Danmarks førindustrielle bebyggelse ligger tids- og udviklingsmæssigt mellem den forhistoriske bebyggelse, bopladserne, og den industrielle bebyggelse, der stort set falder sammen med urbaniseringen i Danmark.
Den førindustrielle bebyggelse er stedfast og mere mangfoldig. Mens efterfølger er være stedbunden og landskabeligt tilpasset den næringsvej eller de næringsveje, der blev udøvet.
Den førindustrielle bebyggelse var mange slags: enkeltbebyggelser som klostre, herregårde og kroer og sammensatte bebyggelser som landsbyer og købstæder.
Den førindustrielle bebyggelse var på ingen måde uforanderlig; nye bebyggelsesformer tilkom og gamle forsvandt eller forandredes som følge af ændrede næringsvilkår.
Den førindustrielle bebyggelse afspejler befolkningens dygtighed og evne til at se landskabets muligheder og finde veje at udnytte dem bedst muligt.
Bebyggelseskategorier
Der skelnes efter graden af sammensathed mellem: den enkelte bygning med et eller flere af følgende formål: beboelse, erhvervsvirksomhed, betjening, opbevaring, eller tidsbegrænset ophold, samlede ejendomme omfattende en eller flere bygninger med eller uden dertil knyttede anlæg, der funktionelt hører sammen som en helhed med et fælles formål, og samlet bebyggelse omfattende en eller flere ejendomme beliggende i tættere samlinger og omgivet og indbyrdes adskilte af større, samlede ubebyggede områder. I sidstnævnte tilfælde bruges ofte benævnelser som husklynge, by eller stad – ofte som efterhængt led (landsby, stationsby, villaby, købstad, forstad).
Bebyggelsestyper
Bebyggelser kan opdeles dels tidsmæssigt, dels efter formål. Tidsmæssigt skelnes mellem bebyggelser fremkommet i den førindustrielle og den industrielle tidsalder, formålsmæssigt skelnes mellem anvendelsens egenart.
Det førindustrielle bebyggelsesmønster var kendetegnet ved to forhold: dels at der forekom et forholdsvis stort antal ulige bebyggelsesformer hver med deres særegne formål, dels at disses beliggenhed, antal, størrelse og udformning var tæt forbundne med de landskabelige forhold. Kendetegnene for tiden er, at: bebyggelsens beliggenhed og funktion beroede på de landskabelige forhold, bebyggelsens tæthed (antal og størrelse) beroede på befolkningsforholdene, bebyggelsens fremtræden og indretning beroede dels på bevidst og ubevidst planlægning, dels bygningstekniske forhold. Det er således samspillet mellem disse fire forhold, der skabte bebyggelsesmønsteret. Men desuden var der andre forhold, som indvirkede, først og fremmest politiske – såvel indenrigspolitiske som udenrigspolitiske – (der påvirkede råderummet), dernæst økonomiske (der påvirkede indsatsen), desuden klimatiske forhold – storme, tørke, regntider – (der påvirkede afgrødeudbyttet), epidemier i befolkningen og husdyrbesætningerne, brande, oversvømmelser og lignende uforudsigelige forhold, der kunne bane vej for nye (eller fornyede) tiltag. Sidst, men ikke mindst, er al bebyggelse en følge af menneskelig virksomhed og dermed af de valg, beslutninger, evner og muligheder, som den enkelte havde.
Samspillet mellem bebyggelse og landskab har gennem tiden taget udgangspunkt i, at bebyggelsens mangfoldighed i former afspejler menneskenes mangfoldighed i behov i den udstrækning, de ikke lod sig indpasse inden for én bebyggelsesform og under hensyntagen til de vilkår, landskabet gav for at forene disse behov på den mest hensigtsmæssige måde med de byggetekniske kundskaber. Forandringer i dem kunne føre til forandringer i den enkelte bygnings udformning og fremtoning (fx overgangen fra romansk til gotisk byggestil eller tilføjelsen af tårn, våbenhus og sakristi til de oprindelige kirkebygninger), mens forandringer i den samfundsmæssige opbygning kunne udløse behov for nye, tilpassede former for bebyggelse (fx fiskerlejer til afløsning af middelalderens sildemarkeder eller nye institutioner som klostre eller herregårde).
Landskabets indflydelse
thumb|400px|Bebyggelsens forudsætning - landskabet."Rejser man...op gennem Sønderjylland, over Fyn og Sjælland, over Øresund og Skånesletten videre mod nord, møder man pludselig, efter lang rejse over åbent lavland, skovlinjen i Nordskåne og kommer ind i et helt nyt landskab, der med skove og højland, klipper og søer, bække, elve, et andet lys, andre farver og dufte, lukker sig om én med nye oplevelser og synes uendelig dybt.Fra denne bevægede grænse af højere, skovklædt land, ligger Skånesletten, Sjælland, Fyn, Jylland og omliggende øer som en bristet plade, et lavland, gennemskåret af sunde og bælter, opfliget af fjorde.Vores landskab".(Hugo Marcussen: Landskab og byvækst).
Man kan i denne sammenhæng udskille forskellige naturgivne forhold, som indvirkede på bebyggelsen: landbrugsjordens indvirkning, hvilken atter er et samspil af terrænforhold (fladepræg modsat store højdeforskelle og grad af gennemskårethed med kløfter og lignende), jordbundens frugtbarhed samt forekomst/fravær af sandfygning og/eller oversvømmelsesmulighed (fx tidevand); havets indvirkning, hvor der kan skelnes mellem: betydningen af fiskerige farvande, betydningen af sejlbare farvande; vandkraftens (vandløbenes) indvirkning; vindkraftens indvirkning; forekomsten af udnyttelige råstoffer; landskabsæstetiske forholds indvirkning.
Til ovennævnte naturgivne vilkår knyttede sig yderligere menneskeskabte forhold, hvoraf især må fremhæves: vejnettets indvirkning; ejendomsforholdenes indvirkning; lovgivningsbestemte forhold (særskilte købstads- og næringsrettigheder og lignende).
Disse forhold skabte et sammensat mønster af vilkår, som måtte indvirke på bebyggelsens egenart, formål og trivsel.
Oversigt over førindustrielle bebyggelsesformer (tiden indtil o. 1840) Grundfunktion Landskabelig tilknytning Indbyggernes næringsvej Enkeltejendomme Samlede bebyggelser Fiskeri Levested for spisefisk Fiskeri Fiskerhus Fiskerleje Jordbrug Agerland, eng Landbrug Herregård, bondegård, husmandssted Landsby Skovbrug Skov Skovbrug Skovfogedbolig - Vejfærdsel Vejanlæg Beværtning Landevejskro - Søfart Sejlbart farvand Skibsfart Udskibningssted Ladeplads, Skipperby - - Færgefart Færgegård - - - Toldvæsen Toldembedsbolig - - - Fyrvæsen Fyrtårn, (fyrskib) - Fremstilling Råstofforekomst, kraftkilde (vind, vand) Fremstillings- eller forarbejdningsvirksomhed Fabrik, Stubmølle, vindmølle, vandmølle Fabriksby (fabrik med arbejderboliger) Oplandsfunktion Vejknudepunkt Gæstgiveri Kro Handelsplads, Flække, købstad - - Handel Høkerbod, købmandshandel - - - Samfærdsel Postsamlingssted - - - Retsvæsen Tingsted, herredsfoged/birkedommerbolig, tugthus - - - Trosvæsen Kirke, kapel, kloster - - - Uddannelse Folkeskole, højskole - - - Sundhedsvæsen Lægebolig, apotek - - - Forsorg Alderdomshjem, hospital, fattiggård - Ferie, fritid Landskabelig skønhed Landliggertjenester Landsted, kursted, feriehotel Landliggerområde
Konjunkturbetingede forholds indflydelse
Naturligvis satte skiftende tidsbundne konjunkturer (krige, sygdomsepidemier, misvækst og velmagtsperioder og befolkningsfremgang) også deres præg på bebyggelsesforholdene, men overordnet var bebyggelsen præget af forholdsvis stor stabilitet igennem tiden. Til gengæld angiver konjunkturerne tydeligt de skiftende vilkår for bebyggelsen: lange tidsforløb med fremgang og udvikling afløst af forholdsvis korte tidsrum med ofte brat tilbagegang. Der tegner sig følgende bølgeforløb: fremgang fra vikingetiden ind i middelalderen, fra 1348 afløst af et første tilbageslag indtil omkring 1400, en fremgangsbølge fra 1400-tallet over reformationen frem til omkring 1625, da afløst af et nyt tilbageslag indtil 1660, en fremgangsbølge fra 1660 til Store Nordiske Krig afløst af en krise til midten af 1700-tallet, en fremgangsbølge fra midten af 1700-tallet til Napoleonskrigene afløst af en krise indtil omkring 1840. Fælles for de ovennævnte udsving var, at de fandt sted i et førindustrielt samfund og med befolkningsudsving af en nogenlunde fast størrelse.
Fra omkring midten af 1800-tallet skiftede rammerne for bebyggelsen karakter: udviklingen skete nu inden for et samfund i vedvarende teknisk og industriel udvikling og under indtryk af en stærkt voksende befolkning indtil omkring 1970, afløst af en befolkningsstagnerende periode efter 1970. Hele dette tidsrum har imidlertid været kendetegnet ved en omfattende og vedvarende bebyggelsesmæssig udvikling.
Den bebyggelseshistoriske udvikling
Den bebyggelseshistoriske udvikling i Danmark falder i to klart adskilte faser: forhistorisk tid (medregnet vikingetiden) og historisk tid (fra middelalderen og senere).
Forhistorisk tid
I forhistorisk tid var bebyggelsen kendetegnet ved omskiftelighed: efter en kortere eller længere tid blev bebyggelsen øjensynligt opgivet og nedlagt, og indbyggerne flyttede til et andet sted – nogle gange i nærheden, nogle gange synes der at været sket en regulær omlokalisering under hensyn til andre ressourcer eller ressourceudnyttelser end tidligere. Det var i udtalt grad tilfældet med datidens landsbyer. For her kan ofte påvises hvorfra og hvorhen, landsbyens indbyggere flyttede – ofte inden for samme velafgrænsede område (nogenlunde svarende til senere tiders ejerlav). Men også for handelspladser synes der at været tale om begrænsede virkeperioder, hvorefter stedet faldt tilbage, mens andre steder tog over.
Man kan i forhistorisk tid kun skelne mellem to bebyggelsesformer: landsbyen og handelspladsen (centralpladsen eller wik-en).
Landsbyerne
Landsbyerne var fra jernalderens begyndelse samlinger af langhuse med stald i den ene ende og boliger i den anden. De blev i keltisk jernalder omgivet af et fælles hegn, fra romersk jernalder imidlertid af egne indhegninger, ligesom der nu hørte flere bygninger til den enkelte ejendom. I løbet af romersk og germansk jernalder voksede gårdenes – og dermed landsbyernes – størrelse betydeligt sideløbende med, at der med ujævne mellemrum skete omflytninger (hvilket har givet anledning til betegnelsen "den vandrende landsby"), lige som en del bygninger tydeligvis blev udskilt og anvendt til særskilte formål, blandt andet håndværk. Blandt de mest kendte landsbyer fra forhistorisk tid kan nævnes Grøntoft (keltsk jernalder), Hodde og Vendehøj (romersk jernalder), Vorbasse (romersk og germansk jernalder samt vikingetid), Sædding (vikingetid).Det danske landbrugs historie I (1988), s. 114-137
Wikerne 350px|thumb|Hedeby Wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wiker fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel, Gudme på Fyn, Tissø, Boeslunde og Lejre på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Slöinge og Uppåkra i Skåne, hvortil kommer Helgø og Birka i Mäleren, Kaupang ved Oslofjorden med flere.Christensen 1977, s. 128f; Larsson, s. 6 Kendetegnende er, at alle disse steder (fraset Ribe) opgives henimod vikingetidens ophør. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlekraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Wikernes afløsere i historisk tid var de ulige udskibningssteder, ladesteder og skipperbyer, hvis trivselsgrundlag var lige så stærkt eller skrøbeligt.
Middelalderen (1050-1536)
Fra og med overgangen til middelalderen skete der flere ændringer i bebyggelsesforholdene: for det første blev bebyggelsen nu stedfast, for det andet fremkom en række nye bebyggelsesformer: kirker, kongsgårde, klostre, møller, hovedgårde, ligesom købstædernes antal voksede.
Udviklingsmæssigt falder middelalderen i tre dele: en opbygningstid (1050-1348), en krisetid (1348-1400) og en genopbygningstid (1400-1536).
Ældre Middelalder: et samfund bygges op (1050-1348) Kirkerne
thumb|Sonnerup Kirke.