thumb|350px|Udsigt ud over Dresden efter bombardementet. Luftangrebet på Dresden under 2. verdenskrig blev udført af Royal Air Force (RAF) og United States Army Air Force (USAAF) mod og omkring Dresden. Det foregik gennem fire på hinanden følgende luftangreb i dagene fra den 13. – 15. februar 1945. Det beregnede antal af døde varierer meget. De mest foreslåede tal har hovedsageligt varieret fra 18.000 til 25.000, og hos nogle med spekulation helt op til en halv million.Death Toll Debate: How Many Died in the Bombing of Dresden? - SPIEGEL ONLINE Derudover blev store dele af den indre by i Dresden ødelagt, lige som den industrielle og militære infrastruktur blev lagt i ruiner. Selv om luftangrebet på Dresden ikke var det heftigste bombardement under anden verdenskrig, bliver det ofte brugt til at sætte spørgsmålstegn ved det britiske Area Bombing Directive, om bombardementerne kunne legitimeres militært, og om de kan betegnes som krigsforbrydelser.Gerd Ueberschär: Dresden 1945, S. 44

Baggrund og mål for angrebet I efteråret 1944 og i vinteren 1944/45 foregik de allieredes fremrykning væsentligt langsommere end de havde ventet. Den allierede Operation Market Garden mislykkedes i store træk på trods af, at de tyske tropper var spredt og isoleret i store områder af Europa. Det lykkedes at koncentrere tyske tropper i forbindelse med Ardenneroffensiven. Sovjetiske tropper havde nået Østpreussen og Ungarn i 1944, inden de blev stoppet ved Oder i februar 1945; tyskerne holdt fast i stærke fæstningsbyer som Breslau og Königsberg. Tyskerne havde stor interesse i også at lade andre byer fungere som fæstningsbyer.

I begyndelsen af 1945 var udfaldet af krigen slet ikke så entydig, som det ofte bliver fremstillet i dag.Victor Klemperer: Ich will Zeugnis ablegen bis zum letzten – Tagebücher 1933–1945. Berlin (Aufbau) 1995, . Nazisternes Gauleiter i Dresden Martin Mutschmann glædede sig i julen 1944 over på ny at se sit folk i angreb ( ”…Volk wieder im Angriff zu sehen…”).Dresdner Zeitung vom 23. Dezember 1944, zitiert in Matthias Neutzner: Die Erzählung vom 13. Februar. Dresdner Hefte, Bd. 84: Mythos Dresden, .

I begyndelsen af 1945 indledte de allierede deres afgørende angreb på Tyskland. De vestallierede havde nået Rhinen i november 1944 og de sovjetiske tropper var kommet på højde med Berlin, da de krydsede Oder i slutningen af januar 1945 efter kort forinden at have erobret Schlesien. Østfra strømmede millionvis af flygtninge mod det midttyske område. Sprængte værnemagtsenheder forsøgte at bekæmpe den fremadstormende røde hær på de frontafsnit, hvor den endnu ikke var overlegen. Det blev den først i februar og marts 1945, hvor slaget om Berlin nærmede sig. For de vestallierede var koncentrationen af deres militær rettet mod Ruhrområdet.

Det var naturligt for de allierede at udnytte den overlegenhed, de besad i luftrummet til at forberede den militære indmarch på landjorden. Angrebene var rettet mod militær- og infrastruktur og mod forvaltningsenheder samt produktionssteder for at ødelægge moralen blandt befolkning og politikere. Talrige store som små tyske byer blev derfor udsat for bombardementer i marts og april 1945.

Fra sommeren 1944 havde den britiske Bomber Command planlagt at rette et angreb for at stække den tyske befolkning udholdenhed og modstandsdygtighed endeligt. I januar 1945 havde den engelske efterretningstjeneste beregnet, at det var muligt for den tyske ledelse at kommandere 42 divisioner mod øst. Nu blev RAF's sædvanlige angrebstogter modificeret, og Dresden blev sammen med Berlin, Leipzig og Chemnitz gjort til de mest oplagte bombemål.

På Jalta-konferencen 4. – 11. februar 1945 blev de allierede enige om på Sovjetunionens forslag at intensivere antallet af bombetogter – også på Dresden. Det skulle sætte et vigtigt produktions- og trafikalt centrum ud af kraft og forhindre transport af materiel og tropper. Det skulle også besværliggøre tyske evakueringer af soldater og dermed lette den sovjetiske fremmarch.

Dresden i krigen I begyndelsen af krigen var Dresden Tysklands syvendestørste by med 642.143 indbyggere. Den lå indtil august 1944 uden for rækkevidde af de allieredes bombetogter. I efteråret 1944 var Dresden og Breslau de eneste større ubeskadigede industri-, erhvervs- og forvaltningcentre samt trafikale knudepunkter i det tyske rige.Statistisches Handbuch von Deutschland: 1928–1944. München 1949.

Trafik Dresden var den tredjestørste banegårdsomlæsningsplads i det tyske rige. Sporene til Berlin, Leipzig, Prag, Breslau, Warszawa og Nürnberg gik gennem byen. Da baneanlæggene i de andre byer stort set var ødelagt, blev meget af trafikken mellem Leipzig-Dresden-Berlin ført over gods- og rangerbanegården Friedrichstadt, hovedbanegården og banegården i Dresden-Neustadt. Stationerne i Dresden fordelte gods fra industrivirksomhederne i Freitals, minedriften i Erzgebirge og industrivirksomhederne i Pirna, Heidenau, Radebeul, Coswig, Bautzen og Görlitz. Dresdens kulbanegård forbandt store industrivirksomheder med Alberthafen (Alberthavn) og godsbanegården i Leipziger Vorstadt (i dag Neustadt). Dresden var sæde for Reichsbahndirektion Dresden, der organiserede det meste af jernbanedriften i Sachsen og det nordvestlige Sudeterland. Derudover rådede Rigsbanen i Dresden over et stort værksted samt en fabrik. Såvel fangetransport til udryddelseslejrene som troppe- og materialetransport gik over Dresden. Fra øst strømmede millioner af flygtninge til de midttyske områder. Dresden fungerede som transitstation for millioner af flygtninge i slutningen af 1944; selve byen havde fået indvandringsforbud.Matthias Neutzner, 2005: Die Erzählung vom 13. Februar. Dresdner Hefte, Bd. 84: Mythos Dresden.

Industri Ifølge Dresdens Industri- og Handelskammer var byen fra 1941 en af de vigtigste industriområder i det tyske rige (”einer der ersten Industriestandorte des Reiches”).“ I 1944 var det meste af industrien omstruktureret til at høre under oprustningen. Efter udsagn fra US Army Air Force (USAAF) var der i februar ”mindst 110 fabrikker og firmaer” i Dresden, der skulle regnes til ”legitime militære mål”. Der arbejdede 50.000 i rustningsindustrien, dertil skal regnes bl.a. underleverandører til flyværkstedet i Dresden-Klotzsche. Underarkivet til Hauptstadtarchiv Dresden, lader ane, at den erhvervsmæssige betydning samt produktivitet blev holdt intakt ikke mindst grundet en stadig tilstrømning af tvangsarbejdere. Eksempelvis findes 44 virksomheder, der handler med penge-, bank-, og forsikringsvæsen, 29 maskinværksteder, 13 elektroteknik og specialiseret redskabsbyggeri, 12 virksomheder der producerede levneds- og nydelsesmidler (overvejende cigaretindustri), seks finmekaniske og optiske virksomheder og dertil fabrikker, der alle var blevet omstillet til krigsindustri og var intakte til 1944. Som militært betydningsfulde er, ifølge lokale kilder, især nævnt følgende industrier.

- Den kemiske industri i Niedersedlitz - Våbenfabrikken Lehmann, Friedrichstadt - Optiske værker, specielt Zeiss Ikon i centrum og Emil Wünsche i Reick - Stålværk Kelle & Hildebrandt i Grossluga

- Fremstiller af transformatorer og senere røntgenredskaber som Koch og Sterzel AG i Mickten

- Omformere- og apparatbyggeri af brødrene Bassler - Radioteknik fra Radio Mende

Hydrirwerker i Pirna ( syd for Dresden) fremstillede mangelvaren flybrændstof ud fra kul.

Sachsenværket, AVUS og MIAG producerede maskindele i Leuben. Fabrikker i Dresden (Löbtau) og i det sydlige opland (Erzgebirge) fremstillede glasgranater. Krigsfanger var fordelt til virksomheder rundt i byen som tvangsarbejdere, bl.a. i rustningsfabrikken Universelle Maschinenfabrik i den sydlige forstad (Zwickauer Strasse, Florastrasse) og på området ved mølleværket i Leuben. Ti filialer af koncentrationslejrene Flossenbürg og Auschwitz-Birkenau lå i Dresden. Fra slutningen af 1944 var der transporteret omkring 5000 fanger til Dresden derunder omkring 2000 jøder, der skulle ”udslettes via arbejde” (”durch arbeit zu vernichten”). De blev presset sammen i jødehuse med jøderne fra Dresden og brugt som tvangsarbejdere i rustningsindustrien hos bl.a. Goehle-Werke, Osram-AG, Bernsdorf-AG og til at udbedre skaderne på jernbanenettet.

Militær I februar 1945 var Dresden den sidste intakte garnisonsby bag østfronten. I den nordlige udkant af byen opstod Albertstadt som militærområde allerede i det 19. århundrede. Det omfattede vidtløftige kasernekomplekser og forsyningsindretninger med forbindelsesspor og egen banegård, pakhus, afskibningsramper, hærbageri, metalforarbejdning og håndværkserhverv som sadelmageri og snedkeri. Derudover var der ekcerserplads, kanonskydebaner, en kirke og hærens officerskole (OSH). Derudover var der udbygget en kaserne i Mickten og anlagt en i Johannstadt.

Resterne af Rigsværnet fra 1918 blev fra og med 1921 ubemærket stationeret i Dresden. I begyndelsen af 1930'erne begyndte anlægget af flyvepladsen i Klotzsche. Den første luftkrigsskole (LKS 1) i Tyskland blev anlagt i 1936 på ”Hermann-Göring-Strasse” (i dag zur Wetterwarte) i Klotzsche i 60 bygninger. Fra og med 1940 blev flyvepladsen brugt udelukkende militært. Efter at nationalsocialisterne tog magten, blev byens militære funktion yderligere udbygget, og den blev lagt ind under værneområdekommando. Luftgaukommando IV blev anlagt i Strehlen i udkanten af byen. Ved Nickern i den sydlige del af byen opstod i 1939/40 endnu et kasernekompleks til Luftvåbnet (Luftwaffe).

I 1939 stod 20.000 mand fra fjerde værneområdes 6. arme i Dresden. I løbet af krigen blev de fleste tropper inklusive luftværnet flyttet til selve fronten. Kasernerne blev herefter primært fyldt med uddannede reservetropper. Garnisonsstaden blev til lazaret- og forsyningsby. De berømte danserestauranter, kroer og floddamperne på Elben blev også omdannet til lazaretter og lejre.

”Forsvar” og ”Fæstningsområde” I Stalingrad og senere i Königsberg havde den tyske værnemagt erfaret, at både helt unge og gamle kunne bruges til at angribe tanks på kort afstand med bazookaer og granater. I november 1944 blev der rekrutteret ti bataljoner folkestorm (Volkssturm) i Dresden. De blev straks taget i ed. De var i enheder til at bygge skanser, panserjagtkommandoer, efterretningsenheder og transportbataljoner. Alle Dresdens lastvogne med chauffører blev beslaglagt til folkestormen. Nogle af dem blev i januar 1945 sendt til østfronten. Størstedelen – 20.000 mand fra Volkssturm og Hitlerjugend – blev indkvarteret på kaserner i Dresden. De blev uddannet som officerer i hæren, men da våbenforsyningen blev knap, blev de rangeret under værnemagten, SS og politiet. Deres opgave var at holde stillingerne.

Nationalsocialisternes plan var at gøre Elben (fra Hamburg til Prag) til den sidste forsvarslinje mod den røde hær. Byerne langs floden skulle omdannes til fæstninger, og ideen var at ”Volkssturm” skulle forsvare dem. Den hemmelige befaling om oprette forsvarsområdet Dresden-Riesa blev givet af generaloberst Heinz Guderian 1. december 1944: Rundt om byen skulle der anlægges tankspærringer, pansergrave, skyttegrave, artilleristillinger og minefelter. Kommandoen i byen blev overgivet korpsstaben.

Reservetropperne fra fronten samledes i byen efter de første luftangreb i januar 1945. Mange angreb blev afvist bl.a. den 4. panserarmé, der forsvarede byen. Dresden beholdt helt hen til maj 1945 en betragtelig troppestyrke, der først og fremmest bestod af Division 404, Waffen-SS, Luftwaffe, dårligt udrustede luftværnsafdelinger og marinen (i Tharandt og Ottendorf-Okrilla). Militærpolitiets tropper blev i marts 1945 rykket østpå til fronten.

Helt frem til april 1945 gav gauleiter Martin Mutschmann devisen ”byen skal forsvares med alle midler og til sidste mand” og et opråb til byen: ”fjenden truer vores hjemstavn – kæmp til det sidste”.

Luftangreb