Slaget ved Thermopylæ i år 480 f.Kr. stod mellem et forbund af græske bystater og den invaderende persiske hær ved Thermopylæ-passet. Selv om grækerne var i undertal, formåede de at standse fjenden i et af de mest berømte slag i historien. En styrke på ca. 7000 krigere fra de græske bystater, anført af kong Leonidas, formåede at spærre den eneste vej, som den enorme persiske hær kunne passere. Perserne led uhyre tab, før det lykkedes dem at omgå spærringen, og det skete kun, fordi grækeren Ephialtes forrådte de kæmpende grækere og afslørede en bjergvej, der gik bag om grækernes forsvarslinjer. Kong Leonidas blev tilbage i passet med 300 spartanske elitesoldater og omkring 700 thespiatiske frivillige for at forsinke den persiske hær. Det medførte, at resten af hæren kunne falde tilbage og forsvare sig mod den persiske afdeling, der havde taget bjergvejen.
Baggrund Efter det persiske felttog mod Grækenland var sat i gang, sendte Xerxes bud til alle de græske stater undtagen Sparta og Athen, da de tidligere havde henrettet sendebud fra Xerxes' far Dareios, havde henrettet gesandterne. Athenerne kastede de persiske repræsentanter i rakkerkulen, afgrunden hvor dødsdømte forbrydere nedstødtes i Athen også på græsk βάραθρον (barathron). Spartanerne kastede deres sendebud ned i en brønd og hånede dem med kommentaren: "Grav jer selv op".
Der blev tilbudt gode betingelser, hvis de overgav sig og forsynede ham med vand og jord. Mange af de mindre stater overgav sig.
De to ledende stater, Sparta og Athen, fik snart støtte fra andre stater. Flere repræsentanter fra de græske bystater mødtes til en kongres i Korinth i efteråret i 481 f.Kr.Herodot VII,145., og her blev en konføderation af græske bystater dannet. Det er intet bevis for, at en stat stod i spidsen for modstanden mod perserne; Herodot kalder dem fx bare ’’grækerne’’ eller ’’de grækere, som har samlet sig.’’ Det var hovedsageligt et forsvarsforbund, der skulle sørge for, at Grækenland stod samlet mod den persiske invasionshær.
thumb|250px|Themistokles En persiske armé mødte først en samlet spartansk og athensk styrke på 10.000 hoplitter ledet af Euanetus og Themistokles ved Tempe. Da Xerxes hørte det, sendte han en hær gennem det ubeskyttede Sarantaporostræde. Hoplitterne blev advaret af Alexander 1. af Makedonien og flygtede fra passet.Herodot VII,173 De allierede grækere forudså, at den næste strategiske flaskehals, hvor perserne kunne blive stoppet, var Thermopylæ.Herodot VII,175 De bestemte derfor at beskytte stedet med en mindre styrke og samtidig sende en flåde til området ved Artemistemplet i Efesos, der var en maritim flaskehals. Xerxes' hær fik primært sine forsyninger ad søvejen.
Det er blevet diskuteret, hvad den strategiske grund til denne fordeling af styrkerne var. Hermann Bengtson mener fx, at landstyrken skulle standse den persiske hærs fremrykning, mens den persiske flåde blev slået til søs. En anden teori har været, at perserne kunne blive decimeret af udmattelse, epidemier og sult, hvis de blev holdt mod nord så længe som muligt.Ιστορία του Ελληνικού Έθνους (Historien til den greske nasjon) utgave B Enkelte har hævdet, at athenerne følte, at Leonidas' lille styrke var stærk nok til at stoppe perserne, ellers ville de selv have forladt deres by og sendt hele hæren til Thermopylae. Der kendes et senere tilfælde, hvor det lykkedes en lille græsk styrke at stoppe en større invasionshær; i 353-352 f.Kr. stoppede 5.000 athenske hoplitter og 400 ryttere Filip 2. af Makedoniens overlegne hær.
Herodot hælder selv til den sidste forklaring, da han skriver, at ’’de styrker, som Leonidas havde med sig fra Sparta, virkede opmuntrende for de allierede og hindrede dem i at gå over til mederne (perserne)’’Herodot VII.206.
Den spartanske konge blev sat til at lede de græske allierede ved Thermopylæ.Herodot VII.204 Ifølge Herodot var han selv overbevist om, at han gik en sikker død i møde – noget, han ikke havde gjort, hvis han havde troet, at den styrke han havde fået, var stor nok til sejr. Han valgte kun at tage de mænd med sig, som havde sønner, der var gamle nok til at overtage ansvaret for deres familie. Plutarch skriver, at Leonidas svarede sin kone på hendes spørgsmål om, hvad hun skulle gøre, efter han var draget væk: "Gift dig med en god mand og få gode børn".
En almindelig afskedshilsen fra spartanske kvinder til deres mænd var: "Kom hjem enten med eller på dit skjold". Det betød, at soldaten enten skulle komme hjem som sejrherre (med skjoldet) eller død, dvs. båret væk fra slagmarken (på skjoldet), frem for at kaste skjoldet væk og flygte fra slaget eller overgive sig.
thumb|left|Kort over Thermopylæ og Malisbugten med datidens og dagens kystlinjer indtegnet.
Slagmarkens topografi thumb|300px|Antikkens og den nuværende kystlinje. På denne tid bestod passet ved Thermopylæ af et smalt stykke vej langs kysten af Malisbugten, så smal at kun én hestevogn kunne passere ad gangen.Herodot VII 175 Sydsiden af passet var afgrænset af klipper, mens nordsiden stødte op til bugten. Langs den vej var der tre indsnævringer, "porte" (pylai), og i midten var der en kort mur bygget af fønikerne et århundrede før som forsvar mod thessaliske invasioner.Herodot VII,176 Navnet Thermopylæ betyder "de varme porte" efter egnens varme svovlkilder.
Passet ser i dag meget anderledes ud på grund af en opfyldning af Malisbugten, og den gamle vej ligger nu ved foden af de højder, der strækker sig rundt om en slette.
Slaget Persernes ankomst right|thumb|400px|Slaget ved Thermopylæ og forflytningen til Salamis. Da den persiske hær nåede indgangen til Thermopylæpasset, forsamledes grækerne til rådslagning. Peloponneserne foreslog en tilbagetrækning til hjemområderne for at forsvare Peloponnes der. De vidste selvfølgelig, at perserne måtte besejre athenerne, før de kom frem til Peloponnes. Fønikerne og lokrierne som havde deres stater i nærheden, mente derimod, at de skulle stå imod og forsvare Thermopylæ. Leonidas fandt det bedst at holde sig til den sidstnævnte plan.
I mellemtiden var perserne nået helt frem til passet og havde sendt en spejder ud for at rekognoscere. Grækerne lod ham komme helt hen til lejren for at observere. Perserne og Xerxes morede sig meget over det, som spejderen kunne fortælle om størrelsen på den græske hær, og at spartanerne var optaget af gymnastik (kalostenhos) og af at ordne håret (spartanerne havde langt hår). Demaratos bad en af de grækere, der var med hos perserne om råd og fik til svar, at spartanerne forberedte sig til slag, og at det var et af deres ritualer at pynte håret, før de gik i krig. De var de modigste mænd i hele Grækenland, fik han fortalt, og de var opsatte på at forsvare passet.
Xerxes var skeptisk. Ifølge en anden beretning sendte han en udsending over til den græske side. Han tilbød Leonidas at gå over til persernes mod at blive konge over hele Grækenland. Leonidas svarede:
Hvis du vidste, hvad der er godt i livet, havde du ikke haft et ønske om udenlandske ting. For mig er det bedre at dø for Grækenland end at blive konge over mine landsmænd.(Plutarch, Moralia, 210, 5)
Derefter bad Xerxes ham endnu engang om at overgive sig. Til dette gav Leonidas det berømte svar: Μολών Λαβέ – Molon labe! (= Kom og hent dem!)
Dette citat er senere blevet brugt af mange generaler og politikere for at efterligne grækernes bestemthed og vilje til at ofre sig frem for at overgive sig. Det er i dag en devise for den græske hær.For devisen med mottoet, se www.army.gr Xerxes ventede i fire dage på, at de græske styrker blev splittet og derefter ville overgive sig, men på den femte dag beordrede kongen mederne og cisserne til at tage grækerne til fange og bringe dem til ham.
Første frontalangreb thumb|350px|En falanksformation Xerxes sendte mederne først, formentlig på grund af forventningerne om deres heltemod, eller som Diodorus Siculus har antydetDiodorus Siculus, Library, XI,6,3, fordi han ønskede, at de skulle bære hovedbyrden af angrebet (mederne var få år før blevet underlagt perserne).
Mederne, som skulle tage grækerne til fange, befandt sig nu i et frontalangreb. Grækerne havde taget opstilling på begge sider af den genopbyggede fønikiske mur. Detaljer om taktikken er uklare, grækerne var med stor sandsynlighed opstillet i en falanksformation, der skabte en væg af overlappende skjolde, hvor spyd stak ud, og som strakte sig tværs over hele passet. Herodot fortæller, at enhederne fra hver stat stod samlet hver for sig. Perserne, bevæbnet med buer og korte spyd, kunne ikke komme frem til den græske falanks mellem de lange spyd, og de let pansrede persiske soldater havde kun lidt at stille op overfor de langt bedre beskyttede og disciplinerede græske hoplitter.
Grækerne overlistede perserne: De lod, som om de trak sig tilbage, for derefter at gøre et udfald mod de nu uorganiserede medere. På denne måde dræbte de så mange medere, at Xerxes, som det blev fortalt, skal have hoppet op tre gange fra den stol, hvorpå han sad og betragtede slaget. Ifølge Ctesias skal denne første bølge have bestået af 10.000 soldater, ledet af Artapanus.
Grækerne bliver omringet Sent anden dag, da perserkongen planlagde sit næste træk, fik han et tip fra en malier ved navn Efialtes om en omvej rundt om Thermopylæ, og Efialtes tilbød sig selv som guide. Efialtes var motiveret af en rigelig belønning, men blev senere myrdet. Omvejen gik øst for den persiske lejr, langs ryggen af Anopiabjerget, bag de klipper, der flankerede passet. Vejen delte sig i to; den ene gik til Fokis, den anden til Malisbugten. Leonidas havde udstationeret 1.000 fokisere til at vogte denne vej, men de blev overrumplet af perserne, da de ikke var forberedt på så stor en styrke.
Perserne blev ledet af Hydarnes, og han havde frygtet, at det var spartanerne, som vogtede passet, men fik af Efialtes at vide, at det ikke var tilfældet. For at undgå et stormangreb valgte Hydarnes en taktik, som skulle vise sig at være den afgørende: han beordrede en pileregn affyret mod de forsvarende grækere. Fokiserne trak sig tilbage til toppen af bjerget, hvor de skulle udgøre en sidste modstand. Perserne satte nu kursen mod Alpenus.
Efter denne hændelse fik navnet Efialtes en varig skamplet; det kom til at betyde mareridt og er på moderne græsk stadig synonymt med forræder.Tegopoulos-Fytrakis-ordbog over moderne græsk, ord:Εφιάλτης
Afslutningen for spartanerne og thespiaierne Da Leonidas hørte, at fokiserne var faldet, sammenkaldte han et råd ved daggry. Under dette møde talte nogle grækere for at trække sig tilbage på grund af den overvældende persiske styrke, mens andre insisterede på at stå fast. Efter mødet trak mange af de græske styrker sig tilbage og rejste hjem. Herodot hævder, at Leonidas selv gav ordre til deres afrejse, men Herodot gengiver også selv den alternative forklaring, at de græske styrker forlod slagmarken uden Leonidas samtykke. Spartanerne havde aflagt et løfte om at kæmpe til døden, mens thebanerne blev holdt som gidsler. Et kontingent på omtrent 700 thespiere ledet af general Demofilos havde nægtet at forlade slaget sammen med de andre grækerne og valgte at stå sammen med spartanerne.
Grækerne flyttede sig længere frem for at møde perserne i en bredere del af passet i håbet om at kunne dræbe så mange persere som muligt. De kæmpede med spyd, så længe de holdt, og skiftede derefter til xiphoi (kortsværd). I denne kamp, fortæller Herodot, faldt to af Xerxes brødre, Abrocomes og Hyperanthes. Leonidas skal også selv været faldet i denne træfning. Stedet, hvor han faldt, blev samme år markeret med en stenløve. Faldne spartanere blev normalt begravet, hvor de døde, men blev mindet i hjembyen med en sten med navnet og ordene "død i krig".Paul Cartledge: The Spartans (s. 259-60)