blev opfattet som særligt kraftfuldt og blev stænket med hlautkviste på gudestatuer, på vægge og på ritualdeltagere. Denne skik har måske en sen kristen fejlslutning. Anne Holtsmark har i stedet foreslået, at hlautkviste snarere betød lodpinde, som blev brugt i forbindelse med divinationHoltsmark (1989) s. 40 Näsström mener parallelt hermed, at der i kilderne kan anes en sammenhæng med lodtrækning (som divinatorisk teknik) og blótet. Hun mener også, at det kan være et spor til tolkningen af scenen i Hávamál, hvor Odin tager runerne op, dvs. den skal tolkes som selvofringen gjorde ham i stand til at forstå dem, altså ikke blot samle dem op.

Ritualets højdepunkt indtraf, da deltagerne samledes omkring maden i selskab guderne og/eller andre guddommelige væsner som diser og alfer. Drikkevarerne blev signet af den øverste religiøse autoritet, der var til stede, derefter blev det opfattet som helligt og sendt rundt mellem deltagerne. Drikkevarerne var i det fleste tilfælde øl, ved særlige højtider mjød, men i aristokratiet kunne der også være vin.

I forbindelse med blótgilder var det meget almindeligt, at man bad til árs ok friðar, dvs. "til et (godt) år og fred". Betydningen af bønnen var frugtbarhed, godt heldbred, rigdom og fred, både mellem mennesker og de guddommelige magter; en verden i balance.

thumb|180px|Skind fra offerdyr sat på stager ved Bork vikingehavn (2009); moderne rekonstruktion af en offerplads i vikingetiden.

Blótfester Kalenderriter I skriftlige kilder fra middelalderen fremgår det, at der var fire store blót(højtider), som delte året i fire kvartaler. Fra vintersolhverv til forårsjævndøgn til sommersolhverv til efterårsjævndøgn. 28 dage (fire syvdagesuger) efter hver af disse mærkedage blev årstiden markeret med et stort blót; fx kender vi eksempler på, at både vinter og sommerhalvårets komme blev fejret med et blót – kaldet fagna veri og fagna sumri.Ström (1985) s. 91. Højtiderne var altså nært knyttet med solens årlige forløb og bestemte månefaser, derfor var datoerne for de enkelte fester bevægelige. Fra kilderne har kendskab til følgende kalenderhøjtider :(moderne kalender i parentes): Diseblót (begyndelsen af februar) Alfeblót (efterår/november) Sejrsblót – her begyndte krigssæsonen – (forår) Midsommerblót (midsommer) Høstblót – når høsten påbegyndes – (august-september) Efterårsblót – når høsten er afsluttet – (midten af oktober) Juleblót (november/december) Alle disse fester blev ikke nødvendigvis fejret overalt på samme tidspunkt og på samme måde. Ritualerne i den nordiske religion havde ikke en fast liturgi, i stedet var der store regionale forskelle over hele det nordiske kulturområde, ligesom fremgangsmåder kunne ændres over tid. De nedenstående blótfester, er dem vi har kendskab til fra skriftlige kilder, men der har givetvis eksisteret adskillige andre. Nogle af dem var offentlige fester for befolkningen i et stort område, mens andre havde en mere privat karaktér.

Diseblót thumb|"Disarblot" af August Malmström.