Salafisme (Arabisk: سلفي "forgængere" eller "tidlige generationer") er et generisk udtryk, som betegner en ortodoks og fundamentalistisk sunni-muslimsk retning, der fremhæver de fromme forgængere (Salaf) fra den tidlige islams patriarkalske periode som eksemplariske forbillederGhazali And The Poetics Of Imagination, af Ebrahim Moosa – side 21. Salafister anser de første tre generationer af muslimer, dvs. Muhammeds samtidige og de to generationer efter ham, Tabi‘in og Taba‘ at-Tabi‘in, som rollemodeller for hvorledes islam burde forstås og praktiseres. Princippet er afledt af denne hadith af Muhammed:
Salafismens vigtigste dogme er, at islam var perfekt og fuldkommen på Muhammeds og hans samtidiges tid, men at uønskede ændringer er blevet føjet til i de siden forløbne århundreder på grund af materialistisk og kulturel indflydelse. Den søger derfor at genoplive en praktisering af islam, som i højere grad ligner religionen på Muhammeds tid.Islamicweb Salafismen er også blevet beskrevet som en forenklet version af islam, hvor tilhængerne kun følger få påbud og ritualer.The Idea of Pakistan af Stephen P. Cohen – side 183
Den salafistiske lære betegnes ofte som "wahhabisme", men salafister forkaster sædvanligvis dette udtryk, dels fordi det anses for at være nedsættende og dels fordi ingen tidligere tilhængere af salafismen har betegnet sig således. Typisk benyttede de i stedet udtryk som "Muwahidoon," "Ahle Hadith,"The Muslim World After 9/11 af Angel M. Rabasa, p. 275 eller "Ahl at-Tawheed." GlobalSecurity.org Salafi Islam
Etymologi Ordet "Salaf" er en kort form af "Salaf al-Ṣāliḥ" (arabisk: السلف الصالح) med betydningen: "(retfærdige) forgængere" eller "(fromme) forfædre."
Kendetegnende tro og religiøs praksis Der er forskel på, hvilke grupper og bevægelser som inkluderes i betegnelsen salafister. Nogle definerer betegnelse bredt, så den f.eks. medtager grupper som det muslimske broderskab (der benytter betegnelsen salafi i "Om os"-sektionen (min nahnu) på deres hjemmeside) og deobandiPape, Dying to Win Random House, 2005, p.106
..."og deobandi Nogle berømte fremstillinger fra GREAT MUJADDITH's OF Deoband "...hvert eneste af disse vildledte synspunkter er et veletableret synspunkt for Deobandi ..." Tableegh Jamaat: Teachings of Shirk .... "... Og dette er Salafs tiltrådte sti, så lad Deobandi-skolen og hele Tabligh vogte sig for, at Allah ikke elsker udbrederne af skade og korruption på jorden, og at undertrykkelse af Shirk (som de fremmer i deres bøger) er virkelig storhed ...." eftersom de mener, at disse grupper er skyldige i religiøs innovation (bid'ah) eller det, som er værre.
Uanset hvor mange grupper, man lader definitionen omfatte, vil salafister idealisere et rent, ukorrumperet islamisk samfund og mene, at en genoplivning af islam vil følge af en efterligning af de tre første generationer samt udslettelse af al fremmed indflydelse på religionen. Der lægges særlig vægt på monoteisme (tawhid), hvorfor mange muslimske traditioner, som nu er blevet almindelige, fordømmes som polyteisme, dvs. Shirk. Det gælder f.eks. dyrkelsen af grave for islamiske profeter og helgener. Salafister er i almindelighed imod både doktrinerne i sufisme og shi'a, som de anser for at indeholde mange aspekter af shirk og bid`ah.
Salafister forkaster dogmatisk teologi (kalam), som anses for at være baseret på klassisk græsk filosofi (dvs. stammende fra f.eks. Platon og Aristoteles) og dermed baseret på importerede begreber, som er fremmede for islams originale udtryk.
Der lægges stor vægt på ritualer, ikke kun i bøn men i enhver aktivitet i livet. Eksempelvis skal man altid benytte tre fingre, når man spiser, vand skal drikkes siddende og med tre indlagte pauser,Six Points of Tabligh, Dennes kapitel om "Ønskelige drikke- og spisemanerer" omfatter 26 normer. Fra: Globalized Islam : the Search for a New Ummah af Olivier Roy, Columbia University Press, 2004 og man skal sikre sig, at ens klædning ikke når længere ned end anklerne.
Salafismen adskiller sig fra de andre og tidligere islamiske genfødselsbevægelser fra 1970'erne og 1980'erne, som i almindelighed kaldes islamisme, ved at (i det meste mange) salafister ikke kun forkaster vestlige ideologier som socialisme og kapitalisme, men også almindelige vestlige koncepter som økonomi, forfatninger, politiske partier, revolution og social retfærdighed. Muslimer bør ikke engagere sig i vestlige aktiviteter som politik, "selv ikke ved at give dem en islamisk drejning." Globalized Islam : the Search for a New Ummah af Olivier Roy, Columbia University Press, 2004 (p.245) I stedet bør muslimer holde sig til traditionelle aktiviteter, især udbredelse af viden om islam, (dawah). Salafister fremmer sharia snarere end et islamisk politisk program eller en islamisk stat.
Salafismen er en bevægelse, hvis tilhængere er delt på spørgsmålet om deres tilknytning til en af de fire anerkendte skoler (madh'hab) indenfor lovkundskab: Maliki, Shafi, Hanbali og Hanafi.
Salafister skal basere deres lovkundskab direkte på Koranen, på sunna og de tre første muslimske generationer. De tror, at bogstavelig læsning af koranen, af hadith og den konsensus (Ijma), der er indenfor Ulema, er tilstrækkelig vejledning for den troende. Bogstavelig talt alle salafistiske lærde støtter denne indstilling.
De henfører mange af deres læresætninger til den syriske lærde Ibn Taymiya og hans elever Ibn al-Qayyim og Ibn Kathir fra det 14. århundrede og på Muhammad ibn Abd al-Wahhab fra det 17. århundrede.
Ingen madh'hab skal følges blindt, og i visse tilfælde kan salafister vælge synspunkter, som adskiller sig fra dem alle, men det er dog almindeligt, at en af de fire skoler følges. Eksempelvis fulgte Ibn Taymiya hanbali-madhhab, mens nogle af hans elever (som Ibn Kathir og Al-Dhahabi) fulgte shafi-madhhab. Andre elever, som Ibn Abu al-Iz følger Hanafi-madhhab.
Salafismens historie Fra salafisternes eget perspektiv begynder deres historie med Muhammed selv. De anser sig for at være direkte tilhængere af hans læresætninger og ønsker at efterligne fromheden hos de tre første islamgenerationer, salaf. Alle senere lærde er genoplivere, ikke grundlæggere, hvorfor nutidens lærde kun har til opgave at udbrede (eller minde om) instrukserne fra islams oprindelige tilhængere. Fra andres perspektiv begyndte salafismen historie imidlertid for få århundreder siden, omend det nøjagtige tid og sted er et emne for diskussion.
Et af de udbredte synspunkter blandt muslimske lærde er, at salafismens historie begyndte i Egypten i midten af det 19. århundrede blandt intellektuelle ved Al-Azhar Universitet, det mest fremtrædende center for undervisning i islam i Cairo. Førende blandt dem var Muhammad Abduh (1849-1905), Jamal al-Din al-Afghani (1839-1897) og Rashid Rida (1865-1935).Encyclopedia of Islam and the Muslim World, Macmillan Reference, 2004, v.2, p.609The New Encyclopedia of Islam af Cyril Glasse, Rowman and Littlefield, 2001, p.19The Oxford Dictionary of Islam af John L. Esposito, OUP, 2003, p.275Historical Dictionary of Islam af Ludwig W. Wadamed, Scarecrow Press, 2001, p.233 Disse tidligere reformatorer indså behovet for en genoplivning af islam, efter at have bemærket nedgangen for den muslimske del af verden, som fulgte efter oplysningstiden i Europa. Al-Afghani var politisk aktivist, mens Abduh, der var lærd og overhoved for Egyptens domstole for religiøse anliggender, søgte gradvise reformer på det sociale og lovmæssige område for at "gøre sharia relevant i forhold til moderne problemer." Abduh argumenterede for, at de tidlige, muslimske generationer (salaf al-salihin, hvoraf navnet Salafiyya, som kendetegner Abduh og hans elever) havde skabt en levende civilisation, fordi de kreativt fortolkede Koranen og hadith for at søge svar på deres tids behov.Encyclopedia of Islam and the Muslim World, Macmillan Reference, 2004, p.7
Andre, der betegner sig selv som salafister, vedkender sig ikke disse tidlige skikkelser. En prominent salafistisk hjemmeside, der beskriver sig selv som fremmende "tro og manhaj fra salaf us-saalih – ren og klar" salafipublications.com, har blandt sine publikationer en, der hævder, at al-Afghani og Muhammad ‘Abduh var "kendte frimurere og ... at der også var stor vildledning i deres ideologi." Denne publikation påstår, at de var mere interesseret i en anti-kolonialistisk politisk bevægelse end i ortodoks islam (salafs vej), men at "deres proklamationer på vildledende vis også indeholdt slogans om at vende tilbage til forfædrenes vej, hvorfor man kan se den fejlagtige opfattelse blandt vestlige skribenter, at salafiyyah begyndte med Jamaal ud-Deen al-Afghaani og Muhammad Abduh, og også den fejlagtige opfattelse, at Hassan al-Bannah var med i salafiyyah, hvilket skyldes Muhammad Rasheed Ridhaas indflydelse på ham." Historical Development of the Methodologies of al-Ikhwaan al-Muslimeen And Their Effect and Influence Upon Contemporary Salafee Dawah: Part 8 Updated. Tilgået 12. maj 2007.p.5 Et andet eksempel på, at nutidige salafister ikke ønsker Muhammad ‘Abduh a Salafi – eller nogen anden muslim for den sags skyld – efterlignet, ses på internetsiden allaahuakbar.net, som sarkastisk kalder Muhammad ‘Abduh for den "store imaam", fordi han har udtalt rosende bemærkninger om Europa."
Mange salafister peger i dag snarere på Muhammad ibn Abd al-Wahhab som den første moderne skikkelse, der agiterer for en tilbagevenden til den religiøse praksis fra salaf as-salih eller de "retfærdige forfædre". Det forkyndte han i det 18. århundrede i Saudi Arabien, og hans arbejder (særlig Kitab at-Tawhid) er stadig udbredt læsning, og hans værker citeres ofte af flertallet af salafistiske lærde.Shaikh Muhammad Ibn Abdul-Wahhab: His Salafi Creed, Reformist Movement and Scholars' Praise of Him, 4. udgave af Judge Ahmad Ibn 'Hajar Ibn Muhammad al-Butami al-Bin Ali, Ad-Dar as-Salafiyyah, Kuwait, 1983, p.108-164 Efter hans død blomstrede hans synspunkter op, hjulpet af generøs finansiel støtte fra Saud-familien, og startede dermed den nuværende salafistiske bevægelse, der har tilhængere over hele verden. Trods denne sammenhæng må det påpeges, at begreberne "salafisme" og wahhabisme ikke nødvendigvis er synonymer. Wahhabisme beskrives sommetider som en delmængde af salafismen, som et nedladende synonym for salafisme eller som en tidligere selvstændig retning inden for islamisk tankeverden, som tilegnede sig "salafismens sprog og symbolisme" indtil de to blev "praktisk taget ikke til at skelne fra hinanden" i 1970'erne.Abou El Fadl, Khaled M., The Great Theft, Harper, SanFrancisco, 2005, p.79
I de seneste år har der især været opmærksomhed omkring Al-Qaeda, der beskriver sig selv som salafistisk, og som sammen med tilknyttede grupper agiterer for terrorisme, drab på civile og modstand mod mange muslimske grupper og regeringer, herunder det muslimske broderskab og regeringen i Saudi Arabien. PBS Frontline, interview med Dr. Mamoun Fandy Der føres debat om den mest passende måde at reformere på, spændende fra voldelig politisk islamisme til mindre politisk evangelisme.
Til trods for mange lighedspunkter misbilliger de forskellige grupper ofte hinanden stærkt, og nogle af dem benægter endda deres salafistiske karakter.
Nutidig salafisme Udbredelse og påvirkning Salafisme er en bevægelse inden for sunni-islam, der omfatter adskillige grupper og varianter af trosretninger. Bevægelsen er stærkest i Mellemøsten men findes i de fleste lande med muslimsk majoritet. Den vinder desuden stigende tilslutning blandt indvandrede muslimer i områder som Europa, Canada og USA.