thumb|Karl Martells grav i kirken i St. Denis. Karl Martell – (Martell = hammeren) eller Charles Martell – (født 23. august 686 i Herstal, død 22. oktober 741 i Quierzy-sur-Oise) var rigshovmester og reelt konge over de tre frankiske kongedømmer. Han er især berømt for at vinde slaget ved Poitiers i 732, hvor han standsede en hær fra Umayyade-kalifatet ledet af guvernøren af al-Andalus. Med denne sejr satte han en stopper for videre spredning af kalifatet i Frankerriget.
Martell blev født i Herstal, beliggende i Vallonien i det nuværende Belgien, som en uægte søn af Pipin af Herstal og dennes konkubine Alpaida.
Selv om han først og fremmest huskes som lederen af den kristne hær, der vandt ved Poitiers og Tours, er Karl Martell i øvrigt en gigantisk personlighed i den tidlige middelalder. Han var en meget dygtig general, der anses som ophavsmand til det tunge kavaleri, grundlægger af det karolingiske imperium (der er opkaldt efter ham) og som en katalysator for feudalismen, der kom til at karakterisere samfundsindretningen over det meste af Europa i middelalderen.
Konsolidering af magt Karls far, Pipin af Herstal, døde i december 714. Han havde på opfordring af sin kone, Plektrude, indsat sin og Plektrudes sønnesøn, Teodobald som arving til hele riget. Teobalds far Grimoald døde nemlig tidligere på året i 714. Adelen modsatte sig dette, for Teodobald var kun en dreng på otte år. For at hindre Karl i at udnytte disse uenigheder til sin egen fordel sørgede Plektrude for at få Karl, der var den eneste overlevende af Pipins sønner, fængslet i Köln, der var blevet udpeget som hendes hovedstad. Dette forhindrede et oprør på hans vegne i Austrasien, men ikke i Neustrien.
Borgerkrigen 715-718 Adelen i Neustrien udråbte i 715 Ragenfrid til rigshovmester på vegne af og tilsyneladende med støtte fra den unge konge, Dagobert III. Den unge konge var egentlig den virkelige indehaver af retten til at vælge en rigshovmester, men på denne tid havde merovingerdynastiet mistet det meste af magten.
Austrasierne kom ikke til at støtte en Plektrude og hendes umyndige barnebarn længe. Inden året var omme, var Karl Martell flygtet fra fængslet og udråbt til rigshovmester af adelen i den østlige del af Frankerriget. Neustrierne havde angrebet Austrasien, og adelen ventede på en stærk mand til at lede dem mod de invaderende landsmænd. Dagobert døde samme år, og neustrierne udråbte Chilperik II som konge uden støtte fra resten af det frankiske folk.
Chilperik og Ragenfrid førte sammen en hær ind i Austrasien i 716. Neustrierne allierede sig med en anden invasionsstyrke under frisernes konge Radboud og mødte Karl i et slag nær Köln, der stadig blev holdt af Plektrude. Karl havde ikke megen tid til at samle sine mænd eller forberede sig, og resultatet blev et nederlag, det eneste i hele hans liv. Chilperik og Ragenfrid sejrede, og Karl flygtede til bjergene i Eifel. Han flygtede fra slagmarken, så snart han indså, at han hverken havde tid eller mænd nok til at forberede slaget og dermed ingen chance for at vinde. Kongen og hans rigshovmester vendte sig herefter mod deres rivaler i Köln, som de belejrede og indtog. Chilperik og Ragenfrid modtog byens anerkendelse som konge og rigshovmester, og Plektrude overgav sig på vegne af Teodobald.
På dette tidspunktet vendte begivenhederne sig til Karls fordel. Han gjorde de nødvendige forberedelser og angreb den triumferende hær nær Malmedy, da den vendte tilbage til sin egen provins. I slaget ved Ambléve blev den tidligere sejrrige hær omringet og måtte trække sig tilbage. Herefter var Karl praktisk talt ubesejret til sin død. Det skal bemærkes, at efter at han havde sejret, lod han sin nevø og dennes bedstemor leve og behandlede dem med venlighed. Dette til trods for, at nevøen var blevet udråbt til arving i Karls sted, og at stedmoderen havde fængslet ham. At vise nåde mod tidligere rivaler var en stor sjældenhed i middelalderen.
I foråret 717 vendte Karl tilbage til Neustrien med en hær og fastslog sin overlegenhed med en sejr ved Vincy nær Cambrai. Han forfulgte kongen og rigshovmesteren, da de trak sig tilbage til Paris, før han vendte tilbage for at tage sig af Plektrude og Köln. Han indtog byen og spredte hendes tilhængere. Efter den succes udråbte han Klotar IV til konge i Austrasien i opposition til Chilperik og afsatte ærkebiskoppen Reims, Rigobert, og erstattede ham med Milo.
Efter at have underlagt sig hele Austrasien, marcherede han mod Radboud, som han trængte tilbage til Frisland. Han fremtvang til og med afståelsen af Vest-Frisien (det senere Nederland). Han sendte også sakserne tilbage over Weser og sikrede dermed sine rigers grænser, selvsagt i kongens navn.
Men Karl havde absolut magt, mere end nogen anden tidligere rigshovmester, selv om han ikke brød sig om titler. Det gjorde derimod hans søn, som til sidst spurgte paven "hvem bør være konge, han som har titlen, eller han som har magten?" Paven, som var meget afhængig af frankiske hære for at beholde sin uafhængighed fra langobardene og Østromerriget (den byzantinske kejser regnede sig fremdeles som den eneste legitime "romerske" kejser, og dermed som hersker over alle provinser i det antikke rige, hvad enten de anerkendte det eller ikke), erklærede "han som havde magten" og kronede dermed Pipin.
Adskillige tiår senere, i 800, blev Pipins søn, Karl den Store, kronet til kejser af paven og udvidede dermed yderligere "han som havde magten"-princippet ved at fjerne de byzantinske kejseres legitimitet på den italienske halvø (hvor de kun havde magten i Apulien og Calabrien) og i antikkens romerske Gallien, indbefattet de iberiske udposter, Karl den Store etablerede i Marca Hispanica på den anden side af Pyrenæerne, som i dag udgør Catalonien.
Den byzantinske kejser krævede autoritet over hele det gamle romerrige som den legitime "romerske" kejser, og efter loven kan dette godt have været sandt, men det var det ikke i realiteten. Hoveddelen af det Vestromerske rige var under karolingernes styre, den byzantinske kejser havde næsten ikke haft nogen autoritet i Vesten siden det 6. århundrede, selv om Karl den Store foretrak at undgå et åbent brud med Konstantinopel.
Det som skete, var fødslen af en institution, som var unik i historien: Det hellige romerske rige af den tyske nation. Voltaire latterliggjorde begrebet og sagde om det, at det var "hverken helligt, romersk, eller et rige". Men til trods for dette var det en enorm politisk magt på den tid, særlig under ludolfingerne og salierne og i mindre grad Hohenstauferne. Det varede til 1806, og selv om først hans barnebarn blev dets første kejser, blev "riget" stort set født under Karl Martells styre.
I 718 svarede Chilperik på Karls nye magt ved at alliere sig med Odo den Store, hertug af Aquitanien, som havde gjort sig uafhængig under borgerkrigen i 715, men blev igen besejret af Karl, Denne gang ved Soissons. Kongen trak sig tilbage sammen med sin allierede hertug til området syd for Loire og Ragenfrid tilbage til Angers. Snart døde Klotar IV og Odo opgav Chilperik. I bytte mod anerkendelse af sin kongeståus over alle frankerne overgav kongen sit kongedømme og rigshovmesterembedet over alle kongedømmerne til Karl.
Krige i udlandet 718–732 De følgende år var fulde af stridigheder. Mellem 718 og 723 sikrede Karl sin magt gennem en række sejre. Han vandt loyalitet hos flere vigtige biskopper og abbeder (ved at donere land og penge til grundlæggelsen af klostre som Echternach), han underlagde sig Bayern og Alemannia, og han besejrede de hedenske saksere.
Efter at have forenet frankerne under sig, var Karl besluttet på at straffe sakserne, som havde invaderet Austrasien. Derfor lagde han i 718 deres land langs bredderne af Weser, Lippe, Ruhr og Teutoburgerskoven øde. Han blev dermed den første udefrakommende magt siden Varus'legioner i 9, som gik ind i skoven, og i modsætning til Rom besejrede han indbyggerne helt. I 719 tog Karl Vest-Frisien uden større modstand fra friserne, som tidligere havde været underlagt frankerne. Karl stolede ikke på hedningerne, men deres hersker, Aldegisel, accepterede kristendommen i sit rige og Willibrord, biskop af Utrecht, frisernes berømte apostel, rejste dertil for at konvertere dem på Karls ønske. Karl gjorde også meget for at støtte Winfrid, senere den hellige Bonifatius, tyskernes apostel.
Da Chilperik II døde året efter (720), udnævnte Karl Dagobert III's søn, Teoderik IV, som hans efterfølger. Han var fremdeles mindreårig og sad på tronen til 737. Karl udnævnte nu de konger, som han tjente under. Disse rois fainéants ("gør–ingenting–konge") var kun marionetter i hans hænder, og ved slutningen af sit styre tog han ikke engang besværet med at udnævne én.
Karl marcherede igen mod sakserne. Neustrierne gjorde da oprør under Ragenfrid, som havde fået lov at beholde området Anjou. De blev fuldstændigt besejret (724), men Ragenfrid måtte udlevere sine sønner som gidsler for at beholde sit område. Dette afsluttede borgerkrigene i Karls tid.
De næste seks år blev brugt til at sikre frankernes autoritet over de afhængige, germanske stammer. mellem 720 og 723 kæmpede Karl i Bayern, hvor agilolfinger–hertugene gradvis havde udviklet sig til at blive uafhængige herskere, senest i alliance med Liutprand langobarden. Han tvang alemanderne til at slutte sig til ham, og hertug Hugbert underlagde sig frankernes styre. I 725 og 728 gik han igen ind i Bayern, og båndene til ham som herre virkede stærke. I 730 marcherede han mod Lautfrid, hertug af Alemandia, som også var blevet uafhængig, og dræbte ham i kamp. Han fremtvang alemannisk kapitulation overfor frankisk overherredømme og udnævnede ikke nogen efterfølger for Lautfrid. Dermed var Sydtyskland igen en del af det frankiske kongedømme, sådan som Nordtyskland var blevet det i løbet af de første år af hans styre.
Hans eget rige var sikret inden 730, og Karl begyndte at forberede sig til det kommende stormløb i vest. I 721 havde emiren af Córdoba samlet en stærk hær fra Marokko, Jemen og Syrien for at erobre Aquitanien, det store hertugdømme i det sydvestlige Gallien, som nominelt var underlagt frankisk overherredømme, men i praksis var det næsten uafhængigt i hænderne på Odo den Store, siden merovingerkongerne havde mistet deres magt. De invaderende muslimer belejrede byen Toulouse, som da var Aquitaniens vigtigste by, og Odo drog straks af sted for at skaffe hjælp. Han kom tilbage tre måneder senere, netop før byen skulle til at overgive sig og besejrede den muslimske invasionsstyrke den 9. juni 721 i det, som nu er kendt som slaget ved Toulouse. Nederlaget var stort set resultatet af en klassisk flankemanøvre fra Odo. Da han først havde trukket sig tilbage, begyndte muslimerne at blive for selvsikre, og i stedet for at opretholde et stærkt ydre forsvar rundt om deres forskansning og fortsætte med at holde udkig, gjorde de ingen af delene. Dermed kunne Odo iværksætte et næsten fuldkomment overraskelsesangreb på belejringstyrken, da han kom tilbage. Han spredte modstanden i det første angreb og slagtede enheder, som hvilede sig, eller som trak sig tilbage uden våben eller beskyttelse.