thumb|Annie Kenney og Christabel Pankhurst. thumb|Statue af Emmeline Pankhurst i London. Foto: Fin Fahey. En suffragette (, stemmeret) var en kvinde, som kæmpede for almindelig stemmeret. Begrebet stammer fra kvindebevægelser i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, særligt de ret militante bevægelser i Storbritannien, som Women's Social and Political Union (WSPU).
Aktivisterne i WSPU var anført af Emmeline Pankhurst, som var influeret af russiske metoder som sultestrejker. På Isle of Man havde kvindelige jordbesiddere fået stemmeret til det lokale parlament i 1881, men den første nation med egen regering, der indførte generel stemmeret til alle kvinder, var New Zealand, der i 1893 gav alle kvinder over 21 år ret til at stemme til parlamentet. Kvinderne i South Australia fik de samme rettigheder og desuden ret til at stille op til valget i 1895. I USA kunne hvide kvinder over 21 år stemme i de vestlige territorier i Wyoming fra 1869 og i Utah fra 1870. Men i 1903 havde britiske kvinder fortsat ikke stemmeret, og Pankhurst havde besluttet, at bevægelsen var nødt til at blive radikal og militant, hvis den skulle have gennemslagskraft. Bevægelsens kampagne blev stedse mere bitter med ødelæggelse af ejendomme og sultestrejker, som af myndighederne blev mødt med fængselsstraf og tvangsfodring. Kampagnen blev til slut udsat på grund af udbruddet af første verdenskrig i 1914.
I 1915 fik kvinder over 30 år, under forudsætning af at de havde nogle givne kvalifikationer, ret til at stemme, og i 1928 - Pankhurst var død samme år - blev retten udvidet til at omfatte alle kvinder over 21 år. Historikerne er delte i spørgsmålet, om suffragetternes militante fremgangsmåde bidrog til eller var en hindring for at nå deres mål.
Ordets betydning Oprindeligt brugte man udtrykketsuffragist om en person, der ønskede en udvidelse af retten til at afgive stemm. Suffrage er et latinsk ord for bønner fremsagt for en afdød; senere fik ordet betydningen at stemme til fordel for nogen, og til sidst, retten til at stemme i sin almindelighed. Diminutivet af "suffragist", altså "suffragette", blev kun benyttet om kvinder, og ret nedladende, som da New York Times i oktober 1906 trykte en satirisk definition af ordet: "Suffragette er en kvinde, der burde være mere fornuftig." Imidlertid besluttede WSPU at kalde sit blad The Suffragette og skrev i 1914: "En suffragist ønsker at få stemmeret, mens en suffragette har til hensigt at skaffe sig det."
Baggrund thumb|Plakat af Ernst Deutsch-Dryden for filmen Suffragetten med Asta Nielsen i hovedrollen, 1913. De britiske suffragetter havde primært baggrund i middel- og overklassen og var frustrerede over deres sociale og økonomiske situation. Deres kamp for ændringer inden for de givne rammer, sammen med værkerne af støtter for kvinders rettigheder som John Stuart Mill, fungerede som spydspidser for en bevægelse, der kom til at engagere store skarer af kvinder. Mill præsenterede ideen om kvinders stemmeret på den platform, han fremlagde for det britiske vælgerkorps i 1865.
I 1897 blev National Union of Women's Suffrage Societies dannet ud fra lokale komiteer. Denne union var ledet af Millicent Fawcett, som troede på at det var muligt demokratisk at få ændret den britiske grundlov. Sammenslutningens metoder omfattede uddeling af flyveblade, afholdelse af møder og indsendelse af andragender. Denne fremgangsmåde havde imidlertid ikke den store effekt. I stedet grundlagde Pankhurst i 1903 Women's Social and Political Union. Her var man mildt sagt meget utilfredse med måden, kvinders stemmeret blev behandlet i Parlamentet. Pankhurst mente derfor, at tiden var til en mere radikal og militant strategi, hvis man skulle nå frem med sit budskab. Betegnelsen "suffragette" blev først brugt hånende af journalisten Charles E. Hands i avisen Daily Mail til at beskrive aktivisterne i bevægelsen for kvinders stemmeret, især medlemmerne af WSPU. Men de kvinder, han troede at latterliggøre, tog betegnelsen til sig, idet de udtalte "suffraGETtes" (med hårdt "g") for at understrege, at de ikke blot ønskede stemmeret, men de også var opsat på at "tage" (get) den.
Hver gang et forslag skulle drøftes i parlamentet, trak politikerne tiden ud ved at diskutere det foregående lovforslag i meget lang tid, så der blev kort tid til spørgsmålet om kvinders stemmeret. Derfor begyndte suffragetterne systematisk at sabotere politikernes taler ved at råbe op og spørge om kvinders stemmeret. Det varede ikke længe, før de blev nægtet adgang til møderne. Suffragetterne gik så over til at gemme sig i orgler, talerstole og andre steder i mødesalen, ofte flere dage før møderne, og springe frem og afbryde talerne med deres spørgsmål.
I 1906 kom den britiske komedie, stumfilmen Sweet suffragettes; https://www.imdb.com/title/tt1258799/ i 1908 en fransk komedie, La journée d'une suffragette, https://www.imdb.com/title/tt1839530/ og i 1913 en lidt mere seriøs, tysk stumfilm, Die Suffragette, med Asta Nielsen i hovedrollen. https://www.imdb.com/title/tt0132536/
Kampen starter Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1. verdenskrig blev omtrent 1.000 suffragetter fængslet i Storbritannien.. De fleste tidlige fængslinger var for forstyrrelse af den offentlige ro og orden og undladelse af at betale udestående bøder. De første suffragetter, der blev fængslet var Christabel Pankhurst (datter af Emmeline Pankhurst) og Annie Kenney i oktober 1905. Under fængslingerne agiterede suffragetterne for at blive betragtet som politiske fanger; med den betegnelse ville de blive placeret i Første Division i modsætning til den Anden eller Tredje Division under fængselsvæsenet, og som politiske fanger blev man tilstået visse friheder og rettigheder, som ikke tildeltes andre fængselsdivisioner, fx hyppige besøg og tilladelse til at skrive bøger eller artikler. Denne sag blev taget op af WSPU, der kæmpede for at få fængslede suffragetter anerkendt som politiske fanger. Dog var denne kampagne stort set forgæves. Med henvisning til frygten for, at suffragetterne som politiske fanger ville fremstå som martyrer, blev suffragetterne typisk placeret i Anden Division og i nogle tilfælde Tredje Division i fængsler uden særlige privilegier.
I 1908 foreslog Emmeline Pankhurst en kæmpedemonstration i Hyde Park, hvis formål var at vise, hvor mange forkæmpere for kvindelig stemmeret, der efterhånden var. Organisatorerne havde regnet med, at op mod 250.000 ville møde op, men der kom mere end dobbelt så mange.
thumb|Emmeline Pankhursts datter Christabel var ligesom moderen suffragette. Den næste lejlighed til en protest opstod ved et politisk møde samme år. Der kom Emmeline Pankhursts datter Christabel og hendes forbundsfælle Annie Kenney. Under Edward Greys tale rejste Annie Kenney sig og spurgte, hvad hans parti ville gøre for kvinders stemmeret. Hun blev smidt ud fra mødet af betjente. Da roen havde sænket sig, begyndte Christabel at råbe op og stille samme spørgsmål. Da hun blev ført ud af betjentene, spyttede hun en af dem i ansigtet for at blive arresteret og få medieomtale. Næste dag stod historien på forsiden af alle større aviser. Men ingen partier turde gå ind for kvindelig stemmeret af frygt for, hvordan det ville påvirke deres stemmetal.
Kampen skærpes Året efter (1909) blev kampen skærpet på begge sider, idet suffragetterne begyndte at sultestrejke, og myndighederne svarede igen ved at tvangsfodre kvinderne, som nægtede at tage føde til sig.
Sultestrejker Suffragetterne blev ikke anerkendt som politiske fanger, og mange af dem begyndte at sultestrejke under deres fængsling. Den første kvinde, der nægtede at indtage føde, var Marion Wallace Dunlop, en militant suffragette, der var dømt til en måneds fængsel i Holloway for vandalisme i juli 1909.Purvis, ""Deeds, Not Words"", 97 Uden at rådføre sig med lederne i suffragette-bevægelsen, fx Pankhurst,. nægtede Dunlop at spise. Sultestrejken var hendes måde at protestere imod myndighederne, der ikke ville anerkende hende som politisk fange. Efter 91 timers sultestrejke, og af frygt for at hun skulle blive martyr, besluttede Herbert Gladstone fra Home Security at løslade hende af medicinske grunde. Dunlops strategi blev snart efter taget op af andre fængslede suffragetter.. Som regel opnåede kvinderner at blive sat på fri fod efter få dage, hvorefter de kunne vende tilbage til deres kamp..
Efter et offentligt tilbageslag angående de fængslede suffragetters status blev reglerne ændret. I marts 1910 blev Rule 243A besluttet af minister Winston Churchill, som tillod, at fanger i anden og tredje division kunne få visse privilegier, som normalt kun tilfaldt første division, på betingelse af, at de ikke var anklaget for alvorlige lovovertrædelser. Dette stoppede i praksis sultestrejkerne i omkring to år.. De begyndte dog igen, da Pankhurst blev overført fra anden division til første division, hvilket fik de øvrige fængslede suffragetter til at demonstrere for deres fængselsstatus..
Militante suffragette-demonstrationer blev efterfølgende mere aggressive, og den britiske regering tog affære. Man ønskede ikke at løslade alle de suffragetter, der sultestrejkede i fængslerne, og i efteråret 1909 begyndte myndighederne at anvende mere drastiske midler til at stoppe sultestrejkerne.
Tvangsfodring thumb|left|Plakat af "A Patriot" (En patriot), der viser tvangsfodring af en fængselsindsat suffragette, 1910.
I september 1909 ønskede Home Office ikke længere at frigive sultestrejkende suffragetter, før de havde udstået deres straf. Suffragetterne blev et ansvar for myndighederne, for hvis de døde i deres varetægt, ville fængslerne være ansvarlige for deres død. Fænsglerne begyndte derfor at tvangsfodre sultestrejkende via en slange. Det foregik normalt enten via næseborene, via en slange i maven eller en mavepumpe. Tidligere havde man i Storbritannien udelukkende brugt tvangsfodring på hospitalspatienter, der ikke selv var i stand til at spise eller synke føde. På trods af at metoderne af læger var blevet erklæret sikre til brug på syge patienter, var de forbundet med en sundhedsrisiko for suffragetterne.
thumb|Winson Greens noter 18. september, 1909; Illustration fra Mabel Cappers WSPU-fangebog.
Processen med at tvinge føde i fanger via en slange var anstrengende for de sultestrejkende, idet de typisk var fikseret og fik maden via maven eller via næseborene, og ofte under meget tvang.Purvis, "Deeds, Not Words", 97. Processen var smertefuld. Læger, der observerede og studerede den, konkluderede, at den både gav skader på kredsløbet, fordøjelsessystemet og nervesystemet på kortere sigt, og at de kunne skade kvindernes fysiske og mentale tilstand på længere sigt.Williams, "Gags, funnels and tubes", 138. Nogle af de tvangsfodrede suffragetter udviklede lungehindebetændelse eller lungebetændelse som resultat af fejlplacerede slanger..
Lovforslag Den 21. november 1910 skulle parlamentet drøfte et lovforslag om kvindelig stemmeret. På Emmeline Pankhursts opfordring samledes flere tusinde kvinder foran parlamentet. Da premierminister Asquith i stedet udskrev nyvalg til parlamentet, prøvede kvinderne at storme bygningen, men blev mødt af et talstærkt politi. Sammenstødet varede seks timer og blev senere kaldt ”sorte fredag”. Der blev klaget meget over politiets optræden: Den hyppigste klage gik på, at politiet begramsede kvinderne.
Asquith havde en plan om at ændre loven, hvorefter alle mænd skulle have stemmeret - og ikke som hidtil kun de rige. Det så suffragetterne som det endelige skridt til, at de nu totalt skulle underkastes mændene, der ville blive en herskende race.