Litografi

thumb|upright=.8|Toulouse-Lautrec: Aristide Bruant, 1892 thumb|upright=.8|Litografisk presse til trykning af kort i München.

Litografi (også kaldet stentryk eller stentegning. Lithos, gr: sten) er en grafisk teknik, hvor trykpladen udgøres af en særlig kalkstenstype i plansleben og forarbejdet form. Det er desuden betegnelsen for selve det grafiske blad eller billedet.

Teknikken hører under plantryk, en af grafikkens tre hovedkategorier. Det betyder at trykpladen er i ét plan i modsætning til i dybtryk og højtryk, hvor trykfarven ligger henholdsvis i fordybninger og på forhøjninger i pladen før den trykkes over på papiret.

Litografiet opstod i 1700tallet, hvor den tyske dramatiker og skuespiller Aloys Senefelder eksperimenterede sig frem til teknikken, og i starten brugte den som en billig metode til reproduktion af sceniske værker. Op gennem 1800tallet fik litografiet stor betydning som industriel reproduktionsteknik, og det fortsatte frem til det beslægtede offsettryk overtog dets plads. I dag anvendes litografiet primært som billedkunstnerisk medie, og det praktiseres blandt andet på professionaliserede litografiske værksteder rundt om i verden.

Det princip at fedt skyer vand og omvendt er bærende for litografiet som teknik. Og samtidig er den kalkstenart som anvendes central, idet den kan suge og holde på en vis mængde både vand og fedtholdigt stof. Forholdet mellem fedt og vand udnyttes til at definere områder på stenen, hvor den kan tage imod (fedtholdig) trykfarve, og andre hvor den ikke kan, fordi den mættes med vand.

Litografi ses både som enkelt- og flerfarvetryk.

Grundlæggende metode thumb||upright=.8|Litografisk sten og kort trykt deraf i München. Traditionelt litografi

Grundlæggende kan forløbet se ud som følger; Stenen vaskes fri for gummi (gummi arabicum) fra tidligere brug og den slibes, til den foregående tegning forsvinder. Til slut under slibningen kan stenen også kornes, hvilket betyder at der tilføjes et grovere slibepulver, som giver stenen en ru overflade. Kanterne rundes desuden af.

Med litografisk kridt eller -tusch males eller tegnes motivet på stenen, spejlvendt i forhold til resultatet i trykket. Herved bliver stenen fedtholdig på de tegnede og bemalede steder. Undervejs undgås at røre ved stenen og afsætte fedt fra huden, der gør den modtagelig for trykfarve hvor det ikke er meningen. Stenen overstryges med en blanding af gummi arabicum og en svag salpetersyre opløsning. Det gør, at der ætses en lille smule ned i overfladen, og at stenens porer åbnes, så den i højere grad bliver vandbærende. Gummien lægger sig som et vandholdigt lag på stenen, de steder hvor der ikke er tegnet eller malet.

Stenen overstryges løbende med gummi arabicum opløst i vand. Mens den er fugtig, indvalses den med såkaldt pennefarve, en tyktflydende og fed farve, som er fremstillet af kønrøg (sod) og kogt linolie. Det sker ved hjælp af en særlig lædervalse. Formålet med pennefarven er at præparere stenen de steder, hvor der er tegnet eller malet. Farven er meget langsomt tørrende, og bruges kun sjældent som trykfarve.

Nu udvaskes stenen ved først at stænke vand på, og med den svamp der bruges til gummi, opløse det eksisterende gummilag, som aftørres med en ren klud, til der kun er et tyndt lag gummi tilbage. Stenen må ikke tørre ind. Petroleum eller lampeolie fordeles ud på tegningen og den øvrige sten. Det forhindrer fordampning fra gummiet og opløser samtidig tegningen. Farven vaskes ud af stenen, der til gengæld beholder sin fedtholdighed hvor tegningen har været, og vandholdighed de øvrige steder. Nu vaskes stenen med vand og en svamp, der løbende ’tømmes’ i en spand undervejs. Rent vand påføres og suges væk med svampen, så både petroleum, opløst farve og gummi fjernes fra stenen.

Nu skal trykfarven påføres. Forinden fugtes stenen med henholdsvis en vandsvamp og en fugtesvamp, til stenen står med en silkeglans, uden søer af vand. Herefter indfarves tegningen med trykfarve ved hjælp af valsen, der føres frem og tilbage over stenen med faste bevægelser. Der stryges et tyndt lag gummi over stenen, og endnu et lag farve kan derefter valses ind. Papiret fugtes eventuelt op, og der trykkes. Der kan bruges forskellige typer af presser til formålet, blandt andet en håndpresse, der trykker ved hjælp af en såkaldt river, en slags svaber-lignende nylonbånd, der trækkes eller gnides henover stenen og papiret, og en tynd akrylplade, som er lagt ovenpå det øvrige.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste

Detaljer omkring teknikken Valg af sten

Litografisk sten består for det meste af kulsur kalk med en tæt og ensartet masse, som er i stand til at modtage en fin politur. Den findes i to arter; en blågrå, der er meget hård og derfor egner sig særlig godt til arbejder med fine linjer samt til tryk i store oplag. Og en gullig, som er lidt blødere. Sten til litografisk brug findes flere steder i verden, men den bedste kommer fra stenbruddene ved Solnhofen i Bayern.

Man kan møde sten med kalkpletter, der findes både i form af enten helt hvide områder eller som pletter. Dem vil man almindeligvis prøve at undgå, fordi der er risiko for, at den hvide kalk ikke vil tage imod farve. Kalkpletter er sjældne i dag, hvor stenene for det meste vil være sorteret fra.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 19-20

Korning af stenen

Skal den afslebne sten bruges til litografisk kridttegning, må stenen »kornes« med fint sigtet sand eller lignende, så at overfladen får en fin og ensartet ruhed; skal den derimod anvendes til tegninger, som udføres med litografisk blæk ved hjælp af pen eller ridsefjeder, må den være glat, dog uden politur. Korningens grov- eller finhed har betydning for gengivelse af nuancerne i tegningen, men også for mængden af trykfarve stenen kan holde. En fin korning giver mulighed for fine nuancer i en tegning, men gør samtidig, at stenen kan holde på mindre farve. Slibekorn findes således i varierende kornstørrelse. De laveste numre svarer til den groveste korning. Almindeligvis bruges et slibepulver af karborumdum og aluminiumoxyd.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 20-22

Gummi og ætse

Når tegningen på stenen er færdig, overstryges stenen med gummi (gummi arabicum, som fås i ren form, som granulat), som i sig selv indeholder en svag syre, men som også opblandes med en svag salpetersyre (1,4 %). Alternativt kan man bruge et færdiglavet gummiprodukt kaldet agumZ. Blandingen ætser stenen lidt i overfladen, og åbner dens porer, som ellers stoppes til ved slibningen. Det gør, at den holder lidt bedre på både gummi og vand, og dermed forbedrer stenens afvisning af trykfarve på steder udenfor motivet. Jo mere tyndtflydende den syreholdige gummiopløsningen er, jo mere ru bliver stenens overflade, og jo bedre holder den på fugten. Men bliver den for tyndtflydende, kan den opløse tush’en eller kridtet, som indeholder sæbe, der delvist bliver opløst under ætsningen.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 28-30

Forætsning

Hvis man for eksempel vi gøre en tegning, der er sværtet op i pennefarve, lidt lysere nogle steder, kan man ætse toppene af den ru struktur i stenen, så den ikke tager helt så godt i mod farve længere. Ætser man for meget, får man imidlertid en glat sten, som ikke kan holde på farven.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 30-31

Oplag og ensartning

Når der trykkes i oplag, fås en ensartning af trykkene ved at indvalse stenen med farve på samme måde ved hvert tryk. Resultatet ved tryk kan variere med eksempelvis antal overrulninger med valsen, antal indsværtninger af samme, hvor hårdt valsen trykkes mod stenen, og hvor hurtigt man ruller med den. En måde at skabe et ensartet udtryk er ved at lave flere prøvetryk, og - når man når frem til et ønsket resultat - gentage den fremgangsmåde med valsen, som gav det gode resultat, i det efterfølgende oplag.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 27-28

Litokromi - litografi i farver

Da man så, at en kridt- eller pennetegning på den gule sten kan vise sig smukkere end aftrykket på det hvide papir, fandt man på først at trykke en gullig tone på papiret, og derpå den sorte tegning. Herfra gik man over til det litografiske farvetryk (litokromi), der udføres ved, at man trykker tegningen parti for parti med forskellige farver. Her trykker man almindeligvis med samme antal sten, som der er farver i trykket. Hver sten indeholder kun det parti af billedet, der skal have en vis farve. På den måde kan man efterligne akvareltegninger (akvareltryk) og malerier (olietryk). Man kan også trykke trefarvetryk i litografi; men resultatet kan langtfra måle sig med det fra bogtrykpressen. Litografi trykkes med farver, der tilberedes med oliefernis og i reglen påføres med valser, overtrukne med læder. Graverede stene indsværtes ved hjælp af en tampon, således at farven bliver siddende i fordybningerne, medens den glatte flade viskes ren. Litografi trykkes således, at trykket kun virker på en smal strimmel ad gangen. I håndpressen sker det ved, at stenen, papiret og et dække af læder passerer hen under »riveren«, en tyk liste af pæretræ, der forneden har en tilskærpet kant, som er betrukket med læder. Den litografiske hurtigpresse ligner meget en bogtrykhurtigpresse med frem- og tilbagegående bevægelse. Den har en trykcylinder og et system af forskellige valser, der tjener til at befugte stenen og forsyne den med farve.

Redskaber Blandt ofte anvendte redskaber og materialer i litografi er; slibepulver til nedslibning af stenen, slibepulver til korning af stenen, eventuelt et slibeapparat til slibning af større sten, som er for tunge at håndtere sten-mod-sten, litografisk kridt og tusch, diverse svampe og klude, lædervalse, gummivalse, spatler til håndtering af trykfarven, gummi arabicum, salpetersyre, vand, petroleum eller lampeolie til at udvaske tegningen og pennefarven fra stenen, papir og vaseline for at få riveren i pressen til at glide henover den akrylplade, som lægges øverst, dvs. ovenpå stenen og papiret ved tryk.

Svampe

Til litografi bruges en række svampe til forskellige formål. En til slibning, en til gummiering, to til fugtning under trykningen (’vandsvamp’ og ’fugtesvamp’) og en til fugtning af papir. Svampene skal helst være af viskose, der kan indeholde meget vand, og ikke nylon, som taber vandet og desuden kan forbinde sig til trykfarven. De skal desuden have hver sin plads under arbejdet, så de holdes adskilt. Til udvaskning af stenen bruges viskoseklude eller køkkenrulle.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 19

Lædervalse Til indvalsning af tegningen med pennefarve bruges en lædervalse, hvor det er læderets narvside, der vender udad. Luv'en i læderet blevet ’rugget’ op, så valsen kan holde på en del farve, og eksempelvis nå ned i de kornede sten. Valsen skal plejes omhyggeligt, og må ikke tørre ind. Inden brug (ikke efter) skrabes den, med hårene, og ved hjælp af en sløv eller rundslebet kniv. På den måde skrabes farven af, og den bliver klar til brug.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 25-26

Papir

Til kunsttryk bruges for det meste mere eller mindre håndlavet papir af klude, som er syrefri og tåler lys uden at ændre farve. Man kan fugte papiret op, og derved opnå eksempelvis at der skal bruges langt mindre farve, end hvis der trykkes på tørt papir.Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste, 34-36

Variationer og metoder Offsettryk Gummitryk eller offsettryk kaldes den teknik, hvor der ikke trykkes direkte fra den ætsede sten eller zinkplade, men hvor aftrykket først kommer på en gummidug og herfra overføres til papiret. Ved offsettryk er det muligt at trykke halvtonebilleder på papir med ru overflade.

Overtryk eller Autografi