Dublinfolk (engelsk: Dubliners) er den irske forfatter James Joyces første prosaværk. De femten noveller, som udkom i 1914,Osteen, Mark (22 June 1995). "A Splendid Bazaar: The Shopper Guide to the New Dubliners". Studies in Short Fiction. giver en naturalistisk skildring af irsk middelklasseliv i og omkring Dublin omkring år 1900.
Novellerne blev skrevet, da den irske nationalisme var på sit højeste, og man søgte efter national identitet og mål, i et turbulent krydsfelt mellem historie og kultur. Joyce følte, at den irske nationalisme, ligesom katolicismen og det britiske styre i Irland, var ansvarlig for en kollektiv lammelse af irerne.Curran, C. P. (1968). James Joyce Remembered. New York and London: Oxford University Press. p. 49. . Retrieved 16 February 2024. "I call the series Dubliners to betray the soul of that hemiplegia or paralysis which many consider a city." Han opfattede Dublinfolk som en "poleret lup",Gilbert, Stuart (1957). Letters of James Joyce. New York: The Viking Press. pp. 63–64. Retrieved 21 February 2024. "It is not my fault that the odour of ashpits and old weeds and offal hangs round my stories. I seriously believe that you will retard the course of civilization in Ireland by preventing the Irish people from having one good look at themselves in my nicely polished looking-glass." han gav til irerne, som et "første skridt mod [deres] åndelige frigørelse".
Joyce udstyrede flere af novellerne med øjeblikke af selverkendelse eller åbenbaring, også kaldet epifani,Gilbert 1957, pp. 62–63: "I believe that in composing my chapter of moral history in exactly the way I have composed it I have taken the first step towards the spiritual liberation in my country."Verdens bedste julenovelle kulminerer på et hotelværelse, anmeldelse af Dublinere, nyoversættelser til dansk, af Jes Stein Pedersen, Politiken, 24. december 2023
De første tre noveller i samlingen har jeg-fortæller, med børn som hovedpersoner, mens de efterfølgende noveller er skrevet i tredje person og omhandler livet og bekymringerne for stadigt ældre mennesker, i tråd med Joyces opdeling af samlingen i "barndom, ungdom, modenhed og det offentlige liv".Joyce, James (1944). Stephen Hero. London: Jonathan Cape. Retrieved 20 February 2024. "By an epiphany he meant a sudden spiritual manifestation, whether in the vulgarity of speech or of gesture or in a memorable phase of the mind itself." Mange af personerne i Dublinfolk optrådte senere i mindre roller i Joyces roman Ulysses. Ellmann, Richard (1966). Letters of James Joyce Volume II. London: Faber and Faber. p. 134. Retrieved 16 February 2024.
De femten noveller Herunder følger sammendrag af handlingen i de femten noveller.
Søstrene En dreng bor hos sin onkel og tante, sammen med en gammel mand ved navn Cotter, som en dag fortæller, at præsten fader Flynn er død. Drengen var ven med fader Flynn, som han bragte snustobak, og som til gengæld lærte ham mange ting, bl.a. om den katolske kirke, om messen og præstens opgaver. Cotter synes, det var forkert at lade drengen være sammen med den gamle præst, fordi børn er så modtagelige; drengen skulle hellere have holdt sig til drenge på sin egen alder. Den følgende nat drømmer drengen, at et mumlende gråt ansigt forfølger ham, fordi det ønsker at skrifte for ham, og tilstå at have handlet med hellige genstande.
Næste dag går drengen med sin tante hen til præstens hus, hvor hans to søstre Nannie og Eliza også bor, for at se den døde ligge i sin kiste. Bagefter, over en kiks og et glas sherry, går snakken om den døde præst. Eliza synes, han forandrede sig kort før sin død. Som præst var han meget samvittighedsfuld, og så var det, han kom til at ødelægge en alterkalk. Efter det begyndte han at hænge med næbbet og isolere sig. En aften blev han kaldt ud på husbesøg, men han var ikke at finde nogen steder. Til sidst kiggede man i kirken, og ”der var han, han sad helt alene i mørket inde i skriftestolen, lysvågen og ligesom lo for sig selv!”
Et møde En dreng leger hver aften efter skole ”Det vilde Vesten” med sine kammerater. Skolen keder dem, så i stedet for lektier læser drengene comboyhæfter. En junimorgen pjækker drengen og går i stedet på eventyr i nabolaget, sammen med kammeraten Mahony. På deres vej ned mod floden kommer de to først lidt op at slås med nogle pjaltede børn, som tror de er protestanter, og kigger så længere henne på kraner og maskiner og arbejdsmænd. De tager færgen over floden og ser en norsk tremaster blive losset for tømmer. En indskydelse får drengen til at kigge efter, om nogen af sømændene har grønne øjne. De køber noget frokost og spiser det, og så giver Mahony sig til at jagte en kat, og ender ude på en mark. Lidt efter lægger de sig på en skråning og kigger ud over floden – for nu er det blevet for sent til, de kan nå helt ud til havet, som de ellers havde planer om.
Efter en tid dukker en lurvet klædt gammel mand op og begynder at snakke med de to, eller nærmere til dem. Først spørger han til deres kendskab til store forfattere, som Thomas Moore, Walter Scott og lord Lytton. Så spørger han, hvor mange kærester de to drenge har. Så snakker han om piger, om deres bløde hår og hænder. Hans monolog kører lidt i ring, og så undskylder han sig og går lidt afsides, tilsyneladende for at onanere, sådan forekommer det i hvert fald Mahony; drengen ser det ikke, for han har hele tiden kigget ned. Da manden kommer tilbage, sætter Mahony igen efter katten, så drengen nu er alene med manden. Denne begynder at snakke om straf, om at til uartige drenge er det ikke nok med en ørefigen, men derimod ”en rigtig varm omgang prygl”. Drengen kigger forbavset op i mandens ansigt, og ser ”et par flaskegrønne øjne der stirrede på mig under en fortrukken pande”. Da manden fortsætter med detaljerede beskrivelser af afstraffelse, rejser drengen sig og siger farvel, og med bankende hjerte kalder han på Mahony.
Arabien På halvmørke vinteraftener løber en halvstor dreng og leger med sine kammerater i Dublins gader. De skjuler sig for de voksne de ser, men Mangans søster ved godt de er der, og bliver stående udenfor, til de dukker frem i lyset. Drengen tænker meget på Mangans søster, med ømme følelser, og holder øje med hende. Han følger efter hende hver dag på vej til skole, men snakker aldrig med hende. En dag siger Mangans søster noget til drengen, som bliver helt perpleks. Hun spørger, om han skal hen på ”Arabien”, som er den lokale lørdagsbasar. Hun vil gerne, men må ikke. Drengen lover hende galant, at hvis han kommer på basaren, tager han noget med til hende. I dagene indtil lørdag kan drengen ikke koncentrere sig om sin skole, men tænker på pigen. Lørdag morgen minder han sin onkel om, han skal have penge til basaren om aftenen. Den aften kommer onklen sent hjem, og han har glemt aftalen med basaren. Drengen får sine penge og skynder sig afsted. Da han ankommer, er basaren næsten lukket, men en enkelt bod med vaser og testel er stadig åben. I boden står en ung dame og flirter med to unge mænd. Da damen spørger drengen, om han skal have noget, bliver han modløs og siger nej. Og bliver snart efter vred på sig selv.
Eveline Nittenårige Eveline bor i barndomshjemmet sammen med sin far og sin bror; moderen og en anden bror er døde. Hun tænker tilbage på sin barndom, på legekammeraterne og på faderen, som var i bedre humør dengang, hvor moderen endnu levede. Nu er han humørsyg og mistroisk, og Eveline har det hårdt med at passe hus for ham og broderen, foruden sit job i et varehus. Men i dag skal hun rejse langt bort, til Buenos Aires sammen med sømanden Frank, hun har kendt et stykke tid og som har et hjem til hende derude. Han er venlig, mandig og varmhjertet, og nu er hun begyndt at holde af ham. Men faderen har modsat sig forholdet, så Eveline og Frank har på det sidste set hinanden i smug. Da hun går hen ad gaden med sin kuffert, spiller en lirekasse den melodi, som også lød den dag, hendes mor døde, og hvor Eveline lovede hende at holde sammen på familien. I køen ved landgangen til skibet holder Frank Eveline i hånden, men pludselig standser hun op, som lammet: hun kan ikke rejse og bliver tilbage i land.
Efter løbet Efter et internationalt bilvæddeløb uden for Dublin kører fire lystige unge mænd i en racerbil ind mod byen for at fejre løbet. En franskmand ved navn Ségouin er bilens ejer, mens hans fætter Rivière er elektriker. Bagi sidder en stor madelskende og musikalsk ungarer ved navn Villona, samt den unge irer Jimmy Doyle. Doyles far er en succesrig forretningsmand, som har sendt sin søn på katolsk skole i England, efterfulgt af jurastudium på universitetet i Dublin. Under et ophold i Cambridge har Jimmy mødt Ségouin, som er hotelejer med planer om også at blive bilforhandler, og som overtaler Jimmy og hans far til at investere i sit bileventyr. Jimmy er bevidst om, det er en stor beslutning, for han ved godt, hans fars penge er tilvejebragt ved hårdt arbejde. Inden de unge mænd skal spise middag sammen på Ségouins hotel, er Jimmy og Villona hjemme hos Jimmys stolte forældre for at klæde om. Middagen er udsøgt, og stemningen blandt de unge mænd er varm og livlig, grænsende til det overstadige. Routh, som er englænder, dukkede også op til middagen, og med ham diskuterer Jimmy ivrigt irsk selvstændighed. På gåturen efter middagen træffer selskabet en bekendt, amerikaneren Farley, som inviterer dem ud på sin yacht nede i havnen. På klaveret spiller Villona, mens de andre danser. Senere spiller de kort, om penge, mange penge. Kortspillet varer hele natten, og da det bliver daggry, er amerikaneren og Jimmy dem, der har tabt mest. Englænderen vandt.
To kavalerer
En sensommeraften går to unge mænd, som lever af tilfældige småjobs, tur i Dublins gader. Corley fortæller Lenehan om sin seneste kvindelige erobring, en tjenestepige, som Corley charmerer i en grad, så hun giver ham gaver. Corley soler sig i Lenehans beundring, se citat, men Lenehan er dog lidt bekymret for, om pigen er ”med på den”, og han spørger: ”Corley, du kan vel klare det, ikke?” Corley forsikrer sin ven om, han har styr på det med kvinder, nu hvor han har lært ikke at give penge ud på at underholde piger, og så ikke få noget ud af det selv. Corley fik dog sin vilje med én pige, men nu har han set, hun er blevet prostitueret.
Nu om lidt skal Corley mødes med sin seneste erobring, og de to mænd aftaler at mødes igen et par timer senere. Pigen dukker op, de to venner skilles, og Lenehan ser lidt på afstand Corley og pigen stige på en sporvogn. Ventetiden fordriver Lenehan med at gå rundt i gaderne, mens han tænker på, om Corley ”havde klaret det”, og senere går han ind et tarveligt sted og får sig et måltid mad. Han er fyldt enogtredive og længes efter at få et bedre liv, med ordentligt arbejde og ”en god enfoldig pige […] der havde lidt grunker”. Han går videre, op og ned ad gaderne, og til sidst hen til det aftalte mødested, og får så efter lidt ventetid den tanke, at Corley ikke dukker op som aftalt. Men pludselig får Lenehan øje på de to og følger efter dem. Corley tager afsked med pigen, som går ned ad kældertrappen til et hus. Lidt senere kommer en anden dame ned ad husets hovedtrappe og hen til Corley, hvorefter han går afsted. Lenehan passer ham op og spørger nervøst hvordan det gik. Først svarer Corley ikke, men da Lenehan insisterer, standser Corley ved en gadelygte, strækker sin hånd frem og åbner den. På håndfladen ligger en lille guldmønt.
Pensionatet