Olga Antoinette rigsfriherreinde Eggers (født 31. december 1875 på Sankt Thomas, Dansk Vestindien, død 16. maj 1945 i Vestre Fængsel i København) var en dansk forfatter og journalist. Hun var en markant socialdemokrat og kvindesagsforkæmper, der i løbet af 1930'erne blev nazist og overbevist antisemit. Hun blev derefter en af de toneangivende danske nazister. Eggers var kusine til Hjalmar Schacht.
Baggrund Olga Eggers var datter af botaniker Henrik Frans Alexander von Eggers (1844-1903) og Mathilde Camilla Stakemann (1848-1928). Hun tilbragte sine første fem år i Dansk Vestindien, hvor hendes far var kaptajn i den vestindiske hærstyrke. Som femårig blev hun sendt til det ukendte Danmark med et kompliceret benbrud og fik sin videre opvækst hos sin barnløse onkel og tante på Lolland, et godsforvalterpar, der genkendes som skikkelser i hendes forfatterskab - den strenge tante og den godmodige onkel. I 1900 blev hun privatlærerinde fra N. Zahles Skole, men kom aldrig til at benytte uddannelsen. Efter kun 14 dages bekendtskab forlovede hun sig med den unge forfatter og redaktionssekretær ved den københavnske avis Frem, Ludvig Rosenberg. I 1901 giftede de sig, og Olga Eggers tog fat på en karriere som skribent med opsøgende journalistik blandt hjemløse og gadehandlere. Artiklerne blev trykt i bl.a Politiken og Vore Damer. Eggers knyttede efterhånden tætte forbindelser til personligheder som Georg Brandes og Thit Jensen. Hun var optaget af konflikten mellem ønsket om selvudfoldelse og ægteskabets traditionelle familieforpligtelser. Selv blev hun skilt fra Rosenberg efter knapt fem år og giftede sig med professor Anton ThomsenDansk Kvindebiografisk Leksikon - Olga Eggers - Dansk Kvindebiografisk Leksikon og fik i 1913 datteren Ulrica Eggers. Denne gang blev hun enke efter kun tre år og levede resten af sit liv som enlig.
I forbindelse med første verdenskrig var Olga Eggers udenrigskorrespondent i Paris, og efter krigen havde hun forskellige tillidsposter for Freds- og Folkeforbundet. Hun rejste livet igennem meget; i 1931 tog hun rundt i Afrika som alene kvinde og skrev derefter den naive, men velmenende rejseskildring Ene Hvide gennem Liberias Urskove. Fra 1929 kendes hun som agitator for socialdemokraterne. Hendes mærkesager var antimilitarisme, nedrustning og en forbedring af dårligt stillede kvinders kår. Avisen Social-Demokraten omtalte hende i 1929: "Olga Eggers har paa vort Blads Søndags-sider skrevet talrige varmhjertede Artikler, der tydeligt taler om Forfatterindens dybe sociale Forstaaelse særlig af Arbejderkvindernes Kaar."
De tidlige år som socialdemokrat og kvindeforkæmper thumb|Georg Brandes i 1886 - han og Eggers kom til at fascinere hinanden. I mange år var Olga Eggers socialdemokrat og et fremtrædende medlem af Dansk Kvindesamfund. Hun talte for seksuel frigørelse og ligestilling. I et referat fra et vælgermøde, hvor hun talte, står der: "Hun fandt det mærkeligt, at ikke alle Mennesker var Socialdemokrater, thi det var dog dette Parti, der alene af alle Partier vilde skabe Lykke hos alle Mennesker." Som foredragsholder fascinerede hun tilhørerne med sin let svulstige, agiterende jargon og med humor, som når hun gjorde nar af Thomas Madsen-Mygdal. I Social-Demokraten bidrog hun med kronikker, småartikler og noveller, og hun deltog aktivt i Studieforbund for Aandskultur, et forum for livsfilosofi.
Hun udgav sine romaner på Gyldendal, mens rejseskildringen fra Liberia blev udgivet på Fremad, som var et socialdemokratisk ejet forlag. I oplagstal stod hun på linje med Agnes Henningsen og Karen Michaëlis.
Hun havde engageret sig i kampen mod antisemitismen, klarest udtrykt i børnebogen En stor mands lille datter fra 1911. Bogen blev ført som bevis for inkonsekvensen i Eggers' antisemitisme, og i straffesagen i maj 1942 bevis for påstanden om, at hun havde handlet i ond tro. Hun havde også et nært forhold til Georg Brandes og korresponderede med ham i over 10 år. I 1903 skrev hun i et brev til ham: "Af denne Verdens mange Ubegribeligheder er Krig og Jødehad mig de ubegribeligste. Jøderne - Jordens adeligste Slægt." I 1925 på en rejse til New York mødte hun en ung dansk-jødisk sanger, Harry Haurowitz. Forholdet skildres i hendes bog Henri - der er ingen død fra 1926. Bogen fremstår som udpræget selvbiografisk og er dedikeret "Til min ven Harry Haurowitz i beundring og taknemlighed." Så sent som i 1931 ytrede hun sig stærkt antinazistisk.
Forfatterskab I sin første roman, Zigøjnerblod fra 1903, var Eggers optaget af kvinders seksuelle frigørelse. I 1904 kom romanen Moderne Ægteskab, fulgt af Den røde Synd i 1908. Morsfølelse anses som medfødt hos kvinder, også i forhold til adoptivbørn, som hun beskriver det i En grim Kvindes Bekendelser fra 1909 og En Mor fra 1919. I sin sidste roman, Erotik fra 1932, beskrives tre kvinder og deres ulige skæbner; To søstre, den ene ulykkeligt gift med en velhavende mand, den anden lykkeligt gift med en fattig mand, hun har fire børn med; den tredje kvinde er søstrenes ugifte veninde. Hun har en gang elsket og tabt, og forsørger sig selv uden udsigt til at få børn eller økonomisk tryghed. Alle tre er bundet af omstændigheder, de er uden indflydelse på. Den ulykkeligt gifte forelsker sig og bryder ud af sit ægteskab; hun vrages af både sin mand og sin elsker. Hendes søster bliver gravid igen, og ser ingen anden udvej end abort. De har ikke råd til et femte barn. Men aborten er fejlslået, og barnet fødes handicappet. Bogen er på trods af sin titel ikke erotisk, men et indigneret argument for kvindens ret til fødselskontrol og abort. Den er et opgør med hykleriske og handlingslammede læger, og et råb om forbedrede sociale og økonomiske vilkår for arbejderklassefamilierne. Forsvaret for adgangen til prævention og abort af sociale årsager ledsages af racehygiejniske argumenter, som den gode læge udtrykker det: "Arbejd for, at man med alle Midler forhindrer Abnorme og Sindssyge i at formere sig. Det er selvmorderisk af en Stat at ruinere Borgerne med et Utal af Sindssygehospitaler og Hjem for Idioter, naar man smertefrit og uden synderlig Gene for de stakkels Skabninger kunde umuliggøre, at de forplanter sig."
Dansk Biografisk Leksikon fra 1935 beskrev Olga Eggers' forfatterskab sådan: "Underholdningslitteratur, men med Retning opad mod mere kunstnerisk Holdning." Eggers befandt sig i triviallitteraturens grænseland med beskrivelser af romantisk sanselighed, nogle ungpigebøger, populære omskrivninger af skuespil som Elverhøj og historiske føljetoner. Alligevel fortsætter Oluf Friis: "Sit bedste har hun ydet i sine erotiske-psykologiske Nutidsskildringer...af hvilke især maa fremhæves 'En grim Kvindes Bekendelse' (1909), der fik en anerkendende Anmeldelse af Georg Brandes." Olga Eggers livsvarige forfatterunderstøttelse blev sat i bero i juni 1942, mens man ventede på udfaldet af Højesteretssagen, der endte med hendes domfældelse og bortfald af forfatterunderstøttelsen.
Bruddet med socialdemokraterne I 1933 vendte Olga Eggers pludselig ryggen til socialdemokratiet. Baggrunden var hendes sagfører gennem en årrække, Søren Nielsen, som hun i december 1932 anmeldte for bedrageri. Efter at anmeldelsen blev kendt, bad statsminister Stauning og Helsingørs borgmester, socialdemokraten Peder Christensen, hende om at besinde sig. Overretssagfører Søren Nielsen var nemlig repræsentant for Grønnehave-konsortiet, der stod ansvarlig for opbygningen af en fiskerihavn i Helsingør, og der stod 500 arbejdspladser på spil. Eggers indvilgede i at udskyde sagen et halvt års tid, hvis hun fik udbetalt sit samlede udestående. Det fik hun ikke. Sagen nåede rigsadvokaten, hvor den blev afvist på grund af bevisets stilling. Stauning bad hende venligt om ikke at foretage sig noget, før de havde fået talt sammen. Olga Eggers bilagde sagen for borgmesterens skyld og af partihensyn; men dermed fik hun heller aldrig de penge, hun mente sig snydt for. Hun oplevede det, som om hendes retmæssige krav nemt kunne tilsidesættes, så snart et rent politisk hensyn kom på banen. Ikke mindst var hun skuffet og såret over, at de fremtrædende socialdemokrater, der havde optrådt som hendes personlige venner, ikke havde støttet hende. Både Stauning, K.K. Steincke og Frederik Borgbjerg med koner kom i Eggers' hjem, blandt andet til datteren Ulricas studentergilde i 1932. At sagen ramte Eggers hårdt, kan læses af hendes ugentlige spalte i Hus og Frue i 1935: "Naar Ungdommen omtrent daglig kan læse i Aviserne om Sagføreres Bedragerier overfor Enker, der betror dem de Penge, som repræsenterer Hjem og dagligt Brød."
Tilslutning til nazismen Allerede 1. juni 1934 meldte hun sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Det tog man i samtiden ikke tungt på. B.T. skrev ved Olga Eggers' 60-års fødselsdag: "Da hun var Socialdemokrat, var hun rødere end Borgbjergs Skæg i Glanstiden - og nu da hun er gaaet over til Nazismen, saa er de herrer Hitler, Göring og Goebbels smaa forsagte Demokrater i Sammenligning med hende. Heil Olga!...Rask Pige paa 60 - og hun skal have en Lykønskning." I Eggers-familien var der flere nazister både på dansk og tysk side, og på sine jævnlige familiebesøg i Tyskland lod Olga Eggers sig efterhånden begejstre og overbevise om nazismens rigtighed. Hele sit liv holdt hun kontakt med sin fætter Hjalmar Schacht, der havde været med til at få Tyskland på fode igen. I april 1935 skrev hun i Hus og Frue artiklen "Det glade Berlin" om Görings bryllup: "Men hvor smukt det end saa ud - den lysklædte Brud i den af Roser fuldstændig dækkede Bil - saa er der dog ingen Tvivl om, at Synet af "Føreren" for enhver Tysker dog er et Syn, ved Siden af hvilket enhver rosensmykket Bil og Brud maa blegne." Der kom heller ingen reaktioner eller afstandtagen til de udtalelser.
I 1935 brød hun med DNSAP ud fra utilfredshed med partiledelsen. I stedet meldte hun sig ind i Dansk Socialistisk Parti, ledet af Wilfred Petersen. Hun var leder og foredragsholder i Nordisk Aktions Kvindegruppe, og skrev for Nordiske Stemmer, organ for Nordisk Aktion, der var DSPs "kampfront".
Kamptegnet