thumb|Jesu korstfæstelse Jesus Kristus er centralfiguren i Bibelens Nye Testamente (NT), der forkynder ham som Guds søn og den ventede messias, som flere af de gammeltestamentlige profeter havde spået om. De fleste forskere antager, at ingen af forfatterne til NT's skrifter kendte den historiske Jesus, mens kristen tradition siger at Johannesevangeliet blev skrevet af apostlen Johannes, at Matthæusevangeliet blev skrevet af apostlen Matthæus, Petersbrevene af Simon Peter, Judasbrevet af enten Jesu bror Judas eller Judas Thaddæus og Jakobsbrevet af Jesu bror Jakob. Helt centralt for beskrivelsen af Jesus i NT er hans lære samt hans død og opstandelse.
Jesu opvækkelse eller opstandelse Denne tildragelse er hovedindholdet i det urkristne frelsesbudskab, der i sin kerne lyder (det såkaldte Kristuskerygma -5): ... at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, ... Dette trosudsagn beroede på bestemte erfaringer med Jesus efter hans død. Evangelierne fortæller om hans liv og død fra begyndelsen og frem til den. Derfor er påsketeksterne et fornuftig udgangspunkt for fremstillingen af kristologien i Det Nye Testamente.
Det ældste evangelium berettede fra begyndelsen ikke om Jesu tilsynekomst efter påske, men antyder det blot i . Senere har kristne skrivere imidlertid sat en afslutning på 12 vers ind, hvor tilsynekomsten beskrives. Kun de øvrige evangelier og Apostlenes Gerninger / / beretter derom. Heller ikke de nytestamentlige breve, med undtagelse af 1. korintherne (citeret forneden) fortæller om dette.
De første øjenvidner Paulus er den tidligste forfatter af et NT-skrift, og han beretter at han selv har set den opstandne. Han overtog fra urmenigheden i Jerusalem omkring 36 et første credo, et bekendelsesudsagn, i forbindelse med en vidneliste (-8): at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, at han blev set af KefasDenne Kefas menes at være identisk med Simon Peter, da begge navne betyder “klippe”dernæst af de tolv.Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af JakobHeller ikke dette møde er omtalt i andre kanoniske kilder, men kan, hvis vi forudsætter, at denne Jakob er Jesu bror, forklare, hvordan Jakob gik fra at være skeptisk overfor Jesus til at blive leder af urmenigheden i Jerusalem. Det skal dog nævnes, at selvom ingen kanoniske kilder beskriver mødet, er der en passage i Hebræerevangeliet, hvor Jesus viser sig for Jakob, der havde svoret hverken at spise eller drikke indtil opstandelsen, og beder ham om at dække bord til to. Hvis denne beretning er sand, må der ligge noget andet til grund for Jakobs pludselige holdningsændring. Apokryfen kalder i øvrigt også Jakob for “Herrens bror”, en formulering, der også bruges af Paulus. Det har senere været diskuteret, om titlen indikerer kødeligt slægtskab eller skal forstås i samme ånd, som når Paulus kalder sine medkristne for “bror”, “søster” eller “barn”. Begge Jakob'er (Jesu kødelige bror og Jakob, Herrens bror) opholdt sig i Jerusalem efter opstandelsen, siden af alle apostlene.
Paulus formulerer her alle urkristnes tro og fastslog dermed at mange øjenvidner endnu var i live og kunne spørges. Det er forresten interessant at bemærke, at Paulus er den eneste, der omtaler de 500 brødres møde med Kristus. Så tilføjede han sin egen Jesusvision:Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som migPaulus taler flere gange i sine breve om “en torn i kødet”, som han var i besiddelse af. Muligvis var det en sygdom.;Paulus opfattede dette syn som en kaldelse () og begrundede dermed som profeten Jeremias sin ret til at missionere blandt folkene. Han beskrev ikke nærmere sin såkaldte "Damaskusoplevelse" (sml. -9), men betonede kun at han så Jesus i Guds herligheds lysglans ()
Den tomme grav Den ældste lidelsesberetning som Markus overtog, fremstiller i fortællende stil det urkristne credo og sluttede med opdagelsen af Jesu tomme grav på "den tredje dag" efter hans død (-8). Endnu var det kun kvinderne blandt Jesu tilhængere der var til stede (f). Enkelte så hvor han var blevet begravet (). Efter sabbatten ville de efter jødisk skik salve og på den måde ære den døde (), og derved fandt de graven tom. Forklaringen på dette havde de så fået af en ung mand i hvide klæder, altså en engelOm englen ved graven: angelus interpres, Hyldahl s. 151 — En fortolkende engel, som præsenterer og siden forklarer en vision (sml. ) http://www.ateist.net/artikel/kristdommedagssekt.html (v. 6-7):Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.Dette henviser til den tidlige vidnelisteDen tidlige vidneliste: -8. Deres "seen" var denne erkendelse: at Gud har oprejst den tidligere korsfæstede galilæer; derfor var hans grav tom. Alle der ikke så ham, blev sendt af sted hvorefter han så gav sig til kende: Dette kaldte dem på ny ind i kredsen omkring Jesus Det tyske forlæg har: "Das rief sie erneut in die Nachfolge". Den betonede henvisning til den "korsfæstede" stiller Guds endegyldige livsskaben over for den uretmæssige ombringelse af mennesker og henviser til den urkristne prædiken i Jerusalem (): ... ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, ....
Kun hos Markus ender beretningen med at kvinderne flygter, og at de intet siger om deres oplevelse (). Dette minder om mændenes flugt ved pågribelsen af Jesus (), og gør det klart at kvinderne slet ikke kunne træffe dem. Dette spiller også skjult på om "Herrens lidende tjener", hvor det drejer sig om at ophøje den foragtede, "for os" henrettede tjener:... for det, de ikke har fået fortalt, ser de, og det, de ikke har hørt, indser deOver for dette kan kun Jesu egen tilsynekomst overvinde skræk, angst og sorg, og forvandle det til glæde () og skabe tro på ham (). Det gør det nærliggende (at tro) at Jesusvisionerne allerede var bekendt, og havde fundet sted i eller på vejen til Galilæa (Emmaus, ) : altså nogle få dage efter disciplenes flugt og Jesu død.
Gravoverleveringen er omstridt Det historiske indhold i gravoverleveringen er stærkt omstridt. Nogle NT-forskere (bl.a. Rudolf BultmannDesuden anser også Hans Graß, Willi Marxsen, Gerd Lüdemann teksten for en sen apologetisk legende der efterfølgende skulle "bevise" Jesu opstandelse)) anser teksten for en sen apologetisk legende der efterfølgende skulle "bevise" Jesu opstandelse. Andre Hans von Campenhausen, Ulrich Wilckens, Wolfhart Pannenberg som anser at begivenheden ved graven "på den tredje dag" var historisk går ud fra at begivenheden ved graven "på den tredje dag" var historisk og at det først var Markus der forbandt beretningen med budskabet om englen med Jesu tilsynekomst.
Derfor taler at vidnelisten ikke nævner nogen kvinder, og at gravhistorien ingen mænd nævner, men kun kvinder som vidner til Jesu gravlæggelse. Kvinderne havde i den patriarkalske jødedom ingen vidneret og derfor kan deres oprindelige tavshed være plausibel. Ifølge anså mændene meddelelsen om den tomme grav for at være et "rygte" eller løs snak (Martin Luther oversatte til "Märchen“, eventyr) og troede dem ikke før Jesus selv overbeviste dem. Det er nærliggende at Jesu tilsynekomst fulgte uafhængigt af, men kort efter opdagelsen af den tomme grav. At dette må have været kendt i Jerusalen viser : "... og de sagde: I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. ...". Denne polemik mod de urkristne overleveres også af Mishna.
Dengang blev jødiske martyrer æret ved udbygningen af deres grave for at betone deres ret til fremtidig opstandelseEduard Schweizer. Dette var unddraget de urkristne: Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? (). Derfor manglede Jesu grav i den første Petersprædiken og i Paulus' breve. Dog, hvis man ikke bagefter kunne fremvise en tom grav, havde budskabet om hans opstandelse næppe kunne holdeSåledes bl.a. Paul Althaus, Karl Barth, Klaus Berger, Martin Karrer.
Jesus møder to disciple: "Vandringen til Emmaus" Ifølge -35 mødte to af disciplene Jesus på vejen fra Jerusalem til Emmaus. De genkender ham ikke, men meddeler ham deres sorg og skuffelse.Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Derpå udlægger han skriften for dem: Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?. De beder ham om at blive, hvad han gør og spiser et aftenmåltid med dem og bryder brødet som ved Pesachmåltidet før sin død. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. Derefter taler de om oplevelsen – Brændte vore hjerter ikke i os, ...? – og vender så tilbage til Jerusalem og møder de elleve som er samlet dér og hører deres bekræftelse: Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon ().
Teksten repræsenterer lukansk teologi: Evangelisten ville vise hvordan man også uden en egen vision kan blive kristen. Bibeludlægning, nadver, udveksling af erfaringer med Jesus og en fælles trosbekendelse er vel indgået i en gudstjeneste hos de urkristne. Navnet "Kleofas" (v. 18) for en af disciplene – den anden forbliver ubekendt – er sikkert tilføjet senere. Havde vidnet været historisk, ville urmeningheden formodentlig have opført det på deres vidneliste. Den trossætning som teksten trækker på, bliver af NT-historikere betragtet som meget gammel og vurderes som fortællingens forudsætningty. "... und der Geschichte vorgegeben eingeschätzt". Den minder om at Peter så den opstandne som den første og derpå meddelte det til andre. Også nævner ham ved siden af de øvrige disciple. Dette bekræfter begyndelsen af vidnelisten fra (-5).
Jesu tilsynekomst for de elleve Alle evangelier beretter om at Jesu viste sig for de første disciple (elleve uden Judas). Alle bruger dette til at begrunde den opgave at missionere blandt folkene. Hvert evangelium formulerer dette på forskellig måde og viser derved et særligt teologisk sigte. Missionsopgaven var altså allerede et fast dogme, der samtidig kunne formuleres forskelligt.
-20 overtog og forandrede gravhistorien: Kvinderne, der hos Markus endnu var frygtsomme og intet viderebragte, er nu glade og skynder sig at udføre deres opgave. De møder Jesus selv, der gennem dem beder disciplene om at komme til et bjerg i Galilæa. Dér viser han sig for dem og åbenbarer den magt han har fået af Gud og giver dem den opgave at missionere blandt folkene ("missionsbefalingen" v. 16ff). Dette indebærer dåben i hans navn og overholdelsen af alle hans bud (Bjergprædikenen – kap.5-7)
-53 og -23 har både fælles og særlige beskrivelser vedrørende de elleves vision: Jesus viste sig "om aftenen den samme dag, den første dag i ugen" (v.11), trådte frem for de forsamlede (Joh: gennem lukkede døre), hilste dem med fredshilsenen "Shalom“, overvandt deres angst og svigtende tro (Luk: ved at spise / Joh: ved at vise sårmærker), udlagde skriften for dem (Luk) henholdsvis gav dem Helligånden (Joh), og sendte dem ud i verden for at forkynde tilgivelse for synd og anger (Luk) / for at løse og binde synd (Joh).
-20 er en senere tilføjelse til den oprindelige slutning på evangeliet: Det forudsætter allerede Jesu møde med Maria () og "Vandringen til Emmaus" () som Markus endnu ikke kendte. Det bringer de forskellige beretninger om Jesu tilsynekomst i en sådan rækkefølge at modsætninger kan udjævnes. På den måde modsiger det dog vidnelisten: dér står de elleves vision i begyndelsen af alle de førstkaldedes; her står det ved slutningen. De kristnes universelle missonsopgave indeholder nu også fuldmagt til at uddrive dæmoner, analogt til den af Markus overleverede eksorcisme hos Jesus (v. 17).