Jan Christiaan SmutsFra tidlig voksen alder af ændrede Smuts Christiaan til Christian (24. maj 1870 – 11. september 1950) var en fremtrædende statsmand, militær leder og filosof i Sydafrika og det britiske Commonwealth of Nations. Han var minister flere gange og var statsminister i Unionen Sydafrika fra 1919 til 1924 og fra 1939 til 1948. Han tjenestegjorde som britisk general i første verdenskrig og som feltmarskal i anden verdenskrig.
Som statsminister gik han mod flertallet af afrikanerne, som ønskede at fortsætte og formalisere den de facto apartheid-politik som herskede i mellemkrigstiden. Han etablerede og støttede Fagankommissionen efter anden verdenskrig som talte for afskaffelsen af al raceadskillelse i Sydafrika. Men Smuts tabte valget i 1948, før han kunne indføre forslaget og døde i 1950 som de jure apartheiden var i færd med at blive indført.
Han førte kommandoer i anden boerkrig for Sydafrikanske republik (Transvaal). Under første verdenskrig ledede han Sydafrikas armeer i Tysk Østafrika. Fra 1917 til 1919 var han et af fem medlemmer i det britiske krigskabinet og bidrog til at oprette Royal Air Force. Han blev feltmarskal i British Army i 1941 og deltog i Imperiets krigskabinet under Winston Churchill. Han var den eneste, som underskrev fredsaftalerne efter både første og anden verdenskrig.
En af hans største præstationer var etableringen af folkeforbundet. Udformning og indføringen hvilede i stor grad på Smuts' arbejde Crafford s. 141. Han opfordrede senere til oprettelsen af en ny international fredsorganisation: Forenede nationer. Smuts skrev forordet til De Forenede Nationers Pagt og var den eneste som både underskrev pagterne til Folkeforbundet og FN. Han forsøgte at redefinere forholdet mellem Storbritannien og dets kolonier ved at etablere det britiske statssamfund.
I 2004 blev han i en afstemning af South African Broadcasting Corporation valgt som en af de ti betydeligste sydafrikanere gennem tiderne.
Opvækst thumb|Smuts voksede op i distriktet Malmesbury, i den britiske Kapkolonien. 24. maj 1870 fik Jacobus Smuts (1845–1914) og hans kone Catharina (1845–1901) en søn på familiegården Bovenplaats i distriktet Malmesbury i Kapkolonien. Det var deres anden søn i det som skulle blive en familie på fire sønner og to døtre. Han blev døbt Jan Christiaan efter sin morfar, Jan Christiaan de Vries.
Familien Smuts var dygtige bønder, som drev en lille ejendom, og som længe havde været etableret i området i fire generationer. Siden 1786 havde de dyrket jorden på gården Ongegund som Bovenplaats var del af. Det lå i Swartland, det vigtigste hvedeområde i Kapkolonien.
Jacobus Abraham Smuts levede på mange måder på samme måde som hans forfædre. Han var en hårdtarbejdende bonde, støttepille i kirken og leder i de sociale og politiske spørgsmål i nabolaget. Han blev valgt som repræsentant fra Malmesbury i Kaparlamentet. Smuts' mor, født Catharina Petronella de Vries, var søster til Boudewyn Homburg de Vries, prædikanten i Riebeek West ca. 5 km fra Bovenplaats. Familien de Vries var fra området omkring Worchester i Kapkolonien. Catharina fulgte sin bror som hushjælp, da han blev han udnævnt i Riebeek West. Der mødte hun Jacobus og giftede sig med ham i 1866. Hun havde en betydelig uddannelse og var en kulturel kvinde i området. Hun havde studeret musik og fransk i Kapstaden.
Da Jan var seks år gammel, flyttede familien i 1876 fra Bovenplaats til en ny gård cirka 22 km derfra. Gården Klipfontein havde Jacobus Smuts arvet. Han havde ønsket sig sin egen gård frem for at have en under opsyn af sin far.
Familieliv thumb|250px|right|Jacobus og Catharina Smuts, 1893 Familien Smuts var traditionelle afrikaner-bønder. Spørgsmål om ejendom og familiesager var i stor grad styret af traditioner. Den dikterede, at der vat knyttet forventninger til den ældste søn. Familien ville gå så langt, det lod sig gøre, for at give ham den bedst mulige uddannelse. De andre blev sat til at arbejde på gården, mens de samtidig fik hjemmeundervisning. Som anden sønnen var dette Jans rolle. Han blev på gården, mens hans bror Michiel blev sendt på skole i Riebeek West bestemt til en fremtid som prædikant i Hollands reformerede kirke på samme måde som hans onkel Boudewyn.
Arbejde på gården kombineret med undervisning af hans mor var Jans liv de næste år. I løbet af hans tidlige barndom og for ung til at få formelt ansvar på gården arbejdede han sammen med de farvede landarbejdere. På denne tid var forholdet mellem herrer og tjenere ikke baseret på social lighed. Men på disse gårde i Swartland var der kun lidt af den segregation, som allerede dukkede op andre steder i Sydafrika og som senere skulle få så alvorlige konsekvenser. Siden 1828 havde Kap principielt lighed mellem racerne Ordinans 50 af 1828. cf Eybers, GW – Select Constitutional Documents Illustrating South African History, 1795-1910, (1909), s26. I modsætning til resten af Sydafrika, havde alle voksne mænd ret til at stemme og at stille til valg til koloniens forsamling, kun underlagt kravet til ejendom I besiddelse af fast ejendom som ikke kan flyttes til en værdi af £25 eller, alternativt, kvitteringer på modtaget løn pålydende £50 pr. år. cf McCracken, JL – The Cape Parliament:1854-1910, (1967), s68. Derfor eksisterede der en vis intimitet i disse landdistrikter mellem gårdejerne og deres arbejdere. Ved høst var det normalt at se begge grupper arbejde sammen, og det var også normalt at se gårdens børn lege uden hensyn til farve.
I dette liberale miljø arbejdede Jan sammen med tjenerne, lyttede til deres fortællinger, lærte landsbyens traditioner og forsøgte at hjælpe til så godt han kunne. Da hans kundskab og selvtillid voksede, begyndte Jan at drage ud i landsbyerne på egen hånd og udforskede højderne og dalene. Som han blev ældre, blev hans vigtigste ansvar grisene og fjerkræet, senere kvæget ude på velden. De samme traditioner, som bestemte Jans rolle som gårdejer, havde deres fordele. Boerbønderne gav deres sønner del i den naturlige øgning i dyreflokkene, som de passede. Som tiden gik, samlede Jan en stor besætning.
Men hans uddannelse blev ikke forsømt af arbejdet på gården. Hans mors betydelige uddannelse gav ham og hans søskende en fordel.
Indflydelse udefra Familien Smuts levede i en næsten eksklusiv afrikanerverden. Den definerede sig ikke i opposition til Storbritannien eller briterne. Bønder i Swartland var blevet fornærmet tidligere. Det kulminerede i en massiv boermigration i Great Trek. Resultatet var at Jacobus Smuts stort set var upåvirket af afrikanernationalismen som blev forkyndt af organisationer som Afrikaner Bond, grundlagt af Stephanus Jacobus du Toit i 1877. Bevægelsen blev efter 1884 mere efter Smuts' smag, da den kom under ledelse til Jan Hendrik Hofmeyr. Hofmeyr forandrede det fundamentale grundlag i organisationen, fra at forkynde afrikanerseparatisme til en som kombinerede pragmatisk politik af økonomisk protektionisme for Kapbønderne og deres varer med en opfordring til enhed mellem de engelsk- og nederlandsksprogene befolkninger og samarbejde med kolonimagter. Jacobus Smuts lovede støtte til Hofmeyr og den reformerede bevægelse som medlem af Kapforsamlingen.
Konflikt var et element, som næsten var fraværende fra Jan Smuts' tidlige liv i modsætning til mange andre dele af Sydafrika. Enten det var konflikter mellem briter og boere eller mellem sorte og hvide, så var det mange år siden bønderne i Swartland måtte tage sig af tumulter. Fraværet af konflikt og dets udvikling af fordomme havde effekt på Smuts.
Smuts skulle se tilbage på denne tid med glæde. Af alle hans oplevelser fra barndommen var det tiden han tilbragte på velden han mindedes; enten når han tog sig af kvæget eller var ude på ekskursioner på egen hånd Han udviklede en tilknytning til landskabet som var næsten åndelig af natur. Som han skrev i 1902 i en alder af 32:
Normalt ville Jan Smuts have overtaget driften af familiegården og tilbragt sit liv som bonde som hans far, farfar og oldefar før ham. Men meget skulle forandre denne skæbne.
Skoledage Tragedien rammede familien Smuts i 1882. Deres ældste søn, Michiel, blev pludselig ramt af tyfoidfeber mens han gik i skole i Riebeek West. Han døde, og Jan var nu den ældste søn, og vægten af familiens forventninger lå alene på hans skuldre.
Få uger senere blev Jan sendt fra de kendte omgivelser ved Klipfontein til et internathus i Riebeek West for at tage sin brors plads på skolen til T C Stoffberg. Hans forældre havde allerede stukket hans fremtid ud, som den tidligere blev gjort med hans bror. Jans fremtid tilhørte den hollandske reformerede kirke, og han skulle ordineres som prædikant ved afslutningen af sine studier. Dette kald, selv om det var pålagt ham af hans forældre, var på ingen måde set som pålagt af Jan. Han voksede op i et miljø, hvor lydighed til kirken og rene gerninger betød alt. Denne opdragelse gjorde den tolv år gamle Jan til en dybt religiøs og alvorlig mand. Han stod over for et antal hindringer på skolen for første gang. Vigtigst af disse var hans landlige forståelse af engelsk i en tid, da det var hovedmediet for instruktioner og vigtig for enhver afrikaner som ønskede at spille en rolle i det bredere Kapsamfund Koloniens sekundære uddannelse var næsten eksklusivt på engelsk, og engelsk var det eneste officielle sprog i samfundstjenesterne, koloniens forsamling og domstole. Jf. Davenport, TRH – The Afrikaner Bond: The History of a South African Political Party, 1880-1911, (1966), pp2-4. Takket være hans mors bestræbelser var han bedre forberedt end de fleste børn i lignende omstændigheder, men alligevel skulle han starte sin skolegang sammen med børn som var meget yngre end ham selv med lige mange års skolegang som separerede ham fra jævnaldrende.
Til trods for det viste Jan sig som en udmærket akademiker. Han passerede de andre børn både med tanke på medfødte evner og i hans vilje til at arbejde. Det var ikke for ingenting at hans lærer Stoffberg, beskrev ham som "en af de mest brillante elever han nogen sinde havde undervist, og den hårdest arbejdende mand han nogen sinde havde mødt". Inden tre år havde Jan gjort nok fremskridt til at tage sin egen aldersgruppe igen, børn med op til ti års formel uddannelse bag sig. Han fuldførte denne bemærkelsesværdige bedrift, da det var tid for at tage Kapkoloniens elementære eksamen i 1885. Jan kom på niendepladsen i hele kolonien. Året efter endte han på andenpladsen i eksamineringen.
Hans lærer mærkede sig snart hans akademiske evner og gjorde alt for at skaffe yderligere pensum til Jan. Men selv det skulle snart vise sig at være for lidt til at slukke en næsten umættelig tørst efter kundskab. Jan lånte stadig flere bøger fra læreren og pløjede sig gennem dem, frem for at deltage i de barnlige tidsfordriv med de andre børn. Få uger før hans anden eksamenen, fik det konsekvenser. Jan blev syg. Lægen gav ham besked om fuldstændig hvile med forbud mod arbejde eller læsning. Jan blev sendt i seng, men fulgte ikke lægens ordrer. I løbet af den påtvungne hviletid fik han lærerens søn på fire til at skaffe ham bøger fra sin fars arbejdsrum. Det lykkedes til lærerens kone kom på besøg. I sit enkelt møblerede rum var der få muligheder, men Jan gjorde så godt han kunne i at skjule sin samling af bøger. Lærerens kone fandt ham i sengen som forventet. Men det så ikke ud som drengen lå noget særlig komfortabelt. Hun tilbød sig at rede sengen for ham, noget han afslog og insisterede på at han havde det helt godt. Hun insisterede, og siden hun var lærerens kone, fik hun sin vilje. Hun opdagede grunden til Jans manglende komfort var et inderlig forsøg på at skjule en enorm stabel af forbudte bøger.
Men bøgerne under sengen havde ikke meget med hans studier at gøre. I Riebeek West udviklede han en livslang vane med at læse vidt uden for pensum. Han søgte kundskab for kundskabens skyld.