Susanne Salomonsen (bedre kendt som Sanne Salomonsen) (født 30. december 1955 i København) er en dansk sangerinde og sangskriver, der betragtes som en institution i dansk rock som skelsættende popidol siden 80'erne, og på den baggrund har fået tilnavnet Rock mama. Salomonsen syntes i en alder af 31 omkring den tid hun fik tilnavnet af en journalist: Da jeg hørte det stykke musik [fra OneTwo], tænkte jeg, at nu var jeg blevet mor for en generation i rockmusikken. Hun sagde i 2011: Når jeg kigger rundt på den danske scene, så kan jeg jo tydeligt se, at hvis der er en rockmama, så er det mig. Sådan er det.
Sanne Salomonsen har siden sin professionelle debut i starten af 1970'erne udgivet 21 soloalbummer på dansk eller engelsk og inden for forskellige genrer som rock, pop og jazz. Hun har desuden udgivet musik i konstellationerne Sneakers, Anne Linnet Band og Cowgirls. Foruden sin lange solokarriere har Sanne Salomonsen været en meget benyttet korsangerinde, og har således optrådt på udgivelser med Gnags, Sebastian, Kasper Winding, Lis Sørensen, Michael Falch, Anne Linnet, og Sko/Torp.
Liv og karriere Opvækst og tidlig karriere (1955–1973) thumb|Sanne Salomonsen i Århus, 2005. Sanne Salomonsen blev født i København som datter af videnskabsmand og universitetslektor Finn Salomonsen (1909–83) og Ruth Birgit Nielsen (1923–2010). Salomonsens naturlige hårfarve er rød. Som 11-årig flyttede hun med familien til den københavnske forstad Holte. Hun voksede op i en musikalsk familie, hvor faderen var amatørjazzpianist. Som seksårig medvirkede hun i en tv-indspilning af balletten Elverhøj, hvor hun spillede elverpige. Hun fik efterfølgende et tilbud om at blive optaget på Den Kongelige Balletskole, men forældrene afslog. I 1967 fik Salomonsen sin debut som sangerinde i et lokalt band i en alder af 13 år. Året efter kom hun med i rockbandet Curled Edges sammen med musikere fra Beefeaters og The Maxwells. Efter at have afsluttet 9. klasse fik hun rollen som Shella i musicalen Hair. I den forbindelse fik hun tilnavnet Lille Sanne Superstar. Daværende teaterdirektør Klaus Pagh blev så begejstret for Salomonsen, at han besluttede sig for at give hendes gratis undervisning på ABC Teatrets Elevskole. I den forbindelse fik hun roller i musicalerne Godspell og Touch, mens hun sideløbende havde små roller i tv-serien Huset på Christianshavn. På det tidspunkt havde hun så stor succes, at pladeselskabet Sonet skrev kontrakt med den 17-årige Salomonsen og udsendte hendes debutalbum, Sanne Salomonsen (1973). Et album med gæstemedvirken af bl.a. trompetist Palle Mikkelborg og trommeslager Kasper Winding. Hun fik især et stort hit med Sebastians oversættelse af Charles Fox og Norman Gimbels sang "Killing Me Softly", der blev til "Søgte mit indre".
Precious Moments, Sneakers og Anne Linnet Band (1974–1984)
Op gennem 1970'erne var Salomonsen med i flere forskellig musikalske konstellationer. Fra 1976–78 var hun med i vokalpop-gruppen Flair, der også talte Lasse Lunderskov og Tamra Rosanes. Med Flair udgav hun albummene Flair (1976) og Stop, Look & Listen (1977), der begge var indspillet i Abbey Road Studios med Hank Marvin som producer.Flair. Discogs. I 1977 udgav hun sit andet album, Precious Moments på EMI. Hun var fra 1972 og cirka 3 år frem solist med gruppen Kansas City Stompers og medvirkede på albummet Wild Bill Davison in Copenhagen, og i Palle Mikkelborgs V8. Hun indspillede desuden albummet I Hear Voices med det tyske bigband Peter Herbolzheimer Rhythm Combination & Brass i 1978I Hear Voices af Peter Herbolzheimer Rhythm Combination & Brass. Discogs. og turnerede i Tyskland, Holland og Sverige. Samme år sang hun duet med C.V. Jørgensen på "Lidt til og meget mer'" fra soundtracket til Mig og Charly-filmen.
I 1980 kom Salomonsen med i Kærså og Mikkel Nordsøs rockband Sneakers, der debuterede med et selvbetitlet album samme år. I Sneakers tilegnede Salomonsen sig en sangstil inspireret af blues- og soulmusikken. Bandet markerede Salomonsens gennembrud og blev yderligere cementeret af de efterfølgende album Sui Sui (1981) og Rou'let (1982), der gav bandet hits som "Sui-Sui" og "Woodoo". Sidstnævnte skrev Salomonsen sammen med Hans-Henrik Koltze. Sideløbende var Salomonsen medlem af Anne Linnet Band med sangerinderne Anne Linnet og Lis Sørensen fra 1979-82. I 1983 havde Salomonsen hovedrollen i Ole Roos-filmen Forræderne og medvirkede i musicalen Tvillingernes Tegn på Bellevue Teatret. To sange fra musicalen blev udgivet på singlen "Hør mit hjerte slå"/"Der er et lys", produceret af Kasper Winding og Kim Sagild. Samme år døde hendes far efter længere tids sygdom. I Sverige fik hun hovedrollen i spillefilmen Smuglerkongen (1984), mens hun i Danmark var med i musicalen Berlin '84 på Bellevue Teatret. Musikken fra musicalen udkom samtidig under konstellationen Anne Linnet/Salomonsen. Samme år udsendte Sneakers deres fjerde og sidste album, Katbeat, hvorefter bandet blev opløst i 1985. I efteråret 1984 medvirkede hun i den svenske komediefilm Svindelforretningen.
Tiden efter Sneakers og internationale ambitioner (1985–1999)
Salomonsen og Lis Sørensen spillede hovedrollerne i musicalen Zarai (1985) med musik af Morten Kærså. Efterfølgende udkom Salomonsens tredje soloalbum, Sanne Salomonsen. Samme år medvirkede hun på den svenske støttesingle "Berg är till för att flyttas" til fordel for den afrikanske frihedsbevægelse, ANC, og optrådte til to støttekoncerter i november. I 1986 turnerede Salomonsen i det svenske orkestrer Off Course, og tog til byen Key West i Florida for at indspille på værtshuset Sloppy Joe's. Salomonsens fjerde soloalbum Ingen engel udkom i 1987 efter tre måneder i studiet med producer Tony Taverner. Albummet udkom også i en engelsk udgave med titlen No Angel, men indspilningerne var præget af uoverensstemmelser med pladeselskabet Virgin og Tony Taverner, der forsøgte sig med en "heavy metal-Tina Turner-lyd" uden Salomonsens samtykke. Sangerinden krævede derimod at samme hold af skandinaviske musikere skulle medvirke. Albummet blev derfor ikke det internationale gennembrud man havde håbet på.
Sammen med Søs Fenger, Thomas Helmig og Anne Linnet udgav Salomonsen støttesinglen "Den jeg elsker, elsker jeg" til fordel for AIDS-Fondet. Sangen hittede i hele Skandinavien og modtog en Dansk Grammy for Årets danske hit. Året efter udkom soloalbummet Sanne, produceret af Rugsted & Kreutzfeldt. Albummet gik ind som nummer ét i Sverige, som den første danske plade nogensinde, og solgte samlet 600.000 eksemplarer i Skandinavien. På albummet skrev Stig Kreutzfeld og Thomas Helmig kæmpehittet "Kærligheden kalder", ligesom Helmig sang duet på "Jeg’ i live". Sanne endte med at blive året mest solgte danske rockalbum, og udkom året efter i en engelsk version med titlen Love Is Gonna Call. Sanne er det femte mest solgte album nogensinde i Danmark, med over 400.000 solgte eksemplarer indtil 2007.
Salomonsen samarbejdede igen med Anne Linnet i 1990 om musikken til musicalen Gøngehøvdingen, der senere udkom på albummet Krig og kærlighed. Året efter udkom Where Blue Begins, der var indspillet i Memphis, Tennessee. Albummet solgte 400.000 eksemplarer i Skandinavien, og udkom efterfølgende i Nord- og Mellemeuropa. For albummet modtog sangerinden en Grammy for Årets danske sangerinde i 1992. Under indspilningerne af "Knowing Me, Knowing You" til et ABBA-hyldest album mødte hun trommeslageren Peter Schiøtz, som hun blev kæreste med. Deres forhold varede indtil begyndelsen af 1999. "Knowing Me, Knowing You" blev produceret af Nikolaj Steen, hvilket blev starten på et mangeårigt samarbejde.
Salomonsen forsøgte sig endnu engang med en international karriere med 1994-albummet Language of the Heart, hvor det amerikanske band Little Feat medvirkede. Gennembruddet udeblev, da Salomonsen fravalgte at flytte til Los Angeles til fordel for sin søn. Om det mislykkedes forsøg på at slå igennem i USA sagde Salomonsen: Det var ikke så meget at lave pladerne, men alt det med at promovere dem bagefter. [...] For mig handler det om at spille, og det lagt sammen med at bo i Nordjylland og hele tiden rejse til USA og samtidig være en god mor, det kunne jeg ikke få til at gå på i en højere enhed. I stedet valgte sangerinden at fokusere på Skandinavien. Efter at have turneret med Language of the Heart indspillede Salomonsen livealbummet Unplugged i 1994, der vandt to Grammy'er for Årets danske sangerinde og Årets danske live udgivelse i 1995.
Efter flere engelsksprogede album udsendte Salomonsen 1996, der var produceret af Nikolaj Steen, og turnerede med albummet det følgende år. Albummet solgte 100.000 eksemplarer i Skandinavien, heraf 50.000 i Danmark.
I 1997 medvirkede Salomonsen på jazzmusikerne Chris Minh Doky og Niels Lan Dokys album Doky Brothers 2, og året efter på det Niels Lan Doky-producerede album Something Special, hvor en række danske kunstnere fortolkede kendte sange i jazz-udgaver. Efter at have turneret med Chris Minh Doky i 1998 opstod idéen om at lave et coveralbum med jazz-popsange. Resultatet blev coveralbummet In a New York Minute, udgivet sammen med den til lejligheden sammensatte Chris Minh Doky Quartet. Albummet blev indspillet på blot ti dage og har siden solgt 100.000 eksemplarer. Sanne Salomonsen var i 1999 i et kortvarigt forhold med entertaineren Thomas Eje, der ifølge hende varede et par måneder. Samme år medvirkede Sanne Salomonsen på udgivelsen A Touch of Gospel sammen med en lang række etablerede danske sangere. Hun biddrog med fortolkningerne af Roxettes "It Must Have Been Love" og Eric Claptons "Change the World". Albummet har solgt 75.000 eksemplarer.
Cowgirls, Freedom, The Album og Melodifestivalen (2000–2005) thumb|Cowgirls bestående af Salomonsen, Lis Sørensen og Tamra Rosanes. I 2000 blev Salomonsens karriere opsummeret på opsamlingsalbummerne De bedste af de bedste vol. 1 og De bedste af de bedste vol. 2. I 2001 medvirkede Salomonsen på soundtracket til børnefilmen Send mere slik med sangen "Little White Doll". I 2001 spillede Salomonsen hovedrollen som Eva Peron i Det Danske Teaters opsætning og turné af musicalen Evita. Samme år dannede Salomonsen coverbandet Cowgirls med Lis Sørensen og Tamra Rosanes, der udsendte albummet Girls Night Out i september 2001. Albummet gik direkte ind som #1 på hitlisten, og modtog i december platin for 50.000 solgte eksemplarer.
I løbet af 2002 indspillede Salomonsen et nyt soloalbum under kontrakt med EMI-selskabet Medley Records, der udkom 31. marts 2003 med titlen Freedom. Producer var endnu engang Nikolaj Steen, mens sangskrivere talte kendte navne som Ivan Pedersen, Søren Sko, Søren Rasted, samt dance-duoen Infernal. Selv beskrev Salomonsen albummet som en voksen popplade med nogle stærke sange, hvor man har lyst til at høre hele cd’en igennem. Og så håber jeg da, at jeg er nysgerrig – at jeg udforsker det, der sker musikalsk uden at blive utroværdig. Albummet blev en succes med 55.000 solgte eksemplarer, og gav hende radiohittet "Teardrops in Heaven". Gennem hele 2004 spillede Salomonsen slotskoncerter i Danmark med Radiounderholdningsorkestret og i Sverige med svensk sanger Mats Ronander.
I slutningen af 2004 skiftede Salomonsen til pladeselskabet Copenhagen Records med ambitionen om at genvinde det norske og svenske marked. Hun udsendte den 28. februar 2005 sit tolvte soloalbum, The Album. Det var hovedsageligt skrevet af svenske musikere og produceret af Nikolaj Steen og Óli Poulsen. Albummet gik ind som nummer ét på den danske hitliste og modtog i juli 2005 platin efter at have solgt 45.000 eksemplarer. I foråret optrådte Salomonsen med The Show på Bellevue Teatret i København, der i alt blev set af mere end 40.000 mennesker. Showet udkom i 2006 på DVD. Samme år udkom biografien The Book af Salomonsen og journalist Maise Njor.