thumb|right|En elv er i den nordeuropæiske folklore en potentielt skadevoldende, men i nogle tilfælde også godgørende, naturånd. Elverfolk eller alfer er en gruppe af overnaturlige væsner i nordeuropæisk folketro. I den danske og svenske folklore omfatter de bl.a. feer, ellepiger og elledrenge, dog ikke nøkker, det er en anden slags væsen. I Tyskland bruges betegnelsen Alb, i England og Nederlandene elf, i Sverige älv, i Norge alv, af norrønt alfr, af uklar oprindelse; måske af en rod med betydningen "hvid", jfr latin albus.alf — Den Danske Ordbog
I folkevandringstiden blev alferne opfattet som de afdødes ånder. De holdt til i høje eller skove. I norrøn mytologi var alvene en type naturvætter. I nyere folketro minder de mere om huldrefolk eller underjordiske. Nogle steder knyttes de til vand, som den svenske strömkarlstrømkarl — ODS og den norske fossegrim. De kan også færdes i indsøer og lave bobler i isen. På Sunnmøre kaldes disse bobler boler eller lakseboler, ud fra den opfattelse, at det er laks, der gylper dem op fra dybet. Om vinteren laver boblerne hulrum i isen, dannet af metan, der stiger op fra rådnende planterester på bunden. Tidligere antændte man boler i vintermørket.Jostein Fet: Stemmar frå ei fjern tid (s. 165),
I fortællingerne om elverfolk kan der spores træk fra andre mytologiske væsner, fx dværge, vætter, jætter, trold, nisser, de underjordiske som fx; vittror, oknytt, skrømt og videre også skogsrån og huldrer. Den gamle religion levede til en vis grad videre i folkloren, men denne indeholdt også mange kristne elementer. Især i det 16. århundrede ændredes elvernes karaktér hastigt, da de blev til små og skadevoldende væsener; i tidligere tider havde man opfattet dem som værende af normal menneskelig størrelse. Deres boliger fandtes som regel under jorden i høje, bjerge, brønde, kilder eller vandløb.
I tidlig moderne og i moderne tid er elverne i britisk og nordisk folklore blevet associeret med de sydeuropæiske feer, først i Storbritannien, senere i primært Danmark og Sverige. Disse væsner, der kan spores igennem fransk folklore til romersk mytologi, bliver normalt fremstillet som ungdommelige, utrolig smukke og meget små og bevingede væsener. I 19. århundredes romantik blev der i litterære kredse gjort forsøg på at fremstille elverne i deres oprindelige form. I denne periode blev de ofte fremstillet som unge mænd og kvinder af stor skønhed. Disse fremstillinger lagde grunden til elverne i 20. århundredes fantasylitteratur, hvor særligt J. R. R. Tolkiens værker fik stor indflydelse. Hans elvere bygger desuden i høj grad på den nordiske mytologi.
Mytologisk og historisk baggrund
Forestillingerne om elverfolk har ændret sig meget gennem historien. I før-kristen tid blev de, under navnet alfer opfattet som lokale guddomme, der var knyttet til det opdyrkede kulturlandskab og menneskenes bosteder. Det var i reglen navnløse kollektive guder, der var nært knyttet til de store guder, dvs. aserne og vanerne. Meget tyder på at de var repræsentanter for afdøde medlemmer af slægten, og at de havde magt over frugtbarhed, sundhed og velstand. I hedensk tid havde man en række ritualer som indgik i en alfekult, bl.a. alfeblot, nogle af dem har sandsynligvis overlevet i den senere folklore.Steinsland (2005) s. 248.249 Alferne og forestillingerne omkring dem er relateret til de animistiske strukturer, der kendes fra næsten alle traditionelle religioner i verden.
I den norrøne litteratur findes en mere systematiseret beskrivelse af alferne. Særligt hos Snorre Sturlason finder man en klar struktur, hvor de fremstilles som en slags guderace af lavere rang, der færdedes sammen med de større guder. Deres hjemverden var Alfheim, med frugtbarhedsguden Frej som fyrste. Snorre skelner mellem lysalferne i Alfheim, og svartalferne, der blev forbundet med dværgene. Alfeblot har været holdt som privat hjemmekult, især i forbindelse med julen.Finn Stefánsson: alfer i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 27. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284090
Hvordan de underjordiske blev til, forklares i folketroen med alle de børn, Adam og Eva havde fået. En gang kom Vorherre på besøg, inden Eva havde nået at få dem alle vasket og gjort præsentable. Derfor nøjedes hun sig med at vise ham de børn, hun havde nået at få vasket; resten lukkede hun inde i kælderen. Men Vorherre gennemskuede hende og sagde, at de børn, hun havde gemt under jorden, også skulle holde sig der for al fremtid.
Elvere i nordisk folklore thumb|Huldren forsvandt af Theodor Kittelsen (1857-1914). Akvarellen viser en huldre, der opløses som tåge efter at have lokket en ung mand ud i mosen. I nordisk folklore, hvori indgår elementer af nordisk mytologi og elementer fra kristen mytologi, optræder forskellige typer af væsner, typisk af hunkøn, der samlet betegnes som elverfolk.En redegjørelse er gitt i 1926, Hellström (1990): En Krönika om Åsbro. ss. 36. . I Danmark kaldes de"elver" eller "ellefolk", på svensk alv eller älvaSchön, Ebbe (1986): "De fagra flickorna på ängen. Älvor, vättar och andra väsen. " og på norsk "alv", men de optræder kun sjældent i den lokale folklore, og når de gør det, er det som synonym med huldrefolk eller vætter. Det er en kategori af underjordiske væsener som sandsynligvis er mere beslægtet med dværgene end alferne. Disse er også sammenlignelige med de islandske huldufólk og de bornholmske underjordiske. I Danmark og Sverige har nissen og tomten mange ligheder med disse underjordiske, men de er primært knyttet til gården og boligen.
I Danmark og Sverige er elverne væsener som er adskilte fra vætterne, selv om grænserne mellem dem i mange tilfælde er uklare. I reglen beskrives de som meget smukke piger som var hule i ryggen og som levede i skoven, i krat eller i moseområder sammen med elverkongen; de afbildes typiske som blonde, klædt i hvidt tøj og (som mange væsener i nordisk folklore) rasende og ondskabsfulde når de blev fornærmede, og kunne af og til lokke folk i døden, ligesom lygtemænd.Keightley, Thomas (1870); "The Fairy Mythology' ", særligt kapitlet "Scandinavia: Elves ". Elverne var dog ikke udelukkende unge og smukke. I det svenske eventyr Lilla Rosa och Långa Leda, kommer der en elverkvinde i slutningen og redder heltinden, Lille Rosa, på betingelse af at kongens køer ikke længere skal græsse på hendes jordhøj. Denne elverkvinde er beskrevet som en smuk, ældre kvinde.«Lilla Rosa och Långa Leda». Svenska folksagor. Stockholm: Almquist & Wiksell Förlag AB. 1984. ss. 158.
thumb|Heksering fra Usingen, Tyskland. Elvere kunne blive set dansende på gravhøje om natten og i tågen om morgenen. De efterlod en form for ringe, der hvor de havde danset deres runddanse. De bliver kaldt elverringe eller hekseringe, og er i virkeligheden en svamps frugtlegemer. Det var en udbredt forestilling at det medførte kønssygdomme, hvis man urinerede i en sådan ring.Høgh, Carsten: Eventyrleksikon, København 2002. Side 86. I det svenske eventyr Hyrdedrengen Hylteen-Cavallius & Stephens, 1844, AT 515 opstår en elverring i græsset efter elvernes dans. Eventyret ender med at elverkongen hjælper den hyrdedreng der opdagede elverne, med at frelse prinsessen. H. C. Andersen fortæller i Elverhøi (1845) om elverfolkets og andre naturånders fest i Elverhøj en sommernat.Elverhøj er også titlen på et skuespil af Johan Ludvig Heiberg med musik af Friedrich Kuhlau fra 1828
Hvis et menneske så på elvernes dans, ville han opdage at selv om der tilsyneladende kun var passeret et par timer, kunne der være gået mange år i den virkelige verden. Dette tidsfænomen er genfortalt i Tolkiens Ringenes herre, da det fremgår at tiden tilsyneladende står stille, mens hovedpersonerne opholder sig i elverrigerne Kløvedal og Lothlórien. Denne forestilling har en fjern parallel i den irske sídhe. I den norske folkevise Olav Liljekrans fra senmiddelalderen (som Henrik Ibsen brugte som forlæg for stykket Olaf Liljekrans) inviterer elverdronningen ham til en dans, men han afslår da han ved hvad der vil ske dersom han begynder at danse. Og desuden er han på vej hjem til sit eget bryllup. Dronningen tilbyder ham gaver, men han afslår igen. Hun truer med at tage ham af dage, men han rider af sted og dør derefter af den sygdom, som hun har forbandet ham med. Hans unge brud dør af hjertesorg.Keightley, Thomas (1870): The Fairy Mythology . Her findes to versioner oversat til engelsk: Sir Olof in Elve-Dance og The Elf-Woman and Sir Olof .
100px|thumb|left|"Elverkors" blev anset som beskyttende mod ondskabsfulde elver. I nogle fortællinger optrådte de som sygdomsånder. Almindeligvis drejer det sig om hududslæt, som i Norge stadig kaldes elveblest. For at beskytte sig selv mod ondskabsfulde elvere brugte man elverkors (Alfkors, Älvkors eller Ellakors) som blev skåret ind i bygninger eller andre objekter.Artiklen Alfkors i Nordisk familjebok (1904). Det eksisterede i to former. En som var et pentagram, og som fortsat var i brug tidlig i 19. århundrede i Sverige, hvor det blev malet eller skåret ind i døre, vægge og værktøj for at beskytte det mod elvere. Og en form som var et ordinært kors skåret ind i runde eller aflange sølvplader. De blev båret om halsen som talisman. I nogle egne blev det også placeret på alteret i løbet af tre sammenhængende søndage.
thumb|Skålgruber fra bronzealderen ved en gravplads. Skålgruber er særlig form for helleristning. De er blevet fundet overalt i Skandinavien, og blev i ældre tider i Sverige kaldt älvkvarnar. Det peger mod at de tidligere er blevet brugt i en rituel sammenhæng, hvor man har ofret fødevarer (måske smør) i disse gruber til elvere. Det er usikkert, hvor gammel en sådan skik er, og hvor længe den har været i brug. Skålgruberne er runde fordybninger i sten, og de har er også blevet tolket som et kvindeligt seksualsymbol, dvs. en repræsentation af de kvindelige kønsorganer.Steinsland, Gro: Norrøn mytologi. Myter, riter, samfunn. Oslo 2005. Side 150-151.
Island thumb|right|Alfehuse i nærheden af Strandakirkja i det sydlige Island. I modsætning til det øvrige Norden, er der i det moderne Island en relativt stor del af befolkningen, der enten tror på eksistensen af huldufólk , eller som i det mindste ikke vil udelukke den.Building in Iceland? Better Clear It With the Elves First .Kåfjord kommune: En reise i alvenes land Dette kan sandsynligvis til en vis grad skyldes tiltag der skal fremme turisme. Et studie fra 2007 ved Islands Universitet ledet af Terry Gunnell, professor i folklore, viste dog, at mere end halvdelen af islændingene ikke ville afvise eksistensen af elvere og spøgelser. En anden undersøgelse fra 1974 af professor i psykologi og samfundsvidenskab, Erlendur Haraldsson, viste (ifølge Fréttablaðið) nogenlunde det samme. Gunnell konkluderede at islændingene tilsyneladende er mere åbne overfor for fænomener som divination, spøgelser og alfer end andre nationer.Icelandreview.com: Iceland Still Believes in Elves and Ghosts Huldufólk stammer fra de nordiske alfer, og lever i bjerge og sten.
Britisk folklore thumb|En fremstilling af den alfelignende Puck i engelsk folklore. I den britiske folklore fra tidlig moderne tid bliver elvere normalt portrætteret som små, flygtige folk, ofte usynlige, og med en ondskabsfuld personlighed. De var imidlertid ikke onde i sig selv, men kunne irritere mennesker. I den britiske tradition har elverne store ligheder med feer, som oprindeligt stammer fra fransk eller gælisk folklore. Elfs optræder i både engelske og skotske ballader og folkeeventyr. Disse historier indeholder ofte en rejse til Elphame eller Elfland (bygger på Álfheim fra den nordiske kosmologi). Det er et eventyrligt rige, der i nogle tilfælde også er et skræmmende og uvelkomment sted. Elveren bliver i nogle tilfælde fremstillet i et positivt lys, men er i mange tilfælde en skummel figur, der kan være ude på mord eller voldtægt. I det fleste ballader er elveren af hankøn, og dronningen af Elfland er næsten den eneste kvindelige elf, som omtales.