Den spanske arvefølgekrig ( "krigen om den spanske arvefølge") brød ud i 1701 og varede til 1714. Den førtes af Østrig, England og Holland mod Frankrig. I krigen deltog desuden en del andre lande: De fleste tyske stater, deriblandt Brandenburg på østrigsk side; Savoyen og Portugal deltog først på fransk, senere på østrigsk side. Spanien — stridens æble — stod splittet, idet katalonierne sluttede sig til Østrig, medens kastilianerne støttede Frankrig. Danske lejetropper deltog mod Frankrig og Spanien. I Danmark kaldtes felttogene, hvori de danske hjælpetropper deltog, den brabantske krig.
Konflikten blev udløst af de spanske Habsburgeres uddøen med Carlos II. Frankrig forsøgte at indsætte deres egen kandidat på tronen i opposition til de østrigske Habsburgere. Det fik Storbritannien og Nederlandene til at gå ind i krigen på østrigsk side. En række allierede sejre ved Blenheim, Ramillies, Oudenarde og Malplaquet udmattede efterhånden Frankrig, så da den østrigske kandidat blev kejser i 1711, benyttede Frankrig lejligheden til at slutte fred med Storbritannien og Nederlandene i Utrecht 1713, hvorefter Østrig var nødt til at opgive videre forsøg på at forhindre Bourbonerne i at blive konger af Spanien, omend det blev fastlagt, at Frankrig og Spanien aldrig måtte få samme hersker. Krigen sluttede med freden i Rastatt 1714.
Omtrent samtidigt med denne krig førtes Den Store Nordiske Krig i det nordlige Europa fra 1700-1721 mellem primært Sverige på den ene side og Rusland på den anden.
Indledning Arvestridigheder Krigens direkte årsag var spørgsmålet om arvefølgen i Spanien, idet den spanske konge Karl 2. (død 1700) havde indsat Ludvig 14.s sønnesøn, Filip af Anjou til arving af alle sine lande, mens den tysk-romerske kejser Leopold 1. gjorde fordring på arven for sin yngre søn, ærkehertug Karl af Østrig (se i øvrigt Anetavle for Karl 2. af Spanien). Det gav anledning til en alliance mod Frankrig, idet den anden store fastlandsmagt, Østrig, mødtes med de to sømagter, England og Holland, i fælles bestræbelse for at begrænse Ludvig 14.s stigende magt.
Tidens krigsførelse Krigen førtes i Italien, Spanien, Tyskland og Nederlandene med vekslende held. Den trak i langdrag ikke alene på grund af de betydelige hjælpekilder, de to magtgrupper rådede over, men også pga. de vidtstrakte krigsskuepladser samt og på grund af tidens krigsførelse. I modsætning til den senere napoleonske krigsførelse og det 20. århundredes, stræbte ingen efter hurtige afgørelser på kamppladsen. Man søgte derimod at trætte modstanderen, udtømme fjendens ressourcer af soldater og især penge. Man undgik i almindelighed slag; ville man fortrænge modstanderen, var det almindelige middel hertil at manøvrere, true forbindelseslinjer og ødelægge forråd. Kom det alligevel til slag, kæmpedes der tappert, og kampene var da overordentlig blodige. Men sejren blev ikke udnyttet ved en forfølgning, noget datidens hærførere ville have anset for alt for farligt — og den sikre vej til opløsning for forfølgeren. Alle disse forhold skyldes den måde, hærene var dannet på: lejesoldater var alt andet end pålidelige, navnlig ikke efter et slag; de var kostbare, man sparede på sine soldater, ikke af menneskelighed, men fordi de repræsenterede en pengeværdi, og penge var netop det, man behøvede for overhovedet at føre krigen. Nutidens metoder til at rejse penge havde man ikke. Alle disse forhold må tages i betragtning for at forstå den meget lidt energiske krigsførelse, der prægede styrkeprøven mellem de europæiske magter — med mange fremragende hærførere i begge lejre.
De første år 1701-1702 Ved krigens begyndelse rådede Ludvig 14. over en fortrinlig hær på 200.000 mand, med cirka 33.000 mand i Italien, resten i Flandern ved Mosel og Rhinen. Derimod rådede kejser Leopold og hans allierede kun over cirka 80.000 mand, hvoraf cirka 30.000 under Prins Eugen af Savoyen i Italien. Ludvig 14. benyttede imidlertid hverken sin overlegenhed eller de store strategiske fordele, som alliancen med Bayern frembød, til straks at rykke mod Wien; de franske operationer begyndte tværtimod på en temmelig mat måde; den for Frankrig gunstige lejlighed til at få en hurtig ende på krigen gik tabt og kom aldrig tilbage. I krigens første år (1701) foregik der kun i Italien krigsbegivenheder af større betydning, og der viste prins Eugen sig franskmændenes farligste modstander: den franske general Nicolas Catinat blev slået ved Carpi.
Allerede året efter rådede Frankrigs modstandere over langt betydeligere kræfter, men anvendte dem meget spredt. De kæmpede i Italien, i Nederlandene og ved Øvre Rhin med vekslende held. I Italien havde prins Eugens tropper stor fremgang, og den franske general Villeroie blev tvunget til overgivelse i Cremona. Villeroies efterfølger, Vendome, standsede dog de kejserlige hæres fremrykning. På de andre krigsskuepladser skete der det år ikke begivenheder af stor betydning.
1703 I 1703 ville Ludvig 14. angribe, men det hele reduceredes til, at marskal Claude Louis Hector de Villars med 32.000 mand rykkede ind i Bayern, uden at det derfor kom til nogen fransk-bayersk fællesoperation mod Østrig.
Derimod indlod kurfyrsten af Bayern sig på en ret tvivlsom operation i Tyrol; det tyrolske folk rejste sig og tvang kurfyrsten til at forlade Tyrol med tabet af halvdelen af sin hær. Villars var blevet i Bayern. Operationerne fortsattes nu en tid her, og der kæmpedes heldigt med østrigerne ved Hochstädt (19. september 1703), men snart blev Villars og kurfyrsten uenige. Villars kaldtes tilbage for at bekæmpe et protestantisk oprør i Cevennerne, og operationerne i Bayern gik i stå.
Begivenhederne på de andre krigsskuepladser i 1703 var ikke særlig betydningsfulde. Skønt franskmændene i Italien rådede over tredobbelt overlegenhed over østrigerne, indskrænkede operationerne sig til belejring af fæstninger og kunstige manøvrer, der løb ud i sandet. Savoyen, der hidtil havde været på Frankrigs side, men hvis fyrste for øvrigt allerede 1701 havde stået i hemmelig forbindelse med kejseren, trådte nu åbenlyst over på hans side og opsagde forbundet med Frankrig. Den umiddelbare følge blev, at en fransk hær under Vendome, som fra Italien skulle være rykket kurfyrsten af Bayern til hjælp, og som allerede havde nået Trient, vendte om uden at have udrettet noget. Den gik tilbage til Italien, hvor den for øvrigt heller intet udrettede.
I Nederlandene og Spanien skete der dette år ikke begivenheder af større betydning.
Krigen intensiveres Köln erobres og slaget ved Blenheim Mens krigsførelsen hidtil havde været temmelig planløs på begge sider, samlede Frankrigs fjender sig endelig 1704 om en fælles plan. Allerede tidligere havde de gjort det af med den ene af Frankrigs allierede, idet den dygtige engelske feltherre John Churchill, greve af Marlborough, havde erobret kurfyrstendømmet Köln; nu besluttede de at vende sig mod den anden. Det foregående års felttog havde vist Bayerns strategiske betydning: som et brohoved skød det sig ind i Mellemeuropa og gjorde det muligt for franskmændene på en gang at true Østrig, Tyskland og Italien, en i øvrigt ikke tilstrækkelig udnyttet fordel. I foråret 1704 besluttede Marlborough og prins Eugen sig til at forlægge operationerne til Bayern. Efter langvarige manøvrer kom det til slag ved Donauworth, hvor Marlborough sejrede.
Kurfyrsten af Bayern anså alt for tabt og indesluttede sig i sine fæstninger; den 13. august kom det, efter at prins Eugen og Marlborough havde forenet sig, til det for Bayerns sag afgørende slag ved Blenheim, hvor de mindre vel kommanderede franskmænd blev fuldstændigt slået. Der kæmpede her cirka 63.000 mand på hver side. Franskmændene mistede cirka 30.000 mand og 35 kanoner og blev tvunget til at gå tilbage over Rhinen. Kurfyrsten måtte slutte fred, hans hær blev afvæbnet og hans land besat.
Skiftende held Året 1705 bragte imidlertid ikke de allierede det store resultat, som det foregående heldige felttog syntes at love, og som de allierede utvivlsomt havde kunnet nå ved en samlet optræden. Marlborough og Eugen skiltes; den første ville med 60.000 mand operere langs Mosel for ad denne vej at trænge ind i Frankrig, den sidste gik til Italien. Ingen af dem havde synderligt held med sig. Den franske general Villars imødegik Marlboroughs operationer med stor dygtighed, og i Italien, hvor franskmændene rådede over 77.000 mand under Vendome, kunne Eugen, der kun rådede over 44.000 mand, heller intet udrette; han led endog et betydeligt nederlag ved Cassano.
Men 1707 var franskmændene atter uheldige. 23. maj sejrede Marlborough over den franske general Villeroi i et større slag ved Ramillies og erobrede derved en stor del af det rige Flandern. Vendome blev nu tilkaldt fra Italien for at standse Marlborough, hvilket da også lykkedes. Men i september angreb prins Eugen den nu kun 60.000 mand stærke franske hær i Italien, besejrede den og jog franskmændene ud af Italien. Krigen havde således taget en for Frankrig ugunstig vending. Dets hære var drevet ud af Bayern, Italien og en stor del af Flandern; dets grænser truedes på det alvorligste.
Invasion i Frankrig 1708 begyndte invasionen i Nordfrankrig. Den ved Mons opstillede franske hær, cirka 100.000 mand under Hertugen af Bourgogne med Vendome som hjælper, blev i juni overrasket af Marlborough i Slaget ved Oudenarde og eftertrykkeligt slået. Sejren blev dog ikke udnyttet, heller ikke da prins Eugen kort efter ankom med 24.000 mand, skønt de allieredes hære derved bragtes op til 120.000 mand. I stedet for at gøre det af med den franske hær, indlod man sig på en belejring af Lille. Denne fæstning blev ganske vist erobret, men hermed gik tiden, og ved vinterens indtræden standsede operationerne.
Krigen i Spanien Imidlertid var der foregået vigtige begivenheder i Spanien. Her var den unge konge Filip af Anjou straks blevet modtaget med begejstring. Men hans svage regeringsmåde kastede snart en mængde af rigets stormænd i armene på medbejleren, ærkehertug Karl. Denne havde allerede 1703 gjort forsøg på fra Lissabon at rykke frem mod Madrid, støttet af engelske, hollandske og portugisiske tropper. Denne fremrykning blev dog standset af marskal James FitzJames 1. Hertug af Berwick, der førte de fransk-spanske tropper. Derimod erobrede englænderne og hollænderne ved overrumpling Gibraltar.
thumb|right|Slaget ved AlmansaPhilippo Pallota, 1709 1705 foretog ærkehertugen et nyt og mere alvorligt forsøg. Han landede på Valencias kyst, fandt stærk tilslutning navnlig i Valencia, Aragonien og Katalonien, det gamle kongerige Aragoniens landskaber, og fremkaldte en borgerkrig. Barcelona erobredes ved overrumpling, og navnlig det følgende år (1706) gjorde Karl store fremskridt: han trængte frem til Madrid og erobrede desuden en mængde fæstninger støttet af engelsk-portugisiske hære under Henri de Massue, Jarl af Galway. Marskal Berwick tilbageerobrede senere Madrid, og 1707 vandt han i slaget ved Almansa med omkring 25.000 mand en betydelig sejr over Galway, der kun rådede over omkring 20.000 mand.
Kong Filips herredømme var hermed for så vidt befæstet, som Karl nu trak sig tilbage til Katalonien. Men ro kom der ikke i landet. De franske generaler forfulgte ikke de vundne fordele; Karl fik lejlighed til nye angrebsforsøg og bandt derved store dele af Ludvig 14.s stridskræfter til den spanske krigsskueplads.
Krigen ebber ud Kampene i Nordfrankrig og Spanien