thumb|Kort, der viser nordisk ekspansion i vikingetiden. Overalt, hvor nordboerne rejste eller slog sig ned, blev de påvirket af og påvirkede selv de lokale mytologier. Farven gul refererer til normannernes bosættelse, hovedsagelig riddere fra hertugdømmet Normandiet, kristnet og taler hovedsageligt et romansk sprog.
Nordisk mytologi er den overordnede betegnelse for de myter, legender og forestillinger om overnaturlige væsner, der var relateret til den før-kristne nordiske religion. Mytologien har rødder langt tilbage i tiden, men den kendes kun i detaljer fra vikingetiden. Mytologien bestod af fortællinger, som handlede om guders liv og deres virke i verden.Bæksted (1984) s. 27 Myterne handlede ikke kun om gudernes liv og deres konflikter med andre grupper af guddommelige væsener, men de er også vidnesbyrd om de oplevelser, mytefortællerne selv havde i deres liv. Mytologien blev til i et bestemt miljø, og det bestemte de temaer, fortællingerne handlede om. De nordiske myter fortæller derfor om menneskets egen, evige overlevelseskamp mod naturen, om slægters konflikter med andre slægter og om de sociale spændinger, der var i det menneskelige samfund, selvom de beskrives som begivenheder i en overnaturlig sfære.Ellis Davidson (25/11/1964) s. 213
Der fandtes ingen normative tekster, og det materiale, der er bevaret til i dag, er en række mere eller mindre tilfældigt sammenstillede kilder. Det er ud fra dem, at man har lavet en forskningsmæssig rekonstruktion. Forsker i nordisk religion Jens Peter Schjødt betegner det som et i realiteten generaliseret idealbillede.Schjødt (2007) s. 34 Nogle af de mytologiske forestillinger og historier kom på den måde til at leve videre i folkloren. Nogle få elementer har på den måde endda kunnet overleve helt frem til moderne tid; det drejer sig dog mest om forestillinger om mindre betydningsfulde mytologiske skikkelser, fx alfer, vætter, nisser og trolde. Som led i en international nyhedensk strømning er der i de senere år opstået forskellige grupper, der forsøger at genskabe en religion (Asetro) baseret på den nordiske mytologi.
De myter, som er blevet overleveret til vore dage, blev nedskrevet af kristne forfattere i middelalderen. I før-kristen tid blev de overleveret som mundtlige fortællinger, der blev fortalt videre fra slægtled til slægtled. Religionsskiftet betød, at mytologien langsomt uddøde som levende tradition, da de institutioner, der understøttede den, forsvandt. Samtidig blev den overleverede mytologi kun bevaret pga. den teknik, som kristendommen bragte med sig. I middelalderen var skrivning på pergament nemlig nært knyttet til de kirkelige institutioner, og de personer, der nedskrev mytologien, blev næsten med sikkerhed uddannet et sådant sted.Lindow (2001) s. 437
Historisk baggrund thumb|Dagr, maleri af Peter Nicolai Arbo, 1874. Dagr var en mytologisk personifikation af dagen, der sandsynligvis aldrig blev dyrket som en egentlig guddom.
For vikingetiden er det svært at lave en klar geografisk afgrænsning af Norden og derved for mytologiens udbredelse. Grænserne var flydende, og når man bevægede sig væk hjemmefra, blev de kulturelle forskelle større, og gradvist nåede man ind i et nyt kulturområde. Men trods de store lokale forskelligheder fandtes der en særskilt mytologi og kultur, der blev holdt sammen af det fælles nordiske sprog. Overordnet set udgør den nordiske mytologi en forholdsmæssig ensartet betydningsmæssig verden, der igen er del af et større germansk fællesskab og længere ude indoeuropæisk.Schjødt (2007) s. 38-44
Den nordiske mytologi byggede hovedsageligt på den ældre germanske; de hedenske guders navne var nært beslægtede i hele det nordvestlige Europa. Det sparsomt overleverede materiale, som stammer fra det germanske område i Nord- og Vesteuropa, viser et nært slægtskab mellem mytologierne. Kristendommen blev den dominerende religion i både det angelsaksiske England og i Tyskland, flere hundrede år tidligere end den gjorde i Norden. Den traditionelle hedenske religion blev derfor undertrykt på et tidligere tidspunkt, og inden den hedenske tradition nåede at blive nedskrevet, som den blev i Norden. Af den grund stammer vores viden om de germanske myter hovedsageligt fra middelalderlige, litterære kilder fra Skandinavien og Island.
Billeder fra bronzealderen kan forestille tidlige udgaver af kendte guder. Fx er den store mand, som bærer en økse, kendt fra flere helleristninger, identificeret som Thor. Men de kan ikke tolkes ved hjælp af de skriftlige kilder, og derfor kan der ikke etableres en sikker forbindelse mellem bronzealderens og vikingetidens mytologi.Holtsmark (1989) s. 12 De tydelige paralleller mellem solvognen og Skinfaxemyten kan muligvis tolkes som en årtusinder gammel "efterklang" i vikingetiden.Ström (1985) s. 21 Fra jernalderen er der overleveret få og fragmentariske levn til germanske forestillinger og myter, og ud fra dem kan der påvises en tydelig kontinuitet mellem religionen blandt sydgermanerne fra 1. århundrede e.v.t. til nordgermanerne omkring 1000 e.v.t. Ikonografiske studier af det arkæologiske materiale har påvist en tydelig litterær og motivmæssig kontinuitet fra 500-tallet til 1200-tallet i et område, der omfattede Sverige, Norge, Danmark og England. Arkæologen Lotte Hedeager mener, at det tyder på, at de vigtigste myter i den nordiske mytologi grundlæggende blev overleveret i nogenlunde uændret form gennem hele perioden.Hedeager (1999) s. 134 Sandsynligvis var den i begyndelsen af perioden kun udtryk for en tradition, der var udbredt inden for et fåtalligt aristokrati og først senere nåede den brede befolkning, i hvert fald i Norge og på Island.Andrén (1991) s. 32 Germansk kultur var ikke den eneste påvirkning af Norden. Komparative studier har påvist elementer fra såvel keltisk mytologi som samisk eller snarere finsk-ugrisk mytologi; indtil middelalderen var finsk-ugrisk kultur udbredt langt ned i Sydsverige og Norge. Intet tyder dog på, at samisk bjørnekult, laksekult og samiske jagtguder var udbredt i den nordiske kultur.Steinsland (2005) s. 22-26
I vikingetiden havde nordboen ikke noget særegent navn for sin tro. Først i møde med kristendommen kom begrebet forn sið (= fordum skik, gammel skik) om norrøn tro i modsætning til nýr siðr (= ny skik) om kristendommen.Håkon jarl i Flateyjarbók – En kilde til nyanser i vår kunnskap om norrøn religion. – Artikler av Steffen Thunheim thumb|left|Snorres Edda (den yngre Edda), udformet som en lærebog i norrøn mytologi for skjalde.
Formidling og overlevering thumb|180px|left|Islændingen Snorre Sturlason har haft uvurderlig betydning for overleveringen af nordisk mytologi. Den europæiske lærdomstradition blomstrede i Island i perioden lige efter religionsskiftet, og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, så derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden.Meulengracht Sørensen (2006) s. 62 John Lindow foreslår, at denne indsamling og nedskrivning af den gamle mytologi er blevet inspireret af kristne tekster, fx Klemens saga. I den er der ligefrem en opfordring til læsning af de hedenske historier, så man den måde kunne opleve gudernes slette karaktér. Han mener på den baggrund, at den teologi, der kommer til udtryk i Yngre Edda er baseret på Romerbrevet 1:18-23. I det fortælles det bl.a., at hedningene engang havde kendt den kristne gud, men siden havde vendt sig bort fra ham for i stedet at begynde at dyrke afguder. Lindow mener, at det forklarer værkets euhemeristiske tilgang.Lindow (2001) s. 443-445 Lindow mener desuden, at allerede de tidligste islandske skrifter, der hovedsageligt bestod af helgenvitae, kan bruges som indirekte levn til fx Thor og Odins betydning, når de beskrives som helgenernes dæmoniske hovedmodstandere i de islandske oversættelser af latinske tekster. I disse tekster, som i reglen er ældre end fx Snorres egentlige mytologiske værker, optræder også flere navne på de øvrige guder. Lindow mener, at det viser, at en omfattende viden om den hedenske mytologi var blevet overleveret i klostrene, da nogle af de karakteristika, der kendes fra den øvrige mytologiske litteratur, også findes i dem.Lindow (2001) s. 444
De fortællinger og forestillinger, der knyttede sig til religionen i Norden, udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle. Før middelalderen var den nordiske mytologi næppe en del af en sammenhængende historisk og kulturel enhed. Først da begyndte hedninge under stærk påvirkning af kristendommen at forsøge at skabe religiøse institutioner, som vi kender dem fra eksempelvis den kristne kultur. Mytologien var i før-kristen tid snarere en dynamisk syntese af nye og gamle forestillinger fra et stort geografisk område og var genstand for stadig fornyelse og gendigtning.Schjødt (2007) s. 37-38 Myter var ikke kun beretninger, billeder var parallelt med ritualer et andet vigtigt middel til at videreformidle mytologiske traditioner. Den svenske religionsforsker Anders Andrén beskriver den nordiske litteratur som kendetegnet af tableauer eller scener, der bindes sammen med korte verselinjer, dvs. der var en udpræget brug af tekstbilleder i modsætning til fx den græske episke tradition. Billedlige fremstillinger var sandsynligvis længe en helt integreret del af formidlingen af mytologien, samtidigt med at billeder har virket både styrende og begrænsende for motivvalget i fortællingerne. Det betød dog ikke, at den episke tradition var ukendt i Norden.Andrén (1991) s. 30-31
thumb|200px|right|Motiv fra runesten, Ramsund, ca. 11. århundrede. Billederne viser en række begivenheder fra sagnet om helten Sigurd, der var kendt over hele det germanske område mens selve runeteksten omhandler arveforhold. Situationerne fra legenden viser hvordan Sigurd fik sin retmæssige skat. Myter blev også brugt inden for en helt bestemt kontekst, dvs. de var levende elementer i et bestemt samfund og bestanddele af en særlig kultur. Den enkelte myte skal derfor tolkes i relation til den tid og det sted, den blev brugt eller nedskrevet i. De sociale forhold i samfundet har f.eks. altid haft stor betydning for forståelsen og formidlingen af mytologiske fortællinger. Derfor var det sociale system i den mytiske verden en kopi af den virkelige verdens, og i Norden, hvor slægtskabsforhold var afgørende for de sociale relationer, var de det også i myterne.Clunies-Ross (1994) s. 87-89 Vi må derfor formode, at man i Island har genfortalt myterne på en anden måde og lagt vægt på andre elementer end man gjorde i det øvrige Norden. Kommunikation mellem landene var dog mulig, og Island var på intet tidspunkt isoleret fra det øvrige Norden. Gennem hele vikingetiden og middelalderen foregik der derfor en livlig, om end ikke regelmæssig kulturel udveksling båret af økonomiske transaktioner mellem alle landene i hele Norden. Ud over de geografiske forskelle var der også sociale variationer, da der har været forskel på, hvad overklassen og hvad almuen erfarede, fx rejste kongerne ganske ofte og havde gode internationale forbindelser.Schjødt (2007) s. 36-37 En anden væsentlig begrænsning for vores forståelse er det forhold, at de vigtigste skriftlige kilder blev til i Island i 13. til 14. århundrede, da den før-kristne religion ikke længere var levende.Clunies-Ross (1994) s. 14-15 Trods disse forbehold er det i dag den mest udbredte opfattelse i forskningen, at der i det store billede har været en høj grad af kulturel kontinuitet i befolkninger i hele det nordiske område,Schjødt (2007) s. 37 og at de bevarede kilder bygger på ældre før-kristne beretninger uden nødvendigvis at være direkte afskrivninger.Schjødt (1994)
Karakteristik i forskningshistorien