thumb|Besætningen på havundersøgelsesskibet Princesse Alice poserer sammen med Albert Grimaldi (senere Prins Albert 1. af Monaco) mens de flår en fangst. Hvalfangst betegner jagt på hvaler og er en praksis der mindst kan dateres tilbage til 6.000 f.Kr. Hvalfangst, sammen med andre trusler fra menneskelig aktivitet, førte til drastisk tilbagegang i bestandene af de største hvalarter og en reel bekymring for udryddelse af flere af arterne. Dette førte til at kommerciel hvalfangst blev underlagt et moratorium (fangststop) af den internationale hvalfangstkommission (IWC), ved fangstkvoterne for alle hvaltyper blev fastsat til 0 fra 1986. Siden er de fleste bestande af storhvaler stabile eller i fremgang og kun nordkaperen er stadig stærkt udryddelsestruet. Ved IWC’s årlige møde i 2006 blev Saint Kitts og Nevis deklarationen, som var en protest mod moratoriet, tiltrådt af flertallet af medlemslandene; hvilket i princippet kan give dem ret til at genoptage kommerciel hvalfangst.
De mest aktive støtter af forbuddet mod kommerciel hvalfangst opretholdes er Australien, New Zealand, Storbritannien og USA, disse lande har officielt tilkendegivet at deres synspunkt grunder i behovet for fredning af truede arter. Presset fra disse lande er størst på Japan der ifølge beskyldninger søger at omgå forbuddet mod kommerciel hvalfangst. Australien har fx derfor forøget presset på Japan, for at standse den japanske fangst, som ellers udføres med videnskabelige formål. Den 8. januar 2008 udsendte den australske regering inspektionsskibet Oceanic Viking til farvandet ved Antarktis for at overvåge og samle beviser for japanske hvalfangeres mulige overtrædelser af IWC’s regulativer.
Hvalfangstens historie
thumb|Stik fra 18. århundrede der viser en nederlandsk hvalfanger som jager grønlandshval i Arktis. De første hvalfangere begyndte deres jagt i forhistorisk tid, men fangsterne har langt op i historisk tid været begrænset til kystnære farvande. Selv tidligt i historien har hvalfangst haft stor betydning for både den kulturelle og økologiske udvikling i visse dele af verden. Selv om tidlig jæger-samler kultur normalt regnes for at have en meget lille økologisk betydning, tyder studier dog på at hvalfangst i Arktis har medført forandringer i ferskvandssystemerne. Udviklingen af moderne og avanceret hvalfangst-teknologi tog først fart i 19. århundrede, da efterspørgslen efter hvalolie steg. og igen i det 20. århundrede, hvor efterspørgslen rettede sig mod hvalkød. I denne periode var Nantucket i USA verdens vigtigste hvalfanger-havn.
Før dampskibenes tid var hvalfangst yderst risikabelt. Den foregik i verdens mest vejrhårde egne. Kun i nogle få sommeruger trak havisen sig så meget tilbage, at hvalfangerne kunne smutte gennem Beringstrædet og ind til de bedste fangstfelter. Nord for Alaska, mellem lunefuld drivis og lumske våger kunne de komme på skudhold af en hval, hejse de små både ned og ro så stille som muligt hen til byttet, harpunere hvalen og klamre sig fast, når byttet jog ned mod dybet for at undslippe. Faren var stor for at fanges i isen og måtte tilbringe en lang, uvis og iskold vinter om bord, før havet igen åbnede sig. I efteråret 1871 blev 32 hvalskuder fanget i pakis og knust nord for Point Barrow. Som ved et mirakel overlevede alle, efter at 1.200 mand måtte forlade skibene og gå om bord i de få, der var undsluppet; men hvalfangerflåden havde fået et slag, det tog mange år at komme over. Dampskibene gjorde hvalfansten lidt tryggere. Modeindustrien gjorde den også lukrativ. Hvalbarderne var velegnet til de korsetter, damer den gang ikke kunne klare sig uden. De tynde spilere, man lavede af hvalbarderne, havde den styrke og spændstighed, der skulle til for at klemme kvindekroppen ind i den rigtige façon. I løbet af én sæson kunne over tusinde hvaler bøde med livet for et modelunes skyld. Stanken fra de rådnende ådsler, hvalfangerne havde fjernet barderne fra, kunne lugtes i mils omkreds. Lige så slemt var det for inuit-befolkningen, der gik sultedøden i møde, efterhånden som havet blev tømt for hvaler. Roy Andersen: Redningsmenn og lykkejegere (s. 14-5), forlaget Aschehoug, Oslo 2011,
Moderne hvalfangst Hvalolie har kun lille kommerciel betydning i dag, og den økonomiske gevinst knytter sig især til hvalkød. Vågehvalen er i dag det vigtigste byttedyr, den næstmindste bardehval. Ud fra de seneste optællinger estimeres populationen af denne art til at ligge omkring 179.000 i central, øst og Nordatlanten og 700.000 omkring Antarktis i Sydpolarhavet.
thumb|Dominobrikker lavet af hvalknogler Det international samarbejde omkring regulering af hvalfangst begyndte i 1931 og i dag findes der en række multi-laterale aftaler på området, hvoraf International Convention for the Regulation of Whaling (ICRW) fra 1946 er den vigtigste; Den internationale hvalfangstkommission (IWC) blev grundlagt på baggrund af denne konvention, med det formål at styre og rådgive hvalfangernationerne ud fra den videnskabelige komites arbejde. Lande der ikke er medlemmer af IWC er dog heller ikke bundet af dens regulationer.
Medlemmerne af IWC vedtog på et møde 23. juli 1982 at indføre et totalt stop for al fangst af store hvaler; dette moratorium skulle gælde fra 1985-86 sæsonen. Siden 1992 har IWC’s videnskabelige komite anbefalet at der kunne indføres kvoter for visse hvaltyper som ikke var truet; det er hidtil blevet afvist af IWC. Norge driver fortsat kommerciel fangst på vågehvaler i henhold til IWC’s regulationer, da landet har indgivet en officiel protest mod moratoriet.
Hvalfangstnationer I mange lande rundt om i verden findes der hvalfangertraditioner der går langt tilbage i tiden, nogen steder foregår fangsterne stadig på oprindelig vis, men der andre steder er blevet indført moderne fangstmetoder.
Færøerne
På Færøerne er der blevet drevet hvalfangst i hvert fald siden 10. århundrede. I dag er fangsten strengt reguleret af de færøske myndigheder og det traditionelle grindefangst er godkendt af IWC. Hvert år bliver der fanget omkring 950 grindehvaler, mest i løbet af sommersæsonen. Indimellem fanges også andre hvaler, fx Nordlig døgling og Hvidskæving, døgling jagtes dog ikke, men strander af sig selv i bygderne Hvalba og Sandvík på Suderø. Det vides ikke, hvorfor de gør det. Når det sker, så aflives de og kødet skæres af hvalen og deles gratis ud i lige store portioner til alle i kommunen. Grindedrab (grindadráp på færøsk betyder slagtning af hvaler) drives på ikke-kommerciel vis og foregår på bygdeplan, hvor alle som har fået uddannelse i slagteteknik kan deltage, og kødet og spækket fordeles blandt lokalbefolkningen. Når en flok hvaler opdages tæt på land, udsendes der grindebud, hvis sysselmanden giver tilladelse til, at jagten kan starte. Derefter placerer bådene sig i en halvcirkel, således at hvalerne kan drives ind i en bugt eller fjord, som er godkendt til formålet, hvor selve slagtningen foregår.
Størstedelen af færingerne anser fangsten af grindehvaler som en meget vigtig del af deres madkultur. Dyreretsforkæmpere har ofte kritiseret denne jagt for at være grusom og unødvendig, mens jægerne til det indvender, at deres kilder til denne praksis (mest udenlandske journalister, der som oftest får nyhederne med blodige billeder og video fra dyreværnsorganisationer) ikke har tilstrækkelig viden om fangstmetoderne og den økonomiske betydning. Andre argumenterer med at hvalerne i højere grad er truet af den omfattende havforurening2.dmu.dk - NYE KONTAMINANTER MED RELEVANS FOR DET GRØNLANDSKE MILJØ (side 11-13 nævner forskellige giftstoffer i grindehvaler og andre havdyr og fugle) fra de store industrinationer end fra den færøske jagt. Der er foretaget undersøgelser af dyre- og fugleliv i det arktiske område ved Grønland og Færøerne, og disse viser høj koncentration af bromerede flammehæmmere, DEHP (Ftalat) blev påvist i koncentrationer mellem 75-161 ng/g vådvægt ved alle prøver.
Fra 1894 og frem til 1984 blev der også drevet jagt på storhvaler i havet omkring Færøerne. Det var nordmænd, der byggede de syv hvalstationer, der blev bygget i perioden 1894-1905. Flere af dem blev senere drevet af færinger. De syv hvalstationer var placeret på fire øer, hvoraf tre var på Strømø. Hvalstationerne lå ved disse steder: i Gjánoyri ved Langasandur på Strømø (1894-1925), i Norðdepil på Borðoy (1898-1920), i Lopra på Suderø (1901-1953), i Funningsfjørður på Østerø (1901-1925), i Selvík på Vágar (1902-1912), i Signabøur på Strømø (1902-1912), ved Áir på Strømø (1905-1984). Selv om hvalstationen ved Áir var åben indtil 1984, så holdt den sædvanlige produktion op i 1958, dvs. produktion af olie, tørfoder til eksport og hvalkød til skibe og færøske husholdninger. Hvalstationen ved Áir er den eneste hvalstation af norsk oprindelse der stadig eksisterer på den nordlige halvkugle.
Grønland Fangere fra Grønland dræber årligt omkring 175 store hvaler, hvilket gør det til det tredjestørste jagtområde i verden efter Norge og Japan; dog udgør denne fangst kun omkring en tredjedel af den norske og den japanske på mere end 600 dyr. I IWC behandles Vest og Østgrønland som to separate befolkningsområder, og de tildeles derfor to forskellige kvoter, langt størstedelen til vestkysten. Årligt fanges der omkring 150 vågehvaler i øst og 10 finhvaler i vest. For at drive hvalfangst skal have en særlig tilladelse af myndighederne.Grønlands hjemmestyre
Hvalfangst regnes på linje med andre former for jagt som en integreret del af den grønlandske kultur, identitet og historie, dvs. hvalfangst stadig er vigtig for grønlænderne både som en realitet og et symbol. Kød fra havpattedyr har historisk udgjort en vigtig ernæringsmæssig kilde for befolkningen i et land, hvor landbrug har svære betingelser. Grønlands hjemmestyre
I Danmark støtter et flertal i befolkningen en forlængelse af moratoriet mod kommerciel hvalfangst, men flertallet støtter samtidig også den grønlandske befolknings ret til at drive hvalfangst.Politiken 6/4 2007
Norge
ÅrKvoteFangst 1994 319 280 1995 232 218 1996 425 388 1997 580 503 1998 671 625 1999 753 591 2000 655 487 2001 549 550 2002 671 634 2003 711 646 2004 670 541 2005 797 639 2006 1052 546 2007 1052 592 thumb|left|Norske vågehvalkvoter (blå linje, 1994-2006) og fangst (rød linje, 1946-2005) i antal dyr (fra officiel norsk statistik). Kun fangst af vågehval er tilladt, fra en population på 107.000 individer (2008) i det nordøstlige Atlanterhav og er ifølge myndighederne og dets fortalere bæredygtig.Aftenposten Newspaper: Whaling quota draws fire
Norge har indgivet en officiel protest mod IWC’s moratorium og er derfor ikke bundet juridisk af det. I 1993 genindførte regeringen derfor atter fangstkvoter for vågehval. Siden 2006 da fangstkvoten blev forøget med 30%, har det været tilladt at nedlægge 1.052 vågehvaler om året. Siden genoptagelsen af fangst af vågehvaler i 1993 er fangstkvoterne sjældent blevet udnyttet fuldt ud.
Forud for moratoriet, fangede norske skibe omkring 2.000 vågehvaler om året. Norge har eksporteret en begrænset mængde hvalkød til Færøerne og Island. Man har i flere år forsøgt også at få lov til at eksportere til Japan og dette blev opnået i 2009.
Island I modsætning til Norge indgav Island ikke en officiel protest mod IWC’s moratorium, mellem 1986 og 1989 blev der dog årligt fanget omkring 60 dyr i Island til videnskabelige formål. Stærke protester fra andre lande, der anså videnskabelig hvalfangst som en omgåelse af moratoriet, betød af Island stoppede sin hvalfangst i 1989. Efter IWC valgte ikke at følge sin egen videnskabelige komites anbefaling om fornyet kommerciel fangst trådte Island ud af IWC i 1992.