Ant(h)on Frederik Tscherning (født 12. december 1795 i Frederiksværk, død 29. juni 1874 i København) var en dansk politiker, officer og krigsminister.
__TOC__ I begyndelsen af Treårskrigen (1848-1850) sad Tscherning i Martsministeriet som Danmarks første krigsminister. Danmark var ikke forberedt på krig. Ved en energisk indsats lykkedes det alligevel Tscherning at improvisere dansk modstand mod de tyske angreb. I september indførte han almindelig værnepligt. Tscherning havde ikke høje tanker om generalernes militære kvalifikationer, og han blandede sig på en uheldig måde i krigsførelsen. Hans tid som minister sluttede i november 1848.
Han var liberal, bondeven og senere venstremand og spillede i flere årtier en væsentlig rolle både før og efter vedtagelsen af Danmarks første Grundlov 1849. Tscherning var først medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og derpå medlem af Folketinget i det meste af tiden 1849-1866. Først valgt som bondeven og fra 1864 valgt for Det Folkelige Venstre. Tschernings program var almindelig valgret, ophævelse af fæstevæsenet, indførelse af næringsfrihed samt sparsommelighed i staten.
For de fleste liberale var kravet om frihed det vigtigste. For den socialt bevidste Tscherning var kravet om lighed det vigtigste. Derfor kan man betragte Tscherning som den første socialliberale danske politiker.
Uddannelse Tscherning var søn af oberst Eilert Tscherning og født i Frederiksværk 12. december 1795. I den lille fabrikby levede han en lykkelig barndom; hans dygtige forældre ledede hans opdragelse og vakte hans interesser, der i lige grad delte sig mellem landbrug, fabrikdrift og krigsvæsen. Opvæksten blandt fabrikkens arbejdere og håndværkere gav desuden Tscherning en stærk social bevidsthed, som han bevarede livet igennem.
Begivenhederne i 1807 gav stødet til, at han valgte soldaterstanden; 1809 blev han kadet og 4 år efter sekondløjtnant i artilleriet. Han kom straks i krig: 1813 fulgte han kongen til Fyn og året efter general Kardorff til Tyskland; men begge felttog var ublodige. Hans forsøg på at komme i norsk eller fransk tjeneste strandede, og da han i 1816 kom til Frankrig med et dansk korps, herskede der fred over den ganske civiliserede verden, og det såkaldte 3. auxiliærkorps vandt ingen laurbær. Tscherning havde dog stort udbytte af sit ophold i Frankrig; han studerede artilleri og naturlære i Paris og Metz, og efter sin hjemkomst 1818 udarbejdede han en række forslag til artillerimateriellets forbedring. Ved sin udnævnelse til premierløjtnant 1820 blev han assistent hos faderen, der var inspektør i Frederiksværk, og bidrog meget til, at "Værket" kom igennem de trange år efter krigen. Han ville dog ikke overtage inspektørposten, men indtrådte 1828 på ny i sit våben. Han blev straks med et par andre officerer sendt til Grækenland for at følge den franske hærs operationer; men disse var afsluttede inden Tschernings ankomst; han fik dog lejlighed til at deltage i nogle fortifikatoriske og organisatoriske arbejder, og på hjemvejen studerede han på ny nogen tid i Frankrig.
Reformiver
I København ventede der Tscherning en ærefuld virksomhed: Han blev kaptajn, lærer for artillerikadetterne og medlem af de kommissioner, der skulle reformere hærens undervisningsvæsen. Ved Den kongelige militære Højskoles oprettelse 1830 blev han 1. skoleofficer og lærer i artilleri ved denne, og han vandt hurtig sine elevers agtelse og hengivenhed, ikke just ved sin kundskabsfylde, men ved sin menneskekundskab og sit pædagogiske greb. Tscherning ville dog ikke nøjes med at opdrage unge officerer, han ville vække hele folkets interesse for fædrelandets forsvar. Den danske krigsmagt befandt sig den gang i en affældighedsperiode, dens udvikling var standset, den betragtedes af nationen som en tung og overflødig byrde; dens medlemmer, høje og lave, levede i kummerlige kår og nød, til dels af den grund, ikke nogen høj grad af anseelse i samfundet. Omkring 1830 søgte en kreds af dygtige officerer at formidle den sørgelige tilstand til almenheden, og Tscherning deltog med iver i bevægelsen. I 1831-33 udgav han 4 pjecer om Det danske Væbningssystem, hvor han ubarmhertigt blottede dets mangler, men samtidig viste, hvorledes de kunne afhjælpes. Skrifterne var båret af en varm kærlighed til fædrelandet og ægte humanitet. Han vil opdrage ungdommen til fædrelandsforsvarere, vække dens pligtfølelse, lade et folk i våben afløse den såkaldte stående hær. Han krævede almindelig værnepligt, human retspleje, bedre livsvilkår, retfærdige forfremmelsesforhold, aldersgrænser og mange flere reformer, som det var forbeholdt senere tider at indføre. Det mærkes dog ofte, at Tscherning ikke var praktisk officer: Han manglede øje for, at officerer og soldater må uddannes med krigen for øje, han savnede forståelse for, at denne må være endemålet for enhver militær opdragelse; han undervurderede nytten af den rutinemæssige færdighed, og, skønt han havde et fortrinligt blik for administration i krig og fred, manglede han forståelsen af den taktiske organisations betydning, og hans strategiske begreber var noget uklare.
Tiden var ikke moden for Tschernings ideer; adskillige af hans kammerater rettede mere eller mindre berettigede angreb på hans væbningssystem, mens publikum mente, at "han havde kastet sit Had paa den gode gamle Konge" og "udbredte republikanske Ideer". Fra allerhøjeste sted fik han en irettesættelse, men skønt Tscherning ønskede at gå af med pension, ville kongen ikke afskedige ham, men foretrak at fjerne ham på en pæn måde. 6. juni 1833 udgik et reskript, der i nådige udtryk beordrede Tscherning til at tiltræde en studierejse, der ville "tage lang Tid". Ved afrejsen hædredes han på forskellig vis af kammerater, medborgere og elever; de sidstnævnte overrakte ham en æreskårde med indskrift: "Klar Erkjendelse, ædel Villie, kraftig Haand".
I eksil I samfulde 5 år varede Tschernings "milde landsforvisning". Rastløs flakkede han omkring i næsten hele Europa, han studerede flittig de forskellige landes hærvæsen og sendte udførlige beretninger hjem, skønt han var ganske overbevist om, at der ikke blev taget hensyn til dem. Han vedblev at sende korrespondancebreve om udenlandske militære forhold til danske ikkeprivilegerede blade, til stor utilfredshed for Frederik VI og Kancelliet.Harald Jørgensen, Trykkefrihedsspørgsmålet i Danmark 1799-1848, Ejnar Munksgaard 1948, s. 120-121. Størst opmærksomhed vakte hans korrespondancer til Kjøbenhavnsposten, de pådrog ham en skarp irettesættelse med trussel om afsked.
Endelig slog forløsningens time: Et nyt reskript 1838 kaldte Tscherning hjem, "da det ham overdragne Hverv nu var Tilendebragt". Kort efter sin hjemkomst udgav han en ny pjece om væbningssystemet, hvori han hævdede, at "Løsningen af Problemet om Væbnings- og Forsvarsvæsen medfører Løsningen af alle de vigtigere Problemer, der høre til den danske Stats Reorganisation", han fordrede det indrettet således, at folkets hele kraft anvendtes. Danmark måtte "ikke forsømme at udvikle sin Slagfærdighed; thi først ved at besidde en sand indre Kraft vil det vinde behørig Anerkjendelse hos sine Medforbundne".
I slutningen af 1838 trådte Tscherning uden for nummer og opholdt sig 2 år i Frankrig som ingeniør. I 1841 blev han batterichef, men gik samme år efter ansøgning af med pension; kort forinden havde han haft et sammenstød med artilleriets officerer, der ikke delte hans anskuelse om ønskeligheden af at besætte en del løjtnantspladser med underofficerer. Hans lave popularitet i officerskorpset gjorde, at Tscherning længe ikke avancerede højere end til kaptajn. I de følgende år levede Tscherning som privatmand, sysselsat med ingeniørarbejder og handelsforetagender; samtidig deltog han med iver i det politiske liv, særlig som journalist. I Fædrelandet skrev han en række artikler, der i 1844 udkom samlede som nr. 6 af småskrifterne om det danske væbningssystem. Danmark havde 2 år forinden fået en ny hærplan, der i mange retninger betegnede et fremskridt; men Tscherning kritiserede den skarpt. Han kaldte den en overgangsform, hvor alt kun var halvfærdigt, medens "intet bærer Præg af Fuldendthed". Trods sin travlhed og sine små kår fik Tscherning dog tid og råd til at gifte sig; 27. august 1845 ægtede han den 22 år yngre Eleonora Christine Lützow (4. juli 1817 – 3. juli 1890), datter af hans morbroder, generalmajor Adam Tobias Lützow.
Krigsminister
Tscherning, der allerede i Frederiksværk havde fået nøje kendskab til landalmuen, blev 1846 formand for Bondevennernes Selskab og blev mere og mere en politisk forgrundsfigur; han tog fremtrædende del i de begivenheder, der førte til den fredelige statsomvæltning i 1848, og intet var derfor mere naturligt, end at han blev kaldet til at bære sin del af ansvaret. Modstræbende fulgte han kaldelsen; han vidste jo, at han ikke var populær i officerskorpset, og han forudså, at hæren, hvis brøst han nøje kendte, ville blive sat på en hård prøve. Til sidst gav han dog efter, og 24. marts blev han Danmarks første konstitutionelle krigsminister. Han havde stillet den betingelse, at kongen ikke måtte gribe ind i hans virksomhed, eftersom han ikke ville udsættes for parolbefalinger som i Frederik VI's tid. Frederik VII forfremmede ham til oberst, da kaptajnsrangen blev anset for at være for lav for en krigsminister.
Ingen var for øjeblikket bedre skikket til at overtage den vanskelige post end Tscherning. Han havde netop de egenskaber, der krævedes: Et klart hoved, eminent arbejdsevne, ihærdighed, mod til at påtage sig et ansvar. Hertil kom, at han besad den store befolknings tillid og formåede at få nationen til at yde den hjælp, der krævedes, hvis projektet skulle vinde fremgang. Forholdene var yderst vanskelige: Rigets sydlige provinser var i fuldt oprør, en del af hæren havde brudt faneeden, Tyskland stod bag den oprørske bevægelse, en krig var uundgåelig. De mænd, i hvis hænder Danmarks styrelse var lagt, vare næsten alle uprøvede, hæren var lille og ikke belavet på hurtig udrykning. Tscherning tabte dog ikke modet; med en mageløs energi tog han fat på arbejdet og udrettede, dygtig og loyalt støttet af sine underordnede, i kort tid det utrolige.