thumb|Europa strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen. thumb|Satellitfoto af Europa thumb|280px|Europa. Europa er en verdensdel som strækker sig fra Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen. Det udgør den vestlige tredjedel af kontinentet Eurasien. Siden 1700-tallet er grænsen mellem Europa og Asien almindeligvis blevet anset for at gå langs Ural; først bjergkæden og derefter floden; Det Kaspiske Hav, Manytj-lavningen nord for Kaukasus, eventuelt Kaukasus-bjergkæden, Sortehavet, Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne.

Europas samlede fladeareal er 10.506.000 km², det vil sige 6,7 % af landmasserne på Jorden. Det samlede folketal var på 740 millioner i 2015, hvilket var 11 % af alle mennesker i verden. Afhængigt af hvordan man opgør det har Europa et varierende antal selvstændige lande, imidlertid har Europarådet 47 medlemslande, hvoraf Rusland er det største målt på såvel areal som befolkning, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste.

Etymologi og begrebshistorie thumb|Europa og oksen, af Gustave Moreau, c. 1869 Dette afsnit handler om, hvad ordet Europa har betydet, og hvilket geografisk område det refererer til, og hvorledes dette har ændret sig de sidste 2500 år.

Det græske begreb Europa er sandsynligvis afledt fra græsk eurys (= "bred") og ops (= "ansigt"), hvor ‘bred’ er blevet et beskrivende ord for jorden i sig selv i den (rekonstruerede) urindoeuropæiske religion. Enkelte sprogforskere har derimod antydet, at Europa er baseret på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang".Ernest Klein: A comprehensive Etymological dictionary of the English Language, 1966 Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. På samme måde antages det, at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

For den græske geograf Hekataios bestod den kendte verden af to verdensdele: Europa og Asien. Grænsen gik ved det Ægæiske Hav, Azovske Hav og Marmarahavet og floden Don. For historieskriveren Herodot var Asien identificeret med det store Perserrige, mens Europa var den græske civilisation.

En brug af ordet som den almindeligste betegnelse for det, som vi i dag opfatter som Europa, hører til moderne tid. I antikken omtalte man det romerske rige som "Rom" eller "Imperium Romanum". Der fandtes da ikke noget geografisk udtryk som inkluderede riget nord for Middelhavet og som desuden inkluderede områderne beboet af germanske og slaviske stammer i Nord- og Østeuropa.

Ordet spredte sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i senantikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse, som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamantys, og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertid for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og omkring 500 f.Kr. omfattede betydningen efterhånden også landene nord for Grækenland.

Myten om prinsesse Europa er blevet overbragt af tre af senantikkens historiefortællere: St. Augustin, Isidor af Sevilla og Orosius. Det er usikkert, hvor de regnede grænsen mellem verdensdelene (orbis terrarum). For Orosius gik grænsen mellem Asien og Europa gennem floden Don og det Azovske Hav. Orosius blev kilde for 900-tallets frankiske lærde Richter af St. Rémy, der fremstillede verden som tre orbis plaga hvor Mare Nostrum (Middelhavet) var skellet mellem verdensdelene. Richter regnede flere af folkeslagene, som slog sig ned i Europa i Folkevandringstiden for at komme fra Asien. Lombardernes historieskriver Paulus Diaconus (død 797?) regnede lombarderne for at have flyttet fra øen Scandinavia på grund af overbefolkning. Det lader til, at Skandinavien dengang ikke blev regnet for en del af Europa. Dette skyldes vel, at graden af civiliserethed var blevet introduceret som et kriterium for at være en del af "Europa".Karl J. Leyser: Concepts of Europe in the Early and High Middle Ages Past and Present, No. 137, The Cultural and Political Construction of Europe. (Nov., 1992), pp. 25-47

I senantikken og middelalderen var det mere normalt at skelne mellem "Kristenheden" og hedenske områder, end at bruge betegnelsen Europa. Men indenfor "Kristenheden" begyndte begrebet Europa gradvis at få den betydningen, som det har i dag. Ved at referere til "Europa" i hyldestdigt til frankiske konger viste de både, at de var lærde og belæste i den antikke arv, samtidigt med at referencer til Kongen som "Europas konge" indgød aspirationer om fremtidige erobringer. Omend magten ikke strakte sig langt udover Frankerriget, kunne skjaldene i det mindste smigre kongen med at være berømt i "hele Europa". Ved Karl den Stores hof blev referencer til Europa-begrebet hyppigere. For eksempel priste Catwulf Kong Karl i 775 for at være blevet udpeget til at blive Europas konge (Regni Europae). Karl den Stores hof brugte imidlertid helst begrebet Imperium Christianum, ikke det geografiske begreb Europa som betegnelse for frankernes rige. Karolingerne opfattede hovedstaden Aachen som det andet Rom, og deres rige som Romerrigets genkomst i Europa. Der er blevet overleveret flere kilder hvor Karl omtales som rex, pater Europe (konge, Europas far).

En anden terminologi, som blev brugt i middelalderen for at skelne mellem det, som vi i dag regner for (Vest)Europa, og verden for øvrigt, er parret Occidenten / Orienten. Occidenten, af latin Oc + cadere ~ (dit solen) falder ned = Vesten. Occidenten var dermed den vestlige kristenhed, som udgjorde størstedelen af Europa.

Lærde kristne i 600-tallet som Isidor af Sevilla førte ud fra sit bibelske historiesyn verdens befolkning tilbage til Noas efterkommere: Jafet, Sem, og Ham. Europæerne stammede fra Jafet, derfor havde folkeslag som frankerne, alemannerne, latinerne og briterne alle samme ophav.

Skellet mellem Øst- og Vesteuropa Det begrebsmæssige skel mellem Vesteuropa og Østeuropa blev introduceret af oplysningsfilosoffen Voltaire i en biografi over den svenske kong Karl 12. fra 1731.Larry Wolff: Inventing Eastern Europe Stanford UP 1994 Dette skel blev cementeret under den kolde krig, da de østeuropæiske lande blev sovjetiske vasalstater. Efter Berlinmurens fald ville enkelte genoplive udtrykket Østmiddel-Europa for at skabe kontinuitet til historien før verdenskrigene. Imidlertid ser det ud til, at ordet Centraleuropa er blevet det hyppigst brugte begreb for at beskrive de eks-kommunistiske stater, som ikke var en del af Sovjetunionen.

Inddellingen af Europa

Man kan inddele Europa i 6 geografiske områder. Der er Sydøsteuropa, Sydeuropa, Centraleuropa, Vesteuropa, Østeuropa og Nordeuropa. thumb|Inddelingen af Europa på baggrund af kulturelle og statslige grænser.

Europa på andre sprog Et stort antal af verdens sprog benytter ord som er afledt af "Europa" for at referere til kontinentet, for eksempel benytter kinesisk det fonetisk lignende ord Ōuzhōu (欧洲).

Historie

Forhistorisk Europa Palæolitisk Homo erectus og Neandertalerne slog sig ned i Europa længe før det moderne menneske, Homo sapiens sapiens viste sig. De ældste menneskeben (homo georgicus) er fundet i Dmanisi, Georgien, dateret 2.000.000 år tilbage. De tidligste spor af det moderne menneske kan stamme 35.000 år tilbage i tiden. Spor efter permanente bosætninger kan dateres til det 7. millenium f. Kr., i Bulgarien, Rumænien og Grækenland.

Neolitisk thumb|Neolitisk Europa Den neolitiske tidsperiode nåde Centraleuropa i det 6. millenium f. Kr. og Nordeuropa i det 5. og 4. millenium. Der er ingen præhistorisk kultur som dækker hele Europa.

Bronzealderen

Bronzealderen er en betegnelse på en periode i menneskets historie som fandt sted mellem stenalderen (nogen steder kobberalderen) og jernalderen. Perioden har fået sit navn fordi bronze var det mest avancerede materiale man havde for tilvirkning af redskaber, våben og smykker på den tid. Bronze er en legering som består af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Den var meget kostbar, og man brugte derfor fortsat en mængde stenredskaber helt frem til romersk jernalder.(Opdelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev oprindelig formuleret af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.)

Bronzealderen indtræffer til forskellige tider, afhængig af hvilke steder man snakker om. De ældste kendte bronzegenstande er fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder det sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr., Kina 2000 f.Kr., og Skandinavien 1800 f.Kr. thumb|Lingvistisk Europa alt=|thumb|Europas Topografi thumb|Europa, ca år 1000

Jernalderen

Jernalderen er i arkæologien regnet som den tidsperiode hvor brugen af jern er fremtrædende i produktionen af våben og redskaber. I Danmark begyndte jernalderen fra omkring år 500 f.Kr., men de tidligste spor af jernudvinding er meget ældre, måske så tidligt som år 3000 f.Kr. Det tog henimod 1000 år fra menneskeheden opdagede jernudvinding til kundskaben nåede Norden. Jernalderen begyndte på forskellige tider på forskellige steder i Europa.

I Europa og Asien efterfølger jernalderen bronzealderen, mens den i resten af verden efterfølger stenalderen direkte. Det er vanskeligt at tidsfæste jernalderen nøjagtigt for en enkelt region, men det refererer til den tidsperiode hvor brugen af jern er det mest avancerede metalarbejde til en civilisation.

Oldtidens Grækenland og Romerriget

thumb|Europa, ca. 220 fvt. Oldtidens Grækenland var enerådende og nyskabende indenfor forskellige styreformer (det athenske demokrati), filosofi, videnskab, politik, sport, teater og musik. De græske bystater grundlagde flere kolonier ved Sortehavet, Middelhavet, Lilleasien, Sicilien og i Syditalien. Den græske verden kom til et halt ved den Peloponnesiske Krig, og den senere Makedoniens ekspansion i det 4. århundrede f.Kr.

Meget af den græske kundskab blev assimileret af romerne og spredt udover det europæiske kontinent. Romerriget havde sit center ved Middelhavet, og kontrollerede alle de nærliggende lande omkring havet. Den nordlige grænse var i form af naturlige hindringer, som floderne Rhinen og Donau. Under kejser Trajan, i det andet århundrede, nåede riget sit territorielle højdepunkt, hvor Storbritannien, Dakien (dagens Rumænien) og dele af Mesopotamien var inkluderet. Kejserrigets første periode, Pax Romana, bragte fred med sig, civilisation og effektive centraliserede regeringer til de underlagte områder, men i det 3. århundrede begyndte riget at skrante gennem en serie af borgerkrige og økonomiske, samt sociale kriser.

Vikingetiden

Vikingetiden er en periode i nordeuropæisk historie som strækker sig fra sidste del af 700-tallet til midten af 1000-tallet. Vikingetiden anses som slut ved Kristendommens indførelse i Norden.

Middelalderen

Middelalderen regnes i Europa som tiden mellem 500 og 1500 e.Kr. eller mellem faldet af det Vestromerske Rige og Renæssancen i begyndelsen af 1400-tallet. Alle lande i Europa har dateret det Vestromerske Riges fald, som starten på middelalderen, men dateringen for slutningen af middelalderen varierer.