Blitzkrieg er et RTS-spil fra 2003, hvor man er chef for en hærenhed under 2. verdenskrig. Man kan vælge at være vestallieret (brite og senere amerikaner), tysker eller sovjetborger. Kampene kan spilles som en træfning i et af de historiske slag, som et tilfældigt opbygget slag, eller et spil, man selv har redigeret. Slagmarken er en firkant set skråt foroven, og man kan zoome sig ind. Terrænet er kendt, men fjendens enheder er kun synlige ved tilstedeværelse af egne styrker.
Enheder Når en mission starter, får man tildelt nogle enheder. Hvis de dræbes, vil man i ganske få tilfælde få tildelt nye (f.eks. snigskytten). Missionerne er opdelt i delmissioner, og ved at udføre en delmission kan man få forstærkninger (f.eks. ved at erobre en bro kan man få kampvogne). Tre af ens enheder kan overføre deres erfaring fra mission til mission. De starter som regular unit og kan arbejde sig op til veteranniveau. Hvis de dør i en mission, bliver erstatningens erfaringsniveau lavere. Inden en ny mission begynder, får man mulighed for at udskifte nogle af enhederne, f.eks. panserværnskanon til haubits eller panservogn til kampvogn.
Infanteri Infanteriet er opdelt i 10-mandsgrupper, der kan styres samlet. Man kan med [C] opdele infanteristerne i mindre grupper, og med [Ctrl] kan man samle større infanterienheder. Dette gælder også for faldskærmstropper, mens snigskytterne fra starten er enkeltmandsgrupper. Ulemperne ved infanterister er deres sårbarhed, langsommelighed og ringe ildkraft. Infanterister kan kamufleres og være svære at opdage, de kan anbringes i skyttegrave og bygninger for at øge deres beskyttelse. Soldater på march kan flyttes hurtigere ved at give dem et lift ovenpå kampvogne eller i lastvogne. Ved bevægelse over for fjendtlige styrker kan man med [Z] vælge at lade soldaterne storme frem eller at lade dem kravle uset mod dem. Infanteriets håndvåben har en ringe rækkevidde, og ildkraften kan forbedres ved at lade soldaterne observere de tunge våbens nedslag. Uden infanteri vil det i mange tilfælde være umuligt at erobre landsbyer eller at forsvare disse. Den største fordel er dog, at deres tab let kan erstattes. I hver 10-mandsgruppe er der en officer og i de fleste tilfælde en let maskingeværskytte og en panserværnsskytte. De 7-9 andre soldater er almindelige skytter; i begyndelsen er de riffelskytter som under 1. verdenskrig, senere overgår de på grund flere bykampe til at være maskinpistolskytter.
Vestallieret: Lee-Enfield riffel 1940-43. Stengun maskinpistol 1943-44. Thompson maskinpistol 1944-45 US. Tysker: Mauser 98k riffel 1939-44. MP40 (Maschinenpistole) maskinpistol 1941-44. Sturmgewehr 44 automatriffel 1944-45. Sovjetunionen: Mosin rifler 1939-42. PPD (Pistolet-Pulemet Degtjarjova) maskinpistoler 1941-43. PPSj (Pistolet Pulemet Spjagina) maskinpistoler 1944-45.
Panserværnsskytterne bruger panserbrydende projektiler i starten, men efterhånden som panseret bliver tykkere, overgår de til raketdrevne bazookaer og Panzerfaust.
Vestallieret: Boys 13,97 mm panserværnsriffel 1940-43. Bazooka raketstyr 1944-45 US. Tysker: PzB39 (PanzerBüchse) 7,92 mm panserværnsriffel 1939-43. Panzerfaust 60 raketstyr 1944-45. Sovjetunionen: PTRD (ProtivoTankovoje Ruzjo Degtjarjova) 14,5 mm panserværnsriffel 1941-45. PTRS (ProtivoTankovoje Ruzjo Simonova) 14,5 mm panserværnsriffel 1942-44.
Soldaterne er som robotter; kender hverken til frygt, træthed eller smerte! Selvom nogle soldater har løbet rundt fra den ene ende af banen til den anden og er halvdøde af sår, vil de angribe overlegne fjendtlige styrker uden vrøvl!
Snigskytter kan vælge at være kamufleret, mens de sniger sig af sted. Deres kikkertsigte kan se længere end normale soldater. Når snigskytten har dræbt sit mål, skifter han selv position (for ikke at blive opdaget). Almindelige soldater kan ikke omdannes til snigskytter.
Artilleri Langtrækkende artilleri (12–20 km rækkevidde) bruges til at blødgøre fjenden. Med [Z] vil indirekte ild kunne vælges, og egne styrker i skudlinjen vil blive dræbt. Ved direkte ild [R] vil ens egne folk blive skånet. Præcisionen vil forbedres, hvis man tæt på målet har observatører (primært snigskytter og rekognosceringsfly, men alle enheder bortset fra jagerfly kan dirigere ilden. Haubitser har kortere rør end kanoner og skyder i krumme baner. På kortet vil orange ringe spredes fra fjendens langtrækkende artilleri grundet akustisk efterretning. Modstanderen vil ligeledes kunne ’se’ ens artilleri, og artilleridueller kan opstå. Derfor er det vigtigt at opstille sine kanoner adskilt fra andre enheder (især lastvogne). Rækkevidden af eget artilleri ses ved at trykke på [Alt][R]. Kanoner bruger megen ammunition, og et gult ikon dukker op ved lav beholdning. Når al ammunitionen er bortskudt, vises ikonet i rødt. Langtrækkende artilleri er effektivt mod stationære mål som betonbunkere, troppekoncentrationer, minefelter, fjendtligt artilleri og broer. Ulempen ved artilleriet er, at lastbiler er nødvendige for at flytte rundt på dem. Under transport kan artilleriet ikke skyde, og opstilling tager tid. Kanonbesætningerne er udsatte, men med [F] kan de omgives af sandsække. Faldskærmstropper kan let indtage kanonstillinger, så de skal omgives af andre styrker. Under 2. verdenskrig og i spillet udvikler artilleriet sig fra trukne kanoner til selvkørende artilleri og raketter (stalinorgler).
Panserværnskanoner er defensive våben, der kan gennembryde panseret på kampvogne og andre pansrede køretøjer. Deres rækkevidde er i spillet 1–2 km, og de skal kunne se deres mål. Man kan ikke angribe med panserværnskanoner, men man kan lægge sig i baghold for fjendens kampvogne. Antiluftskyts har en høj skudkadence, men en lille kaliber. Dette er perfekt mod fly, da disse er svagt pansrede og bevæger sig hurtigt. I spillet kan antiluftskyts med lethed gøre det af med kampvogne. Antiluftskytsets besætning er ret udsat for kugler og sprængstykker, så derfor kom der selvkørende Wirbelwind, pansret antiluftskyts, i sidste halvdel af krigen. Antiluftskytset skyder automatisk på fjendtlige fly inden for rækkevidde. Mortérer er små granatkastere, der kan flyttes af besætningen. Mortérer affyrer højeksplosive granater, der er bedst mod soldater og upansrede køretøjer. De har en kort rækkevidde, men kan skyde over huse. Man kan anbringe sine mortérer bag et hus og stadig beskyde fjenden.
Tunge maskingeværer kan kun affyres fra stativer og har en høj skudkadence. Kan flyttes af skytterne og bruges mod soldater, der angriber ens stillinger. Sovjetunionen har i nogle baner jernbaneartilleri, der er pansret og har en lang rækkevidde. Nødvendigheden af skinner og et sårbart lokomotiv virker noget hæmmende. Panser
I begyndelsen af 2. verdenskrig var små kampvogne på 9-10 tons med tre mands besætning populære. De skulle blot give ildstøtte til infanteriet og havde små kanoner. Hjuldrevne panservogne på 4-5 tons blev brugt til rekognoscering og var hurtigere end de bæltedrevne kampvogne. Britiske kampvogne som Matilda (27 t) var langsomme med relativt tykt panser og skulle bruges i en forsvarskamp.
Tyskerne gik ind for lynkrig, og deres kampvogne skulle kunne tilbagelægge adskillige kilometer. De tyske Panzer II og III havde et relativt tyndt panser for at spare vægt. De havde også relativt små kanoner (20–37 mm), da de var lettere, og der kunne medbringes flere granater. Den lavere vægt gjorde, at motorerne ikke behøvede at være så kraftige (140-300 HK), for at køretøjerne kunne bevæge sig hurtigt. Mindre motorer kræver en mindre mængde benzin og gør sammen med det større ammunitionslager de tyske kampvogne mindre afhængige af forsyningstropperne. Da Hitler åbnede vestfronten i maj 1940, burde han have tabt. Den franske hær havde flere kampvogne end den tyske, og de tyske kampvogne havde svært ved at slå hul på det franske panser. Derimod kunne de franske kampvogne nemmere ødelægge det tyske panser. For at få kampvogne nok benyttede de tyske panserstyrker også tjekkiskbyggede PzKw38t og skolekampvogne (Panzer I). Ydermere var der også britiske kampvogne i Nordfrankrig. Grunden til, at tyskerne vandt, var, at den tyske hær havde samlet sine kampvogne i panserdivisioner, der samlet angreb nogle få steder. De vestallierede kampvogne var spredt ud langs hele fronten, og de var integreret med andre hærenheder. Samtidigt virkede Luftwaffes Stukaer som et flyvende artilleri.
Versailles-traktaten forbød Tyskland at have kampvogne, hvorfor den tyske industri designede pansrede, bæltedrevne landbrugsmaskiner. Disse blev hemmeligt afprøvet i Sovjetunionen og Stalin fik værdifuld information om de tyske kampvogne. Russerne fremstillede i al hemmelighed T-34 og KV-1. KV-1 vejede 42 tons, mens T-34 kun vejede 26 tons. Siderne på T-34 skrånede, så mange skud ville rikochettere. De havde begge 76 mm kanoner og 500 HK motorer og var yderligere designet, så de var nemme at fremstille og reparere. De blev ikke brugt i Vinterkrigen 1939-40, og i begyndelsen af tyskernes invasion af Rusland mødte tyskerne kun T-26 (10,3 t). Da de tyske hære nærmede sig Moskva, mødte de både T-34 og KV-1-kampvogne og fik klø. De bedste tyske tanks Panzer IV havde 75 mm kanoner og vejede det samme som T-34, men uden skrånende sider. Lillebroren Panzer III kunne kun bære en 50 mm kanon i tårnet, men blev ombygget til panserjagere (uden tårn, men med en 75 mm kanon i skroget). Først i november 1942 lykkedes det for tyskerne at kopiere T-34 i form af Panzer V Panther. Et våbenkapløb mellem Tyskland og Sovjetunionen kulminerede med den berømte tyske Panzer VI Tiger på 56 tons med en 88 mm kanon. Tigeren brugte en 650 HK dieselmotor, da det var lettere at fremstille dieselolie syntetisk. Motoren var for svag og måtte køre i høje omdrejninger med mekanisk nedbrud til følge.
USA havde brugt franske kampvogne under 1. verdenskrig og skulle starte forfra i 2. verdenskrig. Bilfabrikken Ford vandt en konkurrence om en amerikansk kampvogn. Sherman-kampvognen var konstrueret høj, fordi man i gamle dage anbragte borge højt oppe på bakketoppe. Dette var en konstruktionsfejl, da kampvogne ikke skal stikke op i landskabet. Amerikanerne ville bruge deres kampvogne til lynkrig og havde derfor relativt tyndt panser og små kanoner. For at undgå flere typer af brændstof og fordi motorcykler ikke kørte på diesel blev Sherman-kampvognen drevet af højoktanbenzin. De britiske kampvognsfabrikker kunne ikke selv producere nok, da bl.a. mange arbejdere var soldater, så Sherman-kampvognen blev standardkampvogn i de amerikanske, britiske, canadiske og frie franske hære. De vestallierede havde mødt Tigerkampvogne i Nordafrika, men disse var prototyper, taget forhastet i brug. Terrænet i Italien havde været for bjergrigt til større panserslag, men efter D-dagen i 1944 mødte de vestallierede kun 90 Tigerkampvogne i Nordfrankrig. Disse få eksemplarer skabte panik blandt de vestallierede og gjorde, at Tigerkampvognen blev berømt. Højoktanbenzinen gjorde Sherman-tankene letantændelige, og mange tankbesætninger hængte sandsække og tømmer udenpå chassiset. Raketbevæbnede Typhoon jagerbombere måtte nedkæmpe de tyske Tigerkampvogne, før de mødte Sherman-kampvognene.
I spillet flyver tårnet af en ødelagt kampvogn, og efter et minuts tid forsvinder vraget. Rigtige kampvogne kan køre ind i mure og ødelægge små skure, i spillet kører de udenom husene. Egne kampvogne undgår omhyggeligt at køre over egne kravlende soldater, men man kan sagtens lade dem nedkøre fjendtlige soldater. Hvis man kommer for tæt på skyttegrave eller huse, vil fjenden kunne kaste klæbeminer eller lignende. Udsynet fra kampvognen er begrænset, så infanteri bør følges med dem i bymæssige miljøer. Ved forsvarskamp vil [F] kunne dække bælterne med sandsække og mindske sårbarheden. [F] vil også kamuflere dem, så fjenden skal tættere på, før de skyder.