Den Russiske Føderations Statshymne (, ; IPA: [ɡəsʊˈdarstvʲɪnɨj ˈɡʲimn rɐˈsʲijskəj fʲɪdʲɪˈratsɨj]) er Den Russiske Føderations nationalsang. Den har samme melodi som den gamle sovjetiske nationalsang af Aleksandr Aleksandrov fra 1939, men ny tekst af Sergej Mikhalkov, som sammen med Gabriel El-Registan havde skrevet teksten til den originale sovjetiske nationalsang. Fra 1944 erstattede den Internationale som en ny, mere sovjetisk og russisk nationalsang. Den samme melodi, men uden teksten efter opgøret med Stalins eftermæle, blev anvendt efter 1956. En ny tekst blev skrevet af Sergej Mikhalkov i 1970, som lagde mindre vægt på Anden Verdenskrig og mere vægt på kommunismens sejr, blev godkendt i 1977.
Den Russiske SFSR var den eneste Sovjetrepublik, der ikke havde sin egen nationalsang. Den tekstløse "Den Patriotiske Sang" komponeret i 1833 af Mikhail Glinka blev officielt indført i 1990 af den Russiske SFSR's Øverste Sovjet og stadfæstet i 1993 efter Sovjetunionens sammenbrud af Ruslands præsident Boris Jeltsin. Denne hymne viste sig at være upopulær både hos det russiske folk, mange politikere og offentlige personligheder pga. melodien og den manglende tekst, som gjorde det svært at inspirere russiske atleter under sportkonkurrencer. Den russiske regering iværksatte en konkurrence om at skrive en tekst til den upopulære hymne, men ingen af forslagene blev vedtaget.
Glinkas hymne blev erstattet kort efter Jeltsin efterfølger Vladimir Putins magtovertagelse i år 2000. Statsdumaen fastsagde og godkendte i december 2000 musikken fra den gamle sovjetiske nationalsang med ny tekst af Mikhalkov. Denne tekst skulle i følge regeringen fremkalde og lovprise russisk historie og traditioner. Jeltsin kritiserede Putin for at have støttet genintroduktionen af den sovjetiske nationalsang, selvom meningsmålinger viste at mange russere støttede beslutningen.
Den offentlige mening om nationalsangen er blandede blandt russerne. En meningsmåling fra 2009 viste at 56% svarede at de følte stolhed, når de hørte nationalsangen, mens 25% svarede at de kunne lide den.
Tidligere nationalsange Før "Russernes Bøn" (, ) blev valgt som Det Russiske Kejserriges nationalsang i 1816,, anvendtes forskellige salmer og militærmarcher for at ære landet og kejserne, bl.a. "Lad Sejrens Torden buldre!" *(, ) og "Hvor Prægtig er Vor Herre i Sion" (, ). "Russernes Bøn" blev taget i brug i 1816 og var med tekst af Vasilij Zjukovskij og med samme melodi som den britiske nationalsang "God Save the King". Ruslands hymne var også inspireret af Frankrig og Hollands nationalsange og af den patriotiske britiske sang "Rule, Britannia!".
I 1833 fik Vasilij Zjukovskij til opgave at skrive teksten til et musikstykke af Aleksej Lvov kaldet "Det Russiske Folks Bøn", bedre kendt som "Gud, bevar tsaren!" (, ). Den blev vel modtaget af kejser Nikolaj 1. af Rusland, der valgte hymnen som den næste nationalsang for Det Russiske Imperium. Hymnens musikalske stil havde lighed med andre hymner anvendt af europæiske monarker. "Gud, bevar Tsaren!" blev første gang fremført den 8. december 1833 på Bolsjojteatret i Moskva. Den blev senere fremført i Vinterpaladset på 1. Juledag efter ordre fra Nikolaj 1. Offentlige fremføringer af hymnen begyndte i operahusene i 1834, men den var først blevet bredt kendt i Det Russiske Imperium i 1837.
"Gud, bevar tsaren" forblev i brug indtil Februarrevolutionen (Rusland), hvor det russiske monarki blev styrtet. Efter monarkiets fald i marts 1917 blev "Arbejdernes Marseillaise" (, ), den franske nationalsang Marseillaisen med ændringer og russisk tekst af Pjotr Lavrov, anvendt som uofficiel hymne af den Provisoriske Regering. De ændringer som Lavrov havde lavet til Marseillaisen inkluderede et skift fra 2/2-takt til 4/4-takt og musikharmonisering for at få den til at lyde mere russisk. Den blev anvendt ved regeringmøder, velkomstceremonier for diplomater og statsbegravelser.
Efter at Bolsjevikkernes havde styrtet den Provisoriske Regering under Oktoberrevolutionen blev hymnen for den internationale revolutionære socialisme "Internationale" gjort til ny nationalsang. Teksten var skrevet af Eugéne Pottier under Pariserkommunen i 1871 til tonerne af den franske nationalmelodi Marsellaisen og udgivet posthumt i hans sangbog Chants révolutionnaires i 1887. I 1888 komponerede Pierre De Geyter en ny melodi til teksten. Den melodi blev sunget første gang af arbejderkoret “La Lyre des travailleurs” i Lille, som han selv sang med i, og fra 1889 blev den brugt som hymne for den Anden Internationale. I 1902 havde Arkadij Kots oversat Pottiers tekst til russisk og ændret sangens grammatiske tid for at give den en mere beslutsom karakter, men melodien var De Geyters. Den første større anvendelse af sangen var ved bisættelsen af ofrene for Februarrevolutionen i Petrograd. Lenin ønskede også at "Internationale" blev spillet oftere, fordi den var mere socialistisk og ikke kunne forveksles med den franske nationalsang. Andre personer i det nye sovjetiske styre mente at der var for meget bourgeoisi over "Marseillaisen. "Internationale" blev anvendt som nationalsangen for Sovjetrusland fra 1918, og antaget af den i 1922 oprettede Union af Sovjetiske Socialistiske Republikker og anvendt indtil 1944.
Den sovjetiske nationalsang efter 1944
Melodi thumb|alt=A postage stamp with head of a man facing to the left. To the left is musical notations; below the notations is Cyrillic text.|Et sovjetisk frimærke fra 1983 til minde om 100-året for Aleksandr Aleksandrovs fødsel
Nationalsangens melodi komponeret af Aleksandr Aleksandrov er tidligere blevet brugt i forskellige hymner og kompositioner. Melodien blev første gang anvendt til "Bolsjevikpartiets Hymne" fra 1939. Da Komintern blev opløst i 1943 mente regeringen, at da "Internationale" historiske set havde været forbundet med Komintern, måtte den erstattes af Hymnen til Sovjetunionen. Aleksandrovs melodi blev valgt efter en konkurrence til den nye hymne af Josef Stalin i 1943. Stalin roste sangen for at indfri det som en nationalsang skulle være, selvom han kritiserede sangens orkestrering.
Som svar gav Aleksandrov skylden for problemerne til Viktor Knusjevitskij, der havde haft ansvaret for orkestrere de tilmeldte melodier i konkurrencens sidste runder. Da han skrev den bolsjevitiske partihymne, havde Aleksandrov indføjet dele fra hans sang "Det er blevet bedre at leve" (жить стало лучше), en musikalsk komedie, som han havde komponeret. Denne komedie var baseret på et slogan, som Stalin havde anvendt første gang i 1935. Over 200 forslag var blevet sendt ind, også fra bl.a. berømte russiske komponister som Dmitrij Sjostakovitj, Aram Khatjaturjan og Iona Tuskija. Sjostakovitj og Khatjarturjans fælles forslag blev senere til "Den Røde Hærs Sang", og Khatjarturjan skrev også "Hymnen til den Armenske SSR". Boris Aleksandrov, Aleksandrs søn indsendte også et forslag. Hans forslag "Længe leve vor Stat" (, ) blev en populær patriotisk sang og blev antaget som nationalsang af Transnistrien.
Under debatten om nationalsangen i 2000 bemærkede Boris Gryzlov, lederen af Partiet Enhed, at Aleksandrovs melodi havde lighed med "Bylina", en ouverture fra 1892 af Vasilij Kallinikov. Tilhængere af den sovjetiske hymne nævne også dette i de forskellige debatter i Statsdumaen om ændringen af nationalsangen, men der er ingen beviser for at Aleksandrov bevidst havde lånt stykker fra "Bylina" til sit værk.
Tekst thumb|alt=A man in the center, facing the left, is wearing medals on a jacket. He is shaking hands with another man, watched by three others.|Tekstforfatteren Sergej Mikhalkov i et møde i 2002 med Præsident Putin
Efter at have valgt Aleksandrovs melodi til den nye nationalsang, manglede Stalin at finde en ny tekst. Han mente at sangen var kort, og da Den Store Fædrelandskrig stadig var i gang, skulle den fortælle om Tysklands forestående nederlag til den Røde Hær. Digterne Sergej Mikhalkov og Gabriel El-Registan blev kaldt til Moskva af en fra Stalins stab og beordret til at omskrive teksten til Aleksandrovs melodi. De blev instrueret i at bevare versene som de var, men at finde en måde på at ændre omkvædet som beskrev "et land af Sovjetter". Da de var for svært at udtrykke konceptet om Den Store Fædrelandskrig i sangen, var den idé blevet opgivet i den version som El-Registan og Mikhalkov havde færdiggjort over natten. Efter et par mindre ændringer for at fremhæve det russiske fædreland, godkendte Stalin hymnen og havde den offentliggjort den 7. november 1943, inklusive strofen om Stalin, der havde "opfostret til troen på folket". Den reviderede hymne blev bekendtgjort til alle sovjetrepublikker den 1. januar 1944 og blev gjort officiel den 5. marts 1944.
Efter Stalins død i 1953 gennemgik den sovjetiske regering hans eftermæle. Regeringen begyndte Afstaliniseringen, som medførte bagatellisering af Stalins rolle og overførslen af hans lig fra Lenins mausoleum til Kremlmurens nekropolis. Derudover blev El-Registan og Mikhalkovs tekst til hymnen officielt fjernet af den sovjetiske regering i 1956. Hymnen blev stadig anvendt af den sovjetiske styre, men uden nogen officiel tekst. Uofficielt blev denne version kendt som "Sangen uden Ord". Mikhalkov skrev en ny tekst i 1970, men den blev ikke indleveret til Den Øverste Sovjets præsidium før den 27. maj 1977. Den nye tekst, der havde fjernet ethvert ord om Stalin, blev godkendt den 1. september, og blev gjort til officiel med offentliggørelsen af den nye sovjetiske forfatning i oktober 1977. Som forfatter til teksten fra 1977 blev Mikhalkov nævnt, mens El-Registan, der var død i 1945, af uvisse årsager ikke blev nævnt.
"Den Patriotiske Sang" I lyset af Sovjetunionens snarlige kollaps i det tidlige 1990, var der brug for en ny nationalsang til at hjælpe med at definere den reorganiserede nation og til at tage afstand til den sovjetiske fortid. Formanden for den Russiske SFSRs Øverste Sovjet Boris Jeltsin blev rådet til at genindføre "Gud, bevar Tsaren" med omskrevet tekst. Han valgte imidlertid i stedet et musikstykke af Mikhail Glinka. Værket kendt som "Den Patriotiske Sang" (, ) var et tekstløst pianostykke fundet efter Glinkas død. "Den Patriotiske Sang" blev fremført foran den Russiske SFSR's Øverste Sovjet den 23. november. Sangen blev ved Den Øverste Sovjets dekret bekendtgjort som den nye russiske nationalsang samme dag. Denne hymne blev ment til at være permanent, som det kan ses i det parlamentære udkast til en forfatning, som blev godkendt og lavet udkast til af Den Øverste Sovjet, De Folkedeputeredeskongres og dets forfatningskommission (den sidste formelt ledet af Ruslands præsident). Udkastet nævner bl.a. at:
Den Russiske Føderations Nationalsang er "Den Patriotiske Sang" af Mikhail Glinka. Teksten til Den Russiske Føderations Nationalsang skal være godkendt af føderal lov.
Men striden mellem præsidenten og De Folkedeputeredeskongres gjorde vedtagelsen af dette udkast mindre sandsynligt. Kongressen arbejdede mere og mere over mod en omskrivning af 1978 forfatningen, mens præsidenten fortsatte henimod en helt ny forfatning, som ikke definerede statssymboler. Efter forfatningskrisen i 1993 og blot en dag før folkeafstemningen om den russiske forfatning, udsendte Boris Jeltsin den 11. december 1993 et præsidentdekret, der bevarede "Den Patriotiske Sang" som Ruslands nationalsang. Men dette dekret var provisorisk, da udkastet til forfatningen, der blev vedtaget dagen efter, eksplicit henførte denne sag til lovgivning, vedtaget af parlamentet. Ifølge forfatningen artikel 70, kræver statssymboler, som er nationalsang, flag og våbenskjold, nærmere definition af fremtidig lovgivning. Da det havde forfatningsmæssig karakter, kræver en ændring totredjedelsflertal i Statsdumaen.