Nordisk religion er en betegnelse for de religiøse traditioner og skikke der blev praktiseret førend religionsskiftet i Norden. Den nordiske religion studeres ofte som et etnisk fænomen og som særskilt fra samisk og grønlandsk shamanisme. Kildemæssigt er forholdene i vikingetiden bedst kendt, bl.a. bevidnet ved runesten og ikke mindst sagalitteraturen. Kendetegn Den nordiske religion var måske en folkelig religion, men sandsynligvis også præget af ritualer og sociale bånd. Den har været lokalt orienteret og forekommet i mange former: Der fandtes ikke normative tekster, og religiøs forandring kan hævdes at være et vilkår for al religion.
I vikingetiden blev mytologien og kundskaben om den rituelle praksis hovedsageligt overleveret i mundtlig form. Tidlige vidnesbyrd er vanskelige at sammenfatte, og først fra højmiddelalderen er bevaret skriftlige kilder. Den moderne religionsvidenskab bygger på dem, men suppleres med bl.a. arkæologi. På det grundlag er der skabt en forestilling om en fælles nordisk religion; det vil sige, at nordisk religion er et generaliseret idealbillede,Schjødt (2007) s. 34-36 og dertil afgjort tidsbunden til århundrederne op mod kristendommens indførelse.
Norden har ikke absolut udgjort en enhed, men er alligevel topografisk genkendelig, dels som den skandinaviske halvø (Norge og Sverige) dels som Jylland og øerne (Danmark), og har såvel økonomisk og kulturelt - evt. 'politisk' - været forbundet med naboregionerne. Nordboerne var germansktalende, og som så, germanere, der nogenlunde fra og med det 1. århundrede formodes at have været fælles om nogle kult-religiøse træk. I det nordgermanske sprogområde er kildematerialet langt mere omfattende til vikingetidens religion end til den ældre - og formodningsvist nært relaterede - germanske religion, og i begge tilfælde (germansk eller nordisk religion) har forskningen været præget af det senere og navnlig litterære nordiske materiale. Baggrund right|thumb|250px|Nordiske bosættelser i vikingetiden. Rødlige, orange og gule farver markerer områder, der var beboet af nordiske i folk fra 8. til 11. århundrede. I disse områder har den førkristne nordiske religion sandsynligvis været dyrket. I vikingetiden var der ingen klar politisk afgrænsning af Norden, idet grænser var flydende mellem kulturområder, og snarere opfattedes landskabeligt. Kommunikation mellem landsdelene fandt sted, men den var ikke regelmæssig, og der var forskel på, hvad privilegerede folk og mindre privilegerede folk - anakronistisk sagt: overklassen og almuen - erfarede. Efter nogen forskeres opfattelse (ex. Lotte Hedeager) har stormændene rejst ganske ofte, og i det tankespor kunne den nordiske religion godt have udgjort et relativt homogent semantisk univers, og såvel have afspejlet en høj grad af kulturel kontinuitet i den brede befolkning. Fra et strukturelt perspektiv kan det også forstås som et jævnt arkaisk miljø, mens der samtidigt selvfølgeligt også må have været en divergerende udvekslingsproces undervejs. Men, den nordiske kultur var del af et større germansk fællesskab, som længere ude var en del af et indoeuropæisk fællesskab.Se bl.a. Schjødt (2007) s. 37-38
På den måde kan nordisk religion ses som en samling af lokale religioner, der blev holdt sammen af et fælles nordisk sprog. Religionen var vokset sammen og bestod af mange elementer, som havde meget forskellig oprindelse. Det kunne både være ældgammel overlevering - måske arkaismer - og indlån fra samtidige kulturer.Se specielt Steinsland (2005) pp. 13Schjødt (2007) s. 43-44 Den norske religionsforsker Gro Steinsland beskriver religionen som en etnisk religion eller en folkereligion. Den voksede frem som en del af traditionen inden for en bestemt befolkningsgruppe og var en integreret del af en helt egnsbestemt kultur. Hun præciserer endvidere, at tyngdepunktet ikke lå i trosforestillingerne, men i den rituelle praksis. Mytologien havde ikke en fast form, men varierede efter tid og sted, hvilket relativt set står i modsætning til den skriftreligion der senere vandt lokal udbredelse - kristendommen. Ligesom den klassiske jødedom har også den nordiske religion været knyttet til et bestemt folks territorium, og her blev man født ind i fællesskabet.Steinsland (2005) pp. 31-32 Her må det betænkes at dette er en moderne konstrueret idealmodel, der bygger på antagelser og tolkninger af strukturelle ligheder, og som ret beset derfor ikke afspejler nogen konkret religion, på et bestemt tidspunkt på et bestemt sted.Schjødt (2007) s. 44
I spekulationen over hvornår den nordiske religion opstod kendes ikke nogen tidsgrænse, og den eneste afgørende religiøse forandring der kan dokumenteres sker på overgangen mellem jernalderen og vikingetiden omkring år 700. Kildematerialet til den tid er endog yderst spinkelt. ; se også Steinsland (2005) pp. 12 Norden har været beboet af mennesker siden slutningen af den sidste istid, og selvom den kulturelle kontinuitet mellem det oprindelige jæger-samlersamfund og det samfund, vi møder i vikingetiden, i grunden er fuldstændig ukendt, så er der, ikke desto mindre tradition for at ane forskellene mellem de to tidsbundne samfund alligevel må omfatte et slags kontinuum - se herfor eksempelvis Jørgen Jensens værkserie "Danmarks oldtid" (2001-2004), eller tv-serien "Historien om Danmark" (2017) med Lars Mikkelsen som gennemgående figurkarakter, ligesom Lægæst i Johannes V. Jensens fortælling om "Den lange Rejse" (skrevet før 2. verdenskrig).
Det vides som sagt ikke præcist, hvornår de traditioner og forestillinger, der karakteriserede vikingetidens religion opstod, men de første historiske vidnesbyrd hører alligevel til 'i vor tid', dvs. omkring år 300, hvor genkendelige navneformer af Odin, Thor og Freja dukker op i det germanske område, og indikerer dyrkelsen af guder, som bar de samme navne som vikingernes.Axboe (2005) pp. 47 Den indoeuropæiske forbindelse
Begrebet indoeuropæisk dækker over et sprogligt slægtskab hos en ikke nærmere bestemt række folkeslag. Det er en lingvistisk (sprogvidenskabelig) konstruktion der så vidt ikke omfatter en metodisk eller teoretisk klar viden om et sted - det er et polemisk tema, men det gængse udgangspunkt er at finde sprogoprindelsen i den nordlige centrale del af Eurasien, nogenlunde i regionen omkring Sortehavet. Det traditionelle udgangspunkt - eksempelvis hos Rasmus Rask - tog afsæt i nogle sproglige ligheder mellem klassisk indiske tekster, skrevet i sanskrit, og eksempelvis latin og førte til den til dels historisk begrundede forståelse af en arisk båret sprog- og kulturudvikling. Den litauisk-amerikanske arkæolog Marija Gimbutas har søgt at korrigere denne tradition og foreslår, med Kurgan-hypotesen det indoeuropæiske sprog spredte sig til Europa og det vestlige Asien mellem det 4. og 3. årtusinde f.v.t.Se f.eks. Gimbutas (1997) Som Strazny beretter: "The single most popular proposal is the Pontic steppes (see the Kurgan hypothesis)..."Levy-Coffman (2006), med reference til Strazny (2000) s. 163
Den gamle tradition er gennem tiden blevet udfordret fra andre både lingvistisk og genetisk stemte studier. Specielt med øje for en forklaringsmodel for kulturudvikling må nævnes den bekendte arkæolog Colin Renfrew der fik stor opmærksomhed for en teori om, at den folkelige migration - og dermed også kulturelle ekspansion - stammede helt tilbage fra omkring det 8. årtusind f.v.t. og var karakteriserbar som en (delvist) naturlig ekspansion af dyrkningsområderne: Den neolitiske revolution.Renfrew (1987) Renfrews teori har i dag mistet mange støtter, og hypotesen om omfattende folkevandringer er mindst ligeså gængs.
Der har i forskningen været forventning om, at myter og forestillinger hos forskellige indoeuropæiske folkeslag har et fælles ophav i en oprindelig indoeuropæisk kultur. Teorien om et indoeuropæisk udgangspunkt bygger altså til dels på lingvistiske ligheder og implicit heri er der også et kulturelt slægtskab mellem de indoeuropæisk talende folkeslag.Bæksted (1996) pp. 10Steinsland (2005) pp. 13-14 I den sammenhæng har Georges Dumézils værk "L’ideologie triparte des Indo-européens" (1958), haft enorm betydning for forståelsen af nordisk religion. Anders Bæksted påpeger imidlertid, at tilsyneladende fælles træk hos forskellige kulturer også kan være udtryk for fællesmenneskelige ideer og derfor resultat af parallelle udviklinger eller udveksling mellem folkeslag.Bæksted (1996) pp. 11 I dag er tilbøjeligheden til at tale om en fælles indoeuropæisk kultur blevet mindre.Steinsland (2005) pp. 16 Det eneste element i den nordiske religion, der peger på en direkte lingvistisk forbindelse til en proto-indoeuropæisk religion, er gudenavnet Thor - krigsguden Tyr.
Blandingskultur
De nordiske sprog tilhører den germanske sproggruppe, og med det indoeuropæiske dels sprogvidenskabelige perspektiv som ledetråd er det oplagt at søge efter paralleller til nordisk religion blandt de folkeslag, der hørte til det sprogmiljø. Som så bliver forståelsen af en germansk kultur et primært sprogteoretisk baseret tema. Den gamle myte om en slags politisk organisation i et pangermansk samfund er klart profileret, men må nu også appellere til en nyfortolkning af arkæologiens korporeelt orienterede undersøgelser af den forhistoriske tid. (profileret), s.316 (familie/klan), s.320-321 (teser&arkæologi), s.322 (dekonstruktion&nytolkning), s.322-324,326 (kohesivt storrum), s.327 (kulturkriterier~post-processual archaeology), s.330-331 (hærfølge), s.331-333 (exkurs:Illerup), s.334-335 (kontinuitet), s.335-337 (sprog), s.337-338 (appel)
Ligheder i skriftligt overleverede gudenavne viser tegn på en kulturel forbindelse mellem det syd- og nordgermanske område. Navnene på ugedagene er det klareste bevis, men er af en betydeligt ung dato, dvs. fra historisk tid. Et andet vanskeligt spor er runerne, der nok opfattes at være blevet benyttet over hele det germanske område, omend de konkrete vidnesbyrd - arkæologiske artefakts - taler for et overvejende nordisk udbredelsesområde.
Gro Steinsland har ledt opmærksomheden mod andre sprogmiljøer og at den nordiske kultur blev til i mødet mellem både germanske, keltiske og samiske kulturer.Steinsland (2005) pp. 22-26 Hun lægger i sin karakteristik af den nordiske kultur vægt på, at Norden lå i udkanten af det germanske område, og at området derfor har været mere åben over for nabokulturerne. I ældre forskning har der været en tendens til at tro, at det var samerne, der lånte fra nordboerne, og ikke omvendt. Gro Steinsland påviser, at samerne blev betragtet som en mere ligeværdig kultur af nordboerne end tidligere antaget, og derfor er opmærksomheden vokset på flere fællestræk mellem de to kulturer. Flere forskere er blevet mere åbne over for muligheden for en samisk påvirkning af nordisk religion, men Steinsland mener dog, at der også har været et overdrevent fokus på specielt lighederne mellem nordboernes sejd og samernes noaide. Hun foretrækker at beskrive disse fænomener som mere selvstændige former der kunne have sameksisteret i årtusinder, som del af en cirkumpolar shamanistisk tradition. Hun fremhæver at der var store forskelle mellem den samiske og den nordiske samfundsstruktur; hovedsageligt fordi den ene var nomadisk, mens den anden var fastboende. Lighedspunkter mellem nordisk og samisk kultur behøver ikke nødvendigvis at være resultatet af direkte lån, men snarere at de er udtryk for mødepunkter mellem to forskellige kulturer.Steinsland (2005) pp. 24-26 Forhistorie
Det nordlige Europa, nord for Elben, var indtil begyndelsen af det 2. årtusinde nærmest skriftløs - runernes skriftpraksis er faktisk ikke litterær, eller 'tekstlig'. Men takket være arkæologien er der alligevel et righoldigt materiale der kan tolkes i en religiøs sammenhæng (herunder runefund). Bondestenalderens vandånder