Mogens Klitgaard (født 23. august 1906 i Valby, død 23. december 1945) var en dansk novelle- og romanforfatter, som bl.a. stod for den danske prosarealisme i 1930'ernes Danmark.

Biografi

Barndom & Ungdom

Mogens Klitgaard blev født i Valby i begyndelsen af 1900-tallet. Ved hans forældres alt for tidlige dødsfald kom Klitgaard på børnehjem. De første år viste ikke tegn på, at Klitgaard skulle blive forfatter, og han fik da også først arbejde som gartner i Rødvig. I denne periode gik han på aftenskole og fik undervisning i skrivning og litteratur.

I 1922 forlod Klitgaard sin plads i Rødvig og frigjorde sig fra sine forpligtelser i samfundet. I de næste ti år levede han som vagabond og rejste rundt i store dele af Europa, hvor han bl.a. arbejdede som gadesælger i Stockholm og tallerkenvasker i Marseille.

Forfatterlivet

I 1933 fik Klitgaards vagabondtilværelse en brat afslutning med hans indlæggelse på Boserup Sanatorium for tuberkulose. I denne periode benyttede han flittigt Boserups bibliotek og fik læst alle de store forfattere fra sin egen tid. Hans tidligere tanker om at blive forfatter kom til udtryk i hans arbejde på science-fiction romanen De Sindssyges Klode, som han dog ikke fik udgivet.

Klitgaards gennembrud kom i 1937 med romanen "Der sidder en mand i en sporvogn" og han blev derefter i stand til fuldstændigt at beskæftige sig med sin forfattergerning. I 1940'erne var Klitgaard et aktivt og fremtrædende medlem af bestyrelsen for det nyoprettede Forfatterforbundet. Dette betød, at han flygtede til Sverige da flere af bestyrelsesmedlemmerne under besættelsen blev arresteret i 1943.

I Sverige fortsatte han sine skriverier og ved befrielsen i 1945 kunne han vende hjem til Danmark igen, men få måneder senere døde han som 39-årig af den tuberkulose, som han siden 1933 ikke havde været i stand til helt at komme af med.

Udvalgt litteratur Angaaende Skriftsprog (artikel), 1933 En søndag for to Aar siden (essay) Der sidder en mand i en sporvogn (roman), 1937 Gud mildner luften for de klippede får (roman), 1938 Den sidste illusion (novelle), 1938 De røde fjer (roman), 1940 Ballade paa Nytorv (roman), 1940 Elly Petersen (roman), 1941 Brunkul (novelle), 1946 De sindssyges klode (roman), udgivet posthumt 1968 Hverdagens musik (essay- og novellesamling), udgivet posthumt 1989

Eksterne henvisninger

Bibliografi.dk: Klitgaard, Mogens Leon Jaurnow – Den lyse vagabond – Mogens Klitgaards liv og forfatterskab, C.A. Reitzel, 2002. . Mogens Klitgaard på Dansk Forfatterleksikon

Kategori:Romanforfattere fra Danmark Kategori:Novelleforfattere fra Danmark Kategori:Personer fra Valby Kategori:Dansksprogede forfattere fra Danmark