thumb|right|Malamute thumb|venstre|Alaskan Malamute søskende; tæve (venstre) og han (højre) Alaskan malamute er en hunderace fra USA. Den er opkaldt efter Inuit-folkeslaget malemiut eller kuuvangmiut, som lever ved Kotzebuesundet og i Kobuk Valley i det nordvestlige Alaska. Det har fået øgenavnet "snetoget fra nord",Stubager, S., Møller, S. (2012) »Ulv« kan være efterlyst hund. Berlingske, 19. oktober 2012. Hentet 20. november 2022. fordi den er så stærk og udholdende, at den kunne bruges som en slædehund næsten uanset vejr og vind. FCI har rubriceret den som en nordisk slædehunderace.
Oprindelse og historie De tidlige tider De første hunde menes at være ankommet fra Sibirien til Amerika for 12.000 år siden, men det var først med Palæo-Eskimo-folket for 4.500 år siden efterfulgt af Thule-folket for 1.000 år siden, at folk med deres hunde slog sig ned i Arktis. Malamuter blev anset for at være opdrættet af Malimiut Inupiaq-befolkningen i Alaskas Norton-sunds-region ved Beringshavet.
Malamuten er en hunderace, der opstod før fremkomsten af de moderne racer i det 19. århundrede. En undersøgelse i 2013 viste, at alaskan malamute ligesom grønlandshunden og den canadiske eskimohund sandsynligvis stammer fra Sibirien, selv om den ikke er direkte beslægtet med disse racer, og muligvis er blandet med Siberian Husky.
I 2015 viste en undersøgelse, der brugte flere genetiske markører, at malamute, siberian husky og Alaska husky er genetisk nært beslægtede med Chukotka slædehunde fra Sibirien. De var fjernt beslægtede med de to inuit-hunde, den canadiske eskimohund og grønlandshunden. I Nordamerika havde malamute og siberian husky begge bibeholdt deres sibiriske afstamning og havde bidraget væsentligt til Alaska auskyen, som viste tegn på krydsning med europæiske racer, hvilket var i overensstemmelse med, at denne race blev skabt i det postkoloniale Nordamerika. DNA ekstraheret fra en 9.500 år gammel hund, Zhokhov, opkaldt efter den sibiriske ø, viste sig at have delt en fælles forfader med den grønlandske slædehund, alaskan malamute og siberian husky.
1800-/1900-tallet thumb|right|Malamute i sneen
I 1800-tallet begyndte opdagelsesrejsende, handelsfolk, nybyggere og missionærer at indvandre til Canada og Alaska. De første beskrivelser af malamuten er fra 1824 og er skrevet af de arktiske opdagelsesrejsende William Edward Parry og kaptajn George Francis Lyon. William Edward Parry ledte efter Nordvestpassagen og udforskede området med skibet HMS Hecla. Under hans anden ekspedition beskriver han dyrene under et ophold i Igloolik:
Under vores besøg mødte vi nogle hunde, som ikke tidligere er blevet beskrevet, og jeg skal derfor komme nærmere inde på disse uvurderlige dyr. I deres kropsfacon, deres korte spidse ører, tykke lodne pels og buskede haler ligner de så meget ulve, at de kan forveksles med dette dyr på afstand. For det trænede øje, er der dog en del forskel, idet ulven altid har hovedet bøjet og halen mellem benene, hvorimod hundene næsten altid bærer halen pænt krøllet over ryggen. Ulven er lidt større end hunden, men de hunde vi mødte i 1818 ved breddegrad 76 er næsten så store som ulven. Den højeste hund i Igloolik stod 2 fod og 1 inch fra jorden, målt ved ryggen. Gennemsnitshøjden var 2 inches under dette. Hundenes farve varierer fra hvid, over stribet eller spættet til sort/hvid eller næsten helt sort. Nogle er også røde og andre har en rødbrun tone på deres ben, hvor resten af kroppen er mørkere. Deres vinterpels er tre-fire inches lang, men udover dette giver naturen dem, i de strengeste perioder, en tyk underpels af tæt blød uld, som de smider i foråret. Med denne udrustning er de i stand til at modstå det mest barske vejr uden at blive påvirket af kulden, og uanset temperaturen har de højest brug for lidt vindafskærmning for at have det behageligt. De er også i stand til klare kulde, selv på de dele af kroppen, som ikke er beskyttet, og vi har set en ung hvalp sove med dens bare poter placeret på et isanker med termometret på -30 grader, hvilket hvis det var en af vores hunde ville have givet den øjeblikkelig og intens smerte, hvis ikke efterfølgende forfrysninger. De gør aldrig, men har en lang melankolsk tuden ligesom en ulv, og nogle gange vil de holde tudekoncert sammen i flere minutter. De slås og leger ofte, og nogle af dem er halt. Når man kæler med dem, og de er mætte, bliver de meget familiære og tamme, men dette forbedrer ikke deres kvalitet som trækdyr. Da vi gerne ville vide, om dette dyr i virkeligheden er tam-ulve, lavede Mr. Skeoch et skelet af hvert dyr, og vi fandt at antallet af ryghvirvler er det samme i begge, ligesom deres anatomi svarede til hinandens” Parry, W. E. (1824) Journal of a second voyage for the discovery of a north-west passage from the Atlantic to the Pacific : performed in the years 1821-22-23, in His Majesty's ships Fury and Hecla, under the orders of Captain William Edward Parry. London, John Murray, 1824, side 515. Hentet 20. november 2022.
George Francis Lyon, der var kaptajn på HMS Hecla, var den sjældne kombination af afrikansk og arktisk opdagelsesrejsende. Han interesserede sig for de oprindelige folkeslag i de lande han udforskede, og han talte flydende arabisk og levede i perioder blandt de indfødte i Nordafrika. Han besøgte også de arktiske inuitter, hvor han blev tatoveret med nål og tilsodet tråd, og han spiste rå rensdyr og sælkød med inuitterne. Han beskriver inuitternes hunde i 1824:
Disse nyttige skabninger er uundværlige tjenere for eskimoerne. De trækker et hvilket som helst bytte, der fanges, hjem ligesom de trækker deres herrer ud til jagten. Under vores anden vinter ejede jeg selv et hold af elleve meget fine dyr, og jeg lærte deres gode kvaliteter at kende. Eskimohunden ligner en hyrdehund fra England, men den er mere muskuløs og bredbrystet, hvilket skyldes det konstante og hårde arbejde, som den vokser op med. Dens ører er spidse, og dens ansigt er i nogen grad vildt. Ind imellem trækkes en hvalros af tre-fire af dem, og sæler trækkes hjem på samme måde, selvom jeg ind imellem har set en hund bærer sæler placeret i en kurv over ryggen. Hundene bærer også skind og oppakning. Man kunne tro, at i dette kolde klima, ville dyrene have bestemte parringsperioder, ligesom de vilde dyr; men det er ikke tilfældet, de får unger på alle tider af året, sjældent mere end fem per kuld. I december med termometret under -40 grader, kom tæverne i flere tilfælde i løbetid. Kulde har meget lidt effekt på disse dyr, hundene ved hytterne sov igennem snestormene og mine ved skibet havde ingen ly, men lå ved siden af hinanden med termometret nede på 42-44 grader (under nul), og uden større bekymringer end hvis vejret havde været mildt. Jeg fandt ved flere eksperimenter ud af, at tre af mine hunde kunne trække mig på en slæde der vejede 100 pund, med en fart af en mile på seks minutter; og som bevis på styrken af en velvoksen hund, trak min førerhund 196 pund alene, og samme distance på otte minutter” Lyon, G.F. (1824) The private journal of Captain G.F. Lyon, of H.M.S. Hecla, during the recent voyage of discovery under Captain Parry : with a map and plates. London, John Murray, Albemarle Street, 1824, side 332. Hentet 20. november 2022..
Sidst i 1800-tallet fandt man guld i og omkring Yukon- og Klondike-floden og mange tusinde mennesker begav sig mod det kolde nord i håb om at finde den store rigdom. Malamut-hunden fungerede som trækhund for minearbejderne der kom til Alaska under Klondike Gold Rush i 1896. I Jack Londons roman ”The Call of the Wild” (”Når Naturen Kalder”) fra 1903, skriver forfatteren, at guldgraverne behøvede hunde, og at ”hundene de ville have, var tunge hunde med stærke muskler til hårdt arbejde, og lodne pelse der kunne beskytte dem fra frosten” London, J. (2009) The Call of the Wild. Broadview Press, 2009, side 53. Genoptryk af 1908 udgaven redigeret af Nicholas Ruddick. . Nogle af lykkejægerne bragte selv hunde med til Klondike, andre skaffede hundene på stedet. Alle fandt ud af, at importerede hunde ikke var lige så gode, som de hunde der levede hos eskimoerne i Alaska. Som den stærkeste trækhund blev Malamuten hurtigt den foretrukne slædehund.
På et tidspunkt var Malamuten næsten udryddet, men det lykkedes at opretholde den rene race ved avlsprogrammer udført af mennesker, der ville beholde den oprindelige Malamute. Milton og Eva Seeley var to af de personer, der udførte sådanne programmer, og netop de to anses for at være nogle af hovedkræfterne der sikrede, at Malamuten ikke forsvandt. thumb|left|Malamute i vandet
I 1925 var kystbyen Nome på grænsen til en udbrud af en epidemi. På 5 dage kørte en gruppe på 20 slædeførere og 150 hunde i alt 1.085 km tværs over Alaska. med medicin og ankom, inden katastrofen brød ud. De blev udråbt som helte. Malamuten Balto var førerhund på det sidste stykke ind til Nome, og i dag står der en statue af ham i Central Park i New York City1925 serum run to Nome - Wikipedia, the free encyclopedia
Ved overgangen til det forrige århundrede var mange Malamuter af ukendt herkomst. I 20’erne og 30’erne begyndte interessen for at avle racerene Malamuter at stige, og i 1935 blev alaskan malamute anerkendt som en hunderace under AKC (American Kennel Club). Under Anden Verdenskrig mindskede bestanden og egistreringen af hundene ophørte. I 1947 blev det skønnet, at der kun var omkring 30 registrerede hunde tilbage, så stambogen blev genåbnet. Alle moderne malamuter stammer fra de tidlige stammer og viser kombinationer af egenskaber i større eller mindre grad, svarende til de forskelle, vi stadig ser i dag.
I 2010 blev alaskan malamute udnævnt til Alaskas officielle statshund.
Udseende thumb|Rød og hvid alaskan malamute tæve. thumb|Alaskan malamute med saddel sort og hvid frakke
FCI (Fédération Cynologique Internationale) er en organisation, hvis erklærede mål er, at arbejde for avl og brug af racerene hunde. Der findes mange internationale hundeorganisationer, men FCI er den største. FCI er repræsenteret i Danmark gennem Dansk Kennel Klub. FCI’s standard for alaskan malamute anfører en del kriterier for bedømmelse af hunden.
Ifølge FCIs racestandard har alaskan malamute en ønsket skulderhøjde på 58.5 cm og vægt på 34 kg for tæver, og en skulderhøjde på 63.5 cm og vægt på 38.5 kg for hanner. Vægten varierer og individer kan være op til 45 kg og mindre end 34 kg. Der er ofte en markant størrelsesforskel mellem hanner og hunner.
Pelsen på alaskan malamute er en dobbelt pels. Underpelsen har en olieagtig og ulden tekstur og kan være så tyk som 5 centimer.[ https://www.hundeweb.dk/dkk/public/getRaseFil?FIL_ID=295 FCI Standard - Alaskan Malamute]. Dansk Kennel Klub. Hentet 20. november 2022. Den ydre beskyttelseslag er grov og står længere fra kroppen ved manken, men ikke mere end en tomme væk fra siderne af kroppen. Ørerne er små i forhold til hovedet og står fast oprejst, når de er opmærksomme. Alaskan malamute er en tung hund, med en mere formidabel natur og struktur end Siberian Husky, som er avlet for fart. Alaskan malamute er opdrættet for kraft og udholdenhed, hvilket er dens oprindelige funktion og hvad standarden for racen kræver af alaskan malamute-opdrættere.
De sædvanlige farver er forskellige nuancer af lys grå over de mellemliggende nuancer til sort, samt fra zobel og nuancer af zobel til rød. Der er en bred vifte af markeringer i racen inklusive ansigtsmarkeringer, flammer, et stænk i nakken og en krave eller halv krave. Hvid er ofte den fremherskende farve på kroppen, dele af benene, fødderne og en del af markeringerne i ansigtet.
Øjnene på alaskan malamute er mandelformede og er forskellige brune nuancer; dog foretrækkes det mørkere øje. Renracede alaskan malamutes må ikke have blå øjne. Den fysiske opbygning af Malamute er kompakt og stærk med substans, knogler og sneskofødder.