Hendes Majestæt Dronning Mary Elizabeth af Danmark, grevinde af Monpezat (født Mary Elizabeth Donaldson, 5. februar 1972 i Hobart, Tasmanien, Australien) er dronning af Danmark gennem sit ægteskab med Kong Frederik 10.

Mary mødte Frederik (daværende kronprins) under De Olympiske Lege i Sydney i 2000, og de blev gift den 14. maj 2004 i Vor Frue Kirke i København. De har sammen fire børn; kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine. Siden indgåelsen i sit ægteskab, har hun udført repræsentationsopgaver på vegne af det danske kongehus, og hun er protektor for over 30 velgørenhedsorganisationer, heriblandt United Nations Population Fund, WHOs europæiske regionale kontor, Dansk Flygtningehjælp og Julemærkefonden. Hun grundlagde sin prisvindende sociale organisation Mary Fonden i 2007.

I 2019 blev Mary udnævnt til rigsforstander, som tillader hende at agere som regent, når den siddende monark er bortrejst. Hun blev den første australsk-fødte dronninggemalinde nogensinde, da hendes svigermor, Dronning Margrethe 2. abdicerede den 14. januar 2024.

Baggrund

Opvækst Mary Donaldson blev født den 5. februar 1972 på Queen Alexandra Hospital i Battery Point, en forstad til Hobart, Tasmanien, Australien, som fjerde og yngste barn af dr. John Dalgleish Donaldson (f. 1941, d. 2026), professor i matematik, og Henrietta Clark Donaldson (født Horne), viceinspektør-assistent (f. 1942, d. 1997). Mary har tre ældre søskende; Jane Alison Stephens (f. 1965), Patricia Anne Bailey (f. 1968) og John Stuart Donaldson (f. 1970). Marys forældre var begge født i Skotland og de immigrerede til Tasmanien i 1963. Marys mor døde den 20. november 1997 grundet komplikationer efter en hjerteoperation, da Mary var 25 år. Marys far giftede sig i 2001 med Susan Elizabeth Horwood, forfatter.

Marys far var leder af matematikafdelingen og senere på dekan på fakultet for naturvidenskab og teknologi på University of Tasmania fra 1967 frem til sin pension i 2003. Efterfølgende var han professor i anvendt matematik på det koreanske Advanced Institute of Science and Technology (KAIST) i Sydkorea. Han blev i juli 2006 udnævnt til "vind-ambassadør" for at støtte den danske vindmølleindustri.

I løbet af sin barndom var Mary meget aktiv i sport, både igennem sin skole og i sin fritid. Hun blev undervist i musik, spillede klaver, fløjte og klarinet og spillede basketball og hockey.

Uddannelse Mary gik på Clear Lake City Elementary School i Houston, Texas fra 1974-1975. Tilbage i Hobart gik hun på Sandy Bay Infants School 1975-1977. Fra 1978 til 1982 gik hun på Waimea Heights Primary School. Dronningen gik på Taroona High School fra 1983 til 1986 og fortsatte herefter med studier på Hobart Matriculation College.

I 1989 påbegyndte hun studier på University of Tasmania og hun afsluttede i 1994 med en bachelorgrad i handel og jura (B Com. LLB).

Erhvervsbaggrund Efter universitet flyttede Mary til Melbourne for at arbejde hos reklamefirmaet DDB Needham og blev efterfølgende konsulent med kundeansvarlig ledelse. Hun blev senere ansat som kundeansvarlig leder hos MOJO Partners, også i Melbourne. I perioden 1994-1996 kvalificerede Mary sig til et certifikat for reklamevirksomhed fra Advertising Federation of Australia (AFA) og efterfølgende til et certifikat for markedsføring fra Australian Direct Marketing Association. I 1998 rejste hun rundt i USA og i store dele af Europa, særligt i sin fars hjemland, Skotland, hvor hun indgik en tre-måneders kontrakt med Rapp Collins Worldwide i Edinburgh om ansættelse som kundeansvarlig leder.

I begyndelsen af 1999 vendte Mary tilbage til Australien, hvor hun blev ansat som kundeansvarlig direktør hos det internationale reklamebureau Young and Rubicam i Sydney. Hun arbejdede senere i en kort periode hos et mindre australsk firma, Love. Senere blev hun salgsleder og medlem af ledergruppen hos Belle Property i Sydney.

I første halvår af 2002, efter en beslutning om at ville flytte til Europa, arbejdede Mary i en kort periode i Paris, hvor hun underviste i engelsk på den engelske erhvervssprogskole TRANSFER Etoile. Mary flyttede i juni 2002 til København, hvor hun blev ansat som projektkonsultent hos Microsoft Business Solutions.

Privatliv

Tidligt forhold og forlovelse Mary mødte kronprins Frederik den 16. september 2000 på ’Slip Inn’, en bar, på Sussex Street i Sydney, Australien under De Olympiske Lege. Kronprinsen var på baren med sin bror, Prins Joachim, sin fætter Prins Nikolaos af Grækenland, (daværende) Kronprins Felipe af Spanien, og Prinsesse Märtha Louise af Norge. Felipe kendte Marys rumbo, som inviterede Mary. Mary og Frederik mødtes efterfølgende flere gange i løbet af OL-perioden og indledte herefter et langdistanceforhold, hvor Frederik flere gange foretog rejser til Sydney. Grundet parrets store hemmeligholdelse af forholdet fandt den danske presse først frem til Mary i begyndelsen af november 2001, hvor blade som Se & Hør udloddede 10.000 kroner for at få et billede af parret sammen. Mary mødte for første gang Dronning Margrethe og Prins Henrik i foråret 2002 og hun flyttede i juni 2002 til København. Parret optrådte til flere private sammenkomster i Danmark i løbet af sommeren 2002, og et kys mellem dem blev foreviget af den danske presse på Sandy Bay i Hobart samme sommer.

Den 24. september 2003 meddelte Kongehuset at Dronning Margrethe 2. i forbindelse med et kommende statsråd, den 8. oktober 2003, havde planer om at give sin velsignelse til et ægteskab mellem kronprins Frederik og Mary Donaldson. Kronprinsen havde friet til Mary og givet hende en forlovelsesring med en smaragd-slebet diamant omkranset af to smaragd-slebne rubin-baguetter, med farver svarende til det danske flag. Parret annoncerede deres forlovelse ved et pressemøde den 8. oktober 2003 på Fredensborg Slot og annonceringen blev efterfulgt af en statsrådsmiddag.

Ægteskab og børn

thumb|Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik ved et kongeligt bryllup i Sverige, 2010 Mary og kronprins Frederik blev gift den 14. maj 2004 i Vor Frue Kirke i København, med efterfølgende bryllupsfest på Fredensborg Slot.

Parret har sammen fire børn; Kronprins Christian (f. 15. oktober 2005), prinsesse Isabella (f. 21. april 2007), og tvillingerne prins Vincent (f. 8. januar 2011) og prinsesse Josephine (f. 8. januar 2011).

I marts 2004 vedtog det danske Folketing et lovforslag som gav Mary dansk statsborgerskab ved indgåelse af sit ægteskab; en standard procedure for nye udenlandske medlemmer af det danske kongehus. Hun var før sit ægteskab både australsk og britisk statsborger. Ved indgåelsen i sit ægteskab med kronprinsen accepterede Mary også at konvertere fra den presbyterianiske tro til den lutheranske tro som de danske folkekirker praktiserer.

14 dage før brylluppet i 2004 indgik Mary og Frederik en ægtepagt, som skulle sikre ‘fuldstændig særeje’ mellem de to, samt sikre Mary underholdningsbidrag, herunder et engangsbeløb, og bolig efter eget valg i tilfælde af skilsmisse. https://www.berlingske.dk/samfund/mary-maa-give-afkald-paa-det-halve-kongerige-hvis-hun-bliver-skilt I december 2006 blev en revideret ægtepagt underskrevet, hvor punkterne vedrørende underholdningsbidraget og bolig efter eget valg var blevet fjernet. Revisionen kom efter følgerne af Prins Joachim og (daværende) prinsesse Alexandras skilsmisse i april 2005.

Dronning af Danmark thumb|Mary forlader Christiansborg efter folketingets åbning 2025 Den 31. december 2023 bekendtgjorde Dronning Margrethe 2. under sin nytårstale, at hun ville abdicere og overlade den danske trone til sin søn, kronprins Frederik.Hendes Majestæt Dronningen abdicerer - Statsministeriet Abdikationen fandt sted den 14. januar 2024, hvilket markerede 52 års-dagen, hvor dronningen selv overtog tronen fra sin far, Frederik 9., i 1972.Dronning Margrethe abdicerer: Træder tilbage 14. januar | Indland | DR Kl. 14 den 14. januar 2024 deltog Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian i et statsråd sammen med regeringen og statsrådssekretæren. Under mødet underskrev dronningen en erklæring om sin abdikation, hvorved kronprins Frederik tiltrådte den danske trone som Kong Frederik 10., og kronprinsesse Mary blev ophøjet til Dronning af Danmark. Marys nye titel blev herefter Hendes Majestæt Dronning Mary af Danmark.

Engagementer og fonde Mary Fonden

Mary Fonden blev stiftet i 2007 med det formål at bekæmpe social isolation samt arbejde indenfor bekæmpelse af mobning, trivsel, vold i hjemmet og ensomhed. Mary etablerede fonden med udgangspunkt i folkegaven på 1,1 mio. kroner, som det daværende kronprinspar modtog fra Danmark, Færøerne og Grønland i anledning af deres bryllup i 2004. Derudover bidrog otte danske fonde og virksomheder, såsom Carlsberg A/S, Ole Kirk’s Fond, Nykredit, Det Obelske Familiefond, Oticon Fonden, Poul Due Jensens Fond, Villum Kann Rasmussen Fonden og TrygFonden som medstiftere med fondskapital på 73,6 mio. kroner. Fonden har til huse i Hempel Fondens lokaler på Amaliegade i København. Mary er formand for bestyrelsen.

Dronning Marys Center Dronning Marys Center (oprindeligt Crown Princess Mary Center) åbnede den 2. februar 2022 i forbindelse med Marys 50 års fødseldag. Centeret er et tværfagligt videnscenter, som forsker i løsninger på aktuelle samfundsudfordringer gennem partnerskabet mellem forskere og praktikere. Centret blev oprettet af Det Humanistiske, Det Samfundsvidenskabelige, Det Teologiske og Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet. Videncenterets kerneomkostninger finansieres af Københavns Universitet, samt gennem en række filantropiske fonde, heribland Realdania, som donerede 25 mio. kroner til centerets første års metodeopbygning.

Dronningen er medlem af videncenterets Advisory Committee, som har en rådgivende funktion i forhold til løsning af videnscentrets opgaver. Komiteen har ikke formel beslutningskompetence, men rådgiver centrets ledelse om partnerskabs- og udviklingsmuligheder. Centerets åbning blev annonceret i december 2021 og blev officielt åbnet den 2. februar 2022 i anledning af Dronningens 50 års fødselsdag, og hed på tidspunktet Crown Princess Mary Center.

Protektor Dronningen er pr. 2025 protektor for følgende interesseorganisationer. Børnehjælpsdagen (2005-nu) Danmarks Frie Forskningsfond Dansk Flygtningehjælp Danske Hospitalsklovne Den Danske Naturfond Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Det Nationale Sorgcenter Diakonissestiftelsen DR Pigekoret Global Fashion Agenda Hjerteforeningen (2005-nu) Julemærkefonden KFUM's Soldatermission Kræftens Bekæmpelse Maternity Foundation Mødrehjælpen (2007-nu) Nyreforeningen Psykiatrifonden SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed Sjældne Diagnoser The 10 Million Safer Births Initiative UNEP (FN's Miljøorganisation) Protektor for Biodiversitet UNFPA (FN's Befolkningsfond) WeShelter (Fonden Missionen blandt Hjemløse) WWF Verdensnaturfonden

Public image og stil Mary optrådte i 2010 på Vanity Fair årlige International Best-Dressed ListThe 2010 International Best-Dressed List. Vanityfair.com (1 August 2011). Retrieved on 30 November 2011. og hun har været på forsiden og givet interview til magasiner som Vogue Australia (hvor hun bar mærker af udenlandske designere, som Hugo Boss, Prada, Louis Vuitton og Gaultier, såvel som danske designere; Malene Birger og Georg Jensen), magasinet Dansk (dansk magasin, dedikeret til dansk mode) og tyske Vogue (hvor hun blev fotograferet blandt dansk moderne kunst på Amalienborg Slot).Mary shows how love is always in fashion – National. The Sydney Morning Herald. Retrieved on 30 November 2011. Royal Style – VOGUE . Vogue.de. Retrieved on 30 November 2011. Mary har også optrådt og fortalt om sit liv som royal i andre magasiner som The Australian Women's Weekly og Parade.