North American F-86 Sabre, undertiden kaldet Sabrejet, er et overlyds jetdrevet jagerfly. Det blev produceret af North American Aviation, og er bedst kendt som den første jager fra USA med pilformede vinger, der var i stand til at matche den sovjetiske MiG-15 under luftkampe i høj hastighed. Set som en af de bedste og vigtigste jagere under Koreakrigen, blev F-86 også vurderet højt i sammenligning med jagere fra andre tidsepoker."MiG-15 'Fagot'." mnangmuseum.org. Hentet 19. juli 2011. Selv om flyet blev udviklet sidst i 1940erne og var forældet sidst i halvtredserne, viste Sabre sig at være alsidig og tilpasningsdygtig, og fortsatte i tjeneste som jagerfly i et antal luftvåben, indtil de sidste udtrådte af tjeneste i Bolivia i 1994.

Flyets succes ledte til en omfattende produktion; der blev bygget mere end 7.800 F-86 mellem 1949 og 1956, i USA og på licens i Japan og Italien. Der blev bygget varianter i Canada (1.815 stk. Canadair Sabre) og Australien (112 stk. af den kraftigt re-designede CAC CA-27 med en Rolls Royce Avon motor). Sabre blev den mest producerede vestlige jetjager overhovedet, med i alt 9.860 enheder af alle typer fremstillet.Winchester 2006, p. 184.

Flyvevåbnet anvendte F-86D Sabre fra 1958 til 1966, hvor den blev afløst af F-104 Starfighter.

Udvikling Under 2.verdenskrig havde North American Aviation produceret den propeldrevne P-51 Mustang, som mødte nogle af de allerførste jetfly i luftkamp. Belært af disse erfaringer havde North American sidst i 1944 tilbudt sin første jetjager til U.S. Navy, North American FJ-1 Fury. Det var en temmelig traditionel første-generations jetjager, der havde en lige vinge som var videreudviklet fra P-51.Goebel, Greg. "Sabre Ancestor: FJ-1 Fury." vectorsite.net. Hentet 19. juli 2011."FJ-1 Fury." globalsecurity.org. Hentet 20. august 2010.

Midt i 1944 udsendte United States Army Air Forces (USAAF) de ønskede specifikationer for en mellemdistance ensædet jetjager, der var egnet som dagjager i stor flyvehøjde som eskortefly, og som jagerbomber. North American Aviation tilbød fire forskellige design først i 1945. USAAF valgte et enkelt design og gav North American kontrakt på at bygge tre eksemplarer af XP-86 (eXperimental Pursuit, eller 'eksperimentel jager'). Efter at have fået slettet nogle af flådens specifikke krav til FJ-1 Fury, samt at modificere flyet på anden vis, lykkedes det for XP-86 at blive lettere og betydeligt hurtigere end Fury, med en anslået topfart på 582 mph (937 km/t), imod Furyens 547 mph (880 km/t).

På trods af fartgevinsten viste tidlige studier at XP-86 ville yde cirka det samme som dens rivaler, XP-80 og XP-84. Det blev også frygtet at XP-86 ville blive aflyst, fordi de to andre fly var længere fremme i udviklingen. Vigtigst af alt, XP-86 ville ikke være i stand til at nå den ønskede topfart på 600 mph (970 km/t) Dette bragte North American i en slem kattepine, og firmaet var tvunget til hurtigt at finde en radikal løsning på problemet. Man besluttede, som de første, at anvende data erobret fra tyske aerodynamikere ved slutningen af 2. verdenskrig."North American F-86." Aviation History On-line Museum. Hentet 20. august 2010. Disse data viste at en tynd, tilbagestrøget vinge i meget høj grad ville reducere luftmodstanden, såvel som at forsinke de problemer med kompressibilitet der havde plaget selv propeldrevne jagerfly som Lockheed P-38 Lightning der kom op i nærheden af lydhastigheden. I 1944 havde tyske ingeniører og designere fastslået fordelene ved tilbagestrøgne vinger, baseret på eksperimentelle design som stammede fra 1940. Studier af disse data viste at en tilbagestrøget vinge kunne løse hastighedsproblemet, og en slat på forkanten af vingen kunne forbedre flyveegenskaberne ved lav hastighed.

Fordi udviklingen af XP-86 var vidt fremskreden, blev ideen om at ændre vingernes vinkel mødt med modvilje fra nogle af North Americans ledende medarbejdere. Efter at der var opnået gode resultater gennem forsøg i en vindtunnel, blev konceptet med tilbagestrøgne vinger indført på trods af indædt modstand. Flyet kunne opfylde de forlangte krav ved at benytte en 35° tilbagestrøget vinge med modificerede NACA 4-tals vingeprofiler, med et NACA 0009.5–64 profil ved vingeroden og et NACA 0008.5–64 ved tippen,Lednicer, David. "The Incomplete Guide to Airfoil Usage." ae.illinois.edu, 15. oktober 2010. Hentet 19. juli 2011. med en automatisk slat i forkanten, baseret på systemet anvendt i Messerschmitt Me 262, såvel som et elektrisk justerbart haleplan, en anden detalje lånt fra Me 262A.Blair, Mac. "Evolution of the F-86" AIAA Evolution of Aircraft Wing Design Symposium, 18. marts 1980.Radinger and Schick 1996, p. 15.Willy and Schick 1996, p. 32. Mange Sabres fik en ny "6–3" vinge (en vinge uden slats, men med en seks tommers forlænget korde ved roden og en tre tommers forlænget korde ved tippen) efter at der var blevet indsamlet kamperfaring i Korea.Bevan, Duncan. "F-86 Sabre wings explained." tripod.com. Hentet 7. juni 2011. Modifikationen ændrede vingeprofilet til NACA 0009-64 ved roden og NACA 0008.1–64 ved tippen.

Forsinkelserne som designændringen medførte, betød at produktionen først startede efter afslutningen af 2.verdenskrig. XP-86 prototypen blev udrullet den 8. august 1947. Jomfruflyvningen blev foretaget den 1. oktober 1947 med George Welch i cockpittet,"North American F-86 Sabre (Day-Fighter A, E and F Models)." National Museum of the United States Air Force. Hentet 7. juni 2011. og flyvningen udgik fra Muroc Dry Lake (nu kaldet Edwards Air Force Base) i Californien.

Igennem lydmuren og andre rekorder thumb|left|Jackie Cochran siddende i cockpittet af en Canadair Sabre, sammen med Chuck Yeager.

Den 15. september 1948 satte F-86A sin første officielle verdensrekord i hastighed, 671 mph (1.080 km/t), under en flyvning fra Muroc Dry Lake og fløjet af major Richard L. Johnson, USAF.Wagner, The North American Sabre Hentet 20. august 2010.

Air Force annoncerede at XF-86 havde overskredet mach 1 under et dyk den 26. april 1948. Men kort før hans død i 1996 hævdede aerodynamikeren Ed Horkey, ansat ved North American, at George "Wheaties" Welch havde fløjet hurtigere end mach 1 langt tidligere. I bogen "Aces Wild", antyder den tidligere NA testpilot Al Blackburn en dato så tidligt som 1. oktober 1947.Al Blackburn, Aces Wild

Den 14. oktober 1947 gennembrød Chuck Yeager lydmuren i den raketdrevne Bell X-1 under vandret flyvning, hvilket gjorde X-1 det første ægte supersoniske fly."Aeronautics and Astronautics Chronology, 1945–1949." NASA. Hentet 20. august 2010. Fem år senere, den 18. maj 1953, blev Jacqueline Cochran den første kvinde der gennembrød lydmuren. Hun fløj en unik canadiskbygget F-86 Sabre Mk 3, ved siden af Chuck Yeager.Knaack 1978, p. 52.

Oberst K. K. Compton vandt Bendix air race i 1951 i en F-86A med en gennemsnitlig fart på 553.76 mph.

Design

Overblik thumb|Sabre på NASM, i farverne fra 4th Fighter-Interceptor Wing

F-86 blev produceret både som et interceptor-jagerfly, og som en jagerbomber. Adskillige varianter blev til i den tid flyet blev produceret, både forbedringer og forskellige bevæbninger blev implementeret. For eksempel var XP-86 forsynet med en General Electric J35-C-3 jetmotor der leverede 4.000 lbf (18 kN) trykkraft. Denne motor blev bygget af GMs Chevrolet division indtil produktionen blev overført til Allison.Leyes 1999, pp. 243, 530. I F-86A-1 benyttede man General Electric J47-GE-7 motoren, der kunne levere 5.200 lbf (23 kN) trykkraft, og i F-86H sad der en General Electric J73-GE-3 jetmotor, der kunne levere 9.250 lbf (41 kN).Goebel, Greg. "F-86E Through F-86L." faqs.org. Hentet 20. august 2010.

Jagerbomber-udgaven, F-86H, kunne bære op til 2.000 lb (907 kg) bomber, inklusive en droptank-lignende beholder til napalm."North American F-86H Sabre (Fighter-Bomber)." nationalmuseum.af.mil. Hentet 20. august 2010. Nogle jagere benyttede u-styrede 2.75 in (70 mm) raketter på træningsture, men senere blev der båret 5 inch (127 mm) raketter på kampmissioner. F-86 kunne også udstyres med et par eksterne droptanke til jetbrændstof (fra 1953 kunne F-86F medbringe fire) for at forøge flyets rækkevidde. Både interceptoren og jagerbomberen medførte seks 0,50 in (12,7 mm) Browning M3 maskingeværer med elektrisk ammunitionsfremføring; senere versioner af F-86H havde fire 20 mm (0,79 in) kanoner i stedet for maskingeværerne.

Maskingeværerne kunne tilsammen levere 1.200 skud pr. minut,Dunlap 1948, pp. 310–311. og var harmoniseret til at træffe samme punkt 1.000 ft (300 m) foran flyet. De benyttede panserbrydende projektiler ("armor-piercing", AP) og panserbrydende brandprojektiler ("armor-piercing incendiary" API), med et panserbrydende lysspors brandprojektil (APIT) for hver fem AP eller API skud. De API skud, der blev benyttet under Koreakrigen indeholdt magnesium, og var designed til at antænde ved anslag, men de brændte dårligt i højder over 35.000 ft (11.000 m) fordi luftens iltindhold var for ringe til en forbrænding i disse højder.

De første fly havde et Mark 18 sigte med manuel afstandsindstilling. De sidste 24 F-86A-5-Nas og F-86E blev udstyret med et A-1CM kanonsigte og en AN/APG-30 radar, som blev benyttet til at give afstandsmålinger til sigtet. Dette viste sig at være en fordel imod MiG jagere over Korea.

Flyveegenskaber De tilbagestrøgne vinger og jetmotoren gav piloterne en helt anden oplevelse af at flyve, end de havde haft med de ultimativt højtydende propeldrevne jagere der var operationelle under den tidlige udvikling af jetjagere i 1940erne og de tidlige '50ere. Overgangen fra propeller til jetmotorer skete ikke uden uheld og hændelser, selv for erfarne jagerpiloter. Tidligt i jetalderen valgte nogle amerikanske producenter at iværksætte trænings- og sikkerhedsprogrammer, og sendte erfarne piloter på turné til de aktive jagereskadriller for at give demonstrationer og undervisning med henblik på at reducere antallet af uheld.Hoover 1997, pp. 184–185.

Samtidigt gav det lange produktionsforløb og den tekniske udvikling et antal F-86 varianter med betydelige forskelle i håndtering og flyveegenskaber. Nogle af de større designændringer inkluderer overgangen fra et konventionelt haleplan/højderor til en stabilator, slatsne blev fjernet fra vingens forkant og ekstra brændstoftanke monteret inden i forkanten, stærkt forøget motoreffekt, og i F-86D et internt monteret, nedfældeligt raketstyr. Alle ændringerne påvirkede flyveegenskaberne, og ikke altid til det bedre. For eksempel gav den faste vingeforkant og den forøgede brændstofkapacitet bedre egenskaber under luftkamp, men forøgede en farlig og endog i nogen tilfælde dødelig tendens til uheld, hvis flyets næse blev løftet for tidligt under starten.Hoover 1997, p. 184. Farerne ved en 'over-rotation' er nu en af de ting som F-86 piloter bliver indskærpet på det grundigste. I denne tilstand er vingerne stallet, så selv om flyet har takeoff hastighed, kan det ikke få tilstrækkeligt opdrift til at slippe jorden. I 1972 forårsagede en over-rotation en alvorlig ulykke i Sacramento, Californien; 22 mennesker blev dræbt, heraf 12 børn, og 28 til dels svært kvæstet, da en Canadair Sabre Mk.5 med ca. 250 km/t pløjede igennem en familierestaurant for enden af startbanen.

Operationel historie

Koreakrigen thumb|left|alt=Tre stk. F-86|Tre F-86 i formation over Korea i 1953

F-86 trådte i tjeneste ved United States Air Force i 1949, og blev USAs primære luft-til-luft jetjager under Koreakrigen. Betydelige antal af de tre første produktionsmodeller kom på denne måde i kamp. De tidligere lige-vingede jagere som f.eks. F-80 og F-84 kunne i begyndelsen af krigen notere sejre, men da den sovjetiske MiG-15 blev introduceret i November 1950 var den alle de Forenede Staters fly overlegen. Som respons blev tre eskadriller F-86 i huj og hast sendt til fjernøsten og ankom i December.Thompson, Warren. "Sabre: The F-86 in Korea." Flight Journal, December 2002. Hentet 30. juni 2011.