Stormen på København (svensk: stormningen av Köpenhamn), også kendt som slaget om København, den 11. februar 1659, var et større slag under Karl Gustav-krigene, som fandt sted under den svenske belejring af København.
Efter de svenske styrkers ankomst til Sjælland den 7. august 1658 havde de til hensigt at angribe København og dermed erobre Danmark. Ved ankomsten til København den 11. august besluttede svenskerne imidlertid at indlede en belejring af byen i stedet for straks at angribe. Den 11. februar gennemførte de et mislykket stormangreb på byen, hvilket førte til store tab og deres efterfølgende tilbagetog. Selvom de svenske styrker blev svækket, fortsatte belejringen i endnu et år og ophørte først officielt med underskrivelsen af Freden i København den 27. maj 1660.
Det vellykkede forsvar af København af de dansk-nederlandske styrker tilskrives af historikere hverken deres samlede militære styrke eller byens udholdenhed under belejringen. I stedet forklares udfaldet af belejringen og det efterfølgende slag med dårlig planlægning og forhastede beslutninger fra Karl 10. Gustav, som i sidste ende sendte sine styrker i kamp under ugunstige forhold.
Baggrund Under de nordiske krige krydsede den svenske hær under Karl 10. Gustav, efter invasionen af Jylland, de tilfrosne bælter under marchen over bælterne og besatte størstedelen af Sjælland. Invasionen begyndte den 11. februar 1658 og tvang Danmark til at søge fred. En foreløbig aftale, freden i Taastrup, blev underskrevet den 18. februar 1658. Den endelige fred, freden i Roskilde, underskrevet den 26. februar 1658, medførte betydelige territoriale afståelser til Sverige. Danmark afstod alle områder øst for Øresund samt de norske landskaber Bohuslen og Trondheim, svarende til omkring en tredjedel af rigets territorium.
Den svenske konge var imidlertid ikke tilfreds med udfaldet. På et rigsrådsmøde på Gottorp Slot den 7. juli besluttede Karl 10. Gustav at fortsætte krigen med henblik på at erobre hele Danmark. Uden varsel og i strid med traktaten beordrede han et nyt angreb på Danmark-Norge. De svenske styrker forblev i landet efter traktatens indgåelse og kontrollerede det meste af Danmark med undtagelse af København.
Danmark baserede sit forsvar på støtte fra allierede. Polen og Brandenburg sendte hære til Jylland, mens Nederlandene sendte en flåde til den belejrede hovedstad.
Belejring thumb|Heinrich Hansens maleri fra 1886, En scene fra Københavns belejring. Svenske styrker gik i land ved Korsør den 7. august 1658. Nyheden om de fremrykkende tropper nåede København dagen efter og blev mødt med udbredte opfordringer til flugt. Kong Frederik 3. valgte imidlertid at blive i byen og organisere forsvaret og skal ifølge samtidige kilder have udtalt, at han ville "dø i sin rede". Den 10. august organiserede han byens forsvar ved at tildele borgerne privilegier svarende til adelens, og gennem deres arbejdskraft og økonomiske bidrag blev befæstningerne hurtigt forbedret.
Samme dag indledte en svensk flåde på 28 skibe en blokade af Københavns Havn.Isacson, p. 191. Om aftenen den 11. august nåede Karl 10. Gustav med sine styrker frem til Valby Bakke (det nuværende Frederiksberg), hvorfra den danske hovedstad kunne overskues. Frederik 3. havde forinden beordret alle bygninger uden for byens volde brændt ned, selv om de husede en tredjedel af befolkningen. Samme dag blev byens porte lukket og forblev lukkede i de følgende 22 måneder.
Ved ankomsten stod den svenske konge over for valget mellem et øjeblikkeligt angreb eller en belejring med henblik på at udmatte byen. Efter uenighed blandt rådgiverne besluttede han det sidste. Beslutningen er senere blevet betvivlet, da de danske forsvarsværker på dette tidspunkt var svage. Københavns befolkning sluttede imidlertid op om Frederik 3., og byens volde, grave og øvrige forsvarsanlæg blev hurtigt forbedret. Kanoner blev indbragt fra skibe i havnen og opstillet ved sandsynlige angrebsretninger. Byen rådede desuden over betydelige forsyninger, herunder 50 ton bly, 4.000 musketter og ca. 810 km tændsnor.Isacson, pp. 192–196.
Den svenske belejringsstyrke bestod af 11 brigader og 16 eskadroner med i alt ca. 4.000 infanterister, 2.000 ryttere og 50 kanoner. Svenskerne affyrede dagligt over 200 glødende kugler mod byen, og flere tunge haubitser blev indsat, herunder den såkaldte "Eric Hansson", som tidligere var anvendt ved belejringen af Kraków. Københavns borgere modstod bombardementet, og byens brandberedskab begrænsede ildspåsættelserne.Isacson, p. 203. De svenske stillinger blev beskudt fra voldene samt fra bevæbnede fartøjer ved Kalvebod Brygge og nær Kastellet.
Svenskerne erobrede den ydre forsvarslinje, opført i 1625 af Christian 4., som var forfaldet. Den blev hurtigt udbedret, og artilleri blev rettet mod byen.Isacson, p. 197. Danskerne iværksatte som svar flere modangreb. Den 23. august 1658 gennemførte omkring 3.000 studenter, søfolk og soldater et overraskelsesangreb gennem en skjult passage i bymuren, hvor de ødelagde igangværende befæstningsarbejder og erobrede tre kanoner. Dette udfald blev senere kendt som Generaludfaldet.Isacson, pp. 198–199.
250px|thumb|left|Den hollandske flåde ankommer til København.
Uden for København erobrede svenskerne Kronborg den 6. september og angreb Amager den 8. oktober, hvilket forværrede byens forsyningssituation. Svenskerne påbegyndte desuden anlæggelsen af skyttegrave mod Vesterport med henblik på et angreb på byen. Inden arbejdet var fuldført, ankom imidlertid en nederlandsk undsætningsflåde under kommando af løjtnantadmiral Jacob van Wassenaer Obdam, hvilket førte til slaget i Øresund den 29. oktober 1658. Den nederlandske sejr ophævede søblokaden og muliggjorde, at omkring 2.000 nederlandske soldater samt forsyninger nåede frem til hovedstaden.
Efter nederlaget i slaget i Øresund opgav svenskerne deres skyttegrave ved Vesterport og lejren ved Valby og etablerede i stedet den befæstede lejr Carlstad ved Brønshøj, hvorfra belejringen blev opretholdt. De første tre måneder af belejringen udgjorde dens mest afgørende fase, idet der var begrænset militær aktivitet i perioden fra november 1658 til februar 1659.
Modstående styrker thumb|Kort over København fra 11. februar 1650. Efter at københavnerne havde modstået omkring seks måneders belejring, bombardementer og angreb, forsøgte svenskerne at indtage byen gennem et større stormangreb. En fortsat belejring gav ikke længere udsigt til succes, efter at søvejene var blevet åbnet af nederlænderne. Danske spioner erfarede, at angrebet skulle finde sted natten til den 10. februar, og advarede københavnerne, som herefter forberedte forsvaret og oplagrede våben og ammunition.
Københavns volde var bevæbnet med omkring 300 kanoner, morterer og andet artilleri, mens en lang række forskellige våben var gjort klar, fra musketter og arkebuser til morgenstjerner, leer, kogende vand og tjære. Håndværkere, studenter og andre civile blev inddelt i ni kompagnier, som hver fik tildelt en del af volden at forsvare. De professionelle soldater blev placeret ved de ydre forsvarsværker, Kastellet og Slotsholmen. Nederlænderne havde en styrke på 2.000 soldater i byen.Isacson, p. 219. Den svenske hær bestod af omkring 8.000 professionelle soldater, mens de danske styrker, der bestod af en blanding af professionelle soldater, milits og uerfarne civile, var af tilsvarende størrelse.
Angreb Svenskerne indledte angrebet med et afledningsangreb mod Christianshavn og Slotsholmen om aftenen den 9. februar. Angrebet blev slået tilbage, og svenskerne efterlod en af deres stormbroer, som danskerne erobrede og målte. Det viste sig, at de svenske stormbroer var 36 fod lange, og danskerne indså derfor, at de kunne gøre dem ubrugelige ved at udvide de isfrie områder i voldgravene. Voldgravene og strandbredderne var blevet holdt fri for is, og de isfrie områder blev nu udvidet til 44 fod med hjælp fra 600 nederlandske marinesoldater. Isen var tyk, og arbejdet blev udført under kraftigt snefald fra klokken 16 om eftermiddagen til aften den 10. februar.
Danske spioner rapporterede, at den svenske hær havde forladt sin lejr Carlstad ved Brønshøj og indtaget stillinger bag Valby Bakke. Svenskerne havde til hensigt at gennemføre et overraskelsesangreb og var iført hvidt tøj for at falde sammen med sneen og tågen, mens de rykkede frem over det tilfrosne farvand mod København. Da svenskerne indledte deres stormangreb omkring midnat samme aften, mødte de kraftig modstand.
De vigtigste angreb blev rettet mod Christianshavn og Vestervold, men den opsplittede is og den koncentrerede ildkraft fra voldene medførte store svenske tab. Svenskerne kæmpede sig dog frem til toppen af volden, hvor der opstod voldsomme nærkampe. Da svenskerne indså, at angrebene mod den vestlige del af voldene var ved at mislykkes, besluttede de at gennemføre et støttende angreb ved Østerport. Svenskerne nåede tæt på Nyboder og var i færd med at krydse voldgraven, da de blev udsat for et bagholdsangreb og trak sig tilbage med store tab.
Eftervirkninger thumb|Morgenen efter angrebet på København, 1659, malet af Christian Mølsted i 1919. Omkring klokken fem om morgenen den 11. februar opgav svenskerne angrebet og trak sig tilbage.Isacson, p. 221. De havde lidt store tab med omkring 2.000 dræbte. Uden for Københavns volde blev 600 lig talt, men mange flere var omkommet i det iskold vand og blev aldrig fundet. Yderligere mange blev såret, og mindst 900 sårede blev sendt til Køge og Roskilde til behandling. Danskerne havde kun omkring 20 dræbte.
Selvom de svenske styrker havde trukket sig tilbage, fortsatte belejringen af hovedstaden. I foråret 1659 sendte nederlænderne endnu en flåde og hær under viceadmiral de Ruyter for yderligere at forstærke byen og afskære de svenske forsyningslinjer, så belejringen kunne ophæves. Efter at Nyborg var blevet erobret af en nederlandsk-dansk styrke under slaget ved Nyborg, opgav svenskerne helt de danske øer.
Den 24. marts 1659 stadfæstede Frederik 3. de udvidede privilegier, som han havde lovet Københavns borgere til gengæld for deres deltagelse i befæstningen af byen. Da dette gav almindelige borgere rettigheder, der tidligere kun var forbeholdt adelen, bidrog det til de voksende spændinger mellem monarkiet og adelen. Disse spændinger førte senere til statskuppet i 1660 i Danmark.
Selvom den dansk-nederlandske sejr ved København tvang Karl 10. Gustav til at opgive ambitionen om en fuldstændig erobring af Danmark, førte den ikke umiddelbart til fredsforhandlinger. Først efter Karl 10. Gustavs død indledte regentrådet for hans efterfølger, kong Karl 11., straks bestræbelser på at afslutte krigen på alle fronter. Forhandlingerne begyndte, og freden i København blev underskrevet den 27. maj 1660. Traktaten markerede afslutningen på Den Anden Nordiske Krig mellem Sverige og alliancen af Danmark-Norge og Den polsk-litauiske realunion. Med traktaten opgav Sverige sine krav på de danske øer, Bornholm og Trondheim mod at opnå fri gennemsejling gennem de dansk-kontrollerede stræder. Sammen med freden i Roskilde afsluttede traktaten en generation med krige og fastlagde de nuværende grænser mellem Danmark og Sverige.
Arv I 1659 blev der præget mønter til minde om byens vellykkede forsvar, hvor Københavns bevarelse blev tilskrevet Guds indgriben. Den 11. februar blev i 1660 gjort til en permanent og obligatorisk helligdag under navnet Taksigelsesfesten. Dagen var en mindedag, der blev markeret med klokkeringning, prædikener og obligatorisk kirkegang. Taksigelsesfesten blev afholdt årligt indtil 1766, hvor den blev afskaffet efter kongens datter, Sophie Magdalenas ægteskab med den svenske kronprins Gustav 3.
Referencer
Litteratur Sebastian Olden-Jørgensen, Stormen på København 1659 – Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år, Museum Tusculanums Forlag, 2011. .
Kategori:Karl Gustav-krigene København 1659, Stormen på København 1659 Kategori:Begivenheder i 1659 Kategori:København i 1600-tallet