The Rolling Stones er et engelsk rockband. Det blev dannet i London af Brian Jones og blev med tiden ledet af gruppens sangskriverpar, forsangeren Mick Jagger og guitaristen Keith Richards. Gruppen begyndte med at spille blues, R&B og rock'n'roll og senere fulgte andre genrer som country, reggae og disco. Under den amerikanske turné i 1969 blev The Rolling Stones, der også ofte blot kaldes The Stones, introduceret som the World's Greatest Rock & Roll Band,, hvilket de ofte stadig gør. Bandet har udgivet over 30 album med deres egen musik og har haft 37 top-10 singlerBest Rolling Stones songs, Rolling Stones, Paint It Black, Angie, Satisfaction, Sympathy for the Devil I 1989 blev The Rolling Stones optaget i Rock and Roll Hall of Fame, og i 2004 blev bandet i magasinet Rolling Stone stemt ind som nummer fire på listen over de 100 greatest artists of all time. The Stones' image som usoignerede og tvære unge mænd bliver efterlignet af musikere den dag i dag. The Rolling Stones har solgt over 200 millioner album.
Historie Grundlæggelsen 1960-1962
Keith Richards og Mick Jagger gik på Dartford Maypole County Primary School, hvor de var klassekammerater. I oktober 1961 løb de tilfældigvis ind i hinanden på en jernbanestation i Dartford. Keith stod med sin guitar, og Mick havde nogle blues-plader under armen. Sammen tog de hjem for at høre dem. Jagger gik på det tidspunkt på London School of Economics, og Richards gik på Sidcup Art School. Sammen med deres fælles ven Dick Taylor dannede de bandet Little boy blues and the blue boys. The Stones' grundlægger og multikunstner, Brian Jones, og pianisten Ian Stewart var også aktive inden for musikken i London. Jones spillede sammen med The Ramrads and blues Inc og Alexis Korners Blues Incorporated. Jagger og Richards mødte Jones (og senere Charlie Watts) efter at have set en annonce i musikbladet The Melody Maker, som var indrykket af Alexis Korner. Han søgte efter en musiker til Blues Incorporated, der spillede i Ealing Club. I juni 1962 kom bandet til at bestå af Mick Jagger, Keith Richards, Ian Stewart, Brian Jones, Dick Taylor og trommeslageren Tony Chapman. Gruppen tog navneforandring til The Rolling Stones efter blues-sangeren fra Chicago, Muddy Waters' sang.
1962-1965
Ud over Brian Jones, Mick Jagger, Keith Richards og Ian Stewart bestod gruppen oprindeligt af Dick Taylor på bas og forskellige trommeslagere som Mick Avory (senere med i The Kinks), Tony Chapman og Carlo Little samt guitaristen Geoff Bradford. Den 12. juli 1962 spillede gruppen for første gang offentligt som The Rolling Stones. På scenen stod Mick Jagger, Keith Richards, Brian Jones, Ian Stewart på klaver, Dick Taylor på bas og Tony Chapman på trommer, selv om der nogle steder står, at det var Mick Avory.
Brian Jones havde en idé om, at bandet primært skulle spille Chicago-blues, men både Jagger og Richards sørgede for at få noget rock'n'roll ind i form af inspiration fra Chuck Berry og Bo Diddley.
Dick Taylor forlod bandet efter kort tid for at fortsætte skolen. Han dannede senere sit eget band The Pretty Things. Han blev erstattet af Bill Wyman (der havde sin egen forstærker), som officielt blev medlem i 1962. Guitaristen Geoff Bradford forlod bandet, før det begyndte at få succes. I januar 1963 kom trommeslageren Charlie Watts til.
The Beatles kontaktede dem efter et show i London og hjalp dem med at skabe kontakt til manager Andrew Loog Oldham, og George Harrison opfordrede Decca Records til at skrive en kontrakt med dem. Det gjorde selskabet i maj 1963. The Stones' popularitet i England gav andre pladeselskaber mod til at skrive kontrakter med rhythm and blues-bands, et boom for genren.
Andrew Loog Oldham betragtede ikke Ian Stewart som et muligt teenageidol og fyrede ham. Selv om Stewart blev fyret, forsatte han med at indspille og optræde sammen med The Stones indtil sin død i 1985.
Efter kontrakten med Decca begyndte The Stones at turnere i Europa. Deres første turné i England var sammen med amerikanske stjerner som Ike og Tina Turner, Bo Diddley, The Ronettes, The Everly Brothers og Little Richard.
Den første turné viste The Stones' ændring fra et rhythm and blues-band til et mere poppet band. Det resulterede i en kraftig reduktion af de blues-sange, som bandet spillede live.
Opfølgeren til det første Rolling Stones-album, The Rolling Stones No. 2 (i USA hed det The Rolling Stones, Now!), indeholdt en del coversange, men også sange med sange af Jagger og Richards.
Bandet begyndte at turnere for store skarer skrigende teenagere. Mens de turnerede i Amerika, begyndte The Stones at indspille eksklusivt på "Chess Club" i Chicago og "CA Studios" i Los Angeles. Keith Richards udtalte bagefter i London, "at ingen kunne få den helt rigtige amerikanske lyd frem, som vi efterlyste."
På deres første turné i Amerika i juli 1964 optrådte de på alle mulige shows som for eksempel The Ed Sullivan Show. Sullivan udtalte, at han aldrig mere ville bandet med på showet, hvilket han dog ikke overholdt. Under deres optræden på The Dean Martin Show kom værten, Dean Martin, med jokes om bandet, specielt om bandmedlemmernes lange hår. Det fik mange også Bob Dylan til at sige, at de syntes at Dean skulle undskylde.
1965- 1969
Hjulpet på gled af Andrew Loog Oldham blev Jagger og Richards mere produktive og gruppen opnåede sin første topplacering på den britiske hitliste med parrets sang "The Last Time" i 1965.
Den amerikanske udgave af Out Of Our Heads indeholdt klassikeren "(I Can’t Get No) Satisfaction". Indtil da havde The Stones været mindre populære i USA end deres kollegaer The Beatles og The Dave Clark Five. "Satisfaction" markerede også det første af mange hitlisteførstepladser for The Stones.
Med albummet Aftermath i 1966 udgav The Stones deres første album alene med sange skrevet af Jagger og Richards. Aftermath indeholdt også den ca. tolv minutter lange sang "Going Home", der var den første af slagsen på et album, der var på hitlisterne.
I 1967 blev Jagger og Richards arresteret under en politirazzia i Keith Richards' hjem, Redlands Bust, under en fest, og de blev sigtet for besiddelse af stoffer. The Times bragte lederen "Who Breaks A Butterfly Upon A Wheel". Der stod, at straffene ikke ville havde været så hårde, hvis det havde været anonyme mennesker. Det endte med at de begge blev løsladt.
I maj 1967, kort efter retssagen med Jagger og Richards, blev Brian Jones anholdt for besiddelse af hash, kokain og metamfetamin. Han slap med en bøde og en betinget dom, men fik at vide at han skulle søge professionel hjælp.
Bandet begyndte straks at indspille en ny single "We Love You", som var en tak for alt den loyalitet, deres fans havde vist dem under retssagen. Sangen havde gæsteoptræden af John Lennon og Paul McCartney, og først i sangen lød fodtrin og en celledør der smækkede i. Rygtet siger, at det var hemmelige lydoptagelser fra fængslet i London, hvor Richards havde tilbragt en nat.
Gruppen arbejdede derefter på et nyt album, som Jagger regnede med skulle være bandets modstykke til The Beatles' album Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Pladen, som blev udgivet under navnet Their Satanic Majesties Request blev optaget under vanskelige omstændigheder. Flere af bandets medlemmer levede under truslen om at komme i fængsel. Det hele blev så kaotisk, at det lykkes Bill Wyman at få en af sine egne sange med på albummet. Sangen "In Another Land" blev skrevet og sunget af ham selv.
Albummet fik en lunken modtagelse. Anmelderne havde set, at albummet og sangene ikke levede op til det, The Stones tidligere havde præsteret. Albummet lignede meget Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Det gav mere kritik (selv fra John Lennon), der beskyldte The Stones for at ride på The Beatles' bølge.
Selv om Jagger stemplede albummet som "noget lort", viste mange numre forbedringer af Jaggers og Richards sange. Specielt sangen "2000 Light Years from Home" som Jagger skrev, mens han en kort var tid i fængsel.
Imidlertid kæmpede de to sangskrivere om at tage magten i bandet (og for Richards vedkommende også Anita Pallenberg) fra dets leder Brian Jones, hvis mentale stabilitet blev værre og værre.
Det personlige forhold mellem Jones og Keith Richards var ved at være tyndslidt, da de i maj 1968 udgav singlen "Jumpin' Jack Flash". Senere samme år kom albummet Beggars Banquet, der viste, at bandet ikke havde givet slip på bluesrødderne.
Til trods for spændingen mellem dem producerede Jagger og Richards sammen med Jimmy Miller, der var en producer på vej op, et af deres mest bemærkelsesværdig album med Beggars Banquet, med sange som "Sympathy for the Devil" og "Street Fighting Man". Det gav dem titlen som "Det Bedste Rock & Roll Band i Verden" .
Et øget misbrug gjorde Brian Jones mere og mere uberegnelig. Rock and Roll Circus blev et af hans sidste projekter. Han udeblev i stigende grad fra indspilningerne eller blev ikke inviteret til dem. Der blev lagt planer om at tage på turné til USA igen, men Jones kunne ikke få arbejdstilladelse.
Med et begrænset bidrag til Beggars Banquet og et endnu mindre til Let It Bleed blev han tvunget til at trække sig ud af bandet efter det berømte nattebesøg fra Jagger, Richards og Charlie Watts den 8. juni 1969. Han blev erstattet af den 20-årige jazz-inspirerede guitarist Mick Taylor, der kom fra John Mayall & the Bluesbreakers. Taylor aflagde prøve den 14. maj 1969 og blev præsenteret som medlem af bandet under en pressekonference den 13. juni i Hyde Park.
Brian Jones trak sig tilbage til sit hjem i Sussex, Cotch Farm. Huset havde tilhørt forfatteren af Peter Plys-bøgerne A.A. Milne. Han (Jones) forsatte med sit store forbrug af alkohol på pubben. Han planlagde også sit comeback ved at danne et nyt blues-band. Inden en måned efter hans afgang fra gruppen og to dage inden The Rolling Stones skulle give en koncert i Hyde Park, blev han fundet druknet i sin swimmingpool omgivet af figurer fra Peter Plys- bøgerne. Selvom dødsårsagen officielt var drukning, bliver der stadig spekuleret om de mystiske omstændighed ved hans død.
1969 - 1972
Til trods for Brian Jones' pludselige død blev koncerten i Hyde Park afholdt foran 200.000 fans. Mick Jagger læste op af Percy Bysshe Shelleys "Adonais", og bagefter slap de hundredvis af sommerfugle ud som en hyldest til den døde guitarist.
Koncerten viste "The Stones" nye guitarist Mick Taylor, som Keith Richards bagefter påstod "måske spillede bedre end jeg gjorde". Bandets optræden med nogle medlemmers misbrug af stoffer var kaotisk og blev optaget af Granada Television og vist på engelsk tv som "Stones In The Park".
Bandet havde lige udgivet deres første plade med det nye team med sangen "Honky Tonk Women". Den blev udgivet den 3. juli 1969 og faldt sammen med Brian Jones død, og blev nummer 1. i England. Let It Bleed fulgte efter i december og blev hurtigt til en klassiker med sangene "Gimme Shelter", "You Can't Always Get What You Want" og et tilbageblik på deres rødder med nummeret af Robert Johnsons sang "Love in Vain".
I november begyndte de deres USA turné 1969. Det amerikanske publikum prøvede ikke længere at drukne musikken med skrigeri, men var blevet kritiske lytter. Som Charlie Watts sagde, det var første gang de kunne høre, hvad det spillede. Sammenspillet mellem Keith Richards og Mick Taylor (det blev i 2004-udgaven af "Guitarplayer Magazine", kåret som det bedste guitar duo nogle sinde) fungerede optimalt og beviste at de var stærke sammen.
I forsøget på at genskabe succesen fra Hyde Park og at tilbyde "The Stones" eget udstyr i en dag til det verdensberømte festival Woodstock, kulminerede turneen med Altamont Free Concert på den omtalte Altamant Speeway-bane, der lå omkring 65 km fra San Francisco. Koncerten blev en stor fiasko. Grateful Dead havde forslået, at de skulle hyre den lokale Hells Angels (motorcykelklub) til at være "ikke personlige" vagter og fortalte "The Stones", at det var bedre at invitere dem end ikke at gøre det.