Alkibiades var en græsk politiker (451/50 f.Kr - 404 f.Kr). Hans fulde navn var Alkibiades Kleiniou Skambonides, "Alki'biades, søn af Kleinias fra deme (= amt, egn, område) Skambonidai".Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 35), forlaget Dreyer, Oslo 2013,
Opvækst Alkibiades blev født i Athen som søn af Deinomake (Perikles' kusine)C.A. Cox, Household Interests, 144. og Kleinias 2., der kom fra en mere ubetydelig familie. Hun kunne spore sin familie tilbage til Evrysakes og Ajax.Platon, Alkibiades 1, 121a Alkibiades tilhørte dermed på morssiden alkmaionidernes mægtige og kontroversielle slægt. Hans morfar hed også Alkibiades og var ven med Kleisthenes, den berømte grundlovsreformator sent i 500-tallet f.Kr. Efter at Kleinias 2. faldt i slaget ved Koroneia i 447 f.Kr., blev Perikles og Arifon hans værger.N. Denyer, Commentary of Plato's Alcibiades, 88–89 Alikibiades havde ifølge Plutark flere berømte lærere fx Sokrates, og han var godt oplært i retorik.
Hans amme hed Amykla og kom fra Sparta.Plutark om Alkibiades Thrakeren Zopyros var ansat som "pædagog", som i antikken betød, at han fulgte drengen til og fra sportsøvelser og undervisningstimer, overværede dem og bar drengens instrumenter for ham. Nederlaget i Koroneia medførte, at Athen tabte kontrollen over naboregionen Boiotien. Efter Kleinias' død blev Perikles værge for den fire år gamle Alkibiades og hans lillebror Kleinias 3. til 434 f.Kr. Ifølge Platon sendte Perikles Kleinias til sin bror Arifron, muligvis for at holde ham borte fra Alkibiades' dårlige påvirkning. Men inden et halvt år sendte Arifron drengen tilbage til Perikles, som imidlertid heller ikke ville tage ansvar for Kleinias, men igen overlod ham til hans storebror Alkibiades. På det tidspunkt var Perikles travlt optaget af genopbygningen af Akropolis, som blev ødelagt under den persiske invasion i 480 f.Kr. og har næppe haft overskud til at få skik på sin kusines to faderløse sønner.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 63), forlaget Dreyer, Oslo 2013, thumb|Alkibiades undervises af Sokrates, som François-André Vincent tænkte sig det. Der skal have bestået et nært forhold mellem Sokrates og Alkibiades, da denne var teenager. Alkibiades havde mistet sin far så tidligt, at han kan have søgt en tilknytning og nærhed, han ikke fik hos sin fosterfar Perikles. (Langt senere skrev Plutark, at da Perikles brød sammen i 429 f.Kr. efter at have mistet sin søster og sine to sønner af første ægteskab i pesten, var Alkibiades blandt dem, der hjalp ham ud af sorgen og tilbage til hverdagen.) Men Perikles var en reserveret mand, opslugt af sine forpligtelser, mens Alkibiades var en selvhævdende, opmærksomhedskrævende ung mand. Ingen samtidige kilder omtaler noget forhold mellem Sokrates og drengen. Thukydid nævner det ikke, og de kilder, man har, er alle fra 300-tallet f.Kr. thumb|Sokrates tager fat på Alkibiades. Men ifølge Platon havde ingen andre af Sokates' mange omgangsvenner så nært et forhold til filosoffen som Alkibiades, muligvis med undtagelse for Platon. I så fald kan forholdet have vakt Platons jalousi og være baggrund for hans usympatiske skildring af Alkibiades i Drikkegildet (der udspiller sig i 416 f.Kr. men er skrevet omkring 380 f.Kr., hvor Platon kendte de to mænds skæbner). Den klassiske athenske form for pæderasti omfattede en ældre, aktiv erastes (= som elsker) som forsøger at forføre eromenos (= som elskes). Ifølge Platons dialog Alkibiades I benyttede Sokrates hverken ros eller smiger for at gøre indtryk på sin nittenårige samtalepartner, men påpegede tværtimod hans umodenhed og pålagde ham at arbejde med sin sjæl og udvikle sine dyder. I den proces skulle han ledes af Sokrates. Men da de to genses i Drikkegildet, hvor Alkibiades er blevet 35 år, skildres han som en fordrukken og ulykkelig mand, opfyldt af begær efter sin gamle mentor, der afviser ham.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 77) thumb|Jean-Léon Gérôme (1824–1904): Sokrates opsøger Alkibiades i Aspasias hus, 1861. Alkibiades havde en talefejl og udtalte r som l. Aristofanes gør nar af ham i stykket Hvepsene, hvor Alkibiades udtaler "Theoros" som "Theolos". Andre historier om hans opvækst bærer præg af at være anekdoter. I Plutarks biografi spillede Alkibiades en gang terning med nogle andre drenge på gaden. En vogn kom kørende, ligesom Alkibiades havde kastet terningen på kørebanen. Da vognen ikke gjorde tegn til at standse, lagde han sig ned foran den, og den skrækslagne kusk fik med nød og næppe hestene standset.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 136) Lige så anekdotisk er Plutarks beretning om Alkibiades' første offentlige optræden, da han gik forbi et møde i folkeforsamlingen og hørte applaus i anledning af en pengeindsamling til staten. Straks gik han op på podiet og gav selv et bidrag i alles påsyn. Men han glemte, at han holdt en vagtel under sin kappe, og idet den fløj op, hjalp hele folkeforsamlingen ham med at få den indfanget. Det var kaptajn Antiokhos, der fik fat på fuglen og dermed indledte et venskab med Alkibiades, der blev skæbnesvangert for dem begge.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 79)
Mistanke om spartansk tilknytning Allerede tidligt i sin politiske karriere blev Alkibiades mistænkt for at sympatisere med Sparta. Hans amme Amykla kom derfra, og selv hans navn stammede fra Lakonien. Dertil havde hans fars familie virket som proxenoi (gæstevenner) for besøgende fra Sparta. Alkibiades' farfar, som han var opkaldt efter, havde frasagt sig sin status som proxenos (konsul)proxenos (Greek official) - Encyclopedia Britannica for besøgende spartanere, efter at den athenske general Kimon var blevet fornærmet af Sparta i 464 f.Kr.
Alligevel blev de begge ostrakiseret for deres tilknytning til Sparta: Kimon i 461 f.Kr. og Alkibiades 2. året efter. Selv plejede Alkibiades et nært venskab med spartaneren Endios, som i 413 f.Kr. blev valgt til efor i sin hjemby. Alkibiades skal også have forsøgt at genoprette sin families spartanske proxeni.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 76)
Militærtjeneste
Vinteren 433/2 f.Kr. gjorde befolkningen i byen Poteidaia i Khalkidiki oprør mod Athen. Oprindeligt var byen en korinthisk koloni. Nu indledte athenerne en belejring, der kom til at vare i tre år. Det kom kun til ét regulært slag, hvor både Alkibiades og Sokrates deltog, sandsynligvis under general Kallias. Alkibiades skal have fået en officiel anerkendelse for sin indsats. Rigtignok gav han Sokrates æren for, at han kom fra det med livet i behold; men fik lov til at beholde anerkendelsen. Da befolkningen i Poteidaia overgav sig vinteren 430/29, måtte de forlade hjembyen, der blev koloniseret af athenere.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 88) I sommeren 424 f.Kr. planlagde flere byer i Boiotien et omfattende militærkomplot. En serie lokale oprør skulle støttes af Athen, der havde brug for at etablere alliancer med demokratiske regimer i området for at forhindre en krig på to fronter med boioterne nordfra og spartanerne vestfra. Blandt andet skulle Apollons helligdom i Delion besættes. Men komplottet blev afsløret, og den boiotiske hær under ledelse af Pagondas besejrede athenerne i slaget ved Delion. Ifølge Drikkegildet deltog Alkibiades som kavalerist, mens Sokrates var infanterist.
Thukydid omtaler dog ingen af Sokrates’ eller Alkibiades’ militære bedrifter – hverken ved Poteidaia eller ved Delion.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 89)
Ægteskab og familie Alkibiades og broren Kleinias var arvinger til en af Athens største formuer, og han fik som attenårig råderet over sin del. Da han var omkring 25 år, giftede han sig med Hipparete, datter af general Hipponikos, Grækenlands rigeste mand og søn af en af heltene fra slaget ved Marathon. Familien havde fået sin formue ved at udleje slaver til de statsdrevne sølvminer i Lavrion syd for Athen. Ifølge Plutark kom ægteskabet i stand, efter at Alkibiades uprovokeret havde slået Hipponikos i ansigtet som led i et væddemål med nogle kammerater. Da Alkibiades senere opsøgte Hipponikos i hans hjem for at bede om undskyldning, traf han Hipparete og forelskede sig i hende. Hipponikos lod sig charmere og gik med til ægteskabet, mens pigens bror Kallias 3. havde mistanke om, at svogeren var mest interesseret i medgiften på ti talenter. Han skrev derfor et testamente, hvorefter hans egen formue skulle tilfalde det athenske folk, hvis han døde uden arvinger. Imidlertid ødslede Kallias sin enorme formue væk og døde fattig. Hipparete havde også en anden bror eller halvbror, Hermogenes, som var Xenofons informant i hans bog Sokrates’ forsvarstale.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 68) Perikles havde, for at kunne leve sammen med Aspasia fra Milet, skilt sig fra sin første kone, der på sin side giftede sig med Hipponikos, så hun altså blev Alkibiades' svigermor. Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 244)
thumb|Mindetavle for datteren Ipparetea. Kerameikos-gravpladsen i Athen. Ægteskabet lagde ingen dæmper på Alkibiades' udsvævelser og omgang med prostituerede. Hipparete flyttede til sin bror, uden at det gjorde indtryk på ægtemanden. De havde en datter, Ipparetea, og en søn, Alkibiades 4. (Sandsynligvis var der tidligere født en søn, efter traditionen opkaldt efter sin farfar Kleinias og død som lille.) Hipparete ønskede skilsmisse efter loven, men da måtte hun selv opsøge en dommer på Athens agora, torv. Alkibiades passede hende imidlertid op og slæbte hende med hjem. Ingen vovede at protestere. Den eneste kilde til denne historie er Plutark, som nøgternt fastslår, at hensigten med at loven tvang kvinden ud i det offentlige rum for at finde en dommer, netop var, at ægtemanden derved fik anledning til at forhindre hende fysisk, som Alkibiades gjorde. Han havde nemlig ikke råd til at tilbagebetale hendes medgift. - Hipparete blev boende hos sin mand efter bortførelsen, men døde kort tid efter, mens Alkibiades opholdt sig i Efesos. Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 68-9) Om hans liv sagdes det, at han "som dreng forførte mænd fra deres koner, og som ung mand forførte koner fra deres mænd". Komedieforfatterne Eupolis og Ferekrates skal have latterliggjort Alkibiades' tøjlesløshed overfor kvinder.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 67)
General I marts 421 f.Kr. indgik Athen og Sparta en 50-årig fredsaftale. Som general 420-418 f.Kr. rejste Alkibiades til Patrai, hvor han overtalte befolkningen til at forlænge bymurene, så de nåede helt ned til havet. Ifølge Thukydid havde det krænket ham dybt, at spartanerne foretrak den erfarne general Nikias frem for ham selv som forhandlingspartner. Det kan være baggrunden for, at han i foråret 420 f.Kr. som nyvalgt general inviterede Spartas nabostater Argos, Elis og Mantineia til at indgå en alliance med Athen, der ville true spartanernes kontrol over Peloponnes.
De sendte da også straks en delegation for at rydde op i alle uoverensstemmelser med Athen. Alkibiades narrede delegationen til at give folkeforsamlingen indtryk af, at den ikke havde fuldmagt. I stedet lovede han at tale deres sag, så Sparta kunne få Pylos tilbage. Men da spartanerne havde gjort som aftalt, gik han til angreb på dem og anklagede dem for dobbeltspil, så folkeforsamlingen afviste Spartas tilbud. Vinteren 419/8 f.Kr. lykkedes han endeligt at overtale athenerne til at bryde fredsaftalen og indgå en hundredårig alliance med Spartas modstandere Argos, Elis og Mantineia; men i sensommeren 418 f.Kr. fik spartanerne oprejsning for bedraget ved at vinde slaget ved Mantineia, hvor athenerne stod under ledelse af general Lakhes, der blev dræbt under slaget.Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 89-91)
thumb|right|250px|Potteskår, der ostrakiserede Hyperbolos.