thumb|Rubjerg Knude Fyr thumb|Cape Tryon Fyrtårn i Canada. thumb|Fyrtårn ved verdens ende i Ushuaia, Argentina. Et fyr er et pejlemærke og navigationshjælpemiddel, som giver information via lys, lyd eller radiosignaler.
De mest kendte fyr er lysfyr, som benyttes af søfarten til at navigere efter især i mørke. Lysets farve fra et fyr kan give oplysninger om i hvilken retning, man er i forhold til fyret, idet de enkelte farveområder kan ses på et søkort. I nedsat sigt har man ved disse fyr også benyttet sig af lyd (tågehorn) for at angive deres position, og i sidste halvdel af det 20. århundrede indførtes radar ved hjælp af racon.
Radiofyr er fyr, som benytter sig af radiosignaler og kendes især fra luftfarten.
Til trods for at moderne teknologisk udvikling med tiden har reduceret fyrenes betydning, var der på tærsklen til det 21. århundrede 192 fyr i brug i Danmark. Søfartsstyrelsen udgiver hvert år Dansk Fyrliste, som er en fortegnelse over fyr og tågesignaler i det danske kongerige, dvs. Danmark, Færøerne og Grønland.
Formål
Et fyr (og dertil svarende virkemidler) kan siges at have tre funktioner: at give den søfarende oplysning om hvor, vedkommende befinder sig, at vejlede et skib gennem et vanskeligt sejlbart område, at advare imod ikke umiddelbart synlige farer, fx lavvandede områder, sunkne skibe og undersøiske skær.
For et skib, der nærmer sig land, er det vigtigt hurtigt at kunne skaffe sig en stedsbestemmelse og der efter med sikkerhed at kunne sejle den korteste og sikreste vej til bestemmelsesstedet. Dette gjordes fra renæssancen frem til midten af det 20. århundrede om dagen fortrinsvis ved hjælp af kendelige genstande i land som kirketårne, køller, båker, andre tårne samt sømærker — vagere. Om natten måtte vejledningen derimod ske især ved hjælp af lys, hvilket gjordes ved kraftige lysgivere anbragte på fyr, fyrskibe og lystønder. Når tåge eller tykning gjorde alt usynligt, kunne den søfarende blive vejledt gennem øret af tågesignaler, der blev afgivet fra de fyr, fyrskibe, lystønder og sømærker, hvis beliggenhed særlig egnede sig dertil.
I anden halvdel af det 20. århundrede udvikledes elektroniske hjælpemidler, især som hjælp ved navigationen.Farvandsvæsenet, s. 16-19 Fyr udgør her efter kun et enkelt af en række hjælpemidler ved navigation for søfarende. Søkort (på papir eller fra anden halvdel af det 20. århundrede også elektroniske) har givet den søfarende mulighed for at orientere sig om de mulige farer i det besejlede farvand. Til trods for den teknologiske udvikling består væsentlige dele af de ældre navigationshjælpemidler fortsat (omend med løbende opdateret teknologi), da ikke alle fartøjer er forsynede med den nyeste navigationsteknologi, lige som mange søfarende fortsat vælger at bruge de gamle hjælpemidler.Farvandsvæsenet, s. 16
Fyrtyper
Fyr kan inddeles i typer efter deres formål og måden, de virker på.
Lysfyr thumb|Fyret for enden af halvøen Mission Point i Michigan, USA. Lysfyr til farvandsafmærkning findes i mange størrelser og former, og de kan inddeles i kategorier afhængig af deres nærmere formål: Anduvningfyr er store fyr, hvis hovedformål er at give landkending; de giver altså de søfarende mulighed for at fastslå deres position i forhold til at et kendt punkt på land. De er ofte placeret så de kan vejlede ved indsejling fra åbent hav (kaldet anduvning). Denne type fyr er de kraftigste og er ofte udformet som roterende blinkfyr. Anduvningsfyr kaldes under tiden også landfaldsfyr.Farvandsvæsenet, s. 15 Ledefyr har til formål at markere løb, render og andre vanskelige besejlingsforhold. Ledefyr optræder parvis med et forfyr og et bagfyr, og de markerer da den retning, hvor de ses over hinanden (den såkaldte fyrretning). Ledefyrene viser den søfarende, om man er på vej væk fra den sikre sejlrende. Vinkelfyr hvor lyset har forskellige farver i forskellige retninger (sektorer). Ligesom ledefyr bruges de typisk til at markere sejlløb og render, og den almindeligste grundudformning er tre sektorer som er henholdsvis rød, hvid og grøn: hvid sektor angiver da, at man er i midten, mens rød og grøn sektor angiver, at man er for langt mod henholdsvis bagbord og styrbord. I vinkelfyr er linseapparatet som ved det faste, hvide fyr. De farvede vinkler frembringes ved at ophænge farvede glas for ruderne i lanternen. Blinkene frembringes ved hjælp af jalousier bag ruderne, de åbnes og lukkes af et urværk. Med et sådant fyrapparat kan der således gives fast hvidt eller farvet lys samt hvide og farvede blink i forskellige vinkler. Vinkelfyr, der ikke indeholder blink, gøres ofte kendelige ved formørkelser, der frembringes som ved fast fyr med formørkelse. Havnefyr er mindre fyr som markerer havneindsejlinger. Retningsfyr som har en meget smal synsvinkel. I modsætning til andre fyr kan de ikke ses før man er i fyrretningen. Der findes forskellige varianter som kombinerer ledefyr, vinkelfyr og retningsfyr og de bruges hvor der er behov for meget præcist definerede retninger.
Fyrkarakterer
thumb|Ruinen af det romerske fyr på Dover Castle i Dover i Sydøstengland fra omkring år 50 e.Kr. Forskellige fyr udsender forskellige lys for at de lettere kan kendes fra hinanden; de forskellige oplysninger om fyrets lys samles i en fyrkarakter, som angives i søkort og fyrfortegnelser med forskellige koder. Indholdet i en samlet fyrkarakter er oplysninger om lysmønsteret, farven, lysstyrken og flammehøjden (det vil sige lyskildens højde over havoverfladen).
Efter virkemåden — karakteren — inddeles fyrene i: fast fyr, der viser stadigt og uforandret lys. blinkfyr, der viser blink eller grupper af blink med mellemliggende mørke, hvilket gentages med regelmæssige mellemrum. De kaldes blinkfyr med et-blink, to-blink og så videre. Lysperioden er altid kortere end den længste mørkeperiode. Når blinket er meget kort, kaldes fyret lynfyr. fast fyr med blus, der viser fast lys varieret af blus af større lysstyrke eller anden farve end det faste lys med en kort formørkelse før og efter blusset. Fast fyr med blus har en tromle som ved det faste fyr, og uden om denne bevæger sig en smal linse, hvis profil i det horisontale plan er som tromlens i det vertikale. Lysstråler, der fra tromlen træffer denne linse, vil samles til et strålebundt lodret på dens plan, og en iagttager, der træffes af dette bundt, vil altså observere et forstærket lys. På grund af den yderligere samling af lysstrålerne i den yderste linse kommer der en kortvarig mørkeperiode før og efter blusset. I stedet for ved en omdrejende linse uden om tromlen kan denne karakter også opnås ved at indsætte linsefag i tromlen og give den hele linse en omdrejende bevægelse. fast fyr med formørkelse (norsk: okkulterende fyr), hvis stadige lys med regelmæssige mellemrum pludselig afbrydes af een eller flere mørkeperioder, hvor efter det igen pludselig viser stadigt lys. Lysperioden er altid længere end den længste mørkeperiode. I fast fyr med formørkelse er linseapparatet som ved det faste fyr. Flammen dækkes med regelmæssige mellemrum af en nedfaldende hætte eller ved skærme, der roterer om lysgiveren. Der findes yderligere varianter af disse grundtyper og der kan sammensættes mere komplicerede mønstre som f.eks. VQ(6)+LFl.10s, som angiver 6 hurtigblink efterfulgt af et langt blink; det hele gentaget hver 10. sekund. Denne fyrkarakter anvendes på syd-kompasafmærkninger.
Endelig kan lysene være farvede for derved at angive i hvilken retning i forhold til fyret, man befinder sig.
Ved at variere de op til hinanden stødende fyr på ovennævnte måder undgås faren for forveksling. I snævre og grundede farvande er det ofte ønskeligt, at fyret umiddelbart angiver den retning, hvori der skal sejles; hertil anvendes vinkelfyr og ledefyr. Vinkelfyr kaldes de fyr, der i forskellige vinkler viser forskelligt lys. Som regel oplyses det rene farvand af en fast hvid vinkel eller hvidt lys med formørkelse, mens farvede eller blinkende fyr (norsk: klippende fyr) falder ud over de omliggende grunde. Ledefyr er to fyr stillede bag hinanden og derved angivende en fyrlinje, der fører gennem sikkert farvand. Undertiden angives ved hjælp af ledefyr 2 linjer mellem hvilke, sejladsen kan foregå. For at undgå forveksling, hvor der er flere fyrlinier, får fyrene forskellig farve eller karakter.
Fyrenes beliggenhed
Når et fyr skulle anlægges, bestemtes den afstand, i hvilken det var ønskeligt, at fyret kunne ses, og dets højde blev gjort så stor, at synsvidden ikke blev mindre end denne afstand, og lysstyrken gjordes så stor, at lysevnen oversteg synsvidden. Jo vigtigere fyret var, desto større måtte lysevnen være i forhold til synsvidden. Fyr blev anbragt på selve kysten så nær vandet som muligt, samt på skær og grunde, hvor forholdene tillod at opføre en underbygning.
Man kan skelne mellem tre slags beliggenhed: Den del af kyststrækningen, der støder op til de store have, er belyst med de kraftigste fyr (anduvningsfyr). Sådanne fyr anvendes endnu i begyndelsen af det 21. århundrede efter deres oprindelige formål. I de mere lukkede farvande, hvor sejlløbenes forgreninger og tilstedeværelsen af skær og grunde kræver flere fyr i indbyrdes kortere afstand, anvendes mindre kraftige fyr (vinkelfyr). Endelig anbringes småfyr til besejling af havne på en mole ved disse (havnefyr).
Hanstholm Fyr, elektrisk blinkfyr på Jyllands vestkyst, der er anduvningsfyr for de fleste skibe, der fra Nordsøen søger ind i Skagerrak og således er af stor vigtighed, har en højde af 65,3 m over havets overflade, hvilket giver en synsvidde af 21,5 sømil. Dets lysstyrke er 1.000.000 hefnerlys, der giver en lysevne af 33 sømil, på hvilken afstand en iagttager med tilstrækkelig øjenhøjde altså kan se fyret under atmosfærens middeltilstand; det er derfor indlysende, at fyret kan ses selv under dårlige atmosfæriske forhold, når en iagttager er i en afstand fra fyret lig synsvidden.
Ved Bovbjerg Fyr, 1. ordens oliefyr på Jyllands vestkyst, er synsvidden som ved Hanstholm, men lysevnen er 24 sømil således, at det er kun under særlig atmosfæriske middelforhold, at fyret ses på en afstand lig synsvidden.
Fyrskibe
Fyrskibe har været taget i anvendelse i områder, hvor fast fyr ikke lader sig lægge men er sejlvejledning er ønskelig. I fyrskibene er synsvidden som hovedregel 11 sømil, i et kraftigt hvidt fyrskibs-blinkfyr som på fyrskibet "Lappe-Grund" var lysstyrken 10.000 hefnerlys, hvilket gav en lysevne på 22,5 sømil. I lystønder med hvide blink er lysstyrken indtil 150 hefnerlys, lysevnen og synsvidden lig ca. 9 sømil.
Konstruktion
Et fyrtårn består af en underbygning og lanternen.
Underbygningen
thumb|right|Finske fyrtårne 1909 kan illustrere underbygningens mangfoldighed.
Underbygningen kan være et tårn, et hus, en båke eller en pæl. Fyrtårne har været anvendt ved de større fyr på kysten. De kan være bygget af mursten, granit, jern eller beton og kan have en polygonal, cylindrisk eller konisk form; den sidste giver det mest stabile tårn men er det dyreste at bygge. Fyrtårne på klipper i havet, der skal modstå havets påvirkning, bygges af granit eller beton; det gives dem en konisk form med et solidt parti for neden for at give større tyngde og lavt tyngdepunkt. Granitstenene er forbundne indbyrdes og med klippen ved svalehale-formede indgreb og bolte, der forhindrer enhver forskydning. Beton er anvendt en del siden begyndelsen af det 20. århundrede, særlig på grund af materialets lette transport i sammenligning med de store granitsten.
En indvendig vindeltrappe fører op i tårnene, i hvis øverste del er indrettet rum til opbevaring af reservedele, vagtlokale med mere. En vægtergang går rundt om toppen, hvorfra der kan foretages observationer og pudsning af lanternens ruder. Siden begyndelsen af 1900-tallet anvendtes ofte, særlig i Amerika, åbne jernkonstruktioner med en mindre, lukket cylinder i midten til trappen.
thumb|Gavllygte i Køge Sankt Nikolaj Kirke.