Sophie Magdalene af Danmark (på , født 3. juli 1746 på Charlottenborg Slot, København, død 21. august 1813 på Ulriksdal Slot nær Stockholm) var en dansk prinsesse, der var dronning af Sverige fra 1771 til 1792. Hun var datter af Frederik 5. og Louise af Storbritannien, og i perioden 1747 til 1749 var hun tronfølger i Danmark. Allerede som femårig blev hun i 1751, til befæstelse af et venskabeligt forhold mellem Sverige og Danmark, forlovet med den daværende svenske arveprins, den senere kong Gustav 3., hvorefter hun blev opdraget til at blive dronning af Sverige.

Ægteskabet mødte imidlertid stærk modstand hos arveprinsens forældre, der var yderst ugunstigt stemt over for forbindelsen, og det var kun gennem kronprins Gustavs eget samtykke, at de svenske stænder i 1766 formåede at gennemtrumfe aftalen mod kongeparrets vilje. Formælingen foregik på Christiansborg Slot i København den 1. oktober 1766, efterfulgt af et bilager i Stockholm den 4. november samme år, og efter sin mands tronbestigelse i 1771 blev Sophie Magdalene formelt kronet som dronning den 29. maj 1772. Den politisk bestemte alliance fik dog ikke de forventede heldige følger for de to landes indbyrdes forhold, og ægteskabet blev i alle henseender ulykkeligt.

Sophie Magdalene var en stilfærdig, lidet fremtrædende personlighed med en mild og god karakter, ligesom hun til det ydre var ganske behagelig og høstede ros for en værdig og majestætisk holdning. Samtidig var hun imidlertid genert og stiv, og hendes evner blev betragtet som værende uden betydning. Med sin alvorlige og religiøse opdragelse kom hun snart til at virke frastødende på den livlige Gustav, som fandt hende kedelig, idet parret på det personlige plan slet ikke passede sammen. Hun fandt det vanskeligt at tilpasse sig ægtemandens forlystelsessyge og larmende hof, hvor hun følte sig fremmed, og selvom hun pligtskyldigt udførte sine ceremonielle opgaver, brød hun sig ikke om selskabslivet. Hun trivedes i stedet bedst i fred og ro med nogle få venner og savnede desuden fuldstændig interesse for tidens åndelige kultur, litteratur og kunst, som hun ikke delte med sin gemal. Hun efterstræbte aldrig nogen politisk rolle under hverken sin mands eller sin søns regering.

Den koldsindighed, som rådede mellem ægtefællerne helt fra begyndelsen, blev først efter knap ti års ægteskab efterfulgt af en vis tilnærmelse. Det lykkedes i 1777 at hidføre en forståelse mellem dem, og i årene 1775-1783 blev forholdet forbedret til at være tålelig godt. Glæden over kronprins Gustaf Adolfs (4.) fødsel den 1. november 1778 blev imidlertid forbitret af skandaløse rygter, der vandt spredning i hofkredsene angående den unge fyrstes byrd. Rygterne vandt især tiltro gennem en uforsigtig optræden fra den gamle enkedronning Lovisa Ulrika, der altid havde været fjendtligt indstillet over for sin svigerdatter. Efter parrets yngre søn, , døde i 1783, faldt det ægteskabelige forhold atter tilbage i den tidligere tilstand af kold ligegyldighed og kølig distance.

Efter mordet på Gustav 3., der døde den 29. marts 1792, trak Sophie Magdalene sig tilbage fra offentligheden og levede et stille liv som enkedronning, hvor hun udøvede megen godgørenhed. Fire år før sin død måtte hun desuden opleve den sorg at se sin søn, Gustaf 4. Adolf, blive afsat fra tronen, hvorefter han og hans familie blev forvist fra Sverige.

Biografi Tidlige år Fødsel og familie thumb|left|Prinsesse Sophie Magdalenes barndomshjem, Christiansborg Slot i København, 1750. Prinsesse Sophie Magdalene blev født den i sine forældres residens på Charlottenborg Slot i København. Hun var det andet barn og den ældste datter af det daværende danske tronfølgerpar kronprins Frederik og kronprinsesse Louise og blev opkaldt efter sin farmor, Dronning Sophie Magdalene. Allerede ved fødslen fik hun sin egen hofstat.

Blot en måned efter hendes fødsel døde hendes farfar, Kong Christian 6., og Prinsesse Sophie Magdalenes far besteg tronen som Kong Frederik 5. Som kongens eneste barn var hun tronfølger fra sin storebror Kronprins Christians død i 1747, til hendes lillebror (den senere Kong Christian 7.) blev født i 1749 og overtog pladsen som tronfølger.

Aftale om ægteskab thumb|Portræt af Sophie Magdalene som barn. I 1743 havde hendes far haft stor udsigt til at blive tronfølger i Sverige, der imidlertid endte med at foretrække Adolf Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp. Det spændte forhold, som siden havde eksisteret mellem det danske kongehus og Sverige, blev ophævet ved et forlig i 1750. For yderligere at befæste venskabet indledte den danske udenrigsminister allerede samme år gennem den franske regering forhandlinger med Sverige om en ægteskabsforbindelse mellem Prinsesse Sophie Magdalene og arvingen til den svenske trone, Adolf Frederiks ældste søn Kronprins Gustav, den senere Kong Gustav 3. I foråret 1751 blev den endelige aftale om ægteskabsforbindelsen indgået, selv om der ikke fandt en formel forlovelse fandt sted, dels på grund af de kommende ægtefællers alder – ingen af dem var endnu fyldt 5 år –, dels fordi ingen af siderne ønskede at binde sig alt for stærkt.

Forbindelsen var arrangeret af Sveriges rigsdag, hvor særligt det i Sverige dengang herskende Hatteparti fik gennemført aftalen. Dette skete på trods af, at det svenske kongepar var imod forbindelsen, der særligt var upopulær hos Kronprins Gustavs mor, Dronning Louise Ulrike, som var den egentlige hersker ved det svenske hof og længe havde været i strid med rigsdagen. Også Prinsesse Sophie Magdalenes mor, Dronning Louise, modsatte sig uden held regeringens planer om ægteskabet, da hun med rette frygtede, at hendes datter ikke ville blive behandlet godt af Dronning Louise Ulrike, der var kendt for sin stolthed, dominerende personlighed og sine anti-danske holdninger, der kom til udtryk i hendes behandling af de danske ambassadører i Stockholm. Efter sigende brød Dronning Louise sig heller ikke om arrangerede ægteskaber på grund af sine egne erfaringer.

Opvækst

thumb|left|Prinsesse Sophie Magdalene.

Dronning Louise Ulrike havde stillet som betingelse, at Prinsesse Sophie Magdalene skulle vokse op og blive opdraget i Sverige, for at hun kunne gå med til ægteskabsplanerne, men dette krav blev ikke imødekommet på grund af modstand fra Prinsesse Sophie Magdalenes mor. Hendes tidligste barndom fandt sted i en harmonisk periode ved det danske hof, hvor Dronning Louise fik lov at tage sig af børnene. Dronning Louise døde imidlertid samme år som ægteskabsaftelen blev indgået, og Kong Frederik 5. giftede sig igen et halvt år efter hendes død med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Prinsesse Sophie Magdalene blev herefter opdraget til at blive dronning af Sverige. Hun fik en streng og religiøs opdragelse af sin farmor Enkedronning Sophie Magdalene, der anså hendes far og bror for moralsk anløbne. Hun var kendt for at have haft gode forhold til sine søskende, sin bedstemor og sin stedmor. Hendes far derimod skræmte hende dog ofte, når han optrådte beruset foran hende, og han var efter sigende kendt for at pudse sine hunde på hende, hvad der gav hende en livslang fobi for hunde.

Prinsesse Sophie Magdalene havde en fransk guvernante, Jeanne Rosselin, og fik i 1754 en informator, Kai Koch. Hun blev undervist i historie, geografi, tysk, fransk, engelsk og tegning. Prinsesse Sophie Magdalena blev også undervist i dans og musik af den kongelige hofdansemester Pierre Laurent fra Pariseroperaens ballet.

thumb|Prinsesse Sophie Magdalene som 19-årig, inden hun kom til Sverige. Carl Gustaf Pilo malede dette portræt på bestilling af Kronprins Gustav nogle måneder inden brylluppet. Hun er afbilledet i en af sine hofdragter og bærer ordenen de l'Union Parfaite.

I 1760 blev forhandlingerne om ægteskabet genoptaget fra dansk side, der anså det for en prestigesag. Forhandlingerne blev ført mellem den danske regering og Dronning Louise Ulrike, eftersom man ikke regnede med Kong Adolf Frederik andet end rent formelt. Dronning Louise Ulrike hævdede, at forlovelsen var blevet påtvunget dem mod deres vilje af grev Tessin og ikke længere burde anses som gældende, og at hun i stedet planlagde et ægteskab mellem Gustav og sin niece, Philippine af Brandenburg-Schwedt. Den danske ambassadør klagede også over, at Dronning Louise Ulrike behandlede ham fjendtligt og fyldte Kronprins Gustav med fordomme om Danmark.

Frederik 5. var dog fast besluttet på at forbindelsen skulle realiseres: "Hans danske majestæt kunne ikke lade sin datters interesser ofre for den svenske dronnings fordomme og luner". Den svenske offentlighed var dog positiv indstillet overfor forbindelsen, fordi det var forventet, at Sophie Magdalene ville minde om den sidste danske prinsesse, som havde været dronning af Sverige, Ulrikke Eleonore af Danmark, der ved sin gavmildhed og velgørenhed var blevet populær i Sverige. Stænderne krævede ægteskabet ført ud i livet, og nu var det særligt det modsatte parti, Huepartiet, der støttede alliancen, da de forventede, at Sophie Magdalene ville blive en mere føjelig og blid dronning end den hovmodige og politiske Louise Ulrike.

I 1764 forlød det, at Kronprins Gustav selv begyndte at blive mere positiv over for ægteskabsplanerne, da han ønskede at frigøre sig fra sin mor, der var begyndt at betragte ham med uvilje på grund af den stadig mere ledende stilling, han var indtog ved hoffet. Den 20. oktober fortalte Kronprins Gustav selv til Dronning Louise Ulrike, at han ønskede at indgå ægteskabet af egen fri vilje. Det modtog Louise Ulrike meget dårligt, da hun netop forhandlede med sin bror Frederik den Store af Preussen og Katarina den Store af Rusland om at arrangere en form for kompensation til Danmark for det aflyste ægteskab. Til sidst måtte kongeparret dog give efter for det massive pres, og i 1766 blev aftalen endelig ført ud i livet på trods af advarsler fra den danske gesandt i Stockholm, Joachim Otto Schack-Rathlou.

Kronprinsesse

Bryllup

thumb|left|Portræt af Sophie Magdalene.

Den 14. januar 1766 døde hendes far, Kong Frederik 5., og Prinsesse Sophie Magdalenes lillebror besteg tronen som Kong Christian 7. Senere samme år, den 3. april, blev forlovelsen mellem Prinsesse Sophie Magdalene og Kronprins Gustav bekendtgjort med festligheder i både Stockholm og København. Og den 1. oktober blev hun efter tidens skik gift med Kronprins Gustav ved en såkaldt prokurationsvielse i Christiansborg Slotskirke, hvor brudens halvbror, Arveprins Frederik, fungerede som stedfortræder for brudgommen. Samme dag blev hendes bror kongen gift ved en tilsvarende prokurationsvielse i London med Prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, og det blev anset for vigtigt, at Sophie Magdalene forlod Danmark før sin nye svigerindes ankomst.

Sophie Magdalene blev færget over Øresund i en forgyldt slup fra Kronborg i Danmark til Helsingborg i Sverige. Da sluppen var nået halvvejs over Øresund, forstummede den danske kanonsalut, og den svenske tog over. I Helsingborg blev hun budt velkommen af Kronprins Gustav, den danske gesandt Joachim Otto Schack-Rathlou og sin svoger prins Carl af Hessen, som var ankommet kort før hende den samme dag. Da hun skulle stige i land, var Gustav bange for, at hun skulle falde, og han rakte hende derfor hånden med ordene: "Vær forsigtig, madame!" Denne replik blev meget omtalt ved det svenske hof og gav anledning til meget sladder.

Kronprins Gustav fulgte hende derefter til Örebro, inden han blev genforenet med hende i Västerås. Den 27. oktober mødte Sophie Magdalene Kong Adolf Frederik på herregården Stäket. Dagen før havde hun der også uformelt mødt sine to svogre, Hertug Karl af Södermanland og Hertug Frederik Adolf af Östergötland. Selskabet mødte derefter Dronning Louise Ulrike og Prinsesse Sophie Albertine på Säby bruk. Det første møde mellem Dronning Louise Ulrike og Sophie Magdalene skal være gået meget godt på grund af den underdanighed, som Sophie Magdalene udviste overfor sin svigermor.