Den arabisk-israelske krig 1948 – af israelerne kendt som Frihedskrigen eller Uafhængighedskrigen (Hebraisk: מלחמת השחרור eller מלחמת העצמאות) og i den arabiske verden kendt som Nakba (Arabisk: النَّكْبَة, transskription: Nakba, direkte oversat: "katastrofen") – var den første i en række krige mellem Israel og dets arabiske naboer i den bredere arabisk-israelske konflikt.

Den arabiske-israelske krig i 1948 var den anden fase af den bredere Palæstinakrig (1947–1949). Den første fase af Palæstinakrigen var den borgerkrig, som udbrød d. 30. november 1947 i mandatområdet i Palæstina – én dag efter, at FN's generalforsamling stemte for at vedtage delingsplanen for Palæstina (FN-resolution 181). Delingsplanen blev accepteret af den jødiske ledelse, men afvist af den højere arabiske komité, Arabiske Liga og andre arabiske ledere. Denne indledende fase af Palæstinakrigen blev hovedsageligt udkæmpet mellem jødiske og arabiske militser – sidstnævnte støttet af den arabiske befrielseshær og de omkringliggende arabiske stater. Kendetegnet for denne indledende fase var, at Palæstinamandatet endnu ikke var afsluttet, hvorfor briterne lejlighedsvis greb ind overfor volden.

Borgerkrigen blev omdannet til en krig mellem Israel og forskellige arabiske stater om morgenen d. 15. maj 1948, efter en militær koalition af arabiske lande gik ind i dét land, som tidligere havde konstitueret det britiske mandatområde i Palæstina. Storbritannien havde forinden annonceret, at de ville afslutte mandatområdet d. 15. maj, hvilket formelt skete ved midnat mellem d. 14/15 maj. Samtidig havde den jødiske ledelse – ledet af den fremtidige israelske premierminister, David Ben-Gurion – om eftermiddagen den 14. maj 1948 proklamerede dannelsen af en jødisk stat, kendt som staten Israel. Afslutningen på mandatområdet i Palæstina og bekendtgørelsen af dannelsen af staten Israel markerede derfor begyndelsen på Palæstinakrigens anden fase – den arabisk-israelske krig i 1948 – som var den første direkte militær konfrontation mellem de omkringliggende arabiske lande og den nyudråbte stat Israel.

Krigen blev hovedsagelig udkæmpet på det tidligere mandatområde og i en kort overgang også på Sinai-halvøen samt det sydelige Libanon.Rogan & Shlaim 2007 s. 99. Krigen var afbrudt af flere kortvarige våbenhvileperioder. De sidste kamphandlinger fandt sted d. 10. marts 1948, hvor Israel tog fuld kontrol over Negev. Israel havde forinden – d. 24. februar – indgået en våbenhvileaftale med Egypten, mens selvstændige våbenhvileaftaler blev indgået med Libanon den 23. marts, Transjordanien den 3. april og Syrien den 20. juli. Med indgåelsen af disse forskellige våbenhvileaftaler blev den såkaldte Grønne Linje etableret, som ville danne de facto grænse mellem Israel og dens arabiske naboer frem til Seksdagskrigen i 1967. Både de arabiske lande og Israel gav udtryk for, at den Grønne Linje etablerede en midlertidig våbenstilstandslinje – og derfor ikke skulle behandles som en permanent (de jure) grænse.

Som en direkte konsekvens af krigen endte staten Israel med at kontrollere størstedelen af det tidligere mandatområde i Palæstina. Således kom Israel til at kontrollere hele det område, der oprindeligt var blevet foreslået for den jødiske stat gennem FN's delingsplan, ligesom næsten 60% af det foreslåede, arabiske område også kom under israelsk kontrol.Cragg 1997, s. 57 og 116. Transjordanien tog kontrol over Østjerusalem (inkl. den gamle bydel) og det, der blev kendt som Vestbredden. Desforuden tog Egypten kontrol over Gazastriben.

Foruden territorielle forskydninger udløste konflikten også betydelige, demografiske ændringer i hele Mellemøsten. Omkring 700.000 palæstinensiske arabere flygtede eller blev fordrevet fra deres hjem i det område, der blev til Israel, og de blev palæstinensiske flygtninge i det, de omtaler som Nakba ("katastrofen")– Benny Morris, 2004. The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited, pp. 602–604. Cambridge University Press; . "It is impossible to arrive at a definite persuasive estimate. My predilection would be to opt for the loose contemporary British formula, that of 'between 600,000 and 760,000' refugees; but, if pressed, 700,000 is probably a fair estimate"; – Memo US Department of State, 4 May 1949 , FRUS, 1949, p. 973.: "One of the most important problems which must be cleared up before a lasting peace can be established in Palestine is the question of the more than 700,000 Arab refugees who during the Palestine conflict fled from their homes in what is now Israeli occupied territory and are at present living as refugees in Arab Palestine and the neighbouring Arab states."; – Memorandum on the Palestine Refugee Problem, 4 May 1949 , FRUS, 1949, p. 984.: "Approximately 700,000 refugees from the Palestine hostilities, now located principally in Arab Palestine, Transjordan, Lebanon and Syria, will require repatriation to Israel or resettlement in the Arab states.". Et tilsvarende antal jøder flyttede til Israel i løbet af de tre år efter krigen, herunder 260.000 fra de omkringliggende arabiske stater.Morris, 2001, s. 259–60.Fischbach, Michael R. Jewish Property Claims Against Arab Countries. Columbia University Press, 2008, s. 27

Baggrund

Baggrunden for krigen mellem jøder og arabere i 1948 var jødernes indvandring og håb om at kunne oprette deres egen stat i Palæstina og deres forberedelser hertil, blandt andet ved dannelsen af væbnede styrker, mens den udløsende faktor var FN's delingsplan og den efterfølgende udråbelse af staten Israel.

Den jødiske indvandring og militære forberedelser

Baggrunden for krigen var den voksende, jødiske immigration til Palæstina på grund af stadig voksende antisemitisme både i Øst- og i Vesteuropa. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde Dreyfus-affæren i Frankrig fået Theodor Herzl, der som journalist havde dækket historien, til at skrive bogen Der Judenstaat, hvor han foreslog oprettelsen af en egen jødisk stat med sit nationale sprog, hebraisk. I 1897 tog han initiativet til oprettelsen af World Zionist Organization, og han blev således grundlæggeren af zionismen.Dagbladet 13. januar 2010. Sidst besøgt 30. juli 2010.Bell side 15 Fra Rusland havde der været udvandring af jøder allerede fra 1880-erne – de fleste rejste til USA, men mange drog også til Palæstina eller Eretz Israel, som landet blev kaldt. Eliezer Ben-Yehuda, grundlæggeren af det moderne hebraiske sprog, hørte til denne gruppe fra Østeuropa.Tveit, side 67.

I mellemkrigstiden fortsatte den jødiske indvandring til Palæstina, og samtidig voksede konfrontationerne med palæstina-araberne, da disse i 1930-erne i voksende grad blev klar over, at mange af de nyankomne jøder havde ønske om at få oprettet en jødisk stat i området.Tveit, side 12. Briternes dobbeltrolle i Mellemøsten under 1. verdenskrig bidrog også til de voksende modsætninger, som med tiden ledte til krig.Promises & Betrayals: Britain and the Struggle for the Holy Land nrk.no . filmakers.com En arabisk opstand fra 1936 til 1939 førte til voksende gnidninger mellem jøder og arabere. Araberne mente, at jøderne ville tage landet fra dem, og foretog flere voldshandlinger. Haganah mente, at hævn ikke var vejen frem, og denne ikke-volds-holdning førte til, at mere yderliggående jøder dannede et nyt forsvarsforbund, Irgun Zvei Leumi, som havde til opgave at forsvare de enkelte jødiske bosættelser mod angreb fra arabere, og som hævnede arabiske angreb mod jødiske bosættelser.Bell side 11-75 I 1941 blev Palmach dannet, det første jødiske militære eliteforband, eller Haganahs spydspids om man vil. Disse jødiske styrker arbejdede nogen gange sammen med briterne, andre gange på egen hånd, alt beroende på, hvad de på lang sigt mente ville tjene en fremtidig zionistisk statsdannelse bedst.

Også briternes løfter fra en konference i London i 1939 gjorde det klart, at Palæstina ikke ville blive en jødisk stat. Jøderne var under konferencen repræsenteret ved Jewish Agency, mens araberne havde delegationer fra Egypten, Irak, Saudi-Arabien, Yemen og Transjordanien (som snart skulle blive et selvstændigt Jordan). Under konferencen blev briterne konfronteret med deres løfter fra 1918, som nu var kendte gennem bogen The Arab Awakening af historikeren Georg Antonius. Briterne måtte indrømme, at Storbritannien ikke havde lovet jøderne en egen stat, og at påstandene i The Arab Awakening var korrekte.Tveit, side 400. Men verden og briterne fik kort efter andet at tænke på, da 2. verdenskrig brød ud.

Under 2. verdenskrig stillede den jødiske befolkning i Palæstina sig på britisk side, og der blev dannet jødisk-militære afdelinger. Irgun Haganah (Forsvarsorganisationen), som var blevet dannet i 1920-erne for at forsvare jødiske kibbutzer mod angreb fra arabernes side, blev trænet af briterne. Den deltog i felttoget mod de franske Vichy-styrker i Libanon i juni 1941,Smith, side 191, War on land, sea and air. og fra 1944 deltog en ren jødisk brigadegruppe på allieret side i kampene mod tyskerne i Italien. I alt deltog 30.000 jøder på britisk side under 2. verdenskrig. Jøderne skaffede sig på denne måde en militært veluddannet styrke og et militært ledelsesapparat, som var vant til at lede større militære enheder, hvilket var af stor værdi, da de senere stod mod de samlede arabiske styrker.Herzog, side 12. I midten af 1947 begyndte David Ben-Gurion at forberede Haganah på det forventede opgør med araberne. Han oprettede forsvarsområder og lagde planer for forsvaret ved at fordele territorielt ansvar til de enkelte afdelinger i Haganah.Tveit, side 420.

FN's Delingsplan thumb|left|Deling af Palæstina i følge FN's plan. Den 29. november 1947 vedtog FN's generalforsamling FN's Generalforsamlings Resolution 181 for at løse den arabisk-jødiske konflikt ved at dele Palæstina i to stater: en jødisk og en arabisk. Hver stat skulle bestå af tre hovedsektioner forbundet af ekstraterritorielle veje (ikke undergivet områdets administration); den arabiske stat skulle have en enklave ved Jaffa. Ifølge den kontroversielle israelske historiker Ilan Pappé, skulle jøderne, som udgjorde omkring 32% af den samlede befolkning, have 56% af territoriet. Området med Negev-ørkenen i syd rummede på det tidspunkt 499.000 jøder og 438.000 palæstinensere. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818.000 palæstinensere og 10.000 jøder. I erkendelse af den religiøse betydning flere religioner tillagde Jerusalem-området med Betlehem, skulle det være Corpus Separatum under FNs administration.Pappe, 2006, p. 35

Størstedelen af den jødiske befolkning hilste aftalen velkommen. Det zionistiske lederskab accepterede delingsplanen som "the indispensable minimum,"El-Nawawy, 2002, p. 1-2 De var glade for den internationale anerkendelse men kede af, at de ikke fik mere.Morris, 'Righteous Victims ...', 2001, p. 190

Repræsentanterne for de palæstinensiske arabere og Den Arabiske Liga afviste fuldstændig FN's handling som unfair og afviste endda FN's autoritet til overhovedet at blande sig i sagen. Gold, 2007, p. 134 De gjorde gældende, at styringen af Palæstina skulle overdrages til landets indbyggere i overensstemmelse med FN's Charter. Arab League Declaration on the Invasion of Palestine May 15, 1948 , Jewish Virtual Library. I henhold til Article 73b i Charteret skulle FN udvikle selvstyre for folkeslagene i territoriet under FNs administration.