Slaget ved Wien (, , tyrkisk: İkinci Viyana Kuşatması) fandt sted den 11. og 12. september 1683, efter at Wien havde været belejret af det Osmanniske Rige i to måneder. I slaget, der fandt sted på Kahlenberg i nærheden af Wien, stod en alliance bestående af Den polsk-litauiske realunion og Tysk-romerske rige overfor det Osmanniske Rige og nogle osmanniske len. Kampen markerede begyndelsen på Huset Habsburgs politiske herredømme i Det tysk-romerske rige og Centraleuropa.
Slaget blev vundet af Den polsk-litauiske realunion og Det tysk-romerske riges styrker under Johan 3. Sobieskis kommando. Wiengarnisonen var under kommando af Ernst Rüdiger von Starhemberg, general i Den tysk-romerske Leopold 1. Habsburgs hær. Den litauiske hær var forsinket på grund af en konflikt med Imre Thököly og ankom først til Wien efter slaget.
Alliancen kæmpede mod den osmanniske hær, der var under kommando af storvesir Merzifonlu Kara Mustapha Pasha. Den osmanniske hær på mellem 150.000 og 300.000 mand havde indledt belejringen af Wien den 14. juli 1683. Belejringsstyrken bestod af 60 ortaer (bataljoner) janitsharer (ca. 12.000 mand) med en støttehær på ca. 70.000, der kontrollerede de omkringliggende landområder. Det afgørende slag fandt sted den 12. september, efter at den forenede undsætningshær på ca. 75.000 mand var ankommet.
Nogle historikere ser slaget som vendepunktet i de osmanniske-habsburgske krige, en serie slag gennem omkring 300 år mellem Det tysk-romerske rige og Det osmanniske rige, mens andre blot ser slaget som bekræftelse af det osmanniske riges svindende magt. 16 år efter slaget havde det habsburgske Østrig vundet kontrol over det sydlige Ungarn og Transsylvanien, som stort set var renset for osmanniske styrker. Slaget er bl.a. kendt for historiens største kavaleriangreb.
Optakt
Erobringen af Wien havde længe været et strategisk mål for det osmanniske rige. For at få kontrol over sejlruten på Donau fra Sortehavet til Vesteuropa og kontrol over handelsruterne over land fra Middelhavet til Tyskland havde osmanniske styrker belejret Wien i 1529.
I årene forud for den anden belejring af Wien gennemførte det Osmanniske Rige omfattende logistiske forberedelser. Under ledelse af storvesirerne fra den indflydelsesrige Köprülü-familie blev der bygget veje og broer, der førte frem til det Tysk-romerske riges grænser. Endvidere blev der opmagasineret ammunition, kanoner og andet krigsmateriel på Balkan.
thumb|left|Benjamin von Block, Kejser Leopold 1. (1640-1705) i rustning, 1672, Kunsthistorisk Museum Wien.
Det osmanniske rige havde ydet militær bistand til ungarerne og protestanter i habsburgsk-besatte dele af Ungarn, hvor en udbredt uro i årene forud for belejringen havde udviklet sig til åbent oprør mod kejser Leopold på grund af hans tilslutning til modreformationen. I 1681 fik protestanterne og andre anti-habsburgske Kuruckræfter under ledelse af Imre Thököly omfattende støtte af osmannerne, der anerkendte Thököly som konge af "Øvre Ungarn" (den østlige del af Slovakiet og dele af det nordøstlige Ungarn), som han tidligere havde indtaget med våbenmagt fra habsburgerne. Osmannernes støtte gik så vidt som at love "Kongedømmet Wien" til ungarerne, hvis Wien faldt i deres hænder. Før belejringen af Wien havde der været fred mellem det Tysk-romerske rige og det Osmanniske rige i tyve år som følge af Vasvárfreden.
thumb|Osmannisk miniaturemaler, Sultan Mehmed 4. "Jægeren", 1648-1687, Istanbul Üniversitesi Rektörlügü.
thumb|left|Jerzy Siemiginowski-Eleuter, Johan 3. Sobieski under Slaget ved Wien, 1686, Nationalmuseet i Warszawa.
I 1681 og 1682 intensiveredes sammenstødene mellem Imre Thökölys og det Tysk-romerske rige på grænsen til det nordlige Ungarn. Habsburgske troppers indtrængen i det centrale Ungarn gav storvesir Kara Mustafa Pasha det afgørende argument for at overbevise sultan Mehmed 4. og hans divan (rigsråd) om at mobilisere den osmanniske hær. Samtidig fik Kara Pasha tilladelse til at operere så langt som til slottene Győr (, ) og Komárom (, ) i det nordvestlige Ungarn samt at belejre dem. Den osmanniske hær var mobiliseret den 21. januar 1682, og krigen blev erklæret den 6. august 1682.
At indlede marchen mod Wien i august eller september 1682 var både risikabelt og meget vanskeligt. Den tre måneders lange march fra Thrakien ville betyde, at osmannerne ankom, når vinteren satte ind. Afmarchen blev derfor udskudt til foråret 1683, hvilket gav kong Leopold 1. rigelig tid til at forberede forsvaret. Han fik samlet det Tysk-romerske riges tropper og etableret en alliance med Polen, Venedig og pave Innocens 11. Den afgørende alliance mellem det Tysk-romerske rige og Den polsk-litauiske realunion blev bekræftet ved en traktat, hvor Leopold lovede at støtte Sobieski, hvis osmannerne angreb Kraków. Til gengæld skulle den polske hær komme Wien til undsætning, hvis osmannerne angreb her.
Den 31. marts 1683 modtog det kejserlige hof i Wien endnu en krigserklæring fra Kara Mustafa på vegne af Mehmed 4. Næste dag marcherede dele af den osmanniske hær fra Edirne i Thrakien. Tropperne nåede Beograd i begyndelsen af maj og marcherede videre mod Wien. Omkring 40.000 Krim-tatarer ankom 40 km øst for Wien den 7. juli; der var tale om en dobbelt så stor styrke, som den tysk-romerske havde i området. Efter de indledende kampe trak Leopold sig tilbage til Linz sammen med 80.000 indbyggere fra Wien.
I løbet af sommeren 1683 forberedte Polens kong Johan 3. Sobieski undsættelsen af Wien i overensstemmelse med traktaten med kejser Lepold. Han efterlod Polen næsten forsvarsløs, da han marcherede fra Kraków den 15. august. Inden Sobieski forlod Polen, truede han Imre Thököly, konge af Øvre Ungarn, med tilintetgørelse, hvis han forsøgte at drage fordel af situationen. Da Thököly alligevel overskred den polske grænse, stoppede den litauiske hétman Jan Kazimierz Sapieha den Yngre, der ligeledes var på vej mod Wien, op for at fuldbyrde Sobieskis trussel, idet han foretog et ødelæggende angreb på Thökölys styrker på det ungarske højland.
Fra begyndelsen opstod der spændinger mellem polakkerne, forskellige tyske stater og østrigerne om undsættelsen af Wien. Betaling af troppernes løn og forsyningerne under fremrykningen var det vigtigste problem. Sobieski forlangte, at han ikke skulle have omkostninger for sin indsats, der ville redde byen. Det habsburgske lederskab gjorde sig store anstrengelser for at finde midler til at betale for tropperne og forhandle med de polske tropper for at begrænse omkostningerne.
Undsætningshæren Den 7.-8. september 1683 ved passagen af Tulln an der Donau bestod undsætningshæren af følgende styrker:
15px 25pxInfanteriKavaleri og dragonerKanonerI alt15px Den polsk-litauiske realunion<center>16.450<center>20.550<center>28<center>37.00018px Kejserlige tropper<center>8.100<center>10.300<center>70<center>18.40018px Kurfyrstendømmet Bayern<center>7.500<center>3.000<center>26<center>10.500 Sydvesttyske fyrstedømmer<center>7.000<center>2.500<center>12<center>9.50018px|Kurfyrstendømmet Sachsen Kurfyrstendømmet Sachsen<center>7.000<center>2.000<center>16<center>9.000Undsætningshæren i alt:<center>46.050<center>38.350<center>152<center>84.400
Belejringen
thumb|Den osmanniske hærs belejring af Wien.Frans Geffels, Entsatzschlacht von Wien 1683, 1600-tallet, Wien Museum Karlsplatz. thumb|Osmanniske spahi ved WienJózef Brandt, Walka o sztandar turecki, 1905, Nationalmuseet i Krakow. Den osmanniske hovedhær indledte belejringen af Wien den 14. juli. Samme dag sendte Kara Mustafa krav om kapitulation til byen.
Ernst Rüdiger von Starhemberg, kommandanten over Wiengarnisonen, med kun 11.000 tilbageværende soldater, 5.000 borgere og frivillige og 370 kanoner, nægtede at overgive sig. Blot få dage forinden havde han modtaget nyheden om en massenedslagtning i Perchtoldsdorf, en by syd for Wien, hvis borgere havde overgivet sig efter at have modtaget tilsvarende krav.
Wienerne havde ødelagt mange huse uden for bymuren, fjernet ruinerne og efterladt et åbent område (esplanade), hvor osmannerne ville være særligt udsat for forsvarets ild, hvis de forsøgte at storme byen. Kara Mustafa Pasha løste dette problem ved at beordre sine styrker at grave lange rækker af skyttegrave i retning mod byen; disse skulle beskytte styrkerne mod forsvarerne, mens de rykkede frem mod byen.
Selvom osmannerne havde 300 gode kanoner, kunne de ikke for alvor skade Wiens befæstning, der var moderne og meget stærk. I stedet gravede de tunneler under de massive bymure for at sprænge dem i luften med store mængder af sortkrudt.
På dette tidspunkt udviste osmannerne ikke det store hastværk, hvilket kombineret med forsinkelsen af fremrykningen af deres hær, efter at krigen var erklæret, medførte, at undsætningshæren nåede at ankomme. Historikere har spekuleret på, om at Kara Mustafa ønskede at indtage byen intakt på grund af dens rigdomme og undlod et stormangreb for at forhindre de plyndringer, der kunne have været følgen heraf.
Den osmanniske belejring afskar stort set alle fødevareforsyninger til Wien, så garnisonen og civile udstod ekstreme lidelser. Udmattelsen blev så alvorligt et problem, at Graf Ernst Rüdiger von Starhemberg beordrede, at soldater, der blev fundet sovende på vagt, skulle skydes. Idet de blev stadig mere desperate, var forsvarerne af Wien på nippet til sammenbrud i august, da kejserrigets styrker under Karl 5. af Lothringen slog Imre Thököly af Ungarn på Bisamberg 5 km nordvest for Wien.
Den 6. september krydsede polakkerne under Sobieskis ledelse Donau ved Tulln 30 km nordvest for Wien for at forene sig med de kejserlige tropper og forstærkningerne fra Sachsen, Bayern, Baden, Franken og Schwaben. Frankrig havde afslået at hjælpe sin habsburgske rival, og Ludvig 14. af Frankrig benyttede lejligheden til at invadere de vestlige områder af det Tysk-romerske Rige, først og fremmest Alsace.
I begyndelsen af september sprængte de 5.000 erfarne osmanniske sappører gentagne gange store dele af bymuren, bl.a. bastionerne Burg og Löbel samt Burgravelinen derimellem, hvorved de fik lavet huller i muren på ca. 12 m. Wienerne forsøgte at forhindre dette ved at grave egne tunneller og opsnappe de store mængder deponeret krudt. Den 8. september formåede osmannerne omsider at besætte Burgravelinen og Niedermuren i samme område. I forventning om osmannernes gennembrydning af bymuren forberedte de tilbageværende wienere sig på at kæmpe inde i byen.
Optakten til slaget thumb|Sobieski ved WienJuliusz Kossak, Sobieski pod Wiedniem, 1882, Nationalmuseet i Warszawa. Undsætningshæren var nødt til at handle hurtigt for at redde byen og for at forhindre endnu en langvarig belejring. På trods af den bi-nationale sammensætning og den korte tid på kun seks dage blev der etableret en effektiv ledelsesstruktur centreret om kongen af Polen og hans tunge kavaleri. Undsætningshæren fik løst problemerne om betaling ved hjælp af alle til rådighed stående midler fra regeringen, lån fra flere velhavende bankfolk og adelsmænd samt store summer fra paven. Samtidigt enedes habsburgerne og polakkerne om, at den polske regering betalte for sine tropper, mens de var i Polen, og den østrigske regering betalte omkostninger på tysk-romersk territorium, ligesom habsburgerne måtte give Sobieski førsteret til krigsbyttet i tilfælde af en sejr.
Kara Mustafa Pasha var mindre effektiv, trods måneder til at organisere sine styrker, sikre deres motivation og loyalitet og forberede sig til den forventede undsætningshærs angreb. Han havde betroet forsvaret af bagtroppen til khanen af Krim og hans kavaleri, der bestod af omkring 30-40.000 ryttere.
thumb|left|Polske husarers rustning fra første halvdel af 1600-tallet, Den polske hærs museum, Muzeum Wojska Polskiego, Warszawa.