Roderick David Stewart (født 10. januar 1945) er en skotsk/engelsk sanger, som er født og opvokset i London. Han opfatter sig selv som skotsk, fordi hans far var fra Skotland. Han var medlem af grupperne The Jeff Beck Group og The Faces før han gik solo. Han er gift med den tidligere model Penny Lancaster (født 15. marts 1971).
Det vurderes, at Stewarts salg af album og singler har indbragt ham mere end 100 millioner, og at han let kunne komme på listen af bedst sælgende musikere.Barry's Tickets; hentet i december 2006; påstår 250 millioner solgte album. Han er måske bedst kendt for sin hæse stemme. Hans største hit til dato er Da Ya Think I'm Sexy? fra 1978, som han aldrig selv har taget særligt alvorligt.
Begyndelsen Rod Stewart er den yngste af fem børn og er født i Highgate i North London. Hans forældre er Robert Joseph Stewart og Elsie Stewart, som havde deres egen butik. Rod og hans mor, Elsie, er de eneste i familien, der er født i London. Hans far, to brødre og to søstre er alle født i Skotland. Få minutter før Rod blev født, ramte en tysk V-2 en politistation længere nede ad gaden.
1960- 1969 Tidligt i 1962 var han med til at skabe The Ray Davies Quartet, der senere blev det succesfulde engelske band The Kinks. Han var deres forsanger. Han optrådte mindst en gang med gruppen, men blev hurtigt smidt ud på grund af klager over hans stemme. Det var trommeslageren John Starts mor, der sagde, at Rods personlighed og stemme var for forskellig fra resten af gruppen.
Efter at Rod Stewart kom tilbage til Connecticut i 1964, blev han optaget i Jimmy Powell & the Five Dimensions som sanger og mundharmonikaspiller. Bandet indspillede en single på Pye Records. Long John Baldry så Rod optræde og bad ham være med i The Hoochie Coochie Men. De indspillede singlen:” Good Morning Little Schoolgirl”, der ikke nåede hitlisterne. Bandet udviklede sig til Steampacket og havde Stewart som sanger, Baldry sanger, Julie Driscoll sanger, Brian Auger på orgel, Mickey Waller på trommer og Vic Briggs på guitar. Steampacket var blandt andet på tour med The Rolling Stones og the Walker Brothers i sommeren 1965. De indspillede sange, som først blev udgivet på et album i 1970, efter at Stewart var blevet kendt i musikkens verden. Rod fik også tilnavnet Rod the Mod, efter hans medvirken i BBC dokumentarfilmen mod subkulturen i 1965.
Steampacket gik hver til sit i 1966, da Stewart blev forsanger for gruppen Shotgun Express. Der var også Beryl Marsden, Mick Fleetwood og Peter Green. Gruppen udgav en single, før den blev opløst.
Stewart blev sanger i Jeff Beck Group I 1968 kom deres første album, Truth, og det blev en succes på begge sider af Atlanten. Gruppen begyndte derefter på deres tour. Deres 2. album: Beck- Ola blev også et hit i 1969, men bandet blev opløst i slutningen af året.
Rod Stewart var gæstesanger i 1970 for det australske band Python Lee- Jackson i sangen "In a broken dream". Hans løn var sæder til hans bil. Sangen blev genudgivet i 1972 og blev et verdenshit.
1969- 1975 thumb|Rod Stewart i 1973 (Foto: Allan Warren) thumb|Rod Stewart og Ron Wood i The Faces i 1975 Det amerikanske band Cactus havde tilbudt Rod et job som forsanger, men han besluttede at være med i The Faces sammen med Ron Wood. Wood havde spillet bas sammen med Jeff Beck Group, men ville skifte til guitar
Rod underskrev desuden en solokontrakt med Sony Records. An old raincoat won’t ever let you down blev hans første soloalbum i 1969 (det blev kendt som: ”The Rod Stewart Album” i U.S.A). Det etablerede hans solokarriere som et mix af rock og countryblues. Alt sammen fortalt på en følsom måde af den engelske arbejderklassedreng. Der var både originalt materiale (”Cindy’s Lament” og titelsangen) og coverversioner (Ewan MacColl’s ”Dirty Old Town” og Mike d’Abo’s ”Handbags and Gladrags") på albummet.
The Faces udgav deres debutalbum: ”First Step” i starten af 1970'erne, der med sin rock ‘n’ roll-stil lignede The Rolling Stones. Mens albummet havde større succes i England end i U.S.A., fulgte The Faces det hurtigt op med en turné. Stewart udgav sit 2. album ”Gasoline Alley” i efteråret. Rod Stewarts nye album lignede det første for eksempel ved det dynamiske og uforglemmelige titelnummer, men nu blev mandolinen introduceret i lyden. Han havde også en solo-tour.
Stewarts soloalbum i 1971: Every Picture Tells A Story gjorde ham for alvor kendt, da sangen: ”Maggie May” nåede radiostationerne. Albummet og singlen blev i september både nummer 1 i U.S.A. og England. ”Maggie May” er også blevet nævnt af The Rock and Roll Hall of Fame på listen "500 Songs that Shaped Rock and Roll", hvor Rod Stewart også har tre andre sange med.
Det 2. Faces album, “Long Player,” blev udgivet i starten af 1971, og det fik mere succes end det første, ”First Step”. The Faces fik også deres første og eneste top 40 U.S.A. hit med ”Stay with me” fra deres 3. album: ”A nod is a good as a wink…to be a blind horse” der blev udgivet sent i 1971. Det album nåede top 10 på begge sider af Atlanten.
The Faces havde en omfattende tour i 1972, men Rod Stewart havde større succes med sin solokarriere end med bandet. Stewart udgav ”Never a dull moment” samme år. Ved at gentage ”Every picture” blev albummet nummer 2 på den amerikanske album chart og nummer 1 i England og fik gode anmeldelser af kritikerne. “Ooh la la” fra 1973 blev The Faces sidste album. Albummet gik ind som nummer 1 i England og nummer 21 i U.S.A.. The Faces begyndte i 1974 deres “Ooh la la” tour som blev deres sidste.
Bandet blev officielt opløst i 1975, da Ron Wood blev medlem af The Rolling Stones som guitarist og Rod Stewart forfulgte sin solokarriere.
Stewart udgav albummet: “Smiler” sent i 1974 men det blev en skuffelse. I England blev det nummer 1, og singlen ”Farewell” nummer 7, men det blev kun til en 13. plads på Billboard pop album charts og singlen ”Mine for me” blev kun nummer 91 på Billboard pop singles charts. ”Smiler” bliver generelt betragtet som Stewarts dårligste album fra ’70erne. Det var også hans sidste album for Mercury Records. Efter udgivelsen af dobbeltalbummet ”The best of Rod Stewart” skiftede han over til Warner Bros. Records og blev hos dem gennem størstedelen af sin karriere.
1975–1981 I 1975 flyttede Rod Stewart til U.S.A. og søgte om et statsborgerskab sammen med sin kæreste Britt Ekland, for at undgå engelsk skat. Han udgiver ”Atlantic Crossing” for sit nye pladeselskab og bruger produceren Tom Dowd. Albummet markerer. at han er tilbage ved at komme ind på top 10 Billboard album charts. Den første single, et covernummer af Sutherland Brother sangen ”Sailing” bliver at massivt nummer 1 hit i England, mens det kun opnår en plads i den amerikanske Top 60 album charts. Singlen kommer tilbage et år senere, da den bliver brugt som tema sang i BBC dokumentar serie om HMS Ark Royal. Det er Stewarts bedst sælgende single i England.
Sidst i 1976 toppede Stewart Billboard single charts-listen i otte uger, og den australske single chart med balladen: ”Tonight’s the night” ledsaget af en musikvideo, hvor Ekland medvirkede. Den kom fra albummet: ”A night on the town” der røg ind på Billboard album charts som nummer 2, og det var Stewarts første album der solgte platin. ”The first cut is the deepest” er et covernummer af Cat Stevens, og den gik ind på top 30 i U.S.A i 1977, og som nummer 1 i England (selvom mange tror, at ”God save the Queen” af Sex Pistrol solgte mere i den uge). ”The killing of Georgie (part I & II)” som handlede om et mord på en homoseksuel mand kom også ind som et top 40 hit for Stewart i 1977.
”Foot loose & fancy free” fra 1978 forsatte Rod Stewarts succes i The charts, nåede op som nummer 2, og albummet lød meget som 'A night on the town.” Hit singlen fra det album var: ”You’re in my heart” der gik ind som nummer 4 i U.S.A. Stewarts udseende skiftede i den periode til et glam rock look. Det inkluderet make-up, spandex tøj og så videre
Rod scorede endnu et engelsk nummer 1 med: ”Da ya think I’m sexy” hvilket var et nummer 5 hit på Billboard black chart på grund af dens diskolyd. Det var singlen fra albummet i 1979: ”Blondes have more fun… or do they?” der gik ind som nummer 1, og solgte over 4 millioner albums. Det var Stewarts nummer 1 album på Billboard album charts i 25 år.
Der har gennem hele Stewarts karriere været to slags kritikere. En var for eksempel Rolling Stones bladet fra 1980:
”Sjældent har en sanger haft sådan et unikt talent som Rod Stewart; aldrig har nogle bedraget sit talent så fuldstændigt. Engang havde han det mest medfølende fremtræden, men er nu blevet en mavesur parodi på sig selv, men sælger stadig flere skiver end aldrig før… fuld af den belønning som han modtager for sit arbejde men tilsyneladende uden aldrig at bemærke det. Han byttede passionen til fordel for indstillinger og det romantiske flirten blev til en plage. Det hele blev til et plat komedie spil.”
Den anden anerkender, at Stewart aldrig har overgået sit tidligste arbejde, men hævder med albummene: ”Never a dull moment” og især ”Smile” at formelen blev tørlagt, og at han blev nødt til at ændre sin musikalske vej. Desuden havde Stewarts tidligere solokarriere levet med hjælp fra The Faces på hans mindre inspirerende dage, uden The Faces blev den side af ham mere tydeligt. I betragtning af det, konkludere de at hans albums fra den periode ikke er så dårlige, og at især ”Atlantic Crossing” og ”A night on the town” er mere end bare inspirerende.
Et centralt punkt i den debat var sangen ”Da ya think I’m sexy.” For kritikkerne var den indbegrebet af Stewarts egoisme og lavpunktet af hans karriere. Tilhængerne benægtet det: det var Stewarts forsøg på at opnå diskolyden, ligesom Paul McCartney med sangen ”Silly love songs” og The Rolling Stones ”Miss you.” I interviews benægtede Stewart at sangen var et selvportræt. Under alle omstændigheder var sangens omkvæd mage til den brasilianske sanger Jorge Ben Jors sang ”Taj Mahal”, så det blev til en retssag, hvor Jorge vandt. Stewart donerende pengene fra sangen til UNICEF, og han optrådte i en velgørenheds koncert for UNICEF i United Nations Feneral Assembly i 1979.
Rod skiftede musikalsk, da han udgav albummet ”Foolish behaviour” i 1980. Det blev ikke modtaget godt og havde kun en hit single, sangen ”Passion.” I 1981 udgav Rod albummet: ”Tonight I’m yours” hvor titelsangen og ”Young turks” begge nåede Top 5 of the Billboard charts, og albummet solgte platin. Den 18. december 1981 spillede Rod Stewart sammen med Kim Carnes og Tina Turner i Los Angeles forum. Dette show blev sent i fjernsynet hvor over 35 millioner mennesker så det.
1982- 2001 Stewarts karriere begyndte at falde lidt. Han havde kun 3 top 10 singles mellem 1982 og 1988 selvom ”Baby Jane” blev hans 6. og sidste nummer 1 i England i 1983. Tilsvarende solgte hans album ”Camouflage” guld i England. En genforening med Jeff Beck blev succesfuld med coveret af Curtis Mayfields ”People get ready”, men da de begyndte på deres tour brød den sammen efter et par gange. Rod opnåede en 2. plads med ”Every beat of my heart” en sang der var designet lidt som ”Sailing.”
I 1988 kom han tilbage med ”Out of order” der var produceret sammen med Duran Duran Andy Taylor og Bernard Edwards fra CHIC. ”Forever young” og ”Lost in you” fra det album blev begge vigtige hits på Billboards hot 100. (”Forever young” var en version af Bob Dylans sang med samme navn. Men de opnåede sammen en aftale om at dele udbyttet fra sangen.)