Garnisons Kirke eller Garnisonskirken som den officielt hedder, ligger i Garnisons Sogn i København, ved Sct. Annæ Plads. I 2006 kunne den fejre 300 års jubilæum. Kirkens kirkegård, Garnisons Kirkegård, ligger på det indre Østerbro.
Historie Forhistorien
I slutningen af 1600-tallet havde København udviklet sig til en garnisonsby, og der var et behov for kirker til det militære personel. Flåden havde fået Holmens Kirke i 1619, og i 1670 havde Kastellet fået sin første kirke, som dog knapt kunne betjene Kastellets mandskab. Resten af hærens mandskab savnende et kirkeligt hjemsted og var henvist til at bruge Holmens Kirke. Da Sophie Amalienborg brændte i 1689, overlevede slottets kapel, og militæret overtog det. Det var imidlertid kun dimensioneret til at betjene slottets beboere og var en utilstrækkelig løsning for den stadigt voksende garnison.
Da Frederik d. 4 kom på tronen i 1699, gav han tilladelse til, at der blev bygget en ny kirke til garnisonen i den sydlige del af Sophie Amalienborgs park ("Dronningens Have"), som vi nu kalder Sct. Annæ Plads. Christian d. 5 havde haft andre planer for dette område og havde tidligere skænket en ledig grund i Dronningens Tværgade til at bygge kirken på, og der var blevet udført tegninger tilpasset denne grund i 1697.
Disse tegninger blev fundet frem igen. De var udført af Georg Philip Müller, som var ingeniørofficer. At han var ingeniør mere end arkitekt afslører sig i kirkens meget regelmæssige form og nærmest spartanske ydre. Grundplanen er det latinske kors, og alt var tilpasset et modul på 10 alen (20 fod). Byggeriet blev startet i 1703 efter G. P. Müllers tegninger under ledelse af Domenico Pelli, men i 1704 blev det besluttet at udvide kirken – den nye byggegrund var større, og der var brug for så mange pladser som muligt i kirken – og man satte den nye generalbygmester Wilhelm Friedrich von Platen på som arkitekt.
thumb|Fra Pontoppidans Danske Atlas 1767.Von Platen var netop kommet hjem efter en længere studierejse i udlandet, og det var sikkert forventet, at han ville pynte noget op på Müllers enkle bygning, men han har været overraskende tro mod de originale tegninger. Det er primært vestgavlen, der er ændret på. Der er tilføjet et portalfremspring og lidt mere pynt, men frem for alt er der kommet et ordentligt tårn på kirken. Også selv om det oprindelige spir (se Pontoppidans tegning) var mindre end det, vi kender i dag, så var det markant større end den lille rytter, som Müller havde anbragt i krydset mellem korsarmene.
På trods af ændringerne blev byggeriet afsluttet planmæssigt, og kirken kunne indvies 24. marts 1706.
Kirkens navn
Kirken fik navnet Den Herre Zebaoths Kirke efter ordet Zebaot i romerbrevet. Hærskarernes Guds Kirke kan synes at være et passende navn på en militær kirke, men menigmand forstod ikke meget af det. Da kirken i 1767 fik en tysk sognepræst med navnet Seeboth, begyndte man at kalde ham "Hr. Zebaoth", og kirkens navn blev derved noget tvetydigt. Det blev derfor almindeligt, også blandt kirkens egne folk, at referere til den som Garnisonskirken, hvilket man også havde gjort under planlægningen af den, og da den holdt til i slotskapellet. Det varede dog til 1921, før menighedsrådet gjorde navnet Garnisons Kirke officielt. Formen Garnisonskirken bruges også.
Kirkens ydre
Man ved ikke med sikkerhed, hvilket udseende kirkens mure havde i starten, men man formoder at de var pudset i en lys grå farve, da det var, hvad von Platen foretrak. Man ved til gengæld, at ydermurene i 1765 blev overmalet med rød kalkfarve, hvori der blev trukket hvide furer, dog ikke svarende til murenes rigtige furer.
Dette kulørte udseende holdt til 1790, hvor man malede det over med grå oliemaling. Det har tilsyneladende været kirkens udseende frem til 1885, hvor man under en hovedistandsættelse ved arkitekten Ludvig Knudsen rensede facaderne ned til de oprindelige mursten og lod dem stå ubehandlede, hvilket de stadig gør i dag.
Kirkens tag har tilsyneladende altid været et valmtag belagt med sort glaserede tegl. Det har i perioder været forsynet med små kvistvinduer af varierende udformning, men de er i dag erstattet af små udluftningsventiler.
Tårnets vestside er muret, men de øvrige sider er af træ. Oprindelig har de været malet som murværk, men i 1820 blev de beklædt med blik. Tårnet fik et nyt og højere spir i 1885, formodentlig fordi det gamle trængte til reparation, og så benyttede man lejligheden til at gøre det større. Det er tegnet af Ludvig Knudsen.
Tårnet fik ur i 1710 – der står i hvert fald "anno 1710" på tegningen af uret i Den danske Vitruvius. Værket er blevet udskiftet i 1883 med et andet, købt brugt. Store dele af dette er blevet udskiftet i starten af 1900-tallet. Værket driver også uret på orglet inde i kirken. Der er tre klokker i tårnet, hvoraf den mindste sidst er omstøbt i 1794. De to andre er omstøbt til nye størrelser (toner) i 1930.
Fordelt jævnt rundt på facaden sidder 23 høje jernvinduer i rundbuestil. Vinduerne er i princippet ens, kun med afvigelser, hvor fx indgangsportaler nødvendiggør det. De to vinduer i vestfacaden er lidt mindre end de øvrige, for at de kan passe ind mellem pilastre og arkitrav. Oprindelig sad vinduerne forsænket en halv sten i muren, men ved Ludvig Knudsens restaurering i 1885 blev de flyttet ind til deres nuværende position midt i muren, og der blev lavet smig i lysningen.
Tilbygninger left|thumb|Tilbygning til skriftestol, 1860.I 1785 blev der bygget et lille ligkapel i hjørnet mellem nordre og vestre korsarm i kirkens urtehave til etatsråd Jørgen Diederich Vett af hans enke. Da det var en betingelse, at det ikke måtte dække noget af vinduerne, kan det ikke have været meget større end 2 m × 3 m. I 1805 overtog kirken det til egen brug, og det fungerede som kirkens ligkapel frem til 1851, hvor det blev revet ned.
I 1851 byggede man et nyt ligkapel på den modsatte side af kirken, altså i hjørnet mellem søndre og vestre korsarm. Det var noget større, 10 alen i kvadrat (ca 6 m × 6 m). Det blev revet ned i 1885, hvor der blev bygget et ligkapel efter tegninger af Ludvig Knudsen som en fritstående bygning på den tidligere kirkegård.
I 1860 blev der tilbygget to skriftestole til kirken, imellem østre korsarm og hhv nordre og søndre korsarm. Hver af bygningerne er 10 alen × 10 alen × 10 alen og forsynet med lave tage, som siden 1930 har været kobbertækket. De har vinduer af samme form som kirken, men naturligvis mindre. Disse tilbygninger står endnu, selvom de i henholdsvis 1904 og 1913 blev revet ned og genopbygget, da funderingen havde været for dårlig. Deres anvendelse har ændret sig i nyere tid, hvor de bl.a. har fungeret som præsteværelse og kordegnekontor.
Kirkens indre thumb|Plan fra Thurahs Den danske Vitruvius 1746-1749. Kirkens indre er blevet ændret, repareret og fornyet mange gange i dens lange historie, men der har altid været de to pulpituretager langs alle væggene, undtaget altergavlen og orgelgavlen. Det gjaldt om at få plads til så mange af de "vankundige" soldater som muligt. Der er kun ændret ved dette arrangement én gang, nemlig da de to skriftestole blev bygget til. Da måtte man sløjfe det sidste fag på nederste pulpitur i begge sider af koret for at give plads til portalindgange til skriftestolene.
Loftet er hvælvet i et fladbuet tøndehvælv, der ligger over gesimskanten. Dette nødvendiggør en tagkonstruktion uden gennemgående bjælker fra mur til mur. I stedet ligger der stikbjælker fra muren til pulpiturenes ottekantede søjler, som derved bliver en integreret del af bygningens bærende konstruktion. (Det er nok også forklaringen på, at der aldrig er ændret væsentligt ved pulpiturerne.) Tagværket er blevet renoveret flere gange i tidens løb, senest i 2004.
Gulvet var oprindelig plankegulv under stolene og fliser i gangarealerne. Da man foretog mange muldbegravelser under kirkegulvet, måtte fliserne ofte lægges om, når kisterne smuldrede og sank sammen. I 1817 forlangte kirkens daværende arkitekt Peder Malling, at der blev lagt plankegulv i stedet, men det synes først at have været færdiggjort i 1834.
De oprindelige tegninger til kirken viser stolerækkerne langs væggene med en midtergang imellem. Thurahs tegning fra 1749 viser imidlertid tre rækker og to gange. Om dette har været tilfældet fra starten, medført af at kirkens størrelse blev øget, eller om det er ændret i den mellemliggende tid, vides ikke. Fotos fra 1870'erne viser, at man på det tidspunkt var gået over til to rækker og midtergang på samme måde som i dag. Stolene dengang var lukkede, dvs de havde låger ud til gangen, men gavlene så ud som i dag.
Thurahs plantegning viser også en anden ting: vestportalen (vender nedad på tegningen), som arkitekten tydeligvis havde tænkt som hovedindgang, fører ikke ind til kirkerummet, men kun til trapper til pulpiturerne og til en stor lukket stol. (Denne stol har sikkert været lejet ud til en velbeslået borger i kvarteret, for selv om kirken var bygget til garnisonen, afholdt den sig ikke fra at leje faste stole ud til byens borgerskab. Det var en vigtig indtægtskilde for kirkerne på den tid.) Hovedindgangen til gulvets stole bliver dermed den mere beskedne nordlige portal.
For at holde udgifterne til bygningen af kirken nede blev der anvendt materialer fra Sophie Amalienborg, hvilket også gælder kirkeinventaret fra kapellet. Mere om det nedenfor under beskrivelsen af inventardelene.
thumb|left|Det ene af Alex Hous glasmalerier, "Hyrdernes Tilbedelse".Farver. Kirkens vægge har altid været hvide. Loftet har primært været hvidt, men med varierende mængder af stuk og anden pynt. I 1930 udførte kunstneren Axel Hou et loftmaleri i korsskæringen. Det blev tildækket igen under renoveringen i 1960. Ved samme lejlighed udførte Hou to glasmalerier i koret, som stadig kan ses.
Siden 1772 har pulpiturerne stået i perlegråt, men hvordan de så ud før da, er mere usikkert. Efter tidens mode har de formodentlig være marmorstafferet i livlige farver, som det i dag kan ses på orgelfacaden. De to store søjler, som bærer tårnet på hver side af orglet, har været marmoreret så sent som 1817. Stolene beskrives som kastaniebrune med perlefarvede fyldninger. Om flisegulvet vides kun, at da den nye altertavle blev installeret i 1724, blev gulvet mellem alter og knæfald belagt med sorte og hvide marmorfliser.
Kirkegårdene og krypten
Garnisonen havde en kirkegård, længe før den fik en kirke. Allerede i 1660 omtales planer om en soldaterkirkegård uden for Østerport. I 1671 blev der indviet et område inden for fæstningen, men uden for byen, på et uopdyrket strandareal. Den ligger der stadig langs Dag Hammarskjölds Allé, mellem Kristianiagade og Classensgade. Oprindeligt var kirkegården forbeholdt militæret, men under pesten i 1711 blev den åbnet for civile også.
Da kirken var bygget, ville menigmand hellere begraves tættere ved dén end på den udenbys kirkegård, så selv i 1786, over hundrede år efter indvielsen, var området på det nuværende Østerbro ikke fuldt udnyttet. Til gengæld voksede den indenbys kirkegård støt. Da den var størst, i midten af 1700-tallet, udfyldte den det meste af det trekantede område mellem kirken og husrækkerne ud til Store Strandstræde og Norgesgade (Bredgade).
Omkring 1800 sker der en ændring i indstillingen til den udenbys kirkegård, måske fremskyndet af, at der i 1796 kom en ordre om, at der ikke måtte foretages flere begravelser på den indenbys (en ordre, der dog blev tolket ret lempeligt – de sidste begravelser fandt sted 1851). Man begyndte da at sælge jorden fra til ejerne af nabogrundene, til der i 1844 ikke var meget mere tilbage, end der er i dag.