Den gode, den onde og den grusomme er en italiensk spaghettiwestern fra 1966 af instruktøren Sergio Leone med Clint Eastwood, Lee Van Cleef og Eli Wallach i titelrollerne. Filmens manuskript er udarbejdet af Luciano Vincenzoni og Leone, og screenplay er skrevet af Age & Scarpelli, Vincenzoni og Leone. Fotografen Tonino Delli Colli var ansvarlig for filmens fejende widescreen billeder, og Ennio Morricone komponerede den berømte ledsagemusik. Det er den tredje film i Dollar-trilogien efter En nævefuld dollars (1964) og Hævn for dollars (1965). Handlingen samler sig om tre revolvermænd, som kappes om at finde en formue bestående af guld fra Konføderationen i et kaos af skuddueller, hængninger, borgerkrigsslag og fangelejre.
Filmen havde premiere den 15. december 1966 i Italien og i Danmark den 8. april 1968. I USA havde den premiere den 23. december 1967 og indtjente $6,1 mio., men blev kritiseret for sin afbildning af vold. Leone forklarede, at "drabene i mine film er overdrevne, fordi jeg ønskede at lave en ironisk satire over de sædvanlige westerns ... Vesten blev skabt af voldelige, ukomplicerede mænd, og det er deres styrke og enkelhed, som jeg forsøger at genskabe i mine film." Leones indsats for at give den slidte western genre nyt liv anerkendes i brede kredse: Den gode, den onde og den grusomme er blevet beskrevet som den bedste europæiske western, og Quentin Tarantino har betegnet den som "den bedst instruerede film nogensinde."
Handling
I en øde spøgelsesby skyder banditten Tuco sig fri, da tre dusørjægere prøver at overfalde ham. Et andet sted afhører Angel Eyes en tidligere soldat om en forsvundet mand, der hedder Bill Carson, og et gemmested for Konføderationens guld, og skyder ham, da forhøret er ovre. I mellemtiden fører Tucos rejse over ørkenen ham til en gruppe dusørjægere, som gør klar til at tage ham til fange, da de bliver stoppet af Blondie (Manden uden navn), en mystisk enlig revolvermand, som udfordrer jægerne til duel, som han vinder med lynets hast. Efter først at have været begejstret, bliver Tuco rasende, da Blondie personligt afleverer ham til myndighederne og indkasserer dusøren. Senere, lige før Tuco skal hænges, bliver han befriet af Blondie, der skyder det reb over, han skal hænges ved. Senere deler de to dusøren, og det afsløres, at det er en lukrative fidus, de har aftalt indbyrdes. De to gentager processen i en anden by, inden Blondie, som er træt af Tucos stadige beklagelser, efterlader ham i ørkenen. Det lykkes Tuco at komme til en by, hvor han får fat i en revolver, og derefter opsporer han Blondie på et hotel. Mens Tuco forbereder en hængning af Blondie, rammer en kanonkugle hotellet og ødelægger rummet, hvilket giver Blondie lejlighed til at undslippe.
Efter en nådesløs jagt fanger Tuco Blondie og fører ham ud i ørkenen. Da Blondie kollapser af tørst, forbereder Tuco sig igen på at dræbe ham, men afbrydes i sit forehavende, da et løbsk spand heste viser sig i horisonten. Inde i vognen opdager Tuco en døende Bill Carson, som fortæller, at der er begravet guld fra Konføderationen i en grav på kirkegården i Sad Hill; men han besvimer, inden han når at fortælle, i hvilken grav guldet befinder sig. Da Tuco kommer tilbage med vand, opdager han, at Carson er død, og at Blondie ligger ved siden af vognen. Mens han er ved at besvime, fortæller Blondie, at han kender navnet på graven, men ikke på kirkegården. Tuco indser derfor, at de må genoptage deres partnerskab. Udklædt som sydstatssoldater begiver de sig gennem ørkenen i brændende sol, og Tuco må slæbe den afkræftede Blondie med til en katolsk missionsstation. Her bliver han plejet af præsten, indtil han er i stand til at fortsætte eftersøgningen efter skatten. De bærer igen sydstatsuniformer, men støder uheldigvis på en styrke Unionssoldater, bliver taget til fange og sendt i en fangelejr.
I lejren holder korporal Wallace navneopråb, og Tuco svarer, da der bliver spurgt efter Bill Carson, hvilket fanger Angel Eyes' opmærksomhed. Han er sergent i Unionshæren og udstationeret i fangelejren. Angel Eyes lader Wallace torturere Tuco, indtil han fortæller, at man skal lede på Sad Hill kirkegården, men indrømmer, at det kun er Blondie, som kender navnet på gravstenen. Angel Eyes tilbyder Blondie et lige partnerskab, og Blondie indvilliger og rider af sted med Angel Eyes og hans flok, mens Tuco bliver sendt med tog for at blive henrettet. Han undslipper dog, da han dræber fangevogteren under påskud af at skulle forrette sin nødtørft. Blondie, Angel Eyes og dennes kompagni stopper i en krigsmærket by for at hvile sig. Et andet sted i byen vandrer Tuco gennem ødelæggelserne uden at opdage dusørjægeren (Al Mulock), som opsporer og angriber Tuco, mens denne sidder i et badekar. Trods overraskelsen skyder Tuco dusørjægeren med en pistol, han har skjult bag sæbeskummet. Blondie går ud for at undersøge skuddene og finder Tuco og fortæller ham om kompagniskabet med Angel Eyes. De to genoptager deres gamle partnerskab og lister gennem den ødelagte by, hvor de dræber Angel Eyes' ledsagere, men må indse, at Angel Eyes selv er undsluppet.
Tuco og Blondie finder Sad Hill kirkegården, men opdager at et stort slag er under udvikling mellem store styrker fra Unionen og Konføderationen, der kun er adskilt af en smal bro. Ivrige efter at slippe af med hærene sprænger Blondie og Tuco broen i luften. I forbifarten deler de to information – Tuco fortæller, at det er Sad Hill kirkegården graven ligger på, og Blondie fortæller, at de skal lede efter Arch Stantons grav.
Næste morgen er de to hære draget videre. Tuco efterlader Blondie med det formål selv at finde guldet og snubler tilfældigt over, hvad der viser sig at være en enorm, vidtstrakt kirkegård. Han søger desperat blandt de mange improviserede gravsten. Til sidst opdager han Arch Stantons grav. Da han giver sig til at grave, dukker Blondie op og tilbyder ham en skovl. Et øjeblik senere bliver de to overrasket af Angel Eyes, som truer dem med en revolver. Blondie sparker støvet væk fra Stantons grav, som viser sig kun at indeholde et skelet. Han fortæller de andre, at han er den eneste, som kender det rigtige navn, skriver det på en sten, som han placerer midt på kirkegården og siger til de to andre, at "to hundrede tusinde dollars er mange penge. Vi bliver nødt til at tjene dem."
De tre stirrer intenst på hinanden og vurderer alliance- og faremuligheder, mens de danser rundt om hinanden i en berømt fem-minutters scene. Pludselig trækker de samtidig deres revolvere. Blondie skyder Angel Eyes og lader ham rulle ned i en åben grav, mens Tuco opdager, at Blondie havde tømt hans revolver for ammunition aftenen før. Blondie giver Tuco besked på at grave i den grav, som er markeret "Ukendt" ved siden af Arch Stantons. Tuco graver og jubler over at finde poser af guld i den, men bliver chokeret da han drejer sig mod Blondie og ser et reb med en løkke. Blondie tvinger Tuco til at stille sig op på en gravsten, lægger løkken om hans hals og binder hans hænder, inden han rider væk med sin andel af guldet. Da Tuco råber om nåde, dukker Blondies silhouet op i horisonten, og han sigter sin riffel mod Tuco. Da Tuco skriger i vrede, skyder Blondie (med en reference til deres fidus i filmens start) rebet over, så Tuco falder ned med ansigtet i sit guld. Blondie smiler, mens den rasende Tuco skriger mod ham, vender hesten og rider bort.
Medvirkende Trioen Clint Eastwood som Blondie: Den gode, en stilfærdig, selvsikker dusørjæger, som kappes med Tuco og Angel Eyes om at finde det nedgravede guld midt mellem de krigende sider i den amerikanske borgerkrig. Blondie og Tuco har et ambivalent forhold. Tuco kender navnet på den kirkegård, hvor guldet ligger begravet, mens Blondie kender navnet på den grav, hvor det er begravet, hvilket tvinger dem til at arbejde sammen om at finde skatten. På trods af denne grådige søgen er Blondies medlidenhed med en døende soldat i det kaotiske blodbad tydelig. "Jeg har aldrig set så mange mænds liv gå så nyttesløst til spilde," klager han. Tv-serien Rawhide, som Eastwood havde medvirket i, var stoppet i 1965, og på det tidspunkt var ingen af Clint Eastwoods italienske film blevet udsendt i USA. Da Leone tilbød ham en rolle i sin næste film, var det det eneste tilbud han havde om at medvirke i en stor film, men han måtte alligevel overbevises om, at han skulle medvirke, hvilket Leone og hans kone gjorde ved at rejse til Californien for at forhandle. To dage senere accepterede han at være med mod en betaling på $ 250.000 og 10% af overskuddet fra Nordamerika, en handel som Leone ikke var glad for.
Lee Van Cleef som Angel Eyes: Den onde, en skånselsløs, ufølsom psykopatisk lejesoldat ved navn "Angel Eyes" (Sentenza i den italienske version), som dræber enhver, der står ham i vejen. Da Blondie og Tuco bliver taget til fange, mens de er klædt ud som konføderationssoldater, er Angel Eyes den sergent fra Unionshæren, som udspørger dem og lader Tuco tortere, hvorved han til sidst erfarer navnet på kirkegården, hvor guldet er begravet, men ikke navnet på gravstenen. Angel Eyes danner et kortvarigt partnerskab med Blondie, men Tuco og Blondie vender sig mod Angel Eyes da de får chancen. Oprindeligt ønskede Leone, at det skulle være Charles Bronson, som spillede Angel Eyes, men denne havde allerede sagt ja til at spille i Det beskidte dusin. Leone overvejede i stedet at genoptage samarbejdet med Lee Van Cleef: "Jeg sagde til mig selv, at Van Cleef tidligere havde spillet en romantisk figur i Hævn for dollars. Tanken om at få ham til at spille en rolle, som var helt modsat, begyndte at tiltale mig." thumb|right|Eli Wallach Eli Wallach som Tuco: Den grusomme, Tuco Benedicto Pacifico Juan Maria Ramirez, en komisk, fjoget, hurtigt talende bandit, som er eftersøgt af myndighederne. Tuco opdager navnet på kirkegården hvor guldet ligger begravet, men han ved ikke i hvilken grav – det gør kun Blondie. Omstændighederne tvinger Tuco til at blive en modvillig partner med Blondie. Instruktøren overvejede oprindelig Gian Maria Volonté til rollen som Tuco, men følte at rollen krævede en, som havde et "naturligt komisk talent". Til sidst valgte Leone skuespilleren Eli Wallach baseret på hans rolle i Vi vandt vesten (1962), især hans præstation i jernbanescenen. I Los Angeles mødte Leone Wallach, som var skeptisk over for igen at spille denne type rolle, men efter at Leone havde vist ham indledningen fra filmen Hævn for dollars, sagde Wallach: "Hvornår skal jeg komme?" De to mænd kom utrolig godt ud af det med hinanden. De havde den samme bizarre form for humor. Leone lod Wallach lave mange ændringer til sin figur i form af påklædning og karakteristiske bevægelser. Både Eastwood og Van Cleef forstod, at personen Tuco lå tæt på Leones hjerte, og instruktøren og Wallach blev gode venner. Van Cleef sagde: "Tuco er den eneste af de tre, som publikum kommer til at kende. Vi møder hans bror og finder ud af, hvor han stammer fra, og hvorfor han blev en bandit. Men Clints figur og min forbliver mysterier."
Biroller Aldo Giuffrè som Unionskaptajn: En beruset kaptajn i Unionshæren, som gør sig til ven med Tuco og Blondie. Han føler, at den blodige belejring, som hans tropper deltager i, er et formålsløst spild og drømmer om at ødelægge broen – et ønske som Tuco og Blondie opfylder. Dødeligt såret i slaget ved Branstone Bridge dør han lige efter at have hørt, at broen er ødelagt. Giuffrè var en italiensk komiker, som var blevet skuespiller. Mario Brega som korporal Wallace: En bølle af en fangevogter, som arbejder for Angel Eyes og torturerer Tuco for at få ham til at afsløre, hvor skatten er gemt. Angel Eyes overdrager Tuco til Wallace, så han kan aflevere Tuco og få udbetalt den dusør, der er udsat på ham, men Tuco dræber i stedet Wallace ved at skubbe ham ud af et kørende tog. Brega var en slagter, som blev skuespiller, og den store, tunge mand var et fast indslag i Leones film og spaghettiwesterns i almindelighed.